Regeringen har et mega-problem med ejendomsvurderingerne, som ikke har fået stor opmærksomhed, men som forklarer, hvorfor det hele tiden går i smadder. Man prøver det umulige – og undrer sig over, at det ikke kan lykkes.

 Problemet er, at man med normative principper prøver at beregne noget, som i virkeligheden er subjektivt. Men man kanikke beskrive en rund figur ved hjælp af trekanter. Og man kan ikke skabe et retfærdigt regnestykke, som parodierer det frie markeds prissætning, for at erstatte det med en beregnet vurdering. Som opgaven er udformet, er det reelt umuligt at fastslå en ejendomsvurdering, som kan forventes at stå i rimelig relation til ejendommens handelsværdi. De foreliggende principper giver derfor anledning til vilkårlig beskatning. Og det handler ikke om småbeløb, men om en beskatning, som vil kunne ses på den almindelige boligejers budget.

 Sagen er, at en ejendoms værdi alene kan fastslås som den pris, som ejendommen kan handles til. Og hvad en køber vil give for ejendommen, afhænger af en hel række parametre, som nærmest per definition alle er subjektive og tillægges forskellig værdi afhængig af køber. Herlighedsværdi, beliggenhed, udseende, materialevalg, indretning, egnethed i forhold til købers behov og selv købers forventning om gensalgsværdi kan ikke fastslås objektivt. Og om sælger er tilfreds med den tilbudte pris, er ligeledes alene afgjort af parametre, som er subjektive. Så at man kan beregne objektivt hvad ejendommen er værd i en forestillet handel, det er en illusion.

 Kun folk, som opfatter prismekanismer i en fri markedsøkonomi på lige fod med prisdannelsen i et planøkonomisk marked, kan nå frem til den konklusion, at subjektiv prissætning kan afløses af en normativ beregning. Det er forunderligt at regeringen – uden at vedkende sig det – på den måde trodser den økonomiske videnskab og undervisning på de ellers statsautoriserede danske universiteter og handelshøjskoler. For der plæderer man for at markedsøkonomi og forudsigelighed i den offentlige forvaltning skaber størst værdi for alle og retssikkerhed for den enkelte.

 Nogen vil så sige, at ”Jamen, der er brug for skatteindtægterne, og det er kun rimeligt og retfærdigt, at boligejerne betaler mere end andre i skat”. Men for det første er kravet om rimelighed og retfærdighed i forhold til beskatning af boligejerne et flydende begreb som savner argumentation, grænser og principper. Og man kunne måske med samme ret forvente, at det kan være en lige så rimeligt og retfærdigt, at der skal betales skat af de gevinster, som mange modtager i form af f.eks. boligtilskud, ejendomsskattefritagelse, huslejeregulering og billig finansiering. Som det er nu, gemmer der sig her milliardstore indkomstoverførsler, som er skattefrie for modtageren.

 Og så er argumentet om, at der er brug for skatteindtægterne, altså er hverken rimeligt eller retfærdigt argument for en vilkårlig skatteopkrævning, som så synes i højere grad at hvile på ubillig misundelse og på trods af forstandighed. Det kan godt være, at der er behov for skatteindtægterne. Men så må principperne udformes på en måde, som ikke indebærer vilkårlighed og som ikke udfordrer danske boligejeres retssikkerhed. Det der ikke kan forklares, det kan ikke forsvares.

 Egil Rindorf

Toftekærsvej 28B

2820 Gentofte

+45 4098 3281

Mail: egil@rindorf.net