Det vil fortsat være muligt at lave lokale nedlukninger, uden at Folketinget behøver at blive spurgt til råds.
Det viser en nærlæsning af lovforslaget om en ny epidemilov, skriver Jyllands-Posten.
Styrelsen for Patientsikkerhed kan med den nye lov pålægge kommuner at lukke for eksempel dagtilbud, skoler og plejehjem. Også regioner kan tvinges til at forbyde adgang til sygehuse eller uddannelser.
I lovforslaget er der ingen begrænsninger for, hvor mange kommuner eller regioner styrelsen kan lukke ned.
Det fastslås, at hvis sundhedsministeren vil indføre restriktioner i “hele eller dele” af landet, så skal Folketinget tage stilling til indgrebene.
Men det gælder altså ikke, hvis ministerens styrelse indfører restriktioner i kommuner og regioner.
Det er en gråzone, mener Kristian Lauta, som er professor i jura ved Københavns Universitet. Over for Jyllands-Posten ser han styrelsens beføjelser som “en overset kattelem”.
– Hele logikken i den nye lov er, at Folketinget gerne vil have kontrol med de indgribende tiltag. Derfor virker det oplagt, at det også bør gælde her, siger han.
Inden jul indgik et politisk flertal en aftale om den nye epidemilov. Da sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at Folketinget skal sige ja eller nej til “alt, hvad der minder om indgreb”, skriver avisen.
De nye oplysninger overrasker partier, der er med i aftalen om en ny epidemilov.
Blandt andet De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, siger til Jyllands-Posten, at det er nyt for ham, og at “det lyder voldsomt”.
Han kræver, at Folketinget skal involveres i den slags indgreb. Også Venstre, SF og Enhedslisten ønsker at udvide kontrollen.
Heunicke vil drøfte det med partierne. Han afviser det dog umiddelbart, for styrelsen skal kunne sætte ind mod lokale sygdomsudbrud “hurtigt og resolut”.
Han siger til avisen, at det må være en ren sundhedsfaglig vurdering.
/ritzau/