Aftale om erstatning til minkavalere på plads – K og DF står uden for

K og DF forlader minkaftale: For dårlige kår for genoplivning
Konservatives Rasmus Jarlov og Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby forlader forhandlingerne, ved et doorstep på stengangen i Finansministeriet, mandag den 25. januar 2021. (Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)

Det bliver ifølge Dansk Folkeparti og Konservative for svært for minkavlere at genrejse deres forretning, når forbuddet mod hold af mink udløber med den aftale, som regeringen og et flertal i Folketinget ventes at indgå mandag.
Derfor har de to partier valgt ikke at tilslutte sig aftalen. Det oplyser partiernes hovedforhandlere, Rasmus Jarlov (K) og Hans Kristian Skibby (DF), mandag aften.
Ifølge Ritzaus oplysninger kan aftalen i alt ende med at løbe op i 18 milliarder kroner.
De var mandag aften indkaldt til “afsluttende forhandlinger” i Finansministeriet om en aftale. Men allerede på forhånd var kortene spillet ifølge Hans Kristian Skibby. På vej ind sagde han:
– Dybest set er det nik eller lad vær. Vi har ikke mulighed for at flytte ret meget i den aftaletekst, der ligger.
– Vi har fået at vide i går aftes, at der ligger en aftale, der er et bredt flertal for, hvor Dansk Folkeparti blandt andet ikke indgår. Så har vi mulighed for at stille nogle spørgsmål og måske blive lidt klogere på det formelle indhold i teksten.
Mellem klokken 20 og 20.30 forlod Dansk Folkeparti og Konservative så forhandlingerne.
De synes ikke, at det såkaldte dvaleordning i aftalen er tilstrækkelig. Det er en ordning, der skal gøre det mulig for minkavlere at sige nej til den fulde erstatning, og i stedet starte deres forretning op, når forbuddet mod hold af mink udløber eller ophæves.
Ifølge Ritzaus oplysninger er der lagt omkring 60 millioner kroner til side til en dvaleordning.
Også et tredje parti har forladt forhandlingerne men af en anden grund. Her mener ordfører Victoria Velasquez, at den samlede aftale er blevet for dyr.
– Det er blevet for voldsomt med den overkompensation, som minkavlerne ser ud til at skulle få, siger hun.
– Når man ser på, hvad de har ret til, så er det en overkompensation på over en tredjedel. Altså knap tre milliarder kroner.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?