Aftale på plads: Danmark åbner når alle over 50 år er vaccineret

Danmark åbner når alle over 50 år er vaccineret
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Med få undtagelser skal det danske samfund åbnes helt, når alle over 50 år er vaccineret.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S), efter at et bredt flertal blandt Folketingets partier sent mandag aften indgik en aftale om en langsigtet genåbningsplan.
– Vi er enige om, at der er et meget, meget vigtigt fikspunkt, når alle over 50 år er vaccineret. Det hviler dog på nogle forudsætninger om, at vi kan holde smitten nede, og at vi bruger coronapas, siger Mette Frederiksen.
Dermed kan danskerne med mandagens aftale nu se en ende på hovedparten af de restriktioner, der har præget hverdagen de seneste måneder.
I aftalen står der konkret, at fikspunktet indtræder, “når de ældste og sårbare borgere samt borgere over 50 år, der ønsker det, er vaccineret med første stik”.
Det vil ifølge aftaleteksten være en “milepæl” i epidemihåndteringen i Danmark:
– Risikoen for dødsfald og overbelastningen af sundhedsvæsenet som følge af corona vil falde meget markant, og samfundet kan genåbnes. Dog vil der forventelig stadig gælde restriktioner i forhold til arrangementer med risiko for superspredning, herunder større arrangementer og natteliv, rejserestriktioner samt generelle smitteforebyggende tiltag, står der i aftalen.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, fremhæver, at aftalen dermed vil betyde, at Danmark i vidt omfang er åbent igen i maj måned:
– Danmark kigger nu ind i en åbning, hvor andre ude i Europa kigger ind i en nedlukning, siger Søren Pape Poulsen.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, glæder sig over, at der nu bliver sat datoer på de vigtige dele af genåbningen:
– Vi fortjener et perspektiv på, hvornår det bliver min tur. Vi fortjener en plan for, at når alle over 50 år er vaccineret, hvad betyder det så for os?
– Vi havde gerne set en hurtigere genåbning. Men det er vigtigt, at vi nu får et perspektiv på, hvad vi kan vente os, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Hvis hovedparten af restriktionerne skal falde bort i maj, kræver det dog, at vaccinerne bliver leveret i det forventede tempo.
Samtidig skal smittetallene udvikle sig som forventet, siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.
Enhedslisten har været det parti, der har været mest tilbageholdende i forhold til at åbne. Men det er lykkedes at finde den rigtige balance, mener Mai Villadsen:
– Aftalen giver borgerne i Danmark tryghed og håb. Tryghed, fordi vi stadig følger myndighedernes anbefalinger. Og håb, fordi man nu kan se, hvornår de forskellige områder åbner, siger Mai Villadsen.
/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?