Danmark går ind i valgperioden med et af Europas mest robuste udgangspunkter. Vi er blandt verdens mest digitaliserede samfund, og digital modenhed er ikke længere et luksusparameter, men en kernekomponent i produktivitet og innovation. Evnen til at dele data, automatisere processer og koordinere på tværs af sektorer betyder, at danske virksomheder kan absorbere teknologiske chok hurtigere end mange andre EU-lande.

Beskæftigelsen er historisk høj, og reallønnen har igen været stigende. Finanspolitikken understøtter arbejdsudbud og investeringer, ikke mindst gennem flerårige forsvarsrammer og målrettede skattelettelser. Der er selvfølgelig risici, som fx stigende efterspørgselspres, hvis renterne falder for hurtigt, men den samlede afvejning mellem kortsigtede stimulanser og langsigtet bæredygtighed er bevidst.

Udenrigsøkonomisk har Danmark et solidt fundament. Vores økonomi er åben, med et betydeligt overskud på betalingsbalancen, drevet af søfart, logistik, life science og højt specialiserede eksportvarer. A.P. Møller-Mærsk, DSV og en række mindre, men specialiserede virksomheder skaber stabilitet, selvom deres nuværende bidrag til vækst er under pres. Den finansielle robusthed afspejles også i kronens styrke og lave finansieringsomkostninger.

Politisk står Danmark solidt med et velfungerende demokrati og bred opbakning til både grøn omstilling og styrket sikkerhedspolitik. Forsvarsudgifterne i 2025–26 ligger over NATOs 2 %-rettesnor, hvilket styrker Danmarks position i alliancen og giver vægt i internationale relationer.

Et ofte overset element er tilstrømningen af kapital og talent. Turismen i premiumsegmentet vokser, men den langsigtede effekt er, at højtuddannede og udenlandske virksomheder i stigende grad etablerer teams, investeringer og familier i Danmark. I en verden med politisk ustabilitet er stabilitet en konkurrencemæssig fordel. Vores beskedne størrelse gør, at få, målrettede projekter hurtigt kan sprede effekt i SMV-underskoven.

Risikoprofilen

Selv med et solidt fundament er Danmark sårbar. Tre risikoområder skiller sig ud:

Dansk vækst hviler stadig på nogle få store spillere. Novo Nordisk har i årevis været et trækdyr, men seneste tid har vist, hvor udsat det kan være: kursfald som følge af Eli Lillys vægttabsprodukter og udbredelsen af kopimedicin, ledelsesskifte, annoncerede fyringsrunder og retssager skaber usikkerhed. DSV er stadig i integrationsfase efter købet af Schenker, og Mærsk er under pres fra lavere containerfragt og globale flaskehalse. Det betyder, at hvis én sektor svigter, kan det mærkes bredt i BNP. SMV’er og servicesektoren er stabiliserende, men kan ikke alene bære økonomien.

Danmarks afhængighed af eksport gør os sårbare over for naboernes økonomi. Tyskland halter både cyklisk og strukturelt med lav vækst og udfordringer i energi og industri. Dette påvirker ordreindgang for maskiner, anlæg og højtforarbejdede input – områder, hvor dansk industri og logistik traditionelt har styrke. På den anden side trækker Polen og nogle sydeuropæiske lande i positiv retning med højere vækst, hvilket giver muligheder for eksport, men også konkurrence. Asymmetrien i Europa skaber politisk pres og uens tempo i investeringer, især inden for grøn energi og forsvar.

Danmarks grønne styrkeposition er reel, men afhænger af kabler, netudbygning og hurtige tilladelsesprocesser. Flaskehalse kan reducere effektiviteten af elektrificering og PtX-investeringer, selvom planerne er ambitiøse. Offentlige investeringer og incitamenter er på vej, men skal eksekveres hurtigt for at bevare konkurrencedygtigheden.

Handels- og industripolitik i USA

Handelsbarrierer og “buy national”- logikker skaber mere friktion i værdikæderne. For små eksportlande som Danmark er det konkret: ordreindgang, marginer og strategiske investeringer påvirkes. EU har allerede indregnet lavere vækstspor i 2025 på grund af handelsusikkerhed, hvilket understreger behovet for diversificering.

Kapacitetsrisiko i velfærden

Sundheds- og grønne investeringer kræver hænder. Uden målrettet rekruttering, efteruddannelse og teknologisk understøttelse (AI, automatisering) risikerer man, at ressourcerne overstiger kapaciteten, hvilket giver ventetider og utilfredshed – og underminerer legitimiteten.

Handlemuligheder

For at fastholde et “sweet spot” kræves målrettede indsatser:

1. Robust åbenthed

Sprede markeder og leverandører. Prioritér partnerskaber, hvor Danmark har momentum: Indien, Nordamerika (Californien og Canada), og udvalgte asiatiske demokratier. Fokus på grøn teknologi, life science og digital offentlig sektor giver både eksport og investeringer.

2. Produktivitetsløft bredt

SMV’er og servicesektoren skal styrkes: standarder og databroer, målrettet efteruddannelse og adgang til kapital til automatisering og energioptimering. Det flytter bundlinjen og frigør hænder, selv uden at ændre strukturen i de store virksomheder.

3. Eksekver på energinet og tilladelser

Bindende servicemål for sagsbehandling (fx 12 måneder) og én myndighed med mandat til at skære igennem. Offentlige indkøb skal understøtte efterspørgslen på grønne løsninger og skabe hjemmemarkedsreferencer.

4. Arbejdskraftrekruttering

Hurtige spor for mangelområder, enklere meritvurderinger og incitamenter for seniorer. Teknologi hjælper, men uden hænder stopper både sundhed, forsvar og grøn omstilling.

5. Alliancernes inderside

Lever op til NATO-udgifter og kapaciteter, brug EU-samarbejde til hurtigere godkendelser. Hjælp Tyskland med projekter, hvor danske løsninger kan skaleres ind i tyske value chains.

6. Brug valgåret klogt

Hold koalitionen bred uden at mudre retningen. Stabilitet er Danmarks komparative fordel i en urolig europæisk kontekst.

Konklusion

Danmark kan være på vej mod et “sweet spot” – ikke fordi verden bliver rolig, men fordi vi kombinerer digital kapacitet, diversificerede SMV’er, politisk opbakning og solid finans. Vores begrænsede størrelse gør os sårbare over for chok, men også hurtige til at reagere. Målrettede indsatser på net, arbejdskraft og produktivitet kan slå igennem i realøkonomien på måneder.

Politisk disciplin er afgørende: hold fokus på flaskehalse, robust åbenhed og tætte alliancer. Gør vi det, bliver “sweet spot” en reel beskrivelse af et Danmark, der vokser klogt, mens andre stadig leder efter fodfæste.

Der er ingen forskel på jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Denne erklæring blev i 1977 fremsat til den hollandske avis Trouw af ingen ringere end Zuheir Mohsen, en af toplederne i PLO (Palestine Liberation Organization).

Når Frankrig, Canada og Storbritannien og 143 af FN’s medlemsorganisationer har bekræftet, at de agter at anerkende Palæstina som en uafhængig stat, er de naturligvis godt klar over, at Zuheir Mohsen har ret, men erklæringen skal ses som en protest mod Israels formodede hungerkrig mod Gazas civilbefolkning.

De palæstinastøttende lande har dog ikke meldt noget ud om, hvordan den nye stat skal kunne forvalte sin suverænitet. Gaza ligger i ruiner, Hamas er næsten udslettet og de få overlevende ledere klynger sig til deres israelske gidsler i mørke tunneler og kældre. Hvilke palæstinensiske ministre skal deltage i FN-møder, COP klimakongresser og internationale konferencer? Hvor er deres diplomatiske korps og embedsværk fra den nye stat, der ikke skal regne med, at Israel forlader Gaza, så længe der er Hamas- terrorister blandt befolkningen. Hvordan vil det nye Palæstina forvalte Vestbredden, der er hullet som en schweizerost af israelske bosættelser, og som styres af Fatah-bevægelsen, der har anerkendt staten Israel, hvad Hamas absolut ikke har?

Nu er det da heller ikke Hamas’ første prioritet at danne en palæstinensisk stat, men at udslette Israel. Dette kræver, at Hamas bevarer magten og kontrollen i Gaza, og det kan bevægelsen ikke ved egen hjælp. Hamas blev i mange år finansieret, trænet og kontrolleret af Iran, der ligeledes er forpligtet af en hellig ed til at fjerne Israel fra landkortet. Nu er Iran sat ud af spillet, og den arabiske verden har mange gode grunde til at ønske Hamas død og borte, men så er der jo de demokratiske vestmagter, der kan mobiliseres for sagen. Hamas har derfor erklæret krig mod sit eget folk og regner med at vinde kampen, fordi vi andre ikke kan holde ud at se på grusomhederne.  Israel har altid været forhadt af den internationale venstrefløj på grund af den tætte alliance med USA, og fordi vennerne i Sovjetunionen solidariserede sig med den arabiske sag. I Gaza-konflikten er det lykkedes anti-jødiske aktivister at vinde medierne over på deres side, ligesom en række islam-leflende politikere har overgivet sig til Hamas’ lidelsesfortælling om folkemord og hungersnød, som Israel anvender som våben i sin krig mod ikke Hamas, men det palæstinensiske folk.

Hamas og deres utallige nyttige idioter i Vesten kan glæde sig over deres succes i døgnets medieunivers, hvor seere og læsere stopfodres med billeder af skeletbørn og desperate mødre, der hulkende rækker deres tomme madskåle frem mod nødhjælpen, der aldrig nåede frem.  I det lange løb skal Hamas dog ikke regne med støtte fra de arabiske nationer, der rent faktisk kunne være nøglefaktoren i dannelsen af en palæstinensisk stat. Sandheden er imidlertid, at palæstinenserne af den arabiske verden bliver betragtet som dovne tiggere, aggressive afpressere og forrædere mod deres arabiske velyndere og brødre. Og med god grund, da palæstinensiske migranter i 1971 forsøgte at vælte den jordanske regering og tage magten i landet. Det kostede 15 000 palæstinensere livet, og resten slog sig under PLO’s ledelse ned i Libanon, hvor de under den libanesiske borgerkrig var medvirkende til den omfattende ødelæggelse af Libanon, der aldrig har rejst sig siden.  Palæstinensere i Libanon har i dag forbud mod at uddanne sig som læger, tandlæger, advokater og yderligere 35 erhverv.

I 1991 erklærede PLO sin støtte til Saddam Husseins invasion af Kuwait i forventning om, at de 300 000 palæstinensere, der levede i Kuwait kunne blive en del af det nye styre under Irak og få adgang til de mange dejlige oliemilliarder. Dette åbenlyse forræderi mod det kuwaitiske folk hævnede sig, da Kuwait blev befriet af Operation Desert Storm. Alle palæstinensere blev med 24 timers varsel udvist af Kuwait som tak for sidst.

Derfor har de arabiske lande spærret deres grænser for palæstinensiske flygtninge. Det gælder nabolandet Egypten, der frygter, at Hamas’ terrorister vil destabilisere landet i samarbejde med Det Muslimske Broderskab, som er stifter af Hamas. Og det gælder Jordan, hvor kong Abdullah har udtalt, at ingen palæstinensiske flygtninge kommer ind i Jordan. Af samme grund har den arabiske verden i mange årtier finansieret de palæstinensiske permanente flygtningelejre og den uendelige strøm af nødhjælp til Gaza, der siden 2006 har fungeret som en opsamlingslejr for dem, som ingen vil lege med. Et vældigt bistandskompleks uden erhvervsliv, uden arbejdspladser. En silo for de fortabte.

Dr. Charles Chartouni er en førende samfundsdebattør i Libanon. Han beklæder professorater ved både Libanons Universitet og Beiruts Universitet, og han er seniorkonsulent i det globale rådgivningsfirma FTI. Den 5. august affyrede dr. Chartouni følgende bredside på libanesisk tv: ” Hamas har taget palæstinenserne som gidsler. Israel er ikke ansvarlig for hungerkatastrofen i Gaza. Det er Hamas, som udbytter Gaza for at fremme sine politiske mål, som de deler med Iran og Qatar. Vi må forlade vores forudindtagethed, antisemitisme og jødehad, som så længe har forgiftet vores sind.”

Er der mon nogen, der lytter til dr. Chartouni? Næppe i Danmark.

”At transformere spørgsmål om fakta til spørgsmål om intentionen har været kendetegnende på en totalitær tankegang”

Denne sætning af Hannah Arendt beskriver politik bedre end noget andet i de sidste 100 år. Og vi kender mekanismen også i dag, dagligt i samfundsdebatten. Alle kender åbenlyse ting, der ikke må siges, og hvis det antydes, bliver det mødt med bebrejdende blikke. Hvorfor siger du lige det?

Faktuelle spørgsmål ignoreres, hvis fakta er ubehageligt, eller vendes om og moraliseres, så kendsgerninger gøres fordækte eller forkerte.

“Gut gemeint ist das Gegenteil von wahr” siger man på tysk, og det vil sige, at sandheden undertrykkes af det velmenende. Sandhedens modsætning er ikke falskhed og usandhed, men moral og især selvindbildt god moral.

Arendts diktum sporer det totalitære, når verden ikke ses som den er, men som den burde være. Når øjne og ører påbydes ikke at tro, hvad de ser og hører. Som i Orwells 1984.

Ideen om at sandheden er normativ går tilbage til Platons idelære, hvor sandheden om tingene i verden er en ide, og som tingene skal leve op til. En sand stol er en stol, der er god at sidde i. En usand eller dårlig stol brækker benene eller sædet er for hårdt og ryglænet skævt.

Verden skal således måles på, om den lever op til vores ideer om den. Teorier om samfundet, fra statistik til disputatser, skal måles på, om de fremmer og er i overensstemmelse med verdensmålene, menneskerettighederne og CSR. Det er officiel universitetspolitik.

Hannah Arendts DNA i hele sit forfatterskab er denne ukuelige vilje til sandhed, uanset om den er belejlig, comme il faut, uvelkommen eller ude af trit med tidsånden.

Venstreorienterede på frihjul

Arendt slog igennem med trebindsværket Origins of Totalitarianism i 1951 (dansk udgave 1971-79), hvor hun brugte termen ’totalitær’ til at karakterisere nazismen og kommunismen, men også imperialismen og antisemitismen. Værket var med til i 1950erne at komme til forståelse af den verden, som få år forinden havde kæmpet blodige krige og udøvet massemord og holocaust. Hvad var det for kræfter, der var i spil?

Værket kan ses som en parallel til Karl Poppers The Open Society and Its Enemies, som kom i 1945, og F.A. Hayeks The Road to Serfdom fra 1944. Fælles er deres gruppering af kommunisme og nazisme som generiske, som varianter af samme model, mens de offentlige meninger og politikken især i Europa trak skellet mellem fascisme og anti-fascisme, hvor de venstreorienterede bevægelser kørte på frihjul som anti-fascistiske.

Arendt tilhørte gruppen af liberale antikommunister eller cold war liberals, som i 1950erne dominerede det demokratiske parti i USA. Republikanernes tendens til tilbagetrukken isolationisme gjorde dem mindre skarpe. Så vidt forskellige politikere som Harry S. Truman, John F. Kennedy, Willy Brandt og Jens Otto Krag er her repræsentative.

Blandt faghistorikere og især som de blev mere venstresnoede siden 1960erne blev det ikke populært at bruge totalitarisme-begrebet til at beskrive både Sovjet og Nazitidens Tyskland. Det blev set som ideologisk og politiserende, men det var den tradition, som Arendt skrev sig ind i. Først efter Murens fald blev totalitarisme igen rehabiliteret som en nyttig samlebetegnelse.

Ondskaben er diabolsk

I 1950erne chokerede Hannah Arendt endnu mere ved et lille essay, ”Reflections on Little Rock”, skrevet i 1957, men først trykt i 1959 i det venstreorienterede tidsskrift Dissent, som samtidigt tog skarpt afstand fra artiklen med disse ord: ”Vi trykker den ikke, fordi vi er enige, tværtimod, men fordi vi tror på ytringsfrihed selv for de synspunkter, som synes os helt forkerte”.

Arendt kommenterede konsekvenserne af den amerikanske højesteretsdom i 1954, Brown vs. Board of Education, som ophævede den negative racediskrimination i Sydstaternes skoler, men samtidigt pålagde positiv integration i skolerne. Det var den sidste del, som Arendt kritiserede på baggrunden af urolighederne i bl.a. Little Rock. Arendt mente ikke, at staten kunne og burde gennemtvinge desegregation uanset de gode intentioner, altså tvinge børn til at gå sammen i skoler, som forældrene ikke ønskede.

Arendt vart helt enig i ophævelsen af Jim Crow-lovgivningen, som gav delstaterne ret til at diskriminere efter race, men udtalte sin tydelige dissens overfor midlet til at imødegå fortidens fortrædeligheder og fordomme, nemlig positiv diskrimination. Hun mente ikke, at der kunne komme godt ud af at tvinge mennesker til at være sammen.

Artiklen fulgte ovenpå værket The Human Condition i 1958 (dansk oversættelse, Menneskets vilkår, 2005), som skelner mellem det politiske, hvor lighed og rettigheder er grundprincipperne, og hvor mennesket er frit, og så det sociale i samværet med andre, hvor mennesker er bundet sammen og forbundne. Den positive tvangsintegration i skolerne, som et stort flertal af danske forældre ville være uenige i – i hvert fald m.h.t. deres egne børn, anså Arendt for et politisk indgreb i det sociale, som ikke kunne løses nogle problemer. Ligesom George Orwell også i bogen The Road to Wigan  Pier fra 1937 skrev, at et forceret forsøg op at komme klassemodsætningerne og fordommene til livs ville være kontraproduktivt.

Men mærker hele tiden Arendts vilje til ikke at lade problemstillinger moralisere, eller gøre den moralske indstilling bestemmende over den nøgterne analysere af forholdene, også selvom konklusionerne bliver politisk ubelejlige. Der kommer ikke noget godt ud af ”rutinemæssigt at repetere liberale klicheer”, som Arendt skrev.

I 1961 lagde Hannah Arendt sig igen ud med en stor offentlighed, da hun fulgte og kommenterede retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem, og skrev bogen Eichmann in Jerusalem. A report on the banality of evil, 1963 (dansk udgave: Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet, 2007). Arendt skabte udtrykket ‘ondskabens banalitet’, da hun hævdede, at Eichmann ikke var ond, men kun en bureaukrat og medløber, der handlede som en god kontornusser. Da holocaust stod som det ondeste af det onde, den intentionelle og planlagte masse-likvidering af millioner af mennesker, virkede det som en voldsom provokation, da Arendt ikke beskrev Eichmann som et monster, men som en dygtig kontormand, der uden at stille spørgsmål gennemførte de opgaver og ordrer han fik i systemet.

Hvis ondskaben kun blev udført af djævle med trefork og horn i panden, ville den være meget nemmere at imødegå og forebygge i sin vorden, men ondskaben er netop diabolsk ved ofte ikke at kunne ses, før det er for sent.

Arendts konservative kritik 

I 1970 udkom bogen On violence (dansk udgave: Om vold, 1970), som gav en hård kritik af ungdoms- og studenteroprøret. Det var primært denne leflen med vold, som oprøret inkarnerede, som vakte Arendts forargelse. Hun ser Jean-Paul Sartre som den store skurk med sætninger som ”vold, der ikke lader sig holde tilbage, er mennesket, der skaber sig selv på ny” og ”at skyde en europæer ned er at slå to fluer med et smæk … tilbage bliver en død mand og en fri mand”. Arendt ser det uhyrlige opstå af denne lovprisning af vold med studenterbevægelsen, og især når studenter ”slutter sig sammen med udskud, hippier, narkomaner og psykopater”.

Arendts kritik er ganske konservativ, og sådan blev det faktisk også set i 1970. I Kristeligt Dagblad blev bogen om vold anmeldt af cand.theol. Per Salomonsen, der sluttede: ”jeg kan ikke fri mig for at mistænke hende for ’konservatisme’. Måske misbruger hun sin påtrængende logik til at sætte det amerikanske studenteroprør og borgerrettighedskæmperne på plads. Måske er hun en gusten fortaler for ’law and order’” (17/2 1971).

Gik mod konsensus

I 1975 hædrede Københavns Universitet Hanna Arendt med Sonningprisen. På det tidspunkt var Arendt så godt som ukendt i Danmark, og kun den lille bog om vold var oversat til dansk og udkommet på et sporadisk forlag. Hans Hertel skrev ved den lejlighed, at Arendt er ”et af de store kontroversielle navne i amerikansk samfundsforskning og samfundsdebat i disse år … men hertillands er hun ikke synderlig kendt og citeret” (Information 18/4 1975).

”Sonning-prisen til eksilforfatter” lød Kristeligt Dagblads overskrift (14/2 1975), hvor professor Steffen Steffensen karakteriserede Arendts forfatterskab ved, at ”skrifterne er ofte præget af dristig nytænkning, hvorfor hun har virket stærkt inspirerende på den internationale debat”. Studenterne ved Københavns Universitet boykottede vanen tro Sonning-prisen og næppe nogen har registreret, hvem hun var. Forinden havde både Karl Popper og Arthur Koestler fået prisen.

Hannah Arendt er en modig og kløgtig tænker helt udenfor ekkokamrene. Hun vovede at gå stik op imod de helligste sager i offentligheden og formulere en position, som ingen turde være enig med. At formulere det samme i dag ville par tout ekspedere enhver ud af det gode selskab. Måske har hun ikke ret, men frygtløsheden og civilcouragen kan ingen tage fra hende.

Kun forstår jeg ikke, hvorfor så mange feterer hende i dag, når hun faktisk er så kontroversiel i forhold til mainstream…

Normalt beskriver man en fest set gennem gæsternes øjne. Men denne gang bør man tage offerets perspektiv. For hovedpersonen – Ukraine – var ikke inviteret. Præsident Zelenskyj har da også advaret om, at enhver aftale uden ukrainsk deltagelse er en aftale imod fred.

Putins teater i Alaska

Putin ankom til Elmendorf-Richardson-basen flankeret af udenrigsminister Lavrov og finansminister Siluanov. Trump havde sin udenrigsminister Marco Rubio og chefforhandler Steve Witkoff med sig. Men det var Putin, der dominerede scenen – både i luften og på jorden.

Han blev modtaget med pomp og pragt, inklusive jagereskorte og rød løber. Det russiske medieapparat jublede:

For Putin var dette første besøg i et vestligt land siden ICC’s arrestordre i 2022.

At det fandt sted i Alaska – tidligere russisk territorium – blev brugt som geopolitisk teater.

Pressemødet blev en skuffelse. Putin talte dobbelt så længe som Trump og leverede historiske tirader uden konkret information om, hvad der var opnået. Trump tilføjede intet substantielt og forlod scenen uden at svare på spørgsmål. “We’ve made some headway … so there’s no deal until there’s a deal,” sagde han – en vag formulering, der efterlod journalisterne målløse.

Der blev ikke underskrevet nogen formel aftale. Mødet blev kaldt produktivt, men uden resultater. Ukraine kræver fortsat en fuldstændig og betingelsesløs våbenhvile som grundlag for forhandlinger.

Ukraines fravær og Europas bekymring

Tidligere forsøg på midlertidige våbenhviler – som Easter Truce og Istanbul-aftalen – er brudt sammen. Rusland har gentagne gange krævet uacceptable indrømmelser: territoriale afståelser, afvisning af NATO-medlemskab og regeringsskifte i Kyiv.

Europæiske ledere har forsøgt at støtte Ukraine gennem initiativer som Coalition of the Willing og fredsbevarende styrker. Men fraværet af Ukraine ved bordet i Anchorage har skabt frygt for, at beslutninger træffes hen over hovedet på dem.

USA har ganske vist formidlet en aftale om sikker navigation i Sortehavet og et stop for angreb på energianlæg. Det er et teknisk fremskridt, men langt fra en bred fredsaftale. Rusland kobler endda aftalen til krav om sanktionslettelser og adgang til globale markeder.

Konklusion på topmødet

Putin fik næsten fuld gevinst: ingen nye sanktioner, ingen indrømmelser fra russisk side, og en ny frihed til at rejse uden risiko for arrest. Trump fremstod derimod uforberedt og svag. Hans løfte om at stoppe krigen på 24 timer er nu blot en tom parole.

Set fra Europa kunne det være endt værre: det frygtede scenarie, hvor Trump bortforhandler Ukraine, blev undgået. Men faren lurer. Hvis Trump vælger at give Zelenskyj skylden for ydmygelsen, risikerer vi, at USA helt trækker sig ud af konflikten. Og Ukraine og Europa kan ikke alene bære krigen.

EU og NATO i skyggen af Trump

Anchorage-mødet blev også en påmindelse om Europas afhængighed af USA. Både EU og NATO skal finde et nyt sprog, for at kunne håndtere en verden, hvor stormagter sætter dagsordenen uden hensyn til småstater.

Mark Rutte står i spidsen for en alliance, der lever i skyggen af Trump. NATO kan ganske enkelt ikke klare sig uden USA, og derfor må generalsekretæren finde sig i ydmygende scener, hvor han kalder præsidenten “Daddy”. Det er nemt at grine af, men alternativet havde været værre. Svenskerne er allerede frustrerede over inkompetencen i alliancen, og mange europæiske lande tøver med yderligere udvidelser, før Vesteuropa selv har oprustet.

Stemningen i alliancen er tålelig, men ikke tryg. Når USA’s største medlem truer med at overtage kontrollen over Canada og Grønland, virker NATO som en samspilsramt familie. At Trump samtidig flirter med alliancens hovedfjende i Moskva, gør ikke situationen bedre. Men så længe Europa ikke kan forsvare sig selv, må man betale “beskyttelsespenge”.

Ukraine er elefanten i rummet ved hvert NATO-topmøde. Og den akavede pressekonference i Anchorage viste, at freden næppe kommer med det trekløver, vi i nat stillede op med.

Europas markedsposition

Trump har sat gang i en toldkrig, der har efterladt lande som Japan, Australien og Schweiz uden en stabil handelsalliance. Mange søger derfor tættere tilknytning til EU, for at undgå at blive banket individuelt af Washington. Men folkelig modstand mod EU-udvidelser er stigende. Borgerne oplever, at nye medlemslande ofte kræver hjælp til at slippe af med korruption og dårlig økonomi, mens EU27 allerede har hænderne fulde med våbenproduktion og vækststrategi.

Japan illustrerer dilemmaet: et højtudviklet industriland, men med enorm gæld, aldrende befolkning og svært ved at tiltrække arbejdskraft. EU står stærkt på markedet, men har ikke appetit på at optage flere.

EU er mere attraktivt for andre, end EU selv ønsker at åbne døren.

USA’s ændrede strategi

Anchorage gjorde det tydeligt, at USA’s strategi under Trump har ændret sig fundamentalt. Han er tiltrukket af en verden, hvor stormagter deler kloden i interessesfærer. USA, Rusland og Kina hersker hver over deres del, uden hensyn til resten. Det er Kremls drøm, og nu også Washingtons og Beijings.

For Australien, Korea og EU27 er dette et skrækscenarie. Men for Putin var Anchorage en drøm: To præsidenter drøftede Ukraines fremtid uden Ukraine til stede.

Resten af verden har derimod interesse i en orden, hvor 193 lande har stemmeret – ikke kun tre supermagter. Og uden et fælles værdigrundlag i NATO bliver samarbejdet hult.

Den amerikanske forfatning skabte magtens tredeling som værn mod konger og kirkemagt. Men hvis magten nu arves, og småstater skal bede om beskyttelse fra centralmagterne, undermineres demokrati og frihedsrettigheder. Samfundsmodellen begynder at ligne cosa nostra: oligarkiske netværk, organiseret kriminalitet og loyalitet i stedet for lov. Når tech-milliardærer som Peter Thiel, der både leverer software til europæiske efterretningstjenester og har finansieret JD Vances vej til Det Hvide Hus, hævder at demokratiets epoke er forbi, er det fordi Kremls model kopieres på Pennsylvania Avenue.

De europæiske ledere begynder at forstå, at deres samfundsmodel er truet. Reaktionerne varierer: nogle lande søger mod højrepopulisme, bygger mure og tiltrækkes af Putins voldsparathed; andre forsøger at vise en tredje vej, hvor vestlige værdier bliver alternativet til de tre supermagter. Men de demokratiske procedurer sinker væksten, og EU’s egne problemlande – som Ungarn – fungerer som møllesten og drivankre. Sådanne hensyn tages hverken i Kina eller i Trumps USA.

Relationerne til Trump

Trods forskelle er det lykkedes at finde en modus. Friedrich Merz i Tyskland spiller en nøglerolle, mens Danmark må træde varsomt på grund af Grønland. Den finske præsident har vundet gehør – ikke mindst fordi han deler Trumps passion for golf. Og Labour-lederen Keir Starmer har opbygget et bemærkelsesværdigt forhold til præsidenten. Ursula von der Leyen har også haft held med at finde fælles fodslag, især da det var vigtigt at fjerne fokus fra Trumps forbindelse til Epstein. Kommissionsformanden opnåede fortrolighed, og forstod pludselig, at hun kunne få halveret toldsatsen, men at forudsætningen var at hun hjalp med at kalde aftalen for “verdens største” og at den skulle leveres så hurtigt at den kunne tage ilten ud af et MAGA-stormløb om Epstein mod Trump. Den slags kræver smidighed og menneskelig indsigt. Og så bliver det husket i Det Hvide Hus.

Kommunikationslinjerne over Atlanten fungerer altså, men på Trumps præmisser. Det fælles værdigrundlag sejler, og det er et problem, der må løses internt og hjemme i USA. Europa kan og skal ikke gøre det. Men samtidig efterspørger mange lande en handelsmæssig beskyttelse, som EU endnu ikke kan tilbyde fuldt ud, fordi den folkelige opbakning er begrænset.

Propagandasejr

Topmødet i Anchorage viste verden, hvad der sker, når freden forhandles uden ofret til stede. Putin fik en propagandasejr og frihed til at rejse. Trump fik endnu en ydmygelse, og Europa fik en påmindelse om, at både NATO og EU lever i skyggen af Washington.

Hvis Trump gør Zemlinsky til syndebuk, risikerer vi et USA, der trækker sig helt ud af konflikten. Det ville være en katastrofe – ikke kun for Ukraine, men for hele den vestlige verdens orden.

Anchorage var derfor mere end en skuffelse. Det var et varsel. Et varsel om, at Europa skal finde sit eget sprog, sin egen styrke og en ny vej, hvis ikke kontinentet skal reduceres til tilskuerpladser i et absurd teater, hvor tre supermagter deler kloden mellem sig.

Både amerikansk højre- og venstrefløj søger nyt lederskab, og selv de mest erfarne politiske iagttagere har svært ved at spå om fremtiden, fordi kaosledelsen har efterladt en masse uafsluttede sager. Positioneringerne i begge partier begynder længe før valgåret. Det officielle valg sker i november 2028, men 2027 vil blive året, hvor både Republikanerne og Demokraterne forsøger at forme feltet. Her vil udkomme bøger, oprettes kampagneorganisationer og vises styrke i svingstaterne. Det er i 2027, kandidaterne begynder at konkurrere om taletid og forsideplads.

Feltet ændrer sig hele tiden. Nye navne opstår, alliancer dannes, og partikonventet – det øjeblik hvor partiet låser sin kandidat – falder som regel i juli eller august i valgåret. Herfra udstikker partiet sin endelige kurs. Elon Musks nyetablerede parti har fået mediedækning, men vurderes ikke som en strukturel trussel. Det amerikanske system er dybt bundet op på et todelt paradigme, og hverken kapital, algoritmer eller forargelse har endnu formået at bryde de institutionelle barrierer.

Trump svær er at erstatte

Donald Trump repræsenterer en politisk kraft, som ikke kan reduceres til partinavn eller embede. Han består i realiteten af tre distinkte elementer:

• Først og fremmest har han en arbejdsenergi, som nærmer sig det maniske. Uden behov for pauser eller hvile, opererer han som en konfliktmotor, der trives i kaos og stress. Denne energi smitter – ikke blot mediemæssigt, men også organisatorisk, hvor han tvinger andre beslutningstagere til at reagere, justere og imødekomme. Det giver hans støtter en følelse af stabilitet: at han “leverer på sin dagsorden“. Hastigheden virker som spin, og begraver de mange fejlskud i bjerge af nye tiltag.
• Dernæst har han et dybt personligt værdisæt, som ikke stammer fra tænketanke, men fra nostalgien om et USA i 1950’erne der stadig var vareproducerende, toldbeskyttet og præget af en ikke-akademisk arbejdstyrke. Her er patriotisme koblet til produktionskapacitet, og globaliseringen ses som en fjende af den amerikanske arbejderklasse. USA lever i dag i vidt omfang af streaminger og licenser fra high tech, mens produktionen af alt fra IPhones til Teslaer er udliciteret til Kina, og andre lande med lavere omkostningsniveau.
• Sidst, men ikke mindst, er han det levende ansigt på MAGA-bevægelsen og Project 2025, en ideologisk platform hvor “Drain the swamp”, DOGE-økonomi, radikal migration og en voldsom reformation af statsapparatet samles. Det er her QAnon og systemkritik møder pragmatisme og folkelig appel.

Denne kombination gør Trump svær at erstatte. Der er betydelig risiko for tab, hvis en af hans sønner eller en JD Vance-type skal videreføre dynastiet. Derfor er “Medvedev-modellen” den letteste strategi for at fastholde magten. Trump stiller op som vicepræsident under en loyal frontfigur, og annoncerer på forhånd, at han planlægger at udføre omstillingen af USA i tandem med sin VP — med næsten fuld kontrol over daglig ledelse. En konstruktion, der potentielt omgår 22nd Amendment, uden at bryde den juridisk.

Demokraternes opgave

Mens Republikanerne drøfter arv og loyalitet, står Demokraterne over for en mere ideologisk opgave. De skal finde en kandidat, som ikke blot kan besejre MAGA og Trumpismen, men også forene partiets egne fløje og vinde svingstaterne.

Kandidaten skal balancere mellem de progressive, som ønsker strukturelle ændringer, og de moderate, der frygter at miste Ohio, Michigan og Pennsylvania. Samtidig skal vedkommende signalere autenticitet i en tid, hvor medier og politikere opleves som del af samme elite. Der skal kommunikeres i både lydklip og følelser – hvor TikTok er lige så vigtigt som CNN.

Opgaven er ikke blot at være “rigtig” – den skal løses troværdig, magnetisk og visionær.

Kamala Harris — et afsluttet kapitel?

Vicepræsident Kamala Harris burde have været en naturlig arvtager. Hun har erfaringen, fundraising-evnerne og institutionel støtte. Men fortiden taler imod hende.

Hun måtte trække sig fra primærvalget i 2020 og tabte momentum. Amerikanere har en instinktiv modstand mod kandidater, der ikke klarede sig i første omgang. De har dog samtidig en veneration for de, der rejser sig trods modgang. Det de kalder come back kids. Bill Clinton var elsket af mange efter den opskrift.

Harris vil formentlig spille en rolle som rådgiver og indflydelsesperson, men næppe som frontløber til 2028.

Demokraternes kandidatfelt i 2028

Her er ti navne, der allerede diskuteres, og som har realpolitisk tyngde:

• Pete Buttigieg, 42 år, transportminister og tidligere borgmester i Indiana. Står som en moderne, intellektuel profil med evne til digital kampagneføring. Homoseksuel og velformuleret, men har endnu ikke fundet stærkt fodfæste blandt afroamerikanske vælgere. Hvis amerikanerne er klar til en homoseksuel præsident, så er Pete et godt bud.
• Gavin Newsom, 57 år, guvernør i Californien. Har national profil og evne til at iscenesætte sig som fremtidens leder. Newsom har været mentor for mange unge kandidater, og har været effektiv i opgøret med Trump, men kan fremstå elitær i Midtvesten. Hvis Midtvesten er klar til en vindertype fra verdens fjerde stærkeste lokale økonomi, er Gavin klar.
• Josh Shapiro, 51 år, guvernør i Pennsylvania. Har vundet sin svingstat og viser strategisk dygtighed. Velformuleret og med en appel til både jødiske og brede vælgergrupper. Udfordres dog af venstrefløjen, især i forhold til udenrigspolitik. Medmindre Netanyahu har ødelagt amerikanernes sympati for Israel, så er Josh et stærkt kort.
• Gretchen Whitmer, 54 år, guvernør i Michigan. Har vundet to valg i en afgørende stat og fremstår både kompetent og samlende. Har ikke ønsket VP-rollen og kan signalere selvstændighed, men mangler en klar national profil. Hvis amerikanerne er klar til en kvinde, så er Gretchen er i stand til at samle et splittet folk.
• Andy Beshear, 48 år, guvernør i Kentucky. Har formået at vinde i en republikansk stat og har stor appel blandt moderate vælgere. Mangler dog national synlighed, men kan blive en overraskelse. Hvis vælgerne vil have en demokrat som kan lede Republikanere, så vil venstrefløjen nok til gengæld føle, at Andy er for midtsøgende.
• Wes Moore, 47 år, guvernør i Maryland. Karismatisk og med militær baggrund. Har skrevet bøger og arbejdet med NGO’er og filantropi. En ny stjerne med appel til både unge og sorte vælgere. Hvis amerikanerne vil have en ungdommelig, farvet militærmand og forfatter, så skal de leve med at Wes er ny i landspolitik.
• Alexandria Ocasio-Cortez, 35 år, kongresmedlem fra New York. Verdenskendt og en ildsjæl på venstrefløjen. Er en af de få politikere, som har et eget navnetræk som Trump. Elsket og hadet, og står stærkt i mediebilledet – men kan fremstå for radikal for midten. Hvis amerikanerne er klar til en ung kvinde med power, så er Ocasio-Cortez istand til at begejstre en ny generation.
• Chris Murphy, 52 år, senator fra Connecticut. Har markeret sig på våbenkontrol og institutionel troværdighed. Appellerer til det politiske centrum, men kæmper mod stemplingen som “coastal elite”. Chris er intelligent, værdibåret og seriøs, og så har han lang erfaring fra Senatet, men han har ikke erfaring i svingstater.
• Ro Khanna, 48 år, repræsentant fra Californien. Teknologisk kyndig og allieret med Bernie Sanders. Har appel blandt progressive og arbejder for industriel omstilling. Mangler dog bred national genkendelse. Vælgere med tech indsigt og asiatiske amerikanere vil elske denne venstresnoede tech nørd.
• Stephen A. Smith, 57 år, sportsjournalist og kommentator. En outsider, som har populistisk medieappeal og en evne til at skabe debat. En joker i feltet – sandsynligheden er begrænset.

Tidslinjen for præsidentvalgscyklus

• Forår 2027: Kandidater begynder at registrere sig hos Federal Election Commission og opbygge kampagneorganisationer A.
• Sommer og efterår 2027: De første officielle udmeldinger kommer. Kandidater tester budskaber, deltager i interviews og begynder fundraising.
• Efterår 2027: Lokale og statslige valg (guvernørvalg, borgmesterposter) fungerer som prøvebaner for nationale profiler B.
• Start 2028: Primærvalg og caucuses begynder — her afgøres, hvem der vinder delegerede.
• Sommer 2028: Partikonventet afholdes, typisk i juli/august, hvor den endelige kandidat vælges.
• November 2028: Valgdagen — første tirsdag i november.

Vi kan ikke beskrive kandidatfeltet hos Republikanerne, da den demokratiske proces i et af verdens ældste partier er forbudt stof. Kandidaterne giver sig ikke til kende, før de bliver udnævnt af chefen.

I juli 2025 stod EU over for en potentiel handelskrig med USA. Trump truede med 30% told på europæiske varer. Von der Leyen fik forhandlet den ned til 15% – og det blev fremstillet som en “huge deal” ved et fælles pressemøde. Men mange i erhvervslivet og politiske kredse oplevede det ikke som en sejr, men som en opblødning af grundlæggende principper.

EU blev bygget på frihandel. Toldmurene blev revet ned i efterkrigstiden, og fri adgang til markeder har været en hjørnesten i vores økonomiske udvikling. Told er ikke bare en afgift – det er en barriere, en trussel mod vækst og samarbejde. Derfor er det ikke overraskende, at stemningen blandt europæiske virksomheder har været kølig, og at skuffelsen breder sig, særligt i de eksporttunge lande.

Meloni og Merz – realisme i skyggen af økonomisk pres

Italiens premierminister Meloni har været blandt de mest pragmatiske stemmer. Italien har ikke økonomisk råderum til handelskonflikter. At føje Trump var ikke et valg – det var en nødvendighed. Hendes realisme redder på kort sigt italienske arbejdspladser, men cementerer også en svækkelse af EU’s globale power.

I Tyskland var presset lige så tungt. Den ikoniske bilindustri stod i skudlinjen, med 27% told på biler og komponenter. Von der Leyen kender industrien indgående, og hendes baggrund som tysk forsvarsminister gav hende troværdighed ved forhandlingerne, som kom til at handle om både told og sikkerhed i forhold til Rusland.

At få toldsatsen ned til 15% kan vise sig afgørende for hele den tyske vækstmaskine. Merz holdt ord og bakkede op om aftalen – en nødvendighed, da eksportindustrien selvsagt våndede sig over tolden.

Polen – sikkerhed før told

Mens told var centrum i diskussionen blandt erhvervsfolk, er det noget helt andet, der driver Polen og Baltikum. For dem handler det ikke om varer – men om våben og sikkerhed. Med Rusland stadig aggressiv og truslen om destabilisering i Baltikum og Skandinavien hængende tungt, ser Polen told som en afledningsmanøvre. Deres fokus ligger på NATO’s effektivitet, og på at EU skal presse USA til en mere målrettet modstand mod Putins regime. Meget tyder på at det lykkedes.

Udenrigsminister Sikorski har argumenteret kraftigt for, at EU ikke kan lade tolddiskussionen skygge for sikkerhedsdagsordenen. For Polen – og for mange i Skandinavien – giver det ingen mening at forhandle toldsatser, hvis ikke vi samtidig sikrer, at retorikken i forhold til Kreml bliver alvorligt skærpet, for at sikre at grænserne forbliver stabile og frie.

Gaza, menneskerettigheder og moralsk opvågning

Et andet mørkt kapitel udspiller sig i Gaza. Efter måneder med bombardementer, blokader og sult har flere internationale medier rapporteret om decideret hungersnød. Billeder af udmagrede kvinder og børn har rystet store dele af verdensoffentligheden – og selv i MAGA-land, er der begyndt at dukke kritiske stemmer op.

Trump har – ifølge flere kilder – ændret retorik og udtrykt bekymring for IDFs afvisning af sult blandt civile. Det tolkes som en moralsk justering, muligvis påvirket af Melania Trump og Ursula Von der Leyen. Den britiske premierminister Keir Starmer gentog Von der Leyens budskab meget klart, inden Air Force One vendte hjem til USA: “Putin forstår kun hård magt – og fredsforhandlinger skal bakkes op af våben.” Samme gælder Gaza, hvor retorikken i forhold til Knesset, skifter fra blind støtte, og til krav om ansvarlighed.

Told, ansvar og Europas næste træk

Danmark har traditionelt indtaget en balanceret og gennemtænkt rolle. Told er uacceptabelt – især når asymmetrien er så voldsom, at amerikanske varer flyder frit ind, mens europæiske mødes med 15% toldmur. Den trussel er nu halveret, og en decideret handelskrig er afværget. Men prisen er høj: Europa har bøjet sig for en nationalistisk dagsorden, og det vækker mindelser om både Chamberlain og Scavenius.

Toldmure er udtryk for en verden i opbrud. Ikke bare økonomisk, men også ideologisk. Hvis EU virkelig vil bevare sin rolle som global aktør, må unionen bruge den pause, som aftalen med Trump har skabt, til at sikre langsigtet adgang til markeder uden at opgive værdier.

Vi har nu et vindue, med ro til at indgå handelsaftaler med resten af verden. Det skal udnyttes. Lykkes vi, står EU stærkere – både over for USA og resten af de globale spillere. Fejler vi, bliver vi reduceret til en region, der kun reagerer, men ikke agerer.

Frihed, sikkerhed og ansvar

Polen, Baltikum og Skandinavien har fået indfriet flere sikkerhedspolitiske ønsker. Det er et skridt i den rigtige retning. Og briterne har bidraget med en afgørende justering af Trumps holdning – ikke bare til Gaza, men også til Ukraine. Hvis det ender med en mere stabil kurs fra USA, er den samlede effekt af verdens største handelsaftale lovende.

Men der er ikke tid til selvtilfredshed. Hverken blandt lobbyister eller erhvervsledere. Toldnedsættelsen er ikke målet – det er et kompromis. Målet er en fri og sikker verden, hvor handel bygger bro og forsvar bygger fred. Det kræver at EU åbner handelsaftaler de mange spillere på Verdensmarkedet, som har mistet tilliden til USA.

Europa skal stå vagt om værdierne. For hvis ikke vi gør det – hvem så?

Efterskrift:

I politiske diskussioner falder navne som Chamberlain og Scavenius jævnligt som ekkoer fra en fortid, mange helst vil glemme. Ikke fordi de er irrelevante – tværtimod. De viser os, hvad der sker, når vestlige demokratier bøjer sig for stærke mænd og kompromisser med grundprincipper om frihed og suverænitet. Spørgsmålet er, om vi er i færd med at gentage fortidens fejltagelser.

Neville Chamberlain blev i 1938 symbolet på en farlig naivitet. Med München-aftalen tillod han Adolf Hitler at annektere Sudeterlandet med håbet om at sikre fred i Europa. Aftalen holdt ikke – og kort efter rullede den tyske krigsmaskine mod Polen. Chamberlain troede, han havde fred i hånden, men fik krig i nakken.

Erik Scavenius gik en anden vej. Under den tyske besættelse af Danmark valgte han en aktiv samarbejdspolitik. Formålet var at beskytte befolkningen, bevare suveræniteten og undgå direkte konfrontation med nazisterne. Man kan mene meget om Scavenius, men hans kurs bidrog til, at Danmark undgik en brutal nazificering og han fik reddet størstedelen af landets jødiske borgere.

I dag spøger begge i europæisk politik – ikke som helte eller skurke, men som varsler. For når EU og NATO nu møder en ny global udfordring i form af Donald Trump og hans nationaløkonomiske MAGA-dagsorden, rejser spørgsmålet sig: Bøjer vi os igen?

Hvis man tager Trump`s argumenter for gode varer “skylder” vi USA 157-109 = 48 mia €

Ifølge en højtstående israelsk embedsmand kan noget af dette uran stadig være tilgængeligt for iranske atomingeniører. Angrebene omfattede bl.a. brug af 13.600 kg tunge bunker-buster-bomber og Tomahawk-missiler mod Irans vigtigste berigelsesanlæg i Natanz, Fordo og Isfahan.

Israel besluttede sig allerede i slutningen af sidste år for at forberede militæraktion mod Iran, efter at efterretninger pegede på et hemmeligt iransk kapløb om at bygge en atombombe. Dette blev yderligere accelereret efter Israels likvidering af Hassan Nasrallah, lederen af Hizbollah, Irans allierede i Libanon.

Uenighed mellem Israel og USA

Israel og USA er delvist uenige om omfanget af Irans ambitioner. Mens Israel ser klare tegn på et iransk atomvåbenprogram, har amerikansk efterretningstjeneste – senest udtalt af efterretningsdirektør Tulsi Gabbard i marts – ikke fundet bevis for, at Iran har truffet en beslutning om at bygge en bombe. Dog nævnes der, at Iran har eksperimenteret med hurtigere og mere primitive måder at udvikle et våben på.

Overlevelse af atommateriale og overvågning

Ifølge israelske og vestlige efterretninger er det sandsynligt, at en del af Irans uranlager overlevede angrebene, særligt under jorden ved Isfahan. Hvis Iran forsøger at tilgå disse lagre, vurderes det, at både USA og Israel hurtigt vil opdage det og kunne reagere med nye angreb. Der er dog uenighed om, hvorvidt Iran flyttede noget af sit lager inden angrebet. Den internationale atomenergiorganisation (IAEA) mener, at det gjorde de, mens Israel påstår, at intet blev flyttet.

Skader og konsekvenser

USA og Israel er enige om, at stort set alle Irans centrifuger – omkring 18.000 – blev ødelagt eller gjort ubrugelige i angrebene. Særligt anlægget ved Fordo, der ligger dybt i en bjergside, blev ramt hårdt. Ventilationsskakter i anlægget gjorde det muligt at få bomber dybere ind i anlægget, end iranerne havde forudset.

Ifølge den amerikanske præsident Donald Trump er Irans atomprogram “udslettet”, og han har erklæret, at Iran ikke længere har adgang til det nødvendige materiale for at udvikle atomvåben. USA vil dog være villig til at angribe igen, hvis nødvendigt.

Reaktion fra Iran og fremtidsudsigter

Efter angrebene har Iran udvist IAEA’s inspektører og slukket for overvågningskameraer og måleudstyr, hvilket har gjort det næsten umuligt for Vesten at følge med i landets atomaktiviteter.

Ifølge eksperter og efterretningsfolk, bl.a. Ray Takeyh fra Council on Foreign Relations, bevæger Iran sig nu mod en strategi med spredte, små atomværksteder for at undgå fremtidige angreb. Fremtiden vil derfor sandsynligvis byde på en ny fase med “kat og mus”-leg mellem Iran og Vesten.

Det er uvist, hvor hurtigt Iran kan genopbygge sit atomprogram, især da mange af deres ledende atomforskere er blevet dræbt. Iran havde været i gang med at grave nye, dybe faciliteter nær Isfahan og Natanz, men disse var ikke målet for angrebene. At komme på højde med Irans tidligere atomkapacitet vil kræve en stor indsats og tusindvis af nye centrifuger.

(Notatet bygger blandt andet på New York Times som kilde)

Det iranske præstestyre ser sig selv som Shia-islams beskytter. De føler sig presset af både stærkere sunnimuslimske magter, andre religioner og af ateisme og sekularisme. Hvis regimet mister evnen til at beskytte sine egne – også internt – mister det sin eksistensberettigelse.

Ønsket om atomvåben er nærliggende. Nordkorea har vist, hvordan en isoleret stat kan afskrække verdenssamfundet. Men Irans atomprogram har mødt massiv modstand, særligt fra Israel og USA.

Overdrevet sejrsrus

Efter det amerikanske angreb med bunker-buster-bomber på iranske atomanlæg erklærede Trump, at alle tre underjordiske anlæg og det opformerede uran var ødelagt. Men nogle efterretninger viser, at det meste højtberigede uran måske allerede var flyttet i sikkerhed, og at selve anlæggene – især Fordow – overlevede angrebet i betydeligt omfang.

Ifølge nogle amerikanske- og uafhængige vurderinger har angrebet højst forsinket programmet med måneder, ikke år. Pentagons seneste rapporter viser dog, at Irans evne til at berige uran er sat et til to år tilbage. Nogle mener at kun indgangen til Fordow blev ødelagt og at de dybtliggende anlæg måske er intakte – vi ved det ikke med sikkerhed. Trumps udmelding blev hurtigt sat i tvivl af eksperter, også internt i USA.

Hvad Iran stadig har

Iran har teknologisk og måske materielt potentiale til hurtigt at genoptage og eskalere sit atomprogram:

• Uranlager: Ifølge IAEA havde Iran i februar 2025 hele 408 kg uran beriget til 60 % – nok til 6–10 atombomber, hvis det videreberiges til våbenkvalitet (90 %).
• Centrifuger: Landet råder over tusindvis af avancerede IR-6 og IR-9-centrifuger, især ved Fordow, Natanz og Isfahan. De gør det muligt at berige uran hurtigt – hvis de altså stadig er intakte.
• Missilteknologi: Iran har udviklet ballistiske missiler, bl.a. Shahab-3 og Soumar, der er vurderet som egnede til at bære nukleare sprænghoveder.
• Weaponisation: Omformningen af uran til en brugbar bombe kræver avanceret viden om miniaturisering og neutroninitiering. Iran havde et aktivt våbenprogram indtil 2003. Hvor langt de er kommet siden er usikkert, men mange eksperter mener, de hurtigt kan genoptage det.

Illusion om hurtige løsninger

Trumps idé om at løse en kompleks konflikt med en kortvarig, voldsom indsats er en illusion. Langsigtet stabilitet kræver strategisk tålmodighed – ikke kun militær styrke.

Hvis Trump fastholder sin isolationistiske linje, må han lade Israel føre kampen videre alene. Det kan israelerne muligvis gøre: De har efterretningskapacitet til at finde det opformerede uran og svække det netværk af specialister, der holder programmet i gang. Men selve anlægget i Fordow kræver sandsynligvis endnu et præcist bunker buster-angreb at neutralisere.

En sådan operation kan samtidig styrke Netanyahus politiske position og holde retsforfølgelse på afstand. FN vil næppe forhindre Israel i at handle, hvis de hævder, at det handler om national overlevelse.

Trump kunne også vælge diplomatiet – en ny aftale mellem Iran og Israel, hvor Iran forpligter sig til at stoppe atomprogrammet under kontrol. Det ville ligne Obamas atomaftale (JCPOA), men stemningen i dag er langt mere uforsonlig, og et diplomatisk vindue synes lukket i øjeblikket.

Et hårdt pres på Iran

Iran er i den mest sårbare position i mange år. Følgende vurdering bygger på de seneste udviklinger:

1. Ingen diplomatisk linje: USA forsøger ikke længere at presse på for en aftale – tværtimod deltager de aktivt i militære angreb, sammen med Israel, for at svække Irans atomkapacitet.
2. Massive angreb: Israel indledte operationerne, men siden 22. juni har USA kastet sig ind i konflikten med luftangreb, præcisionsvåben og mindst 14 bunker buster-bomber mod Fordow, Natanz og Isfahan. Ifølge Pentagon er Irans program “degraderet med et til to år”.
3. Irans svar: Iran har besvaret angrebene med missiler mod israelske og amerikanske mål. Men midlerne er færre, og regimet presses internt. Samtidig har Teheran sat samarbejdet med IAEA på pause og truer med at forlade ikke-spredningstraktaten NPT – et brud, der kan udløse ny international krise.

Fire veje frem for Iran

Et muligt regimeskifte diskuteres både internt i Iran og blandt udenlandske aktører. Fire scenarier tegner sig:

1. Reza Pahlavi – den forhenværende shahs søn

• Har støtte i eksilmiljøer og blandt nogle vestligt orienterede iranere.
• Har dog begrænset opbakning inde i Iran, hvor han ses som fjern, elitær og tæt forbundet med Vesten – herunder Israel.
• Har ikke formået at samle oppositionen eller danne et troværdigt alternativ.

2. Militæret og Revolutionsgarden

• Iran har både en konventionel hær og den magtfulde Revolutionsgarde (IRGC), som styrer store dele af økonomien og det politiske system.
• Et traditionelt militærkup er usandsynligt, men IRGC kunne vælge at skifte ledelse og redde systemet i ny form, hvis regimet trues.
• IRGC har egeninteresser i at bevare strukturen og magten.

3. Generationsskifte i præstestyret

• Yngre og mere moderate kræfter forsøger at få indflydelse, men systemet er stadig domineret af ældre konservative præster.
• Et generationsskifte kan føre til pragmatiske justeringer, men næppe til grundlæggende forandringer.
• Folkelig mistillid til præsteskabet er massiv, og mange ønsker afvikling, ikke reform.

4. Folkelig opstand og overgangsregering

• Kvinder og unge har stået i spidsen for protester, der kræver reelt brud med det teokratiske system.
• Nogle oppositionelle taler om en overgangsregering, der skal inkludere sekulære, moderate religiøse og etniske grupper.
• Regimet har dog stadig stærke undertrykkelsesmidler – især IRGC og Basij-militsen – og har foreløbig slået protesterne ned med hård hånd.

Iran står ved en skillevej. Men ingen af de fire scenarier tegner et hurtigt eller entydigt udfald:

• Reza Pahlavi har ikke nok opbakning internt.
• Militæret, især IRGC, kan spille en rolle – men vil næppe afskaffe systemet.
• Præstestyret kan ændre form, men næppe karakter.
• Folket udgør den mest dynamiske faktor – men også den mest usikre.

Ét er sikkert: det amerikansk-iranske opgør går ind i en ny og mere ustabil fase. Og præstestyret står over for det største pres siden 1979.

Clintons midtsøgende kurs lagde grunden til partiets profil i de efterfølgende årtier. Selv efter at Demokraterne genvandt magten med Barack Obama i 2008, fortsatte partiet i praksis ad det moderate spor – større progressive reformer udeblev. Til gengæld konsoliderede partiet sig som et ungt og multikulturelt parti i Obama-årene.

Den ideologiske arv fra Clinton-æraen – nogle vil kalde den neoliberale Clintonisme – forblev således en ledetråd for partiets ledelse i årtierne efter. Denne strategi fokuserede på midtervælgerne og de veluddannede middelklassevælgere frem for aggressive velfærdsforbedringer, hvilket skabte grundlag for stabilitet, men også grobund for intern utilfredshed på partiets venstrefløj.

Den progressive bølge og “The Squad”

Siden midten af 2010’erne er en progressiv bølge skyllet ind over Det Demokratiske Parti og udfordret den etablerede partilinje. Venstrefløjen i partiet – ofte unge vælgere og politikere – står markant længere til venstre økonomisk end partiets centrum. En af de mest fremtrædende skikkelser er Alexandria Ocasio-Cortez, der i 2018 blev valgt til Kongressen som en overraskende sejr over en etableret partifælle.

Ocasio-Cortez (ofte kendt som AOC) er blevet en slags bannerfører for den nye progressive venstrefløj i kølvandet på Bernie Sanders’ bevægelse. Hun og ligesindede progressive har skubbet partiets profil mod et mere ideologisk venstreorienteret udtryk ved at sætte fokus på emner som økonomisk ulighed, Green New Deal-klimaplanen, Medicare for All (universel sundhedsdækning) og andre ambitiøse reformer. Dermed har de progressive ikke alene givet partiet en yngre, idealistisk stemme, men også tvunget partiledelsen til at forholde sig til mere vidtgående politiske forslag end tidligere.

De progressive kræfters indtog har påvirket partiets ideologiske kurs betydeligt. Figurer som Ocasio-Cortez, Ilhan Omar og resten af “The Squad” har demonstreret viljen til at udfordre partiets establishment, hvilket i starten skabte konflikt og skepsis fra den erfarne partiledelse. For eksempel mødte AOC’s konfronterende stil og åbenlyse kritik af partiets mangler både beundring og bekymring hos veteranerne i Kongressen.

Med tiden er noget af spændingen dog aftaget i takt med, at de progressive er blevet mere integrerede i partiet. Ocasio-Cortez har gradvist indtaget en rolle som team player i Repræsentanternes Hus – hun fik plads i vigtige udvalg og samarbejder nu tættere med partiledere som den moderate Hakeem Jeffries. Hendes udvikling fra systemkritiker til indflydelsesrig insider illustrerer, hvordan venstrefløjen langsomt er blevet en etableret del af Demokraternes koalition. Samlet set har den progressive fløj rykket Overton-vinduet inden for partiet: Ideer, der for få år siden blev betragtet som yderligtgående, er nu en del af den demokratiske mainstream.

Joe Biden – midtsøgende brobygger og bolværk

Hvor progressive kræfter har trukket Demokraterne mod venstre, har præsident Joe Biden fungeret som en midtsøgende figur og et bolværk mod partiets yderfløj. Biden, der tiltrådte som præsident i 2021, er af sindelag en moderat politiker med et halvt århundredes erfaring i centrum af partiet. Matt Bennett fra den centristiske tænketank Third Way beskriver Biden som “moderate af overbevisning, der tror på kompromiser” – en politiker der bevidst navigerer tæt på midten af hvor partiet befinder sig ideologisk. Biden har da også i vid udstrækning regeret, som han kampagnede: som samlende midterfigur frem for ideologisk bannerfører.

I praksis har han søgt at balancere de interne fløje ved både at lytte til partiets venstrefløj og holde fast i et pragmatisk, moderat program. For eksempel har Biden omfavnet visse progressive prioriteter som store klima- og infrastrukturinvesteringer (Inflation Reduction Act med historiske grønne investeringer), men han har samtidig afvist de mest vidtgående forslag som fx at afskaffe privat sygesikring fuldstændigt eller “defund the police”. Denne tilgang har gjort ham spiselig for midtervælgere og nogle moderate republikanere, hvilket var afgørende for sejren over Trump i 2020.

Bidens præsidentskab har også fungeret som en slags sikkerhedsventil over for venstrefløjens mest radikale impulser. Som erfaren partiinsider stod Biden i 2020-valgkampen som et trygt valg for Demokraternes establishment, der lukkede rækkerne om ham for at forhindre en sejr til de mere venstreorienterede i primærvalgene. Som præsident har Biden fortsat med at dæmpe frygten for at partiet skulle “dreje ud over kanten” ideologisk. Han har eksempelvis søgt brede forlig i Kongressen frem for at presse ensidige progressive løsninger igennem, og han har talt imod slagord fra partiets venstrefløj, der potentielt skræmmer midtervælgere.

Biden har set det som sin opgave at forene partiet – han inkluderede progressive profiler i sin administration og udformede politik sammen med bl.a. Sanders-fløjen på visse områder. Denne balancegang har gjort ham til et symbol på kontinuiteten fra Clinton/Obama-æraens moderate linje, samtidig med at han forsøger at imødekomme et parti, der er blevet mere ideologisk broget. Sikre, at Demokraterne fremstår som et bredt, midtsøgende alternativ til Republikanerne snarere end et venstrealternativ, der kun appellerer til halvdelen af landet.

Demokraternes kamp for at vinde igen

Efter at have lidt nederlag til Republikanerne under Donald Trumps lederskab står Demokraterne nu ved en skillevej. Trumps valgsejre – først det chokartede nederlag for Hillary Clinton i 2016 og senest Kamala Harris’ nederlag i 2024 – har tvunget partiet til at granske sin strategi og sit budskab. Hvordan planlægger Demokraterne at genetablere sig som et vindende parti i det amerikanske politiske landskab?

En bred erkendelse synes at være, at partiet må genvinde arbejderklassen og de vælgere, som føler sig ladt i stikken. Ved valget i 2024 skete der en markant erosion af Demokratisk støtte blandt især yngre arbejdere uden for fagforeningerne, både hvide, sorte og latinovælgere. Bernie Sanders påpegede efter valget, at det næppe er overraskende, “at et demokratisk parti, som har forladt arbejderklassen, oplever at arbejderklassen har forladt dem”.

Partiets venstrefløj argumenterer for, at Demokraterne kun kan genvinde terræn ved at genoplive deres økonomiske populistiske rødder – med andre ord ved reelt at levere forbedringer for almindelige amerikanere frem for at lade sig styre af centrismens forsigtighed. Selv nogle mere moderate røster i partiet har erkendt, at Demokraterne aldrig fik gjort op med “årtiers neoliberalistiske efterveer”, som senator Chris Murphy udtrykte det, og at partiet har undladt at tage de “store slagsmål” op på vegne af vælgerne.

Med denne selvransagelse in mente diskuteres det internt, om tiden er inde til en ny vision – måske en slags ny New Deal – der kan vise vælgerne, at Demokraterne tør satse stort på velfærd, jobskabelse og økonomisk retfærdighed.

En central udfordring bliver at forene partiets forskellige fløje i en fælles vindende strategi. Demokraterne er traditionelt en koalition af mange grupper – fra storbyernes progressive unge, minoriteter og højtuddannede, til arbejderklassevælgere i Midtvesten – og disse grupper skal samles om et projekt. Partiet har på papiret et demografisk flertal i befolkningen, men interne uenigheder og svingende valgdeltagelse blandt kernevælgerne har svækket deres valgresultater. Skal partiet vinde fremover, kræver det sandsynligvis både et skarpere politisk budskab og bedre mobilisering.

På den ene side tyder meget på, at Demokraterne må adressere vælgernes materielle bekymringer mere direkte – stigende leveomkostninger, faldende levestandard og økonomisk usikkerhed – for at genvinde de vælgere, der i frustration søgte mod Trumps populistiske løfter.

På den anden side bliver partiet også nødt til at håndtere de kulturelle og identitetspolitiske spørgsmål med finesse. Efter 2016 (og igen efter 2024) var der internt kritik af, at partiet fokuserede for meget på såkaldt “identity politics” eller “wokeness” uden at have et klart økonomisk budskab.

Fremadrettet vil Demokraterne muligvis forsøge at brede deres appel ud ved at indramme progressive mærkesager i et sprog, der føles inkluderende for et bredere publikum – for eksempel at tale om middelklassens muligheder frem for kun om “arbejderklassens kamp”, som man så AOC gøre ved partikonventet i 2024. Det handler om at bygge bro mellem den energiske venstrefløj og de mere moderate midtervælgere.

Endelig spiller lederskabet og partiets ansigter udadtil en rolle. Joe Biden fungerede som en overgangsfigur, men frem mod næste valg vil partiet skulle finde en standardbærer, der kan forene de lærdomme, der er draget. Nogle ser mod yngre kræfter eller klarere progressive profiler, mens andre hælder til fortsat at satse på en moderat kurs. Uanset hvad synes konsensus at være, at status quo ikke er en garanti for fremtidig succes – partiet er tvunget til at justere sig. Spørgsmålet er om det sker gennem evolution eller revolution.

Rumme modsætningerne

Demokraternes rejse fra Bill Clintons centrisme i 1990’erne til nutidens interne brydninger under Biden har tydeliggjort en ideologisk spændvidde og identitetskamp i partiet. Hvor Clinton-æraens værdigrundlag lagde vægt på moderation og tilpasning, har fremkomsten af progressive som Alexandria Ocasio-Cortez trukket partiet i en ny retning og revitaliseret debatten om partiets sjæl. Joe Biden har i mellemtiden ageret som brobygger i midten, en garant for stabilitet snarere end radikale kursskift. Fremadrettet står Demokraterne over for den afgørende udfordring at smede disse elementer sammen til en vindende formel. Om det bliver ved at genopfinde sig selv med et mere progressivt program eller ved at finjustere det centristiske kursus, vil kommende år vise. Historien fra Clinton til i dag demonstrerer i hvert fald, at partiets udvikling er en konstant balancegang mellem fornyelse og kontinuitet – en balance der skal mestres for at genetablere Demokraterne som et vindende parti i amerikansk politik.

***

Kilder:

• Niels Bjerre-Poulsen: Det Demokratiske Parti – Partiets historie, lex.dk
• Lily Geismer: It’s Time for the Democrats to Throw Off the Dead Hand of Clintonism, The Nation (13. februar 2025)
• Nicholas Wu & Jordain Carney: From agitator to insider: The evolution of AOC, Politico (2. april 2023)
• Moira Donegan: AOC’s power comes from her outsider status. Can that endure?, The Guardian (21. aug. 2024)
• Lauren Gambino: How Biden ‘erased’ progress he made and alienated the left, The Guardian (11. feb. 2024)
• John Nichols: How to Save the Democrats, The Nation (17. jan. 2025)
• Chris McGreal: Democrats responded to Trump’s win by rejecting ‘identity politics’. It was never that simple, The Guardian (28. nov. 2016)

De nuværende boligbeskatningsregler, som trådte I kraft fra 2024 efter de hovedretningslinjer, der blev aftalt med Boligskatteforliget af 2. maj 2017, kunne være gjort langt mere omfordelende. Dette dokumenteres I denne artikel med en ændret skala for ejendomsværdibeskatning med et bundfradrag på ½ mio. kr. og med yderligere 7 trin, der på langt sigt giver samme provenu til staten som de nu gældende regler..

Ejerboliger, der efter de nye vurderingsregler er vurderet til højest 3½ mio. kr., dvs. 77 pct. af alle ejerboliger,  vil få en lavere ejendomsværdibeskatning med den foreslåede skala.

Og ejendomsværdiskatterne fordelt på kommuneniveau vil falde i alle kommuner undtagen for 23 kommuner i og omkring Hovedstadsområdet og for Århus kommune. Så i 74 kommuner vil der blive udskrevet lavere ejendomsværdiskatter. Og I nogle af disse kommuner vil over 99 pct.af ejerboligerne få pålagt lavere ejendomsværdiskatter.

Derfor kan ejerboligbeskatningen gøres langt mere omfordelende og bremse den ulighedsdynamo, der udgår fra den voldsomme stignng i boligpriserne i især de store byer og herunder primært hovedstadsområdet, hvis befolkningen ønsker det.

1. Grundlaget for de nye boligbeskatningsregler

Boligskatteforliget af 2. maj 2017 var især afledt af et ønske om at afskaffe skattestoppet for ejendomsværdiskat, der havde været i kraft siden 2002. Finanskrisen havde bl.a. klart demonstreret – og ikke blot i Danmark, at boligmarkedet kunne destabilisere samfundsøkonomien. Skattestoppet for ejendomsværdiskat havde fjernet den stabiliserende effekt, som tidligere var udgået fra ændrede ejendomsværdiskatter, når boligpriserne ændrede sig.

De nye beskatningsregler på boligområdet skulle være trådt i kraft fra 2021, men grundet it-problemer er det først fra 2024, at det blev tilfældet. Boligskatteforliget fra 2017 er derfor også blevet justeret med aftalen om ”Kompensation til boligejerne og fortsat tryghed om boligbeskatningen” fra 15. maj 2020. De heraf følgende konsekvenser for boligbeskatningen samt de resterende nødvendige afklaringer er sket med Ejendomsskatteloven fra 3. juni 2023. Disse konsekvenser indgår i de her gennemførte analyser og beregninger. Dette er markeret ved, at betegnelsen Boligbeskatningsaftalerne anvendes for de fra 2024 gældende bestemmelser.

Det er relativt velkendt, at de nye boligbeskatningsregler har en betydelig lavere stabiliseringseffekt, end det var tilfældet forud for 2002. Det følgende er derfor koncentreret om de fordelingspolitiske effekter, der kunne være opnået. Det er illustreret i et eksempel med en mere progressiv skala for ejendomsværdibeskatning.

2. Boligbeskatning – et afgørende fordelingspolitisk instrument

Figur 1 viser udviklingen i indkomstuligheden i Danmark som målt ved Gini-koefficienten i perioden fra 2001 til 2023. Det er den disponible ækvivalerede årsindkomst for husstande, som ligger til grund for figuren.  Gini-koefficienten beregnet på denne måde er i denne periode steget trendmæssigt fra godt 24 til godt 30 point i 2023. Der har således været en stor stigning i uligheden målt ved et sædvanligt mål for indkomstulighed.

Ulighed kan måles på mange andre måder: ved andre indkomstbegreber og ved andre enheder. Men uanset hvilke af disse mål, der benyttes, vil der være en trendmæssig stigning i uligheden i perioden 2001-2023. Og denne udvikling vil ikke blive vendt, når der kan suppleres med tal for 2024.

Figur 1. Uligheden målt ved Gini-koefficienten i perioden 2001-2023 med ækvivaleret husstandsenhed og på disponibel indkomst

Kilde: Danmarks Statistik (2025).

Boligbeskatningen – i det følgende for ejendomsværdibeskatning af ejerboliger – er et afgørende fordelingspolitisk instrument, hvorfor det er relevant fra et ulighedsperspektiv at se på boligbeskatningen og mulige ændringer heri.[1]

Ejendomsværdibeskatningen kunne være gjort langt mere omfordelende ved at bruge en mere progressiv udskrivningsskala, især hvis skalaen forsynes med et ikke ubetydeligt bundfradrag. Dette er i det her gennemregnede alternative eksempel illustreret ved, at der ikke udskrives ejendomsværdiskat på den første ½ mio. kr. i ejendomsværdi.

Den her anvendte alternative progressive skala med den progression, der både fremgår af kolonne 4 (grundskalaen) og 5 (den alternative effektive skala) i tabel 1, er endvidere fastlagt således, at den alternative effektive skala (kolonne 5 i tabel 1) på langt sigt giver samme provenu i ejendomsværdiskat som skalaen efter Boligbeskatningsaftalerne.

Den alternative mere progressive skala med ½ mio. kr. i bundfradrag betyder, når der skal sikres samme skatteprovenu, at ejerboliger med en relativ høj ejendomsværdi (i eksemplet: ejendomsværdier over 3½ mio. kr.) falder i pris, mens ejerboliger med relativ lav værdi (ejendomsværdier under 3½ mio. kr.) stiger i pris i forhold til ellers.[2] Prisforskydningerne skyldes forskellene i ejendomsværdiskatterne efter gældende skala og den alternative effektive skala.

Tabel 1. Effektive satser efter hhv. gældende og alternativ skala efter ejendomsværdi og beskatningsgrundlag

4. Den effektive sats i den gældende skala er lig 0,80 multipliceret med satsen hhv. under og over progressionsgrænsen, dvs. 0,80*0,51 og 0,80*1,4.
5. Satserne i grundskalaen er alle multipliceret med 1,615*0,80, så der på langt sigt opnås samme provenu under hensyntagen til prisforskydninger som efter gældende ejendomsværdibeskatning, jf. tabel 5.

Usikkerhedsmomenter i de gennemførte beregninger er sammenfattet i boks 1.

I tabel 5 er det vist, hvor store de ovenfor anførte prisforskydninger er i de forskellige intervaller for ejendomsværdier.

Disse prisforskydninger vil med den anvendte alternative progressive udskrivningsskala nødvendiggøre højere skatteprocenter end ellers, idet prisfald for ejendomme i den dyre ende resulterer i større skattefald end de skattestigninger, der følger af prisstigninger for de relativ billige ejendomme, hvor skattesatserne er lavere. De i tabel 1 viste satser for udskrivning af ejendomsværdiskat efter den anvendte alternative effektive skala er de satser, der fremkommer, når der er taget hensyn til de skatteændringer, der udløses af prisforskydninger, ligesom de på langt sigt sikrer samme provenu i ejendomsværdiskat som de gældende regler.

2.1 Hovedresultater ved en alternativ effektiv progressiv skala for ejendomsværdiskat

77½ pct. af alle ejerboliger, dvs. ejerboliger med en ejendomsværdi på højst 3½ mio. kr., vil blive pålignet mindre ejendomsværdiskat med den i tabel 1 viste alternative effektive skala. Heraf følger også, at 77½ pct. af ejerboligerne, ejerboliger under 3½ mio. kr. i ejendomsværdi, alt andet lige vil stige i pris.

Det er ikke blot på ejendomsniveau og dermed husstandsniveau, at den alternative effektive skala vil medføre en markant omfordeling med større lighed til følge. Det vil også ske kommunalt, idet ejendomsværdiskatterne vil falde i 74 ud af landets 98 kommuner, altså i mere end ¾ af kommunerne. Tallene for alle kommuner, der i uddrag er vist i dette afsnit, fremgår af bilag 1.

Det er selvfølgelig ikke overraskende, at de kommuner, hvori ejendomsværdiskatterne vil stige, ligger i og omkring Hovedstadsområdet. 23 af de 24 kommuner med stigende ejendomsværdiskatter ligger her. Århus er den eneste kommune, der bortset fra kommuner i og omkring Hovedstadsområdet, også ville få stigende ejendomsværdiskatter.

Tabel 2 viser stigningen i ejendomsværdiskatter pr. ejerbolig i de 6 kommuner, hvor stigningen er størst. Århus er endvidere medtaget i tabel 2. Tabel 2 viser også faldet i ejendomsværdiskatter pr. ejerbolig i de 7 kommuner, hvor faldet er størst. Derudover viser tabel 2, for hhv. de ejerboliger, der tillægges større ejendomsværdiskat, og for de ejerboliger, der tillægges mindre ejendomsskat, hvor meget hhv. stigningen og faldet er i kr. pr. ejendom. Tabel 2 afspejler, at det især er for stigninger, der er forskel. Dette er selvfølgelig en følge af, at det er ejerboliger under 3½ mio. kr., der får tillagt mindre ejendomsværdiskat, mens større ejendomsværdiskat bliver tillagt for ejerboliger over 3½ mio. kr. i ejendomsværdi, dvs. for ejerboliger op til over 100 mio. kr. i ejendomsværdi.

Tabel 2. Ændring i ejendomsværdiskatten pr. ejerbolig i 14 kommuner. Heraf 6 kommuner med de største stigninger samt Århus og 7 kommuner med de største fald

1. For alle ejerboliger i kommunen, gennemsnit.
2. For ejerboliger i kommunen med stigende ejendomsværdiskat, gennemsnit.
3. For ejerboliger i kommunen med faldende ejendomsværdiskat, gennemsnit.

De absolutte forskelle i ejendomsværdiskatterne i tabel 2 kan være misvisende, idet ejendomsværdierne i kommunerne jo er forskellige – også i de enkelte størrelsesintervaller.

I tabel 3 er det derfor supplerende anført, hvor meget ejendomsværdiskatterne relativt ændrer sig i de 6 kommuner, hvor ejendomsværdiskatterne er steget relativt mest, og i Århus, samt i de 7 kommuner, hvor ejendomsværdiskatterne er faldet relativt mest. Bilag 1 viser også, hvor meget ejendomsværdiskatterne relativt er ændret for såvel ejerboliger med faldende hhv. stigende ejendomsværdiskatter for samtlige 98 kommuner.

Tabel 3. Procentvis ændring i ejendomsværdiskatten pr. ejerbolig i 14 kommuner. Heraf 6 kommuner med de største stigninger samt Århus og 7 kommuner med de største fald

Mens der kun sker beskedne ændringer i placeringen af de 6 kommuner med stigende ejendomsværdiskatter, når der gås fra absolutte til relative ændringer, sker der en total udskiftning af kommuner med faldende ejendomsværdiskatter, når der gås fra absolutte til relative ændringer, jf. tabel 2 og 3. Det billede, som tabel 3 giver, svarer i langt højere grad til det forventede, end det billede som tabel 2 giver.

Tabel 4 viser for de samme kommuner som i tabel 3, hvor stor en andel af ejerboligerne, der vil få mindre ejendomsværdiskat – målt i procent. Over alle 98 kommunerne varierer denne procent mere end i tabel 4: fra 10 pct. i Dragør til næsten 100 pct. – 99,9 pct. – på Lolland. Det fremgår af tabel 4, at over 99 pct. af ejerboligerne i kommunerne med de største relative fald i de gennemsnitlige ejendomsværdiskatter vil få lavere ejendomsværdiskat. Foruden disse 7 kommuner er der yderligere 31 af landets 98 kommuner, hvor over 95 pct. af ejerboligerne vil få tillagt mindre ejendomsværdiskat, se bilag 1.  Tabel 4 viser i øvrig også, at et flertal af ejerboliger i Århus vil få tillagt en lavere ejendomsværdiskat.

Tabel 4. Antal ejerboliger med lavere ejendomsværdiskat efter alternativ effektiv skala end efter gældende skala i samme kommuner som i tabel 5. Pct.

I tabel 5 er der fokuseret på den betydning, som den alternative effektive skala har for ejendomsværdiskat i de forskellige ejendomsværdi- og beskatningsintervaller og de heraf afledede prisændringer for ejerboliger. Det ses af kolonne 7, hvor store de anslåede relative prisændringer i pct. udgør i de forskellige ejendomsværdi- og beskatningsintervaller. Ejerboliger under 3½ mio. kr. i ejendomsværdi stiger, idet stigningen aftager med højere ejendomsværdi fra 7,1 pct. til 1,4 pct.[3] Omvendt falder ejerboliger over 4½ mio. kr. i ejendomsværdi, idet faldet stiger med højere ejendomsværdi fra 0,7 til 31,1 pct.

Tabel 5.  Ejendomsværdiskat pr. bolig efter hhv. alternativ effektiv skala og gældende skala samt prisændringer såvel absolut som relativt i de forskellige ejendomsværdi- og beskatningsintervaller

1. Som en undtagelse bevæger ændringer i ejendomsværdibeskatning og ejendomsværdi sig i samme retning i dette interval. Det skyldes for det første, at skattefaldet i dette interval er ret lav før hensyntagen til prisændringer: nemlig 239 kr. pr. ejerbolig. Dette fald giver en beregnet ejendomsværdistigning. Denne og det forhold, at grundskalaen efter hensyn til prisændringer skal multipliceres med 1,615 i stedet for 1,555, giver den anførte skattestigning på 402 kr. i kolonne 5 i intervallet. Denne undtagelse er en følge af, at iterationen ikke er ført til ende, se fejlkilde 4 i boks 1. Med fuldendt iteration var ændringen i ejendomsværdiskatten og ejendomsprisen også gået i hver sin retning i dette interval med hhv. et prisfald og en stigning i ejendomsværdiskatten. Som odså anført i boks 1 giver den ikke fuldendte iteration kun anledning til en mindre fejl. I dette interval, hvor ejendomsværdien er mellem 3½-4½ mio. kr., er fejlen en del mindre end 402 kr. Og prisændringen i dette interval skifter fortegn, men den absolutte værdi ændres næppe ret meget.

2.2 Nogle konsekvenser af den alternative effektive progressive skala for ejendomsværdiskat

Som ved den gældende skala efter Boligbeskatningsaftalerne bør den alternative skala først træde i kraft ved salg af ejerbolig. Hel eller delvis overdragelse til ægtefælle ved ejerens død eller i levende live bør – på tilsvarende måde som efter Boligbeskatningsaftalerne – ligeledes betyde, at de gældende regler for ejendomsværdibeskatning fortsætter.

Dette betyder, at skift til en tilsvarende ejerbolig ikke forhindres af økonomiske årsager, da den nye bolig må antages at være faldet i omtrent samme omfang, som vil gælde for fraflytningsboligen. Hvis der flyttes til en dyrere bolig, er det som nu forbundet med højere boligudgifter, omvendt hvis der flyttes til en billigere bolig.

Hvis der flyttes til en lejebolig eller til udlandet, vil værdien af den fraflyttede boligs friværdi for boliger med en ejendomsværdi over ca. 3½ mio. kr. reduceres på samme måde som ved den længstlevendes dødsfald. For ejerboliger under ca. 3½ mio. kr. vil friværdien sammenholdt med de gældende regler øges ved fraflytning til lejebolig eller til udlandet.

Den alternative skala for ejendomsværdibeskatning med ikrafttræden fra salg vil derfor for mange først få betydning ved overgang til pensioniststatus eller ved, hvor stor en arv der kan overføres til efterkommere.

Disse forskydninger skal naturligvis sammenholdes med ikke mindst de gevinster, som rigtig mange boligejere især i og omkring Hovedstadsområdet har opnået i de senere år.

Det skal tillige inddrages i overvejelserne, om de prisforskydninger, som den alternative skala vil udløse, giver problemer for finansieringsinstitutterne: primært realkreditinstitutter og banker. Det er der dog ikke seriøs grund til at frygte. Det skyldes også de nye betingelser, som efter finanskrisen fra 2010 blev stillet til boligfinansiering, især via Bekendtgørelse om God skik for boligkredit. Denne bekendtgørelse, seneste version fra 2023, indeholder et helt kapitel, kapitel 6, om kreditværdighedsvurdering. Heri står bl.a.:

”En boligkreditgiver skal før indgåelse af en boligkreditaftale foretage en grundig vurdering af låntagerens kreditværdighed, og heri inddrage de relevante oplysninger for at fastslå sandsynligheden for, at låntageren har vilje og evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til boligkreditaftalen. En boligkreditgiver må alene indgå en boligkreditaftale med en låntager, hvis resultatet af kreditværdighedsvurderingen sandsynliggør at låntageren kan overholde boligkreditaftalen.”

Og videre:

”Kreditværdighedsvurderingen foretages på grundlag af oplysninger om låntagerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske forhold, der er nødvendige, tilstrækkelige og forholdsmæssigt afpassede.”

Hvad der ligger heri er nærmere uddybet i en Vejledning om kreditværdighedsvurdering fra 2021 udarbejdet af Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden.

Det fremgår, at personlig kreditværdighed er blevet afgørende for realkreditlån og andre boliglån. Derfor bør der ikke kunne være stor risiko for store tab for finansieringsinstitutterne, hvis de har levet op til reglerne. Og det skal Finanstilsynet jo kontrollere.

Inddragelsen af personlig kreditværdighed i forbindelse med boligkredit er dog ret så problematisk. For det første medfører det en stor bureaukratisk byrde for alle, der søger boligfinansiering[4], ligesom det har betydet, at friværdi i en række tilfælde ikke kan benyttes, med mindre boligen med friværdi sælges. Dette er bl.a. et problem for pensionister og for personer, der midlertidigt kan have faldende indkomster. For personer med midlertidigt faldende indkomster kan dette ligefrem udløse unødige tvangsauktioner af deres bolig, se boks 2.

3. Sammenfatning

OECD (2022) har i et studie om Housing Taxation in OECD Countries generelt peget på de muligheder, som OECD-lande har for at øge effektivitet, lighed og stabilitet fra boligbeskatningen.

Som det er fremgået, kunne en ændret og mere progressiv skala for ejendomsværdibeskatning i Boligbeskatningsaftalerne have sikret en langt mere lige indkomstfordeling både i relation til personer og husstande samt regionalt/kommunalt i Danmark. Bortset fra mere progressive skalaer for ejendomsværdibeskatning er det næppe muligt at finde fordelingspolitiske instrumenter, der er mere omfordelende såvel individuelt som regionalt.

Hvis de mere progressive ejendomsværdibeskatningsskalaer suppleres med en bestemmelse om, at disse skalaer kun skal træde i kraft ved salg af ejerbolig, idet hel eller delvis overdragelse til ægtefælle som en undtagelse ikke betragtes som et salg i relation til ejendomsværdibeskatning, så vil negative effekter af mere progressive boligbeskatningsskalaer i vidt omfang vil blive stærkt reduceret.

Det er ikke blot i den aktuelle situation, at for høj ulighed er et problem. For uligheden kan også fortsætte til de kommende generationer. Boliggevinsterne har for mange været så store, at også børn til begunstigede kan få stor økonomisk fordel heraf. Det er kommet tydeligt frem i en ny AE-analyse ”Ejerboliger i de store byer er i stigende grad for børn af rige forældre” fra 20. marts 2025.

Mens ejerboligandelen fra børn af rige forældre (de 10 pct. rigeste) fra 2004 til 2024 på landsplan steg fra 9,3 til 12,8 pct., var stigningen, jf. tabel 6, som hovedregel meget større i kommuner med høje ejendomsværdier – dog med Hørsholm som en undtagelse, og lavere i kommuner med lave ejendomsværdier –  repræsenteret i tabel 6 ved de samme kommuner som i tabel 3.

Tabel 6. Ejerboligandel for børn med rige forældre i 2004 og 2024 i kommunerne, der indgår i tabel 3. Pct.

1. For få observationer (under 10) har betydet, at der ikke er beregnet procenter for alle årene.

Kilde: AE (2025).

Det er især i perioden efter 2010, at ejerandelen for børn med rige forældre er steget. På landsplan steg andelen fra 2004 til 2010 fra 9,3 pct. til blot 9,4 pct., mens andelen steg til hele 12,8 pct. i 2024. Denne udvikling er endnu mere markant for de store byer i tabel 6, dog igen undtagen Hørsholm.

Det er nærliggende at sammenholde denne udvikling med overgangen til at basere realkreditbelåningen på primært personlig kreditværdighed, idet rige forældre jo ofte har friværdi og personlig kreditværdighed, som kan tjene til finansiering af deres børn huskøb.

Det fremgår endvidere meget tydeligt af tabel 6, at ulighedsproblemet fra ejerboligområdet meget nemt vil fortsætte i generationer.

***

[1] Det er uhyre kompliceret og usikkert, idet det forudsætter en række beregningsmæssige forudsætninger, der kan være ret tvivlsomme, hvis ulighed efter ejerbolig talmæssigt skal kobles med ulighed på husstandsniveau. Der skal for det første bruges individgivne data, så ejerboliger kan henføres til personer/husstande. Derudover betyder bestemmelsen om, at de nye boligbeskatningsregler – ligesom de her foreslåede – kun skal iværksættes ved salg, at der bør anvendes en livsløbsbetragtning, ligesom indkomstbegrebet også bør inkludere kapitalgevinster. Og når det er ulighed mellem personer/husstande, der skal belyses, bør personer/husstande med andre boligformer også inddrages. Sådanne beregninger vil være så usikre, at de næppe vil blive forsøgt gennemført.

[2] Se tabel 5 og note a hertil.

[3] Se note a til tabel 5.

[4] Unødigt bureaukrati fra politiske regler er derfor ikke alene et problem i den offentlige sektor, men også i den private sektor.

***

Kilder:

AE 2025. Ejerboliger i de støre byer er i stigende grad for børn af rige forældre. 20. marts 2025.

Boligskatteforliget 2017. Tryghed om boligbeskatningen. Forlig mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. 2. maj 2017.

Boligskatteforliget 2020. Kompensation til boligejerne og fortsat tryghed om boligbeskatningen. Forlig mellem: Regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. 15. maj 2020.

Danmarks Statistik 2025. Statistikbanken 17. feb. 2025.

Ejendomsskatteloven 2023. Lov nr. 678 af 3. juni 2023.

Erhvervsministeriet 2023. Bekendtgørelse om god skik for boligkredit nr. 1514 af 6. dec. 2023.

OECD 2022. Housing Taxation in OECD Countries. OECD Tax Policy Studies No. 29. Paris.

Sørensen, C. 2018.  Boligbeskatningsaftalen af 2. maj 2017. Økonomi & Politik 2018:2:86-100.

Vurderingsstyrelsen 2024. Foreløbig vurdering for 2024 (ejerboliger). Nov. 2024.

***

Bilag 1

Bilagstabel 1. Oversigt over andelen med lavere ejendomsværdiskat, ændringen i ejendomsværdiskat såvel absolut som relativt i landets 98 kommuner