Ifølge en højtstående israelsk embedsmand kan noget af dette uran stadig være tilgængeligt for iranske atomingeniører. Angrebene omfattede bl.a. brug af 13.600 kg tunge bunker-buster-bomber og Tomahawk-missiler mod Irans vigtigste berigelsesanlæg i Natanz, Fordo og Isfahan.

Israel besluttede sig allerede i slutningen af sidste år for at forberede militæraktion mod Iran, efter at efterretninger pegede på et hemmeligt iransk kapløb om at bygge en atombombe. Dette blev yderligere accelereret efter Israels likvidering af Hassan Nasrallah, lederen af Hizbollah, Irans allierede i Libanon.

Uenighed mellem Israel og USA

Israel og USA er delvist uenige om omfanget af Irans ambitioner. Mens Israel ser klare tegn på et iransk atomvåbenprogram, har amerikansk efterretningstjeneste – senest udtalt af efterretningsdirektør Tulsi Gabbard i marts – ikke fundet bevis for, at Iran har truffet en beslutning om at bygge en bombe. Dog nævnes der, at Iran har eksperimenteret med hurtigere og mere primitive måder at udvikle et våben på.

Overlevelse af atommateriale og overvågning

Ifølge israelske og vestlige efterretninger er det sandsynligt, at en del af Irans uranlager overlevede angrebene, særligt under jorden ved Isfahan. Hvis Iran forsøger at tilgå disse lagre, vurderes det, at både USA og Israel hurtigt vil opdage det og kunne reagere med nye angreb. Der er dog uenighed om, hvorvidt Iran flyttede noget af sit lager inden angrebet. Den internationale atomenergiorganisation (IAEA) mener, at det gjorde de, mens Israel påstår, at intet blev flyttet.

Skader og konsekvenser

USA og Israel er enige om, at stort set alle Irans centrifuger – omkring 18.000 – blev ødelagt eller gjort ubrugelige i angrebene. Særligt anlægget ved Fordo, der ligger dybt i en bjergside, blev ramt hårdt. Ventilationsskakter i anlægget gjorde det muligt at få bomber dybere ind i anlægget, end iranerne havde forudset.

Ifølge den amerikanske præsident Donald Trump er Irans atomprogram “udslettet”, og han har erklæret, at Iran ikke længere har adgang til det nødvendige materiale for at udvikle atomvåben. USA vil dog være villig til at angribe igen, hvis nødvendigt.

Reaktion fra Iran og fremtidsudsigter

Efter angrebene har Iran udvist IAEA’s inspektører og slukket for overvågningskameraer og måleudstyr, hvilket har gjort det næsten umuligt for Vesten at følge med i landets atomaktiviteter.

Ifølge eksperter og efterretningsfolk, bl.a. Ray Takeyh fra Council on Foreign Relations, bevæger Iran sig nu mod en strategi med spredte, små atomværksteder for at undgå fremtidige angreb. Fremtiden vil derfor sandsynligvis byde på en ny fase med “kat og mus”-leg mellem Iran og Vesten.

Det er uvist, hvor hurtigt Iran kan genopbygge sit atomprogram, især da mange af deres ledende atomforskere er blevet dræbt. Iran havde været i gang med at grave nye, dybe faciliteter nær Isfahan og Natanz, men disse var ikke målet for angrebene. At komme på højde med Irans tidligere atomkapacitet vil kræve en stor indsats og tusindvis af nye centrifuger.

(Notatet bygger blandt andet på New York Times som kilde)

Elon Musk opfordrede først og fremmeste amerikanerne til at bruge deres demokratiske rettigheder: ytringsfrihed og stemmeret.

Det kan man se og høre her:

Her er et stykke af talen i dansk oversættelse:

”Ytringsfrihed er demokratiets fundament. Og hvis folk ikke ved, hvad der foregår, hvis de ikke kender sandheden, hvordan kan man så foretage en informeret stemmeafgivning? Du skal have ytringsfrihed for at have demokrati. Det er derfor, det er The First Amendment [den første tilføjelse til forfatningen], og The Second Amendment [den anden tilføjelse] er der for at sikre, at vi har den første tilføjelse. Præsident Trump skal vinde for at bevare forfatningen. Han må vinde for at bevare demokratiet i Amerika. Dette er en must win-situation. Så jeg har en opfordring til alle tilstedeværende, alle, der ser denne video, alle i livestreamen, der er én opfordring. Det er meget vigtigt. Tilmeld dig for at stemme. Okay? Og få alle, du kender, og alle, du ikke kender. Træk dem for at registrere dig for at stemme.”

Så Musks tale var mere end opbakning til det amerikanske demokrati og til at folk benytter deres stemmeret end det var propagandatale for den ene kandidat. Det var mere et plaidoyer for demokrati end et partsindlæg.

Mens Elon Musk talte i Pennsylvania, blev tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton interviewet i CNN, hvor hendes budskab først og fremmest var, at de sociale medier bør kontrolleres:

“Hvis platformene, uanset om det er Facebook eller Twitter/X eller Instagram eller Tiktok, eller hvem de end er, ikke modererer og overvåger indholdet, mister vi total kontrol”.

Så mens Musk talte for de demokratiske grundrettigheder, plædere Clinton for at ytringsfriheden skulle modereres, altså styres og censureres. Ellers mister ”vi” kontrollen, som Clinton sagde.

Målet er åbenbart, at ”vi” kan udøve ”total kontrol”.

Det er noget Indblik.dk har kæmpet for, siden vi sponserede en konference på Christiansborg i januar 2020, hvor den norske ordning blev gennemgået. Norge havde nemlig arvet den danske Kammeradvokataftale, men afviklede den i 1962.

Her er baggrunden for hele miseren.

Baggrund

De seneste år har vi set gentagne politiske drøftelser om Kammeradvokatordningen i Danmark, primært på grund af de høje omkostninger. Mindre ændringer er blevet foretaget, men ordningen er forblevet stort set uændret. Politikere, især fra Venstre og Socialistisk Folkeparti, har været kritiske, og der er blevet fremsat forslag om at åbne op for konkurrence på området. I regeringsgrundlaget fra december 2022 er ønsket om øget konkurrence tydeligt angivet.

Kammeradvokatordningen i internationalt perspektiv

Danmark har en unik ordning sammenlignet med andre lande. Holland er det eneste land, der deler visse træk med den danske model. Andre skandinaviske lande har ikke en tilsvarende ordning. I Norge blev en lignende ordning ændret i 1962 for at undgå interessekonflikter og for at reducere omkostninger.

Udfordringer ved Kammeradvokatordningen

Flere årsager til bekymring er blevet identificeret. De høje omkostninger er en central bekymring, men der er også andre udfordringer. Som et privat advokatfirma har Kammeradvokaten incitamenter til at forlænge sager og anbefale retssager for at maksimere sin indtjening. Dette kan true retssikkerheden og skabe interessekonflikter, især når Kammeradvokaten repræsenterer staten og samtidig fører sager mod andre private advokatfirmaer. Der er også tvivl om, hvorvidt forvaltningsloven gælder for Kammeradvokaten som et privat firma, hvilket yderligere udfordrer retssikkerheden.

Den norske model som inspiration

Norge ændrede sin ordning i 1962 for at mindske omkostningerne og undgå interessekonflikter. Den nuværende norske model involverer statsansatte advokater, der opererer under etiske regler for offentligt ansatte. Rådgivning er fortrolig, og tvister afvikles ofte gennem forlig. Statsansatte advokater kan også trække på ekstern hjælp fra private advokatfirmaer efter behov.

Forslag til ændring i Danmark

Den norske model kan potentielt implementeres i Danmark med få ændringer. Embedsmænd underlagt forvaltningsloven og tilsyn af Ombudsmanden ville erstatte det nuværende private advokatfirma.

Modstand og argumenter

Et advokatfirma, der er økonomisk afhængigt af en klient, kan ikke være uafhængigt. Kammeradvokatordningen har et tæt forhold til staten, hvilket nogle ser som en kraftig bremse for at indføre ændringer. Advokatfirmaet Poul Schmith vil sandsynligvis gøre alt for at bevare forholdet til staten, da de er afhængige af den betydelige indtægt fra denne ene kunde.

Ændring af Kammeradvokatordningen i Danmark er en kompleks og kontroversiel opgave. Mens udfordringerne ved den nuværende ordning er tydelige, er der modstand mod ændringer på grund af parløbet mellem Kammeradvokaten og staten – man ved hvad man har. Inspireret af den norske model kan en ændring muligvis løse nogle af de udfordringer her beviseligt er til stede – men det kræver en omfattende politisk og juridisk analyse og vilje fra politisk side.

• Al Qassem Brigaderne – den militante fløj af Hamas – hævder at have gennemført adskillige angreb på israelske styrker og køretøjer i den sydlige Gaza-stribe.

• Israelske styrker stødte sammen med palæstinensiske militser i Shujaiya-kvarteret og Jabalia-byen, da israelske styrker rykkede frem i den nordlige Gaza-stribe.

• Israel rapporterede, at Hamas stjæler forsyninger fra civile i Shujaiya-kvarteret.

• Palæstinensiske militskrigere fortsætter deres angreb mod IDF bag den israelske fremadskridende linje, hvilket er i overensstemmelse med arten af rydningsoperationer.

• IDF-talsmanden for arabiske medier udsendte specifikke evakueringsordrer, der dækker områder af Khan Younis på X (Twitter).

• Palæstinensiske militser udførte mindst fem indirekte ildangreb fra Gaza-striben ind på israelsk territorium.

• Israelske styrker stødte sammen med palæstinensiske krigere mindst syv gange på Vestbredden.

• Libanesiske Hizbollah og andre iransk-støttede militser udførte 16 angreb ind i det nordlige Israel fra Libanon.

• Den islamiske modstand i Irak – en koalition af iransk-støttede irakiske militser – hævdede, at den gennemførte 11 “operationer” mod amerikanske styrker i Irak og Syrien den 8. december. Kataib Hizbollah erklærede senere, at den planlægger at øge omfanget af sine angreb på amerikanske mål i Irak.

• Houthi-militærtalsmand brigadegeneral Yahya Sarea meddelte, at houthierne vil udvide deres angreb på søtrafik omkring Det Røde Hav til at omfatte alle fartøjer, der rejser til Israel, uanset deres nationale tilhørsforhold.

• Højtstående iranske embedsmænd diskuterede Israel-Hamas-krigen med den syriske premierminister Hussein Arnous i Teheran.

Disse bekymringer er i overensstemmelse med iranske lederes hensigt om, at true Israel og dets befolkning fra flere forskellige retninger samtidigt – og derved drive borgere væk fra at bo i Israel.

Israel og Hamas forlængede den humanitære pauseaftale med en ekstra dag, hvilket betød, at pausen var sat til at udløbe den 1. december.

Israel og Hamas gennemførte den syvende udveksling af gidsler i Gaza-striben mod israelsk-holdte palæstinensiske og arabisk-israelske fanger den 30. november i overensstemmelse med den humanitære pauseaftale.

Israelske embedsmænd understreger deres fortsatte engagement i at ødelægge Hamas og dets øjeblikkelige militære beredskab. Hamas signalerer også vilje til yderligere kampe.

Palæstinensiske krigere udførte ni angreb rettet mod israelske styrker på Vestbredden. Hamas gennemførte også et terrorangreb rettet mod israelske civile i Jerusalem.

Medlemmer af den iranske modstandsaksen truer med at genoptage deres regionale angreb på amerikanske og israelske mål, hvis Israel genoptager militære operationer i Gaza-striben efter den humanitære pause slutter.

En eksplosion fandt sted ved et Houthi-militæranlæg i Sanaa, Yemen. Houthierne har taget ansvaret for adskillige angreb på Israel og israelsk ejede tankskibe i Det Røde Hav under hele Israel-Hamas-krigen.

Over tusind unge piger! I Danmark! Fra 1980erne til i dag!

Og afsløringen står i skrigende kontrast til den dyre, tunge og opmærksomhedskrævende rigsretssag, som for nylig kørte, og som handlede om få barnebrude. En håndfuld eller to – ikke tusinder. Og ikke som den daværende minister billigede, men tværtimod forsøgte at forebygge og bekæmpe. Og som ministeren fik fængselsstraf for.

Som almindelig interesseret dansker må man virkelig spørge til, hvad der foregår. Pludselig afsløres en eksplosion af barnebrude – hvor kom det lige fra?

Alle sagerne er blevet behandlet administrativt. Hver enkelt er godkendt af en myndighedsperson. Sat kryds eller vingeben, stemplet og skrevet under og så gået til frokost. Ind til 2007 skete det i Statsforvaltningen og efter 2007 i kommunerne. Har ingen ikke stillet spørgsmålstegn? Hvad har du lavet på arbejde i dag? – Jeg har giftet en masse unge piger med ældre mænd! Ingen fløjtede anonymt i whistlebloweren. Det var åbenbart business as usual.

En pige på 15 år fik kongebrev, så hun kunne blive gift med en mand på 35 år, for det er så yndigt at følges ad, for to som gerne vil sammen være. En pige på 17 år fik sin udkårne mand på 32 år. Kald det kærlighed. Et smukt stjerneskud på 16 år fik statens og kongens tilladelse til at gifte sig med en mand på 37 år. All you need is love.

En ekspert i familierelationer blandt etniske minoriteter udtalte om tallene til Berlingske: ”Jeg mødte dem på krisecentrene for voldsudsatte kvinder, da jeg forskede i det spørgsmål i årene omkring 2010. En del af dem var under 18 år, da de blev gift i Danmark. De var alle flygtet fra deres ægteskab, da jeg mødte dem. Fælles for dem var, at de havde været udsat for vold og overgreb fra deres mand.”

En kvinde stod frem i Berlingske med navn og ansigt som eksempel på en af disse piger, som blev gift i 7. klasse, taget ud af klassen i en dansk folkeskole for at blive gift som 13-årig i et fremmed land med sin 24-årige grandfætter. Og endte i et voldspræget forhold. Folkeskolen gjorde ingenting – de vidste hvad der skete. De danske myndigheder gjorde ingenting. Hvordan kunne de bare lade alt det passere?

Stor ros til Berlingskes journalist Christian Foldager for at afdække historien og den slags burde give en Cavlingpris, men det er emnet nok for ukorrekt til.

Vi andre må spørge: hvad foregår der?

Problemet er ikke politisk og selvom de siddende regeringer formelt har ansvaret, er det ikke et folketingsproblem. Ingen er jo uenige i det groteske i forløbet.

Problemet ligger i den dybe stat, altså i de administrative lag i det danske samfund, både i stat og kommune. Der kører en praksis, bureaukratiet arbejder som en evighedsmaskine, sager bliver ekspederet, hver lille forvalter og embedsmand og kontornusser ser på sin lille sag og spørger ikke om konsekvenser eller perspektiver. De er måske også dukket i hovedet af administrative forskrifter og ord som ’menneskerettigheder’ og ’ikke-diskrimination’ kan smøre mange sager og internaliseres meget let.

Over-implementering er en dansk forvaltningsdyd, og den er nok også på spil her. Kongebreve er i forvejen undtagelser, dispensationer, tilladelser, som bryder med loven eller sædvanen, og ingen ret, men i et forviklet menneskesamfund kan det være en fin måde at regulere et levende samfund på. Som jeg forstår juraen, er kongebrevene givet ikke som rettigheder, men som dispensationer. Og det har danske embedsmænd eller måske HK´ere gjort i over tusind tilfælde til alt for unge indvandrerpiger.

Problemet ligger i den dybe stat. Mellem borgeren og politikeren gror og vokser administrationen, som arbejder nærmest uafhængigt af de politiske signaler. Kald det fedtlaget, djøfferne, bureaukratiet eller skrankepaverne. Det er en selvstyrende embedsstand som ordner forretningerne uden at skulle stå til ansvar for nogen. Men også med en frygtkultur for at blive kaldt racist eller fremmedhader, og det er vel den der disciplinerer myndighedspersoner til at makke ret og forhåndstillade alt fra den store verden. Hver enkelt myndighedperson har kun en egen-interesse i ikke at få problemer på sin arbejdsplads, og så vente til efterlønnen eller pensionen til at kunne ånde frit uden den kvælende politiske korrekthed.

Den store taber blev de unge indvandrerpiger og deres rettigheder. Og det danske samfund som påføres alt for mange unødige problemer.

Det uhyggelige var, at hele pladsen var omringet af politi og man kunne høre grupper udenfor huje og råbe op for at forstyrre demonstrationen. Det var som en vognborg i det vilde vesten. Udenfor ventede barbariet. Og så snart demonstrationen var forbi og alle symboler pakket ned og folk sivet ud og væk fra pladsen mellem politiets afspærringer, blev pladsen overgivet til vandalerne med palæstinenserflag.

Dengang erfarede jeg, at der er en alvorlig diskrimination i det danske samfund: jøder og Israelvenlige folk skal politibeskyttes for at udtrykke deres mening, mens solidaritet med palæstinensere ikke er i fare.

Det er ganske tydeligt, hvem der regerer gaden.

Det siges, at kampen om magten først udkæmpes i gaderne. Sådan var det 1930erne. Er det lige sådan i dag?

For et par dage siden udtalte en fransk filosof, Michel Onfray, at Frankrig regeres fra forstæderne. Nok udtaler præsident Macron sig og tager afstand fra terror, men det er en stum stemme i havet af voldsparate migranter, som regerer gaderne.

Kampen om gaderne betyder også, at værnepligtige og forsvarets personale frarådes at benytte uniformer udenfor kasernerne. I gamle dage tog Jens hjem til mor på sin første friweekend for at vise kongens klæder frem, det var en stolthed for alle, men i dag er det for farligt, for kampen om gaden er tabt. Og så er vi havnet i den absurde situation, at Danmarks skal forsvares af soldater og konstabler og officerer, som end ikke kan færdes frit i det civile Danmark. Det begynder at ligne Afghanistan.

Det nye ved konflikten i Mellemøsten er, at den nu også foregår hos os. Ved seksdages-krigen i 1967 og Yom-Kippur-krigen i 1973 – jeg husker dem begge tydeligt – var det en krig langt væk uden følger for det danske civilsamfund. Det var en krig som alle fulgte med i og alle var solidariske med Israel, Jeg blev konfirmeret den 7. oktober 1973, da krigen brød ud med Ægyptens overraskelsesangreb, og min far og gæsterne skulle lytte til radioavisen hver time.

I dag er det anderledes, fordi en aflægger af konflikten også udkæmpes her. I gaderne i København, Paris, London og Berlin.

Tyskland har nu forbudt offentligt at sympatisere med HAMAS. I en følelsesladet, kraftfuld tale slog vicekansler Robert Habeck fra partiet De Grønne fast, at Tyskland stadig holder fast i doktrinen fra Forbundsrepublikkens dannelse i kølvandet på nazismen og holocaust om at garantere staten Israels eksistens:

”Sætningen ‘Israels sikkerhed er Tysklands statsræson’ har aldrig været en tom frase, og den må ikke blive det …  Israels sikkerhed er nødvendig for os som stat. ….                   Grundlæggelsen af Israel efter Holocaust var løftet om beskyttelse af jøderne, og Tyskland har en forpligtelse til at hjælpe med at sikre, at dette løfte kan opfyldes.”

I kampen om gaderne er det altid de få og stærke, som dominerer, og som skaber ensretningen. Kampen om gaden er demokratiets negation.

Derfor kan man også udtrykke konfliktens formål med ordene: Befri Palæstina!

Befri det palæstinensiske folk for Hamas og erstat gadens og voldens parlament med mulighed for et genuint demokrati.

’Befri Palæstina’ skrev den tyske avisredaktør Mathias Döpfner i Die Welt (2/11 2023):

”Hamas har ikke blot kidnappet mere end 200 israelere. Det holder også sin egen befolkning som gidsel: sultende eller endda som menneskelige skjolde. Det er på tide, at Vesten påtager sig en historisk opgave: at befri Palæstina, som de allierede engang befriede Tyskland.

Palæstine skal befries. Dette bliver tydeligere og tydeligere. Og hurtigt. Befriet fra sin terrorregering, som torturerer og slagter mennesker ikke kun i Israel … men også plager og misbruger deres befolkning i deres eget land.

Palæstinenserne er også ofre for et kynisk spil fra Hamas’ side, som er ligeglad med Gaza-befolkningens velfærd, men kun har én interesse: aldrig at lade freden vende tilbage til regionen – før Israel er slettet af landkortet.”

Der må ikke kunne påvises nogen sammenhæng mellem regering og Statsministerium og så processen mod tidl. forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og tidl. chef for PET og FE Lars Findsen. Det skete alt sammen på statsadvokatens og anklagemyndighedens eget initiativ. Også selvom Højesteret konkluderede, at sagen mod Claus Hjort Frederiksen var politisk.

Efter at statsadvokaten har frafaldet anklagerne mod Hjort og Findsen, henstår oprydningen. Hvordan kunne det komme dertil? Hvis der ikke var tilstrækkelig fugls føde på anklagerne, hvordan kunne Lars Findsen så blive arresteret af Politiets Aktionsstyrke, lagt i håndjern og sidde bag tremmer i 71 dage i Hillerød arrest?

Både Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen har antydet, så meget som de kan tillade sig, at sagen går op til den øverste embedsmand i Statsministeriet. Det lå mellem linjerne med navns nævnelse i Findsens bog Spionchefen. Erindringer fra celle 18.

Det samme påstod tidl. juraprofessor Eva Smith. ”Hvis jeg har ret i, at Findsen har en personlig fjende, der står bag de uforståelige ydmygelser af Findsen, er sagen dybt foruroligende. Det betyder, at nogle udnytter det danske retssystem til en personlig vendetta. Det kaldes magtfordrejning i det juridiske system” (Berlingske 18/8 2022).

Vi må håbe, at der kommer en grundig oprydning og afklaring af beslutningsprocessen bag anklagerne mod Hjort og Findsen.

Det er i sig selv uhyggeligt, at anklagemyndigheden kan tiltale en eks-minister og topembedsmand for formelt set landsforræderi med en straframme på 12 år. Og at Højesteret så efterfølgende med sin afgørelses konsekvens reelt frikender de samme personer.

Hvordan kan statens højeste myndigheder og de bedste juridiske hjerner nå til så forskellige resultater? Beror det kun på forskellige, kliniske juridiske vurderinger? Eller er der personlig vendetta bag, som Eva Smith påstod? Det sidste er naturligt nok den mest nærliggende forklaring på en sådan diskrepans, men vi tør næppe tænke tanken i vores kære Danmark.

Som Eva Smith skrev: ”Er det betegnelsen »rigets sikkerhed«, der har lammet alle? Jeg gør opmærksom på, at det er præcis de ord, der bruges i diktaturstater, når man fængsler modstandere og nægter at oplyse det nærmere indhold af sigtelserne.”

Sidst en person blev anklaget for landsforræderi efter samme paragraf som Hjort og Frederiksen var i 1980, hvor en vaskeægte spion med maskering og falsk navn blev afsløret og idømt 6 års fængsel, nemlig DDR-spionen Jörg Meyer. Jörg Meyer formåede at indynde sig hos en kvindelig ansat i Udenrigsministeriet og få hende til at udlevere fortroligt materiale. Og så turnerede han rundt i danske venstrefløjsmiljøer for at infiltrere alt og charmere sig, hvad han kunne, og det var let at finde venner og danne støttekomite. Se, det var en ægte spion!

At anklagemyndigheden kunne sætte Hjort og Findsen i samme juridiske bås som en ægte Stasi-agent, er den største æreskrænkelse. I det mindste må der komme et solidt civilt søgsmål fra Findsens side for uberettiget anholdelse og injurierende omtale.

Folkekirken følger tæt udviklingen rundt i verden gennem Det Mellemkirkelige Råd.

Der lever i dag mere end 360 millioner mennesker med forfølgelser og undertrykkelse på grund af deres kristne tro. Og sidste år, i 2022, blev 5.621 kristne myrdet og 2.110 kirker angrebet (kilde: www.interchurch.dk)

Det er godt folkekirken holder fokus her.

For den danske regering er det åbenbart ikke anledning til den store bekymring.

En stor del af de lande, hvor kristne forfølges og chikaneres og diskrimineres, er medlem af OIC, foreningen af muslimske lande. Disse landes organisation har det været topprioritet for den danske regering at imødekomme ved at begrænse ytringsfriheden i Danmark.

Det burde være modsat. Det burde være den danske regerings topprioritet at påtale den graverende mangel på religionsfrihed i mange af disse lande. Og mere end det. Også en graverende mangel på civil frihed for kvinder, homoseksuelle, konvertitter osv.

Man må knibe sig i armen og spørge: er du vågen eller drømmer du?

For det er ikke Danmark, som har et problem. Det er de lande i OIC, som forfølger kristne, som burde været problemet.

Jeg er ikke principrytter og menneskerettighedsaktivist og synes ikke, det er en frihedsret at brænde bøger af hvor som helt og når som helst. Når man river tørre grene, blade og kviste sammen i sin parcelhushave i efteråret, må man ikke brænde dem af i en tønde eller i et lille bål i haven. Som i gamle dage. Så hvorfor man har lov at brænde ting af på pladser og gader i storbyen, har jeg aldrig kunne forstå.

I 2002 trak vandreprædikanten Moses Hansen et kors gennem Nørrebro. Der måtte 600 politibetjente til at mandsopdække ham og forhindre, at der skete ham noget. Hermed ideen givet videre til dem, der vil provokere og vække opsigt. Det må være en menneskeret at missionere fredeligt og udbrede kendskabet til sin religion. Jehovas Vidner deler også deres pjecer ud på gågader.

Nej, problemet er ikke Danmarks. Problemet er de kristenforfølgelser, som sker overalt i verden. Selv i Europa, i Frankrig, med brutale drab til følge. Hvordan imødegås de? Hvad tænker regeringen om det? Der er godt nok sat 5 mio. ekstra af på finansloven til forfulgte kristne, men hvor langt rækker det? Og samtidigt kryber folketinget for IOC ved at implementere islamisk lov i Danmark.

Det virker som regeringen mest tænker på at halalcertificere det offentlige rum og forhåndsplease OIC-landene, så de ikke krænkes og eksporten ikke forstyrres.

Folkekirken holder stadig stand. Vi bliver med at tro på, at Jesus er Guds søn og ikke kun en profet. At Gud er treenig, både Fader og søn og helligånd, og ikke kun én. At sandheden er en person, Jesus af Nazareth, og ikke et skrift. Og at for Gud er der ikke forskel på græker og jøde, kvinde eller mand, fri eller slave, men vi er alle lige for Gud.

Men med et politisk lederskab i Danmark, der tilsyneladende ikke ved ret meget om religion og kristendom, og ikke ved de ikke ved det, kan det blive en svær fremtid.

Melonis besøg begyndte med en ceremoniel velkomst i Det Hvide Hus, hvor hun blev mødt af præsidenten. De to ledere havde en produktiv dialog om en række emner, herunder klimaændringer, økonomisk samarbejde og sikkerhedsspørgsmål. Meloni understregede Italiens engagement i at bekæmpe klimaændringer og udtrykte sin støtte til en grøn økonomisk genopbygning efter pandemien.

Efter mødet med præsidenten deltog Meloni i en rundbordsdiskussion med ledende amerikanske erhvervsledere. Her fremhævede hun Italiens fremskridt inden for teknologi og innovation og opfordrede til større investeringer i Italien. Meloni præsenterede Italien som et attraktivt sted for amerikanske investorer, med en stærk økonomi og en voksende teknologisektor.

På den anden dag af sit besøg deltog Meloni i en reception på det italienske konsulat, hvor hun mødtes med medlemmer af den italiensk-amerikanske samfund. Hun talte varmt om det stærke bånd mellem de to lande og roste det italiensk-amerikanske samfunds bidrag til USA. Meloni understregede også vigtigheden af at bevare og fejre den italienske kulturarv.

Melonis besøg har også inkluderet møder med amerikanske lovgivere, hvor hun har drøftet spørgsmål om sikkerhed og forsvar. Hun har understreget Italiens engagement i NATO og dens vilje til at samarbejde med USA om at tackle globale sikkerhedsudfordringer.

Melonis besøg i USA har været en succesfuld demonstration af italiensk diplomati. Hun har formået at styrke båndene mellem Italien og USA, fremhæve Italiens fremskridt og ambitioner, og skabe en positiv dialog om vigtige globale spørgsmål. Melonis besøg har vist, at Italien er en vigtig spiller på den internationale scene og en værdifuld partner for USA.

Melonis statsbesøg  har vist, at hun er en effektiv og indflydelsesrig leder. Med sin karisma og diplomatiske dygtighed har Meloni formået at præsentere Italien på en positiv og indflydelsesrig måde. Det bliver spændende at se, hvad de kommende dage vil bringe.