[vc_row][vc_column][vc_column_text]Anders Fogh Rasmussen, tidligere statsminister for Venstre, bliver ramt af sanktioner fra Kina.
Det oplyser Anders Fogh Rasmussen på Twitter.
Sanktionerne er rettet mod hans organisation “Alliance of Democracies Foundation”. Det betyder, at medarbejdere og deres familier ikke kan rejse ind i Kina eller lave forretninger i landet.
– Vi bøjer os ikke for bøllemetoder fra autoritære stater. Vores arbejde for at udbrede frihed, demokrati og menneskerettigheder kloden rundt fortsætter, skriver Fogh Rasmussen på Twitter.
– Kina har endnu engang demonstreret behovet for, at vi danner en alliance af verdens demokratier for at imødegå presset fra diktatorer og autokrater i verden, skriver han videre i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Ud over Fogh Rasmussens organisation rammer sanktionerne yderligere tre organisationer samt ti navngivne personer ifølge en meddelelse fra Kinas udenrigsministerium.
Indrejseforbuddet til Kina gælder også Hongkong og Macau.
Sanktionerne fra Kina kommer samme dag, som EU’s medlemslande blev enige om at sanktionere Kina for brud på menneskerettighederne.
Det er de første nye sanktioner fra EU mod Kina i over 30 år.
Dengang i 1989 blev der vedtaget en våbenembargo i forlængelse af Kinas reaktion på protesterne på Den Himmelske Freds Plads. Den gælder stadig tre årtier senere.
Denne gang er sanktionerne rettet mod de ansvarlige for undertrykkelsen af det muslimske mindretal uighurerne i regionen Xinjiang.
Fire kinesere og en organisation skrives på en sanktionsliste på grund af overgreb mod mindretallet.
Sanktionerne betyder, at de pågældende ikke kan rejse ind i EU, og det bliver forbudt at stille midler til rådighed for dem.
Ifølge Kinas udenrigsministerium er sanktionerne “baseret på intet andet end løgne og misinformation”.
/ritzau/[/vc_column_text][vc_column_text]
China has placed my foundation, the @AoDemocracies on its sanctions list.
We will never give in to bullying by authoritarian states.
Our work to promote freedom, democracy and human rights around the world continues.— Anders Fogh Rasmussen (@AndersFoghR) March 22, 2021
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]