Anders Kjærulff – Indblik.dk https://indblik.dk Vi stiller spørgsmål Fri, 25 Mar 2022 12:57:40 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=6.9.10 https://indblik.dk/wp-content/uploads/2021/03/cropped-Favicon-5-32x32.png Anders Kjærulff – Indblik.dk https://indblik.dk 32 32 Anders Kjærulff: Når Moder Stat bliver dement https://indblik.dk/anders-kjaerulff-naar-moder-stat-bliver-dement/ Wed, 23 Mar 2022 11:53:48 +0000 https://indblik.dk/?p=31258 “Er Moder Stat blevet dement? Har hun glemt, at det frie valg nu engang er det smukkeste?”, spørger Anders Kjærulff som reaktion på regeringens udmelding om, at man vil indføre et livstidsforbud mod salg af tobaksprodukter til unge født efter 2010. Han dykker bl.a. ned i en gammel bog for at undersøge vores forhold til tobak – og give et bud på, hvorfor det er problematisk at ville forbyde dette rusmiddel.

Af Anders Kjærulff, techkritiker og journalist

– I think that the cigarette has a more intense taste when it is the last. The others, too, have a special taste, but less intense. The last one acquires its savour from the feeling of victory over oneself and the hope of a near future of strength and health. The others have their importance since lighting them up protests on behalf of the freedom to do what you want, and the future of health and strength does not go away, though it has moved a little further off (Richard Klein, “Cigarettes are sublime”, 1993)

Det sker, at menneskeheden bliver klogere og holder op med at gøre noget, der er skadeligt for den. Det hedder naturligvis fremskridtet, og det er, som det ligger i ordet en bevægelse, et ben foran det andet, en march mod forbedring, mod lange sunde og fornuftige og rationelle liv i en kaotisk og til stadighed rasende uforståelig verden.

Men det hører til sjældenhederne. At vi holder op med noget.

Nogen vil selvfølgelig blive klogere og holde helt op. Det er typisk de, der har overskud og penge og ro i tilværelsen, og når de har gjort det, er blevet klogere og er holdt op med at gøre noget, der er skadeligt for dem, ja så sker der uvægerligt noget andet: De bliver klogere på andres vegne. 

Sådan er det for eksempel og i den grad med tobak, cigarretten især, den “Sublime” som Richard Klein, eks-rygende professor i fransk litteratur i USA, kaldte det i sin bog fra 1993, “Cigarettes are sublime”.

Kleins bog blev til, mens han selv holdt op med at ryge, men er samtidig en hyldest til rygningen som det sublime, hvori det skønne forenes med undergangen, døden.

Vi har pulset længe. Mennesket har røget siden 1493, hvor nogle sømænd i det nyopdagede USA tog de brændende tobaksblade til sig fra indianere aka oprindelige beboere og fandt ud af, at det var stimulerende: De arbejdede bedre og følte sig ikke så sultne. 

Men allerede dengang var der ballade: Da rygeriet kom til England, så kongen det som en satanisk og gudsbespottelig skik, at folk gik rundt og blæste røg ud af næserne. Så i en periode straffede man rygere ved at skære deres næser op med en kniv.

Afgift på gift

I dag straffes rygere med at skulle betale gennem næsen via afgifter, der udgør hovedparten af prisen på en cigaret og til at skulle se på død og advarsler i bunkevis, hver gang de køber en ny pakke.

Men det er ikke nok, mener regeringen, der af en eller anden grund er meget bekymret for ungdommen af i dag, der eller ryger og drikker mindre, end de, regeringens medlemmer, nogensinde har gjort.

Da man ikke ønsker, de skal have samme valg, som man selv har haft, vil regeringen på ægte boomer-facon forbyde alle borgere, der er født efter det ret tilfældige årstal 2010 nogensinde at købe tobak.
Det kaldes et livstidsforbud, et helt nyt begreb hvor man foregriber handlinger, fjerner et hidtil ikke ulovligt valg og kriminaliserer det. Og vender ryggen til noget, og til nogen, de unge, der ikke er døde endnu, og som hvis de ryger, sandsynligvis er relativt uskadte, da celler renser sig selv, til man bliver omkring de 40, så bør man stoppe, men netop her, i dette stadie af den menneskelige eksistens, hvor tyngdekraft, slid og udmattelse sætter ind, netop der, er det så desværre også yderst vanskeligt at holde op.

Det er skidt at ryge. Der dør 13.500 danskere ud af ca. 57.000 årligt specifikt af det, hedder det, selvom det er uklart om det er rygning, der forårsager døden eller de døde blot var rygere. Men hey – vi VED allesammen godt, det er skadeligt. Alligevel ryges der endnu.

Selvom et skod lugter grimt. Og selvom det også går ud over dem, der sidder ved siden af en ryger, de passive rygere.

Fra passiv til aktiv rygning

Passiv rygning har jeg gjort mine egne erfaringer med, som opvokset i 70’erne, hvor det var helt normalt, ja, sågar komfortabelt, at sidde på bagsædet af en ikke crashtestet bil uden ABS eller sikkerhedsseler mens ens forældre røg sig vedholdende og systematisk gennem den ene smøg efter den anden.

Jeg var faktisk fanatisk ikke-ryger, til jeg blev 15, og mine forældre tvang mig til at skulle skulle tage et knallertkørekort, men hvor jeg til gengæld endte med at hænge ud med nogle lidt andre drenge end jeg plejede, og begyndte at ryge Prince i 10-styks pakker til 8 kroner og 80 øre stykket.

Mine forældre var forfærdede, da de fandt ud af det, og tilbød mig nu, ud af det blå, det kørekort mange af mine venner allerede havde fået stillet i udsigt for at lade være, men som hidtil ikke havde været nævnt som andet end pjat og spild af penge.

Og så gik der trods og selvstændighed i den, og jeg insisterede, idiotisk som man kun kan være når man er 15 år, på at fortsætte. Jeg endte således som den eneste ærlige ryger på mit gymnasium, hvor de fleste også røg – alligevel og i smug – fordi det der gratis kørekort. På samme måde, som jeg forestiller mig, at ofrene for livstidsforbuddet vil indtage deres forbudte smøger, som de har købt af andre, der gerne må.

Askebægre

For mindre end 25 år siden røg hovedparten af danskerne. Hele tiden. Man forærede hinanden askebægre til jul, og de fleste havde lightere i lommen. Der var mange butikker, der kun solgte tobak og Danmark var selv storproducent dengang, vi havde jo Skandinavisk Tobakskompagni og Obels cigarfabrikker. 

Alle rigtige kvinder røg. Alle rigtige mænd røg.

Min farfar dyrkede sin egen tobak under hele krigen. Det kan man i øvrigt sagtens, og det har fundet sted her i landet siden 1680 – og måske ender det sådan igen, hvis priserne og forbuddene fortsætter med at have deres eget liv.

Det var hyggeligt, dengang, at komme hjem fra arbejde og få sig en pibe tobak. Og det føltes og var, set i bagspejlet, produktivt, at der blev røget på redaktioner og radiostationer og redigeringsrum og i Folketinget og Snapstinget og alle logerne og på fabrikkerne og i skolegårdene og hele tiden.

Der var fuld enighed om, at der skulle ryges indendørs, der var askebægre overalt, når der var familiefester blev der delt cigaretter og cigarer ud. Min far røg pibe, hele tiden og helst om morgenen og også i køkkenet, hvor vi andre sad.

“Så må de gå udenfor”, husker jeg sagt om ikke-rygere, der beklagede sig over luften i mødelokaler eller til familiefester eller…hvor som helst.

Ikke rygere regnedes for svagelige eller let hysteriske dengang, og nogen gange føles det, som om de hævner sig nu, at det er deres tid, og de endelig har fået verden vendt rigtigt?

Men er det nu det? For rygning virker måske godt mod i hvert fald en ting. Og måske endda to.

Angst og bæven

Det første, det at ryge og dermed indtage nikotin hjælper os med, er angst. Den er der meget af for tiden. Især blandt de unge. Og det er der mange gode grunde til, ikke mindst lige nu.

Her har nikotin historisk set spillet en rolle ifølge Richard Klein. “Smoke em, if you got em” lød det langt fronterne i både Første og Anden Verdenskrig, hvor cigaretter var hård valuta. Og jo, det er længe siden.

I 2003, da den amerikanske hær rykkede ind Irak, havde de naturligvis fået en streng ikke-ryger politik. Tre dage inde i invasionen var man nødt til at flyve containere med Marlboros ind. Selv folk, der aldrig havde røget før, indtog pludselig 40 til 60 cigaretter om dagen. Fordi det hjalp på angsten.

Et andet eksempel er psykiatriske hospitaler. Hvis du kender nogen, der arbejder sådan et sted, så spørg lige, hvor meget patienterne ryger. Og hvor umuligt det er, at få dem til at holde op.

Og jeg ved godt, at det er mere kompliceret end det, og at man måske i virkeligheden bliver mere angst af at ryge i længden, om ikke andet så fordi marginaliseringen og udstødelsen er så total. 

Undtagen naturligvis til fester, hvor alle pludselig springer ud som rygere igen mens fanden-i-voldskheden breder sig i lokalet og cigaretter pludselige er det rene pureste guld, selv i nutidens grimme, sorte pakker med de der billeder af døende udenpå.

Den anden ting man har brugt rygning imod var demens, og her må jeg understrege at videnskaben bag er både ukendt og det hele i virkeligheden er anekdotisk.

Jeg har hørt det fra min tante, der arbejdede på et plejehjem. Min tante var fanatisk ikke-ryger – i modsætning til min onkel, der altid havde en cigar i munden – men det forhindrede ikke hende og andre ansatte på plejehjemmet i at spørge gamle med begyndende demens, om de nogensinde havde røget? Hvis svaret var nej, lød det venlige råd: Så skulle du måske overveje at begynde?

Jeg understreger endnu engang, at det her er anekdotisk, men det regnedes for solid viden engang. Og når vi taler gamle mennesker var der vel også grænser for, hvor mange år af deres liv, der røg, hvis de begyndte på smøger som 80-årige?

Aldrig for sent

Og således glider vi ind mod landingsbanen i denne tekst: Er Moder Stat blevet dement? Har hun glemt, at det frie valg nu engang er det smukkeste?

Og sidder hun fast i tanken om at frygt og angst helst skal bekæmpes med de piller, som danskerne nu sætter rekorder i at indtage, alt sammen for at leve op til ideen om, at vi alle sammen skal blive over 80 år gamle, at kroppen er et bizart helligt tempel, der ikke må vanæres med skadelige stoffer og at mennesket er alt for dumt og skrøbeligt til selv at regne ud, hvad der er bedst for det?

Måske skulle Moder Stat tage en smøg? Det er aldrig for sent at begynde. Og jo, det kan jo være, det er den allersidste?

]]>
Doomscrolling: Fra corona til krig https://indblik.dk/doomscrolling-fra-corona-til-krig/ Mon, 07 Mar 2022 13:16:37 +0000 https://indblik.dk/?p=31042 I to år har vi under corona “doomscrollet”, på rastløs jagt efter endnu værre nyheder end de, vi allerede havde fået. Lige da det var ved at være ovre, gik Putin ind i Ukraine. Nu er der gang i doomscrollingen igen. Men krigen, den nye, er først lige begyndt, og når den først tager fat, så kan alting ske, skriver journalist Anders Kjærulff.

Af Anders Kjærulff, techkritiker og journalist

– Det er ikke unyttigt at stille et lille antal utvetydige erklæringer op overfor nogen menneskers fornægtelser eller andres forsøg på at slippe udenom: 1) Kampen er det samme som livet. Et menneskes værdi afhænger af dets aggressive styrke. 2) Ethvert “levende” menneske forestiller sig døden som det, der fuldbyrder livet; han betragter det ikke som en ulykke. Tværtimod er et menneske, der ikke har kraft til at give sin død en styrkende værdi, selv noget ’dødt’ (Georges Bataille, (1897 -1962), uddrag af “Krigstruslen”).

Det kan være meget svært at huske følelsen, nu, bagefter. Men den havde en lyd, en tinnitus-hyletone, der steg op fra de tomme gader og afstanden og boblerne og fortvivlelsen. Selv skal jeg grave ret dybt i mig selv før jeg genfinder den, men den var der, dengang for to år siden, da corona meldte sin ankomst.

Corona ved vi alle sammen hvad er nu, et stykke forfløjent, dødt RNA, et stykke kode, der leder efter et hjem i menneskets celler, hvorfra det kan dele sig og ødelægge noget i os, men vi har glemt, at ordet også betyder stråleglans og at den kortvarigt oplyste verden som en paddehattesky, ikke mindst gennem de skærme, vi arbejdede fra, og ikke mindst “doomscrollede” på, på rastløs jagt efter endnu værre nyheder end de, vi allerede havde fået: At verden var midt i en dødbringende epidemi og at den, og her især den mulige, brutale død, også vedrørte dig og mig.

Et vanartet barn

Jeg havde næsten glemt den hyletone og blodrøde dødsangst, der parrede sig med et længe næret ønske om at alting (endelig) kunne blive anderledes, at verden kunne blive ny igen, at vi kunne genopstå, bedre, fordi verden som den var, da alt begyndte at gå i stå, ærligt talt heller ikke rigtig var til at holde ud eller bare holde af, længere, vel?

Så vi fik fællessang og “ebola-handshakes” og testkøer og en høfligt afstandtagende solidaritet med de andre bag maskerne, om end den sidste også lynhurtigt blev til emsigt borger-corona-politi på de sociale medier, backet op af rigtigt politi i gaderne og udskamning af især de unge, hvis frihedstrang var og bør være helt ustyrlig, men også de endte med at være kuede, statue-agtigt stille foran skærmene, hvorfra de passede deres undervisning og spillede Call Of Duty, mens vi bildte dem ind, at det var fremtiden, at META var virkeligt, og der var et liv, derinde? 

Virtuel voldtægt

Ud af denne ufrivillige befrugtning eller, om man vil, virkelighedsmæssige og samtidig virtuelle  voldtægt, mellem angsten for død og ønsket om, at alt var anderledes, skabtes der et vanartet barn, der først er flyttet hjemmefra nu, to år senere, og som sidst er set vaklende og stortudende omkring Jeppe Handwerks nu nedpakkede telte og i gangene hos Sundheds- og Statsministeriets spejlsale, og nogen taler om, at det sover i et skab hos NetCompany, hvor det stadig leder efter pro-bono smittestop-appen og det revolutionerende coronapas, oh flimrende QR-KODE mobil-app, der gav os adgang til alle steder og som vi nu hænger på for altid. 

Men hvis det vanartede barn stadig løber alene rundt mellem alle teltene og brændende bunker af prøvepinde og brugte mundbind, helt forladt og uden den smartphone, der ellers gnistrede af friske notifikationer, ja, så må det varme sig ved det, ved alle pengene, vi har brugt og al den frygt det har diet ved, og det må tie stille og gå bort og søge lykken et andet sted.

For følelsen af, at jeg ved at man kan dø “før tid” parret med håbet om, at alt nu bliver “helt anderledes”, forlod mig et par måneder og efterlod mig virrende med hovedet, uden rigtigt at være i stand til at tage imod de hænder, der blev rakt imod mig til goddag eller de favne, der forsigtigt bredte sig ud og tilbød mig en omfavnelse, det, der engang var et medmenneskes varme og inderligt savnede nærhed. Var det farligt måske? Jeg havde glemt, hvad det var.

Og så blev jeg syg. Hurtigt, og trods vaccinerne.

Lille O

Omikron, det lille O, kom spurtende ind i rummet og sprang vaccinerne over.

Jeg fik omikron, og er nu sammen med 2,85 millioner andre danskere en “tidligere smittet”, og jeg havde lejlighedsvise angstanfald undervejs, men så var det heller ikke værre, for mit vedkommende som en af de slemme influenzaer af den gamle slags, dem man havde, da jeg var barn, og hvor man har så meget feber, at ens fødder føles som om de er to kilometer væk, når man kigger ned på dem, som gulvet faldt ned gennem jorden, og man selv svævede frit.

Nu, en måned efter, mærker jeg stadig, og næsten med en en vis kærlighed, en smule træthed og en stadig hosten, som havde nogen trukket en flaskerenser igennem mine lunger og nervebaner. 

Jeg ved godt, at det går over med tiden, og at nogen har det endnu værre, at ikke så få har det ikke så lidt bedre, og at der var mennesker, der døde af det, men i forhold til de paniske, dommedagsagtige udsigter skærmene viste dengang i 2020, hvor Mette Frederiksen lukkede landet ned, så må jeg indrømme, at jeg er højlydt taknemmelig for både vacciner og forsigtighed undervejs fra sadlen på min grå ganger i det her dødsridt, vi har været på, sammen hver for sig, og at jeg er taknemmelig for, at det ikke blev værre, at det vanartede barn ikke fandt tilbage til mig, at det ikke rev mit eller mine kæres hjerte ud. 

Løb på stedet

Men så gik Putin ind i Ukraine og her startede min doomscrolling igen, efter at jeg ellers langt om længe havde forladt det studie i virussygdomme og vacciner og smittetal som mange af os har underlagt os i mangel på bedre de seneste to år. 

For nu er der krig. Og selvom om det, krig, er en gammel historie, sidder den lige i amygdala, mandelkernen, centeret for frygt og løb for overlevelse NU, i hjernen.

Vi løber ingen steder her i landet mere, højest på stedet, mens vi venter på at USA fikser alt, og ligesom I andre kan jeg følge med i krigen på sikker afstand på Twitter og Facebook og Telegram og radio fra BBC World og i hundredevis af timers TV-reportage fra det store, iscenesatte og uforudsigelige og meget, meget virkelige accelererende, high-tech ballistiske menneskeslagteri, som en krig altid ender med at være.

Corona har nu slagtet små seks millioner mennesker over hele verden (Ifølge John Hopkins Coronavirus Ressource Center).

Krigen, den nye, er først lige begyndt, og når den først tager fat, så kan alting ske.

En nøgle

Ligesom corona, er krigen en nøgle, der åbner døren for alt, der er dårligt ved tech, byder det velkomment, klapper af det, og gør det permanent.

Elon Musks tåbelige STARLINK-satellitter, der blokerer vores udsyn til universet, firmamentet, så meget, at alle astronomer nu råber vagt i gevær, fordi der simpelthen er for mange af dem, satellitterne. Over 1.500 i Low-Earth-Orbit, og der er flere på vej, de skal levere internet fra rummet, som om der ikke er nok internet, skærmene gløder da allerede af døde øjne, og nu er det STARLINK To-The-Rescue, det er Musk-nødhjælp (ligesom den der U-båd i hulen i Thailand?), som Ukraine så har fået under stort Twitterpraleri sammen med en lastbil fuld af modtagere.

Jeg forstår godt, at Ukraine gerne vil have internet nu, og jeg under dem alt det bedste og håber det virker og ikke kan udsættes for elektronisk krigsførelse og jamming af russerne, men Ukraine og hele resten af verden er stadig inde i et raslende, snurrende STARLINK-jernbur om hele jorden, som vi kommer til at få sværere og sværere ved at se igennem, når vi nærmer os de over 12.000 stk., som Elon har tænkt sig, skal hænge deroppe.

Og så er der kryptovaluta, her især Bitcoins, som de rige russere, og oligarker, naturligvis bruger til at undgå sanktioner og banker med, og som derfor stiger igen , selv om de stadig kun repræsenterer en drøm om, at alting kan være anderledes og at ingen regler gælder. 

Og hey, det har vi faktisk allerede lært under corona, at det ikke kan, alting fortsætter, også klimakrisen, og Bitcoins er stadig udelukkende de vanvittige mængder af meningsløst anvendt elektricitet og dermed CO2, der er brugt til at regne sig frem til dem. Men det er vi ligeglade med, vi tænder vores cigarer med brændende prints af IPPC-rapporter, mens den åh så velmente statsovervågning genskabes under overskriften “Tryghed og Frihed”, vi skal logges og placeres og gemmes når vi taler i telefon, landet klistres til i CCTV-kameraer, de anonyme, trofaste kontanter udfases for flere sporbare funky digitale penge, og der indføres censur og blokade af russiske medier. 

Hvem ved, hvem de næste bliver? Og så er der ondsindet hacking på russiske sites og banker (juhu) og på vores egen infrastruktur (hov?) udført af professionelle og af bunker af wannabe-hackers, der skal spille raske helte med et lille DDOS-angreb, købt fra en server ingen længere ved hvor står.

Kun begyndelsen

Det er kun begyndelsen, kan jeg mærke, i dette inferno af profilbilleder og META-avatarer med blå-gule flag og Dansk Industri og Tivoli i samme kulører, tøjindsamlinger og busser og fra Ukraine på sociale medier billeder af familier i telte. Familier, der smiler og hygger sig med at brygge molotovcocktails ved borde og på gulvet i et telt, der godt kunne være et, der nu er tilovers fra Handwerks test-regimente, men nu er teltet væk, det er sprængt til helvede, fordi wannabe-hackere kom til at offentliggøre placeringen via geo-tags i billeder og russerne har stillet missilerne ind efter koordinaterne.

Der demonstreres herhjemme i solskin og med børn på armene, og der laves vejnavne om og alt mulig andet, der egentlig er godt og smukt, hvis altså ikke det skete så blitzende, iskander-missil-agtigt hurtigt. Måske kun fordi vi er blevet sært følelsesløse, fordi vi dårligt nok har nået at mærke os selv og slet ikke alle de andre, og fordi vi er bristefærdige af ødelagte længsler, som knopper på træer i hårdt frostvejr, og den her nye stråleglans, corona-krigs nimbus, den heroiske, bryder frem i den østlige horisont og lader os mærke døden banke på igen. Klik, klik, klik, siger den, gennem de skærme, der har vore øjenæbler begravet dybt inde i sig, de gløder der, alle kan se det nu, ikke?

Og der er et nyt barn på vej, et krigsbarn denne gang, og den slags har det med at være sejlivede og blive store og hensynsløse og de har det især med at danse på vores alle sammens grave, højlydt tudbrølende, som ejede det hele planeten.

Men vi må ikke lade det tage den, jorden, barnet, barnet skal ud med badevandet, vi rejser os nu, ikke, fyldt med den reneste rædsel og de mest tragiske håb til fremtiden?

Vi må være levende mennesker, vi vil! Kæmp! For døden fuldender os. Uanset. 

Dette er en kulturklumme skrevet af en af Indbliks tilknyttede kulturskribenter. Klummen repræsenterer skribentens egne holdninger.

]]>
Anders Kjærulff: Nej, jeg skal ikke se “Borgen” https://indblik.dk/anders-kjaerulff-nej-jeg-skal-ikke-se-borgen/ Wed, 16 Feb 2022 10:21:55 +0000 https://indblik.dk/?p=30663 “Borgen” udspiller sig hver eneste dag i millioner af fjernsyn og på Instagram og Facebook og Twitter, hvor nogen, der lader som om de er politikere, iscenesætter sig selv via selfies, opstillet af og tilskyndet frem af en hujende hær af ekstremt velbetalte spindoktorer i håndsyede italienske sko. Om disse mennesker, der siger de er politikere, så spilles af skuespillere eller faktisk er politikere, er desværre ved at være mindre betydende”, skriver journalist og techkritiker Anders Kjærulff.

Af Anders Kjærulff, redaktion@indblik.dk 

Indenfor sandsynlighedsregning og videnskaben om rum-tid, taler man om udfaldsrum. Et udfaldsrum er en uendelig række parallelle virkeligheder i rumtiden. Alting sker samtidig, du går fremad og du går tilbage og du hopper og du lægger dig ned på gulvet, det hele sker på engang, men i det, vi kalder virkeligheden, sker kun en af delene. Udfaldsrum indeholder alle de forskellige muligheder for udkomme og det er muligt at befinde sig i dem alle sammen lige før de går fra at være muligheder til at blive et aktualiseret nu. 

Når nuet optræder, kan du kun være i det rum, den hændelse, der er, selvom de andre handlingsrum teoretisk set stadig findes, og faktisk finder sted i et parallelt univers, du så ikke længere har adgang til. 

For tiden lukker alle døre bag sig.

Et rum af fejl

Det er naturligvis langt mere kompliceret end det, og det er ikke blot muligt, men sandsynligt, at jeg har misforstået alt, at jeg så at sige befinder mig i et rum fuld af fejltagelser, som jeg ikke kan komme ud af, som jeg sidder fast i nu, fordi tiden, den knap så relativistiske skiderik, har låst døren bag mig.

Skulle det være tilfældet, håber jeg, du, kære læser, sidder fast sammen med mig i det udfaldsrum, der muligvis ikke passer, i hvert fald til jeg har skrevet det her færdigt og du har læst det, for ellers kan vi faktisk ikke komme videre, vel?

Og videre, der skal vi, for hvert øjeblik vi tøver, hober udfaldsrummene sig op.

I et af dem, sidder jeg foran et fjernsyn og ser “Borgen”.

“Borgen”, det statsejede og politisk drevne Danmarks Radios tv-serie om livet i et projektørbelyst parlament, er fiktive udfaldsrum, udfaldsrum med udfaldsrum i, der udover at indeholde uendelige muligheder også er en gentagelse af noget, der allerede er sket eller kommer til at ske eller aldrig er sket. 

Af samme grund er der ingen grund til at jeg sidder foran det der fjernsyn, for i andre rum, har jeg allerede set den før og jeg mærker hensigterne og bliver forstemt, foran det fjernsynsapparat som jeg faktisk ikke sidder foran, mens jeg alligevel gør det, Igen og igen og i en endeløs række af variationer.
Og hvis du tænker dig godt om kære, indlevede læser, så sidder vi måske sammen foran det der fjernsyn, der ikke er der, lige nu?

Eller måske er der flere fjernsyn på mange kloder og mange universer på samme tid?

Borgen hver dag

“Borgen” udspiller sig hver eneste dag i millioner af fjernsyn og på Instagram og Facebook og Twitter, hvor nogen, der lader som om de er politikere, iscenesætter sig selv via selfies, opstillet af og tilskyndet frem af en hujende hær af ekstremt velbetalte spindoktorere i håndsyede italienske sko. Om disse mennesker, der siger de er politikere, så spilles af skuespillere eller faktisk er politikere, er desværre ved at være mindre betydende. 

De mennesker, der spiller politikere på sociale medier og i det der fjernsyn, jeg ikke sidder foran, er ikke én, fast person.

Formskifter

De er mange. De er blevet “shapeshifters”, der fungerer på et lokalt og nationalt plan med forskellige ansigter og forskellige dagsordener, der skal erobres. 

Går man ind på ”politiske annoncer” på Facebook, der også er i gang med at shapeshifte til META, et univers, der kun kan betrædes hvis man ifører sig en hjelm fuld af skærme og en masse ledninger og håndtag med knapper, så kan man se, at Mette Birgitte Nyborg Thorning Schmidt Frederiksen har brugt 713.385 kroner på at annoncere. De penge bruges til det, META kalder for “targeted audiences”, et udvalgt publikum, og der kan være mange forskellige udvalgte publikummer og man kan fortælle dem forskellige ting, gå fra det ene lukkede rum til det andet og give de, der sidder der, modstridende budskaber, og i META betyder det ikke noget, for hver publikums-gruppe er sit eget udfaldsrum og man kan ikke se ind til de andres.

Således kender Aalborg en udgave af Mette Birgitte Nyborg Thorning Schmidt Frederiksen og dem i København en anden – tog man billeder af de mange skærme, ville hun se bekymret/vred/glad ud og hun ville sige forskellige ting og mene noget, der passer til netop det udvalgte publikum, hvis udfaldsrum hun og de der spindoktorers italienske sko har studeret nøje og allerede står klar med nøglerne til.

Hendes parti, socialmoderatdemokratpartiet, har holdt en endnu større META-fest og brugt 2.781.466 kroner på at gøre udfaldsrummet gigantisk og fylde det med makrelmadder og minkpelse, så vi er sikre på, at dørene ikke binder og at der ikke er nogen andre udgange, når først tiden har været der med nøglen.

Accepterer stort set alt

Ovenpå det udfaldsrum, der hedder “Borgen”, og som er det fjernsyn jeg ikke sidder foran, der sidder der en mand, der hedder Adam Price og skriver løs mens døre og vinduer klaprer, han er både kok og forfatter og var i P1 for nylig, hvor jeg hørte ham sige at hans arbejde med at skrive var blevet nemmere, fordi: “Nu er vi blevet primet til, at vi kan acceptere stort set hvad som helst”, og det, ærede læsere, håber jeg i den grad, også du kan, og det kan du, ellers var du ikke nået så langt som hertil, vel?

Men jeg kan ikke acceptere, at jeg er endt med at sidde foran det der fjernsyn, i det udfaldsrum, som Adam Price har bygget af bogstaver og forskallet med noget, der ligner mursten og grønlandsk marmor, et rum, hvor Mette Birgitte Nyborg Thorning Schmidt Frederiksen folder hænderne og sætter fingrene mod hinanden, hun hilser på en eller anden, der gemmer sig et sted der bag den uendeligt tynde skærm, der findes mellem hendes fingerspidser, der, så vidt jeg ved, danser en munter dans på glasset.

Jeg vil gerne ud. Nu?

Til det udenfor alt det, der er herinde, det sted, hvor alle tidens døre klaprer højest og hvor ingen har tænkt over, at der var behov for loft og gulv.

For også det er en skærm, og det, der sendes der, er mig, der ligesom alle I andre, falder lodret gennem tiden i alle dimensioner. 

Ses vi der?

Findes vi, eller har “Borgen” lukket alle dørene nu, slået vindebroen op og slukket det lys, på hvis hastighed, al moderne politik beror? Eller er der kun mega-udfaldsrummet, det, der er hele universets, brummende sitren tilbage?

]]>
Anders Kjærulff: Ud at køre med de skøre? https://indblik.dk/anders-kjaerulff-ud-at-koere-med-de-skoere/ Sat, 29 Jan 2022 14:46:02 +0000 https://indblik.dk/?p=30340 Journalist og techkritiker Anders Kjærulff undersøger, hvordan det at køre bil er et casestudie i det skred, der er ved at ske i vores stadigt mere digitaliserede, automatiserede og overvågede samfund. Han runder af med at stille spørgsmålet: Hvad vil vi helst i fremtiden? Underlægge os maskinerne? Eller vil vi simpelthen ud at køre – med de skøre?

Af Anders Kjærulff, redaktion@indblik.dk

Verdens smukkeste bil hedder Lamborghini Countach LP400S, den er sort, den er så lav, at den næsten går i et med vejen, den kører maksimalt 4 kilometer på en liter benzin, airconditionanlægget er elendigt og køler kun ens knæ, koblingen så hård, at man skal være i ret god form for at bruge den, den er smækfyldt med blinde vinkler og umulig at se ud gennem bagruden på, men hvad betyder det alt sammen, når den har omkring 400 hestekræfter, 12 cylindre, går fra nul til 100 på godt 5 sekunder og har en tophastighed på lige under 300 magiske kilometer i timen?

Når den bil står for noget særligt for mig, er det fordi, den spillede en hovedrolle i den amerikanske film ”Cannonball Run” fra 1981, en film jeg og alle andre drenge fra min vanvittige årgang så i biografen under den åndsvage danske titel: “Ud at køre med de skøre”.

Hvis du, kære læser, ikke har set den endnu, så… lad være.

Den er fjollet og dum, og selvom den er fyldt med alt der kan krybe, gå, og ikke mindst køre, af datidens stjerner fra Burt Reynolds til Peter Fonda til Jackie Chan, så tåler den dårligt et gensyn. Bortset fra de første 4 minutter, som man til gengæld kan se, igen og igen. 

Vanvidsbilisme

Filmen åbner med et helikopter-skud udover en stor bred amerikansk highway i solskin og så kommer lyden af Countach’en, der lige går et gear op og snerrer afsted fra højre mod venstre og den ligner noget, der er ankommet fra det ydre rum, et stykke inkarneret, overlegent fart, mens Ray Stevens musiks funky chace-guitarer hugger ind over. Det er episk, og jeg får stadig gåsehud over det og ja, jeg ved godt den er helt gal med mig… men det bliver værre:

31 sekunder inde ser vi nemlig den første politibil. Den jager tydeligvis Countach’en, der pludselig bremser og kører ind til siden. Men det er ikke for at tale med politiet.

Døren på bilen åbnes og en utrolig langbenet og meget smuk Farrah Fawcett springer ud af passagersædet og går hen til en farttavle, hvor der står “SPEEDLIMIT 55 miles”, tager en spraydåse, maler et stort rødt kryds henover tavlen og sætter sig ind i Lamborghini Countachen igen og den brøler ud af billedet og efterlader de håbløst undermotoriserede politifolk langt bag sig.

Filmen selv var et gigantisk, internationalt hit og den indtjente ikke mindre end 160 millioner dollar dengang, samtidig med, at den gjorde en hel verden af unge mænd til potentielle og reelle vanvidsbilister, mig selv inklusive.

Fri hastighed

Min generation fik vores kørekort lige omkring den film, og selvom ingen af os nogensinde kom i nærheden af en Lamborghini Countach, kørte vi alle sammen så hurtigt vi kunne. I brugte Golf 2’ere, Ford Escort’er, Volvo Amazon’er eller, for mit ynkelige vedkommende, mine forældres russiske LADA, der kunne præstere en makshastighed på godt 125 kilometer i timen, ikke engang nok til at kunne klare sig på en moderne motorvej i dag.

Til gengæld kunne man, hvis batteriet var dødt, noget der var relativt almindeligt i 80’erne, starte den med håndsving.

Og apropos hastighedsgrænser: Vidste du, at Danmark i 1953 ophævede alle fartgrænser og indførte fri hastighed over hele landet? Og at man først indførte nye fartbegrænsninger igen i for alvor i 1961? 

Således har der været en otteårig periode, hvor den eneste regel for hvor hurtigt du måtte føre dit motorkøretøj var, at din hastighed skulle være “afpasset efter forholdene”, en regel, der stadig var en del af køreprøven, da jeg tog mit kort.

I 1971 døde 1213 i trafikken, og danskerne tilbagelagde 25 milliarder kilometer i deres biler. I 2021, var  der kun 135 døde og vi har såmænd rullet 55 milliarder km, det dobbelte af, hvad der blev kørt i 1971 med en tiendedel trafikdræbte.

Fart og tempo

Faldet i antallet af døde kan muligvis forklares ved, at vi har fået bedre biler, og sikkerhedsseler og ABS og den slags, men spørger man politikerne, så skyldes det evig og stædig kontrol! Med fartfælder, fotovogne og stærekasser. 

De sidste især går godt: Stærekassen på Bogensevej i Odense-bydelen Næsby har blitzet bilister svarende til 17.802 bøder og dermed, helt alene, indtjent 25,5 millioner til statskassen.

Når jeg skriver om alt det her, skyldes det bogen “Why we drive – on freedom, risk and taking back control” af den amerikanske politiske filosof og motorcykelmekaniker Matthew Crawford, der selv har indkasseret en række bøder for en lidt for let hånd på sin Yamahas gashåndtag, bøder han undrer sig over, fordi de er udskrevet steder, hvor han var helt alene på vejen, bortset fra, naturligvis, en fartfælde.

“Why We Drive” udkom midt under pandemien sidste år og det er en bog, der tillader sig det helt uhørte i dag: At mene, at menneskets frihed og menneskelighed hænger sammen med vores køretøjer og at forsøgene på at begrænse og kontrollere os i trafikken er et frontalt angreb på den menneskelige natur, vores kreativitet og vores evne til at tage egne beslutninger, det som amerikanerne kalder for “agency”.

Håndens arbejde

Crawford har tidligere skrevet helt fabelagtige forsvar for håndens arbejde i en digital tid: I bogen “Shopcraft as Soulcraft” beskriver han sit eget livs skifte fra være ansat til at skrive løgnagtige taler for en politisk organisation til en høj løn, til at følge sine egne interesser og lave et lille, beskedent motorcykelværksted – og om bevægelsen fra at være i det abstrakte, symbolsk teoretiske og over i det helt konkrete drama, der udspiller sig, hvis man f.eks taber en skrue ned i en motor og ikke kan få den op igen, noget der kræver sand opfindsomhed, koncentration og snilde og noget, der ikke kan automatiseres eller overtages af en computer.

Men tilbage til kørsel i og på motoriserede køretøjer. Som ikke er, hvad det har været. Biler i dag er kørende computere, og en mekaniker nærmer sig hastigt status af operatør, der skal have fat i en computer for at se, hvad der foregår inde i bilen.

Men det bliver værre endnu, hævder forfatteren, da der arbejdes stenhårdt på, at vi alle sammen skal over i det, der så forjættende hedder selvkørende biler.

Hvilket betyder, at en computer bestemmer hvor vi skal hen, hvornår vi skal dreje og hvor hurtigt vi kan køre.

“Problemet er, at skubbet mod selvkørende biler falder sammen med stigende mistillid til Big Tech”, skriver Crawford, der også gør opmærksom på at samme selvkørende biler kræver en infrastruktur, det som firmaerne bag selvkørende biler, her primært Mercedes, Google, Tesla, Uber og, måske, Apple, kalder for et “urban operating system”, en infrastruktur, der bliver dyr, og som ingen techfirmaer umiddelbart har tænkt sig at betale for selv.

Smarte byer

Og måske behøver de det heller ikke: Bilstyresystemer har gennem de seneste år fået yderligere ilt gennem tanken om “smarte byer”, byer, der er pakket med sensorer og 5G-internet og hvor hvert eneste sving registreres – mens man lover, at det vil være mere energivenligt og medføre færre trafikpropper. Det sidste er bestemt teoretisk muligt – hvis, vel og mærke alle biler er selvkørende, ellers er kaos det mest sandsynlige resultat.

Men også en helt selvkørende bilpark, har en række problemer.

Det mest berømte er det såkaldte “trolley problem” – hvem skal en selvkørende bil slå ihjel, hvis den skal vælge mellem sin egen fører eller et fodgængerfelt fuld af skolebørn?

(Well. Et af de få firmaer, der har svaret for alvor er faktisk Mercedes – der simpelthen konkluderer, at bilen skal passe på sin ejer. Sådan er det)

De her selvkørende biler drives af data, af algoritmer. Algoritmer, der igen lærer af, hvordan andre biler kører. Men kan man overhovedet sige, at man er chauffør af en bil, hvor det eneste man gør, er at taste en adresse ind?

Ifølge Crawford er vi godt i gang med at sælge ud af det, der gør os til frie mennesker.

“At bevæge sig frit er en af de mest basale frihedsrettigheder vi har som kropslige mennesker. Den frihed udvides af maskiner, der øger vores mobilitet, fra skateboards og cykler til motorcykler og biler – men kun fordi ingen af de maskiner er fjernstyrede”, som han skriver.

Skal vi brænde huset ned?

’Why we drive” er en bog til den automatiserede tid vi lever i, en hyldest til frihed og autonomi, til det mekaniske og til det frie menneskes evne til tage sit eget og andres liv alvorligt i trafikken. Og den er et stort advarende stopskilt til de, der vil gøre frie mennesker til passagerer i deres egne liv.

Crawford citerer Shoshana Zuboff, den amerikanske professor, der har opfundet begrebet “overvågningskapitalisme”: “Det er ikke længere nok at automatisere al information om os. Målet er nu, at automatisere os”, skriver hun.

Og herfra min lille computer, ja, der er jeg da godt klar over, at tiden for Lamborghini Countach LP400S, er ovre – med mindre nogen laver den i en elektrisk version? 

Og lader være med at fylde den med computere og selvkørende systemer. Sker det sidste, mister den al mening, og den ville aldrig tillade et stop for at lave graffiti på en hastighedstavle midt på en motorvej.

For hvis det er techgiganterne, der skal styre vores biler, så er det også dem, der bestemmer hvor vi skal køre hen, som var de i virkeligheden en slags private togoperatører, hvis virtuelle skinner vi ikke selv har lagt, og hvor stationerne sandsynligvis kommer til at handle om, at få endnu flere data ud af de passive passagerer.

“Vi er på vej mod et nyt menneskeligt udviklingstrin: Engang satte vi pris på en fri ånd og evnen til at tage selvstændige beslutninger, men i dag regnes begge dele for noget nærmest dysfunktionelt. Hvis vores maskiner skal fungere optimalt, så skal vi være lydige overfor dem. Måske er det, der er brug for, en ændring af den menneskelige natur, så den er mere kompatibel med en verden, der er drevet af det bureaukrati, som maskinerne har skabt omkring os.

Eller også skal vi bare brænde hele huset ned”, foreslår Crawford lakonisk. Så hvad vil vi helst i fremtiden? Underlægge os maskinerne? Eller vil vi simpelthen ud at køre – med de skøre? 

Matthew B. Crawford er en amerikansk forfatter og forsker ved Institute for Advanced Studies in Culture ved University of Virginia.  

Han er uddannet i politisk filosofi, og har en phd fra University of Chicago. I 2001 arbejdede han som executive director of the George C. Marshall Institute. Men efter et par måneder sagde han jobbet op, og byggede et motorcykelværksted, som han stadig driver.

Han har skrevet: Shop Class as Soulcraft: An Inquiry Into the Value of Work. Penguin Press, 2009
The World Beyond Your Head: On Becoming an Individual in an Age of Distraction. Farrar, Straus and Giroux, 2015 og Why We Drive: Toward a Philosophy of the Open Road, William Morrow, 2020.

Læs mere om og af ham her.

]]>