Der er ingen forskel på jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Denne erklæring blev i 1977 fremsat til den hollandske avis Trouw af ingen ringere end Zuheir Mohsen, en af toplederne i PLO (Palestine Liberation Organization).

Når Frankrig, Canada og Storbritannien og 143 af FN’s medlemsorganisationer har bekræftet, at de agter at anerkende Palæstina som en uafhængig stat, er de naturligvis godt klar over, at Zuheir Mohsen har ret, men erklæringen skal ses som en protest mod Israels formodede hungerkrig mod Gazas civilbefolkning.

De palæstinastøttende lande har dog ikke meldt noget ud om, hvordan den nye stat skal kunne forvalte sin suverænitet. Gaza ligger i ruiner, Hamas er næsten udslettet og de få overlevende ledere klynger sig til deres israelske gidsler i mørke tunneler og kældre. Hvilke palæstinensiske ministre skal deltage i FN-møder, COP klimakongresser og internationale konferencer? Hvor er deres diplomatiske korps og embedsværk fra den nye stat, der ikke skal regne med, at Israel forlader Gaza, så længe der er Hamas- terrorister blandt befolkningen. Hvordan vil det nye Palæstina forvalte Vestbredden, der er hullet som en schweizerost af israelske bosættelser, og som styres af Fatah-bevægelsen, der har anerkendt staten Israel, hvad Hamas absolut ikke har?

Nu er det da heller ikke Hamas’ første prioritet at danne en palæstinensisk stat, men at udslette Israel. Dette kræver, at Hamas bevarer magten og kontrollen i Gaza, og det kan bevægelsen ikke ved egen hjælp. Hamas blev i mange år finansieret, trænet og kontrolleret af Iran, der ligeledes er forpligtet af en hellig ed til at fjerne Israel fra landkortet. Nu er Iran sat ud af spillet, og den arabiske verden har mange gode grunde til at ønske Hamas død og borte, men så er der jo de demokratiske vestmagter, der kan mobiliseres for sagen. Hamas har derfor erklæret krig mod sit eget folk og regner med at vinde kampen, fordi vi andre ikke kan holde ud at se på grusomhederne.  Israel har altid været forhadt af den internationale venstrefløj på grund af den tætte alliance med USA, og fordi vennerne i Sovjetunionen solidariserede sig med den arabiske sag. I Gaza-konflikten er det lykkedes anti-jødiske aktivister at vinde medierne over på deres side, ligesom en række islam-leflende politikere har overgivet sig til Hamas’ lidelsesfortælling om folkemord og hungersnød, som Israel anvender som våben i sin krig mod ikke Hamas, men det palæstinensiske folk.

Hamas og deres utallige nyttige idioter i Vesten kan glæde sig over deres succes i døgnets medieunivers, hvor seere og læsere stopfodres med billeder af skeletbørn og desperate mødre, der hulkende rækker deres tomme madskåle frem mod nødhjælpen, der aldrig nåede frem.  I det lange løb skal Hamas dog ikke regne med støtte fra de arabiske nationer, der rent faktisk kunne være nøglefaktoren i dannelsen af en palæstinensisk stat. Sandheden er imidlertid, at palæstinenserne af den arabiske verden bliver betragtet som dovne tiggere, aggressive afpressere og forrædere mod deres arabiske velyndere og brødre. Og med god grund, da palæstinensiske migranter i 1971 forsøgte at vælte den jordanske regering og tage magten i landet. Det kostede 15 000 palæstinensere livet, og resten slog sig under PLO’s ledelse ned i Libanon, hvor de under den libanesiske borgerkrig var medvirkende til den omfattende ødelæggelse af Libanon, der aldrig har rejst sig siden.  Palæstinensere i Libanon har i dag forbud mod at uddanne sig som læger, tandlæger, advokater og yderligere 35 erhverv.

I 1991 erklærede PLO sin støtte til Saddam Husseins invasion af Kuwait i forventning om, at de 300 000 palæstinensere, der levede i Kuwait kunne blive en del af det nye styre under Irak og få adgang til de mange dejlige oliemilliarder. Dette åbenlyse forræderi mod det kuwaitiske folk hævnede sig, da Kuwait blev befriet af Operation Desert Storm. Alle palæstinensere blev med 24 timers varsel udvist af Kuwait som tak for sidst.

Derfor har de arabiske lande spærret deres grænser for palæstinensiske flygtninge. Det gælder nabolandet Egypten, der frygter, at Hamas’ terrorister vil destabilisere landet i samarbejde med Det Muslimske Broderskab, som er stifter af Hamas. Og det gælder Jordan, hvor kong Abdullah har udtalt, at ingen palæstinensiske flygtninge kommer ind i Jordan. Af samme grund har den arabiske verden i mange årtier finansieret de palæstinensiske permanente flygtningelejre og den uendelige strøm af nødhjælp til Gaza, der siden 2006 har fungeret som en opsamlingslejr for dem, som ingen vil lege med. Et vældigt bistandskompleks uden erhvervsliv, uden arbejdspladser. En silo for de fortabte.

Dr. Charles Chartouni er en førende samfundsdebattør i Libanon. Han beklæder professorater ved både Libanons Universitet og Beiruts Universitet, og han er seniorkonsulent i det globale rådgivningsfirma FTI. Den 5. august affyrede dr. Chartouni følgende bredside på libanesisk tv: ” Hamas har taget palæstinenserne som gidsler. Israel er ikke ansvarlig for hungerkatastrofen i Gaza. Det er Hamas, som udbytter Gaza for at fremme sine politiske mål, som de deler med Iran og Qatar. Vi må forlade vores forudindtagethed, antisemitisme og jødehad, som så længe har forgiftet vores sind.”

Er der mon nogen, der lytter til dr. Chartouni? Næppe i Danmark.

Den nuværende hersker, ayatollah Khameini satte i 2015 en dato på den jødiske stats undergang, som senest – men meget gerne før – skulle eksekveres i 2040. Iran har aldrig været stærk nok til at tage den direkte konfrontation med Israel, men har dog formået at opbygge en dødens akse, der i årtier lagde en ring af terror omkring Israel. Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza, Assads Syrien, Yemen, Irak og Det Muslimske Broderskab i Egypten. Kronen på værket skulle være Irans atombevæbning, der havde til opgave at udslette den jødiske nation, hvis Israel mod forventning skulle overleve udmattelseskrigen mod de iranske terrormilitser.

Terrorangrebet fra Hamas den 7. oktober 2023 skal ses som en generalprøve på, hvad der venter det israelske folk, når Iran er blevet stærk nok til at sætte fuld gas på dødsmaskinen. Præsterne havde, belært af mange års erfaring med Israels modaktioner forventet en afmålt militær kampagne rettet mod Hamas, men ikke mere. I stedet fik de overraskede ayatollaher en fuld og total israelsk krig mod terrorgrupperne, der decimerede Hamas og Hizbollah, lammede militserne i Yemen og likviderede deres ledere. De førende politikere i Israel – hvad enten de er for eller imod Netanyahu – er sig fuldt bevidst, at Israel som Mellemøstens eneste højteknologiske demokrati og retsstat ikke kan overleve i længden, hvis ikke Irans terrorvælde brydes én gang for alle. Den igangværende omfattende militære aktion mod Iran er resultatet af denne erkendelse. Det er nu eller aldrig.

Israel har på få dage sat Irans luftforsvar ud af spillet, lammet den militære kommunikation og likvideret den øverste militære ledelse samt knust store dele af det iranske atomvåbenprogram. Den 22. juni om natten slog USA det sidste søm i Irans drøm om et atomart ragnarok og knuste den nukleare våbenproduktion i Fordow-faciliteten, der anses for nøglen til Irans kommende atombevæbning. Det har det internationale samfund ikke været begejstret for. Næsten samtlige medier og politiske talsmænd i Europa har samstemmende udtalt, at Iran naturligvis ikke skal have atomvåben, men konflikten burde være løst ved forhandlingsbordet ad diplomatisk vej. I Berlingske lyder en kommentar, at Trump har gjort USA til en slyngelstat (rogue nation), og at Trump mere og mere minder om krigspræsidenten George W Bush. Præsident Trump kan da heller ikke gøre noget rigtigt. Når han bomber Irans atombevæbning ud af historien, er han en lunefuld diktator i lommen på Netanyahu. Halen logrer med hunden, som Berlingske skriver. Og bomber han ikke, kan vi i danske medier se og høre, at ’Trump blinkede først’ og som sædvanlig stak af med halen mellem benene. Trump er et pjok og et præsidentielt reality show.

I virkeligheden burde Vestens frygtsomme og feje ledere slutte massivt op om USA’s modige og retfærdige aktion, der nu er begyndelsen til enden på et sadistisk diktatur, der har forpestet iranernes liv i mere en 45 år og spredt død og ødelæggelse i hele Mellemøsten. Der er stærke forlydender om uro i det iranske officerskorps, hvor især de yngre officerer kan se for sig et sekulært Iran fuldt integreret i det vestlige internationale politiske og økonomiske samarbejde. Krigen sluttede ikke med USA’s bombetogt natten til den 22. juni. Præstestyret og den fanatiske Revolutionsgarde har stadig muskler til at forlænge terrorregimet og anrette skader på liv og ejendom i regionen, men det er en dødskamp. Præstestyret overlever ikke.

For første gang i årtier kan Israels familier ånde lettet op og befri sig for angsten om det atomare holocaust, Iran havde beredt dem. Deres børn og børnebørn kan nu vokse op uden frygt for udslettelse. Der er stadig lang vej til en endelig og varig fred i Mellemøsten, men det første og vigtigste skridt blev taget af præsident Trump på årets længste og lyseste dag.

På Palestine Square i Teheran er dommedagsuret gået i stå. Det tæller stadig timerne til Israels udslettelse. Der er bare ingen, der gider se på det længere.

Således kunne man gennem hele april måned læse og se mediernes nådesløse fordømmelse af præsident Trumps første hundrede dage i Det Hvide Hus: Trump havde udløst en uafvendelig global recession, han havde startet en ødelæggende handelskrig, som han nu desperat forsøger at reparere på, han har smadret aktiemarkederne og USA’s offentlige sektor og tyranniseret retsvæsenet imod forfatningens principper. Trump er en tordnende fiasko og hans meningsmålinger en katastrofe for hans troværdighed i befolkningen. Så vidt mediernes sandhed.

Den økonomiske nedsmeltning lader dog til at vente på sig. Jobvæksten i marts og april var imponerende høj og langt over markedets forventninger, især fordi væksten også indeholder tallene på de mange fyrede medarbejdere i den offentlige sektor som følge af den igangværende rationalisering af ministerier og departementer. Virksomhedernes indtjening i perioden var i top.  Inflationen faldt og det gjorde energipriserne også.  Mere end 70 lande står i kø foran Det Hvide Hus for at forhandle toldsatser. Og det er gået op for Kina, at deres totalitære stat er langt mere krisefølsom end USA’s forfatningssikrede demokrati. USA er verdens største marked og helt uundværlig for vækst og velfærd i Kina. Det er ikke en desperat og rådvild Trump der ’blinker først’ og stikker halen mellem benene, som pressen skriver, men tværtimod Kina, der er ved at komme til fornuft og indse, at årtiers udbytning af USA er slut. Medierne har lovet os en recession og et sammenbrudt aktiemarked. Hvor mon det bliver af?

Opinionsmålinger i New York Times og Washington Post viste, at Trumps popularitet siden tiltrædelsen var faldet fra 52 procent til rekordlave 41. Meningsmålingerne blev med begejstring også gengivet i de dominerende danske medier, dog uden at fortælle seere og læsere, at meningsmålingerne havde frasorteret respondenter, der havde stemt på Trump ved præsidentvalget, ifølge den tidligere chef for USA’s Økonomiske Råd, Larry Kudlow. Vi lader den lige stå et øjeblik: Trumps katastrofale popularitetstal stammer udelukkende fra borgere, der hader ham i forvejen og ikke fra folk, der sympatiserer med ham.

Når internationalt respekterede og beundrede aviser som New York Times og Washington Post åbenlyst markedsfører deres egen sandhed, som jo er løgn, er det fordi folk i almindelighed har høj tillid til meningsmålinger, da de tror at disse fremstiller et repræsentativt billede af meningsbilledet. Man kan derfor manipulere med deres holdninger ved at udstille Trump som en håbløs taber og derved bane vejen for et nederlag for Republikanerne til det kommende midtvejsvalg til Kongressen. Der er dog heldigvis opinionsinstitutter, der ikke er købt af Demokraterne. Det gælder således Rasmussen Poll, Insider Advantage og Trafalgar Poll, der i en fælles meningsmåling for Trumps første 100 dage viste flot opbakning til præsidenten bredt blandt USA’s vælgere.

Ingen vestlige medier turde skrive sandheden om præsident Bidens tiltagende demens, selv om det var klart for enhver med øjne i hovedet, at hans kognitive evner var i forfald.  Tværtimod blev han også af danske medier beskrevet som frisk som en fisk og bare et offer for højreekstremistiske konspirationsteorier. Nu skændes de samme medier med hinanden om, hvem der vidste hvad hvornår, men alle er dog enige om, at det var mørke kræfter i Det hvide Hus, der havde ført den altid sagesløse og uskyldige presse bag lyset.

Kort før præsidentvalget kunne Berlingskes redaktion præsenterer en analyse, som forudsagde en klar og retfærdig sejr til Kamala Harris, der som bekendt tabte stort til Trump. Meningsmålingerne i de dominerende amerikanske medier var på linje med Berlingske og varslede en sejr til Harris. Kampagnechef for Harris, David Ploof har dog senere erkendt, at Demokraternes private og fortrolige meningsmålinger op til valget aldrig havde Harris som vinder.

I Sovjetunionen vidste borgerne udmærket, at medierne løj om alt fra morgen til aften. Man samledes derfor om aftenen ved køkkenbordene med en flaske vodka og et glas syltede agurker for gennem fortrolige samtaler med familie og venner at finde ud af, hvad der var sandhed, og hvad der var løgn.  Den almindelige russer fandt næppe ud af, hvad der var sandt, men han vidste udmærket, hvad der var løgn. Måske skulle vi danske også til at finde sammen om køkkenbordene, hvis vi vil undgå at søbe mediernes egen sandhed.

Denne postmoderne ideologi hedder på engelsk ’WOKE’, som på dansk bedst kan oversættes som ’Den Rette Tro’, fordi ideologien ikke anerkender den absolutte sandhed, som anses for én sandhed som den undertrykte oplever den, og en anden sandhed som den ser ud i undertrykkerens perspektiv. Sandheden er subjektiv og skal ses gennem en linse, der omfatter race, køn og seksualitet. Den franske forfatter Jean Sévillia skriver således i sin bog,’ Le Terrorisme Intellectuel’: ”Det er et totalitært system. Et snigende tyranni. Hensigten er at fratage modstanderen ytringsfrihed. Modstanderen skal slagtes, ikke med en blodig kniv, men med ord” Den Rette Tro behersker nu alle de amerikanske elite-universiteter herunder Harvard, Yale, Stanford og Princeton og mange, mange flere. Den nye generation af professorer er ikke ansat, fordi de er garanter for fremragende forskning og undervisning, men fordi de er politiske aktivister, der repræsenterer paranoia, et perverteret samfundssyn, had til frisind og sund fornuft. Den Rette Tro befinder sig i en falsk verden, der er lukket for tolerance, dialog og debat.

Selv om det er forbudt efter amerikansk lov, har universiteterne indført apartheid immatrikulation og raceopdelte kollegier for de studerende. Også festlighederne ved dimissionen er ofte raceopdelt således, at hvide studerende, der repræsenterer Den hvide Mands Overherredømme holdes væk fra sorte, asiatiske, muslimske og lbgt-plus forsamlinger på læreanstalten. Princeton Universitetets rektor Christopher Eisgruber erklærer, at Princeton har systemisk racisme indlejret dybt i sin struktur og lægger ikke skjul på, at universitetet udøver negativ særbehandling af hvide studerende, især de mandlige og jøderne. Harvard har i mange år haft kvotebegrænsninger for optagelse af jøder.

Asiater holdes i vidt omfang ude af universiteterne, fordi de er for kloge og for flittige. En asiat skal til optagelsesprøverne således præsterer bedre karakterer end hvide, endnu højere end latinoer og meget højere end sorte studerende, som har den laveste indgangstærskel. Harvard og en række andre elite-universiteter har nu flertal af etniske minoritetsstudenter til trods for, at 60 procent af USA’s befolkning er hvid. En berømt undersøgelse fra 2005 af sociologerne Espenshade og Chung viste, hvad der ville ske, hvis universiteterne ophørte med at kvotere de studerende efter race. Resultat blev både rost og fordømt: Antallet af sorte og latinoer ville falde mens antallet af hvide ville stige lidt, og antallet af asiater ville stige eksplosivt.

Ideologiseringen af de amerikanske universiteter stak helt af under Biden, hvor borgerlige professorer blev chikaneret væk fra deres stillinger, og  hvor ingen borgerlige debattører eller foredragsholdere kunne få adgang til de akademiske talerstole. De få, det lykkedes for blev rutinemæssigt brølet ud af lokalet ligesom dommer Rehnquist i firserne. Den Rette Læres Tyranni kunne jo ikke ende med andet end den antisemitiske bølge, der rullede hen over universiteterne efter at Hamas havde myrdet 1200 israelere den 7. oktober 2023. I løbet af de seneste årtier har totalitære udenlandske regimer doneret omkring 60 milliarder USD til amerikanske universiteter og leveret en stor mængde studerende, der fungerer som påvirkningsagenter for deres hjemlande. Alene i 2024 gav islamiske Qatar og kommunistiske Kina tilsammen 500 millioner USD. Indtil videre må man sige, at de penge er givet godt ud.

Den nye amerikanske borgerlige regering har nu indledt en kampagne, der skal føre landets universiteter tilbage til fordums storhed og prestige. De skal atter være de lysende stjerner på det akademiske firmament for fremragende forskning og undervisning samt frisindet samfundsdebat i gensidig respekt og tolerance. Den rette Lære (Woke) skal skrottes sammen med DEI ( Diversity, Equity, Inclusion) og Cancel Culture samt etnisk favorisering og diskriminering. Antisemitiske aktivister skal fjernes, og professorerne skal ansættes efter deres akademiske kvalifikationer.

Danske medier og kommentatorer fordømmer US- regeringens kampagne som en højreekstremistisk revolution. Det er den ikke. Den er tværtimod en demokratisk kontra-revolution med det formål at genrejse universiteterne og bringe frisind, akademisk topkvalitet og sund fornuft tilbage til de amerikanske læreanstalter.  Det ser ud til at være en umulig opgave, men det er en borgerlig regerings forbandede pligt at forsøge.

Efter at Donald Trump er blevet præsident, indtager USA ifølge Berlingske posten som det seneste skud på ondskabens akse i godt selskab med Iran, Rusland og Kina. Skarer af protesterende progressive borgere samles nu foran Christiansborg og andre steder med ’Nej til USA-Baser’. Forbrugerne køber ikke mere amerikanske produkter, og en dugfrisk meningsmåling fra Epinion viser, at næsten halvdelen af de af adspurgte ønsker aftalen annulleret. På DR kan man se ophidsede mennesker, der kalder Trump for Hitler, der med aftalen som en Trojansk hest pønser på et nyt 9. april. Enhedslistens Trine Pertou Mach, der aldrig forlader det røde felt, underholder de taknemmelige medier med de rædsler, der venter danske kvinder og mænd, når de amerikanske soldater, som ifølge aftalen ikke er underlagt dansk jurisdiktion, drager hærgende og ustraffet gennem landet.

Vores hysteriske landsmænd kan dog godt slå koldt vand i blodet. Den geopolitiske og militære udvikling drejer sig hastigt væk fra Europa og har nu sit tyngdepunkt i Asien. Kina opruster med accelererende kraft og hastighed. Den kinesiske Stillehavsflåde, der nu er større end den amerikanske, anlægger kunstige øer i det Sydkinesiske hav, som Kina betragter som sit territorialfarvand. Kinesiske flådefartøjer chikanerer rutinemæssigt andre landes maritime trafik i området. Selv amerikanske krigsskibe bliver provokeret og konfronteret. Den kinesiske trussel mod Taiwan stiger måned for måned, og Kina støtter Nordkorea, regionens løse kanon på dækket, som med trusler og provokationer mod Sydkorea, Japan og USA, gør den østlige del af Asien til en krudttønde.

USA anser Kina som en global trussel, Rusland som kun en regional, som Europa selv må tage sig af. USA melder sig ikke ud af NATO, men agter at indtage en sekundær rolle i Europas forsvar. Der er stadig 70 000 amerikanske soldater i Europa, atomvåben og mange US-depoter med kampvogne, artilleri og andet krigsmateriel. Hvis russerne invaderer Europa, kan vi som før forvente amerikanske luftbroer og konvojer hen over Atlanten med assistance til europæisk NATO, men kerneforsvaret af Europa er blevet vores eget ansvar. NATO’s strategiske tyngdepunkt ligger nu i en akse fra det nordlige Norge og Sverige hen over Finland og Baltikum, videre over Polen til Tjekkiet. Det er her slaget om Europa kommer til at stå med Tyskland og Frankrig som reserve, hvis russerne bryder igennem NATO’s østfront.

Italien, Spanien, Benelux og Danmark kommer ikke i spil som krigsskuepladser bortset fra enkelte aktioner som besættelsen af de danske flystationer. Østersøen og de danske bælter vil blive bevogtet og forsvaret af flådeenheder fra Tyskland, Sverige og Polen, da vi jo ikke mere har noget at skyde med.  Hvis amerikanerne kan nå at besætte de danske flyvepladser før russerne, er det ikke for at forsvare Danmark, men for at hindre det russiske luftvåben i at angribe den militære amerikanske hjælpeaktion på vej mod Europa. Efter Sovjetunionens sammenbrud var det en stor overraskelse for NATO, at Warszawa-pagtens angrebsplaner forudsatte indsættelse af taktiske atomvåben fra krigens første dag. NATO-generalerne havde vurderet at krigen ville begynde som en konventionel krig.

For Danmarks vedkommende viste det sig, at udvalgte mål ville blive bombet med strategiske atomvåben, herunder Kastellet, Flyvertaktisk Kommando i Vedbæk, missilbatterierne i Holbæk og Flådestation Frederikshavn. Og vi kan godt regne med, at det sker igen, hvis krigen kommer.

På papiret har europæisk NATO ikke noget at frygte fra Putins militære slagkraft. NATO råder over 3,5 millioner kampsoldater, 11 000 kampvogne, 4000 stykker selvkørende artilleri, 4000 kampfly og 9000 helikoptere. Hertil 30 hangarskibe,100 destroyere og 128 fregatter (STATISTA). Dette imponerende tal dækker dog over et kaotisk sammenrend af mange forskellige våbensystemer, kommunikationsmidler og kommandoveje, som f.eks det danske forsvar, der er ledet af fem forskellige civile Styrelser (!). NATO’s formidable slagstyrke er det, amerikanerne kalder ’compartmentalized’, altså en række enheder, der opererer hver for sig uden en smidig og effektiv koordination og enhedsledelse. I det nye NATO med USA som bagstopper går opgaven først og fremmest ud på at smede organisationen sammen til et harmonisk og ensartet helhedsforsvar under en dynamisk militær ledelse uden politisk infiltration i krise og krig.

Der forestår en kæmpeopgave for europæisk NATO, og det skal oven i købet gå stærkt. Kan vi overhoved det? Ja, det kan vi, for vi har gjort det før under kritiske betingelser. I år 732 besejrede en europæisk koalitionshær under ledelse af hertug Charles Martel en stor islamisk invasionshær, og i 1683 besejrede en sammenbragt hærstyrke en vældig osmannisk invasionsarmé, der blev udslettet af den polske konge Jan Subieskis vingede husarer i verdenshistoriens største kavaleri-slag. Uden de to afgørende sejre havde Europa i dag været et islamisk kalifat i stedet for som nu kun et halv-kalifat. For europæisk NATO viser dette, at hvor der en vilje, er der en vej.

Måske lige undtagen for Danmark, som er ved at befri sig for aftalen om Trumps besættelse af vores flyvestationer. Af to onder skal man vælge det mindste. Så vi vælger nok Putin.

Ved begyndelsen af første verdenskrig i 1914 meddelte den tyske stabschef, grev Helmuth von Moltke den pacifistiske, Radikale regeringschef Carl Th. Zahle, at Tyskland ikke havde råd til at gå i krig med en ubeskyttet flanke i nord. ”Enten må I kunne forsvare jer selv, ellers kommer vi og gør det”, lød budskaber fra den tyske general. Den rasende og tænderskærende Zahle måtte derfor opruste og mobilisere for at holde Danmark ude af verdenskrigen og skabte således ufrivilligt det mest troværdige danske forsvar siden svenskekrigene i 1700-tallet.

Efter fredsslutningen i 1918 fortsatte de Radikale afrustningen af Danmark med fornyet kraft. Det kostede besættelsen den 9.april 1940 og afmonteringen af vores militære kampkraft lige frem til nutiden. Selv om de Radikale er et mindre parti, er det i lange perioder lykkedes være det lette, men afgørende lod på den politiske vægtskål, hvilket har ført til det ene ødelæggende forsvarsforlig efter det andet. Nu er partiet imidlertid kommet på andre tanker: Tænk, hvis man kunne smelte det danske forsvar ind i en ny EU-hær, så kunne vi smøre ansvaret for landets sikkerhed af på Unionen og slippe for den evindelige kritik af vores militære ruin. De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard ser for sig, at vi har mistet USA som allieret. Europa er alene hjemme og må omorganisere sit fælles forsvar. Lidegaard ser frem til at se EU-hærens soldater med et påsyet EU-flag på skulderen ved siden af Dannebrog.  En perfekt Radikal løsning, hvor EU som forvejen bestemmer det meste, nu også får ansvaret for Unionens fælles forsvar således, at Danmark og de Radikale slipper for det.

Hvem skal så med i EU-hæren? Der er jo kun en enkelt fjende i sigte, og det er Rusland. Hverken atombevæbnede Storbritannien eller det strategisk vigtige Norge er med i EU, så dem må vi undvære. Hverken Ungarn eller Slovakiet har appetit på en krig mod Putin, så dem må vi også undvære. Portugal, Spanien og Italien ligger så langt fra en fremtidig krigsskueplads, at de næppe vil deltage i en afsindig dyr EU-oprustning helt fra grunden. Det afskrækker dog ikke de Radikale, som i medierne foreslår, at man jo kunne invitere Canada til at deltage sammen med Tyrkiet, der ikke mere er et demokrati, men et formørket islamisk kalifat.  Hvad blev der lige af EU’s ’fælles værdier’?

Med USA ude af de Radikales militære scenario skal EU-forsvaret nu kunne mønstre styrker i en størrelsesorden, der kan afskrække og besejre et angribende Rusland. Netmediet Euronews har indhentet ekspertbistand, som anslår et behov på omkring 50 divisioner eller en million soldater.  Og udstyr svarende til NATO’s  1400 kampvogne 2000 infanterikamp-køretøjer, 700 artlleripjecer, 1 million granater og 2000 kampfly. Hertil kommer flere tusinde droner, satellitovervågning, læge- og samariterkorps og flere tusinde transportkøretøjer. Selv i de Radikales livlige fantasi, vil det jo være idiotisk at opstille en parallel hær til det, NATO har i forvejen. Martin Lidegaard forstiller sig derfor, at den nye EU-hær skulle fungere som en forstærket arm af europæisk NATO og  i længden som et alternativ til NATO, da USA i de Radikales optik nu ikke mere er en allieret.

Hvem bestemmer så, hvornår EU-hæren skal i krig? Hvis det er en ægte EU-hær, som de radikale så gerne vil have, må det jo være EU, der starter festlighederne. Men hvem i EU? Det kan ikke være Parlamentet, der ikke engang har bemyndigelse til at fremsætte lovforslag. Skal det være Ministerrådet, hvor en krigserklæring forudsætter enighed blandt EU’s statschefer, og hvor Ungarn og Slovakiet har stemme- og vetoret uden at være med i EU-forsvaret? Eller skal det være Ursula von der Leyen, der får bemyndigelse til at trykke på knappen i samråd med den øvrige kommission, der ikke engang er folkevalgt, men udpeget af de respektive medlemsstaters regeringer?

Det Radikale forslag forudsætter en mellemstatslig afgørelse om krigsdeltagelse. Det betyder, at hver enkelt stat kan afgøre, om man vil i krig med Rusland, eller om man hellere vil bekæmpe Putins angreb på Europa med Niels Helveg Pedersens Radikale patentløsning på alle konflikter: Kritisk dialog. Er der nogen, der kan forestille sig, at en dansk regering med Radikal deltagelse ville sende danske soldater i kamp med Rusland?  Nej, aldrig nogensinde; for det ville være et forræderi med alt, hvad partiet har stået for siden 1905. Det kommer ikke til at ske. Og hvad med de krigsjuridiske detaljer? Rusland opererer ikke med formelle krigserklæringer, men hellere med ’specialoperationer’. Kan Rusland indlede en ’specialoperation’ mod kun EU og ikke udløse en NATO-mobilisering, da flere lande i de Radikales EU-hær også er NATO-medlemmer? Det må fru von der Leyen hellere se at få afklaret, inden ballonen går op, og Ragnarok begynder.

Tænketanken Europa har i en opinionsundersøgelse påvist, at hele 82 procent af de adspurgte danskere ønsker, at EU styrkes på det militære område, hvad der nok er udtryk for frygt og desperation og ikke omtanke og sund fornuft. Men de radikale ønsker åbenbart at fiske i rørt vande og er klar til EU-hæren, et spøgelsesprojekt som er en politisk strandvasker og en militær dødssejler. Altså lige noget for de Radikale.

YANKEE GO HOME!

Så er der stemning og fest. De glade dage fra Vietnam- demonstrationerne vendte tilbage her i weekenden, hvor mere end tusind ’progressive’ holdt asfaltbal foran den amerikanske ambassade med sang, taler, råbekor og viste Den Store Satan vores dybfølte kærlighed til det grønlandske folk. Tidligere var Grønland kun noget, der dunkelt viste sig i danskerens bevidsthed, når dronning Margrethe nytårsaften sendte sine varmeste hilsener til det grønlandske folk. Måske kan vi holde kærligheden til grønlænderne gående indtil sommer, hvor Tour de France starter og, hvor danskernes hjerter kun har plads til Vingegaard. Grønlandsbetændelsen hos medier og politikere nåede sit foreløbige klimaks her ved udgangen af marts måned, hvor vicepræsident Vance endnu engang drejede kniven rundt i såret ved at fastslå, at Danmark ikke er en god allieret og har gjort et dårligt job med at passe på Grønland.  Endnu en gang lød der forargede skrig fra medier og politikere, der som altid påberåbte sig de faldne danske soldater, der usmageligt og pinligt igen-igen bruges som afladsbreve for at udviske de sørgelige kendsgerninger, at Danmark gennem de seneste 50 år skridt for skridt har nedlagt sit forsvar, og at vi har forsømt at udvikle Grønland strukturelt, økonomisk og socialt.

Det begyndte ellers så godt. I 1953 blev imperier opløst, kolonier nedlagt og frihedsbevægelser opstod. Danmark var i front og ændrede med den nye grundlov samme år Grønlands status fra koloni til et dansk amt. Nu er amterne væk, og i dag ville vi kalde Grønlands ændrede status for en storkommune med samme rettigheder og privilegier som andre danske kommuner. Med den nye struktur for Grønland var det hensigten at integrere den nye kommune helt i det øvrige samfund uanset den lange afstand. Grønland skulle udvikles til en moderne region parallelt med det øvrige Danmark. Det blev dog ved snakken. Politikerne valgte at satse rigets ressourcer på det danske Wirtschaftswunder, der tog fart i halvtredserne og på den efterfølgende velfærdsstat. I stedet for den fulde integration af kommunen Grønland gav politikerne efter for ekstreme bevægelser, der krævede frihed for den store ø. Det førte først til loven om hjemmestyre i 1979 over Grønlands udmeldelse af EU i 1982 og til loven om selvstyre i 2009. Uden at spørge danskerne gennem en folkeafstemning, om vi synes, at det var rimeligt at én procent af rigets befolkning kunne stemme sig til en annektering af 98 procent af Danmarks territorium, blev denne voldtægt af Mor Danmark til virkelighed gennem et simpelt folketingsflertal. Det repræsentative folkestyre i arbejdstøjet.

Danske politikere interesserer sig ikke for, hvad der foregår syd for Kruså medmindre det er for at spørge, hvad andre synes om os. Vi kunne ellers have lært en hel del af, hvordan andre moderne demokratier administrerer deres oprindelige befolkning. I Australien lever der 500 000 aboriginere, et nomadefolk af jægere og samlere. Aboriginerne er statsborgere, men har særlige rettigheder og privilegier, der tillader dem at leve som det naturfolk, de er. I New Zealand bor der 900 000 maorier, der er polynesiske stammefolk, som udgør den oprindelige befolkning, der i dag er koncentreret i den nordligste del af landet. Maorierne er bedre integreret i den øvrige befolkning end aboriginerne, men anerkendes af regeringen som et særligt kulturfolk med visse særrettigheder.

Canada rummer ud over 65 000 inuitter også hele 635 000 Metis -indianere, som i virkeligheden er en etnisk blanding af landets oprindelige indianske befolkning og hvide nybyggere fra Europa. Metis-folket er canadiske statsborgere, men er anerkendt som et særligt kulturfolk, der af parlamentet er udstyret med visse privilegier og rettigheder til jagt og fiskeri. Der er Metis-indianere i alle canadiske provinser, men de fleste lever i Manitoba- og Alberta-provinserne. Inspireret af Grønlands nye status som amt i det danske rige fra 1953 optog den amerikanske regering Hawaii og dets 500 000 store polynesiske befolkning som USA’s 50. stat i 1958. De i dag 640 000 indfødte hawaiianere er nok den bedst integrerede oprindelige befolkning, idet de er beskæftiget i erhvervslivet, i den offentlige sektor og ikke mindst i både lokal og national politik.

Historien viser os således, at det er muligt at rumme og pleje en oprindelig befolkningsgruppe inden for rammerne af et nationalt samfund uden at fællesskabet rives over ved at give efter for krav om selvstændig statsdannelse for de etniske minoriteter. Danmark har derimod dummet sig gevaldigt ved gennem selvstyreordningen at love de 50 000 grønlændere, der svarer til Silkeborgs befolkning, retten til at løsrive sig fra det danske rige, hvis det passer dem. Grønland er et samfund på støtten og vil være det mindst 10-15 år endnu uanset, hvor meget der investeres i økonomi, uddannelse og infrastruktur. Grønland ligger hjælpeløst hen uden bevogtning, uden militært forsvar og er dermed USA’s største mareridt:  et arktisk Cuba kontrolleret af fjendtlige magter.

Præsident Trump er udmærket klar over, at en amerikansk overtagelse af Grønland ikke kan lade sig gøre, men han agter gennem sine barske provokationer at sikre Grønlands faste forankring i de vestlige demokratier.  Ved at anbringe Grønland på affyringsrampen har danske politikere opstillet en fælde for sig selv, og nu sidder vi i saksen: grønlænderne bestemme selv om de vil være en selvstændig nation, men Danmark har bemyndigelsen til at føre udenrigspolitikken. Altså en komplet rodebutik. Loven om selvstyre blev vedtaget med et simpelt folketingsflertal, og et folketingsflertal bør derfor ophæve den og føre Grønland tilbage som en dansk kommune, som det var hensigten i 1953.

I stedet for at sidde klynkende som en flok pryglede aber, der passivt er tvunget til at spille på den bane, Trump har kridtet op, burde Mette Frederiksen tage initiativet og fremlægge en plan for den amerikanske regering, der sikrer Grønlands sikkerhed, udvikling og forbliven i det vestlige demokrati. Vi kunne tilbyde USA et bidrag på 1 milliard USD om året for at styrke bevogtningen af Grønlands territorium til lands, til vands og i luften. Det dækker ikke hele regningen, men ville være et konstruktivt bidrag til den fælles sikkerhed. Tilbyd amerikanerne kontrakter på forretningsmæssige vilkår på udvinding af mineraler og energi, og foreslå et samarbejde med USA om udvikling af Grønlands økonomi og infrastruktur. Ikke som en tåget politisk hensigtserklæring, men i form af et gennemarbejdet konkret forslag. Trump kan lide en god handel, og han kommer til at acceptere med glæde.

Det bliver enden på krisen, og vi kan måske se frem til en ny tusindtallig demonstration foran den amerikanske ambassade. Denne gang med friske, nye skilte: YANKEE COME HOME!

Den 13. september 2022 blev den unge kvinde, Jina Mahsa Amini anholdt af det iranske moralpoliti, fordi hun ikke havde anlagt det islamiske hovedtørklæde på den forskriftsmæssige måde.  Hun blev naturligvis fængslet for denne grove overtrædelse af islamisk lovgivning. Tre dage senere meddelte politiet Jinas familie, at hun havde fået et hjerteanfald, mens hun talte med en medfange og nu beklageligvis var afgået ved døden. BBC kunne dog på grundlag af øjenvidneberetninger berette, at Jina var blevet pryglet til døde, først under anholdelsen og senere i fængslet. De iranske myndigheder havde ret i, at hun var død af et hjertestop. Det får man nemlig under tortur, hvor systematisk prygl med knipler og stave forårsager indre blødninger og væskeansamlinger fra brækkede knogler, indtil kroppen går i chok, og hjertet sætter ud. Politiet afslog at udlevere liget af den ellers sunde Jina til familien, der således blev forskånet for at se, hvordan deres datter så ud efter tre døgn i politiets varetægt.

Jina Aminis død udløste rasende protester og demonstrationer over alt i Irans byer. Ved udgangen af 2022 var 20 000 unge mennesker blevet arresteret og 500 dræbt af politiet heraf mange kvinder. Protesterne førte ikke til lempelser i islamisk kvindeundertrykkelse. Tværtimod har myndighederne strammet grebet om kvinderne. Der er i dag politiagenter overalt i banker, trafikknudepunkter og i offentlige institutioner. Der er opsat overvågningskameraer overalt, så myndighederne har godt styr på ureglementeret tørklædepraksis, der koster fængsel og piskestraf efter islamisk praksis. Hvis den tørklædekriminelle ejer en bil, bliver den konfiskeret.

Hvis der er noget, de kvindelige frihedskæmpere i Iran har brug for, er det solidaritet og støtte fra kvinder i den frie verden. Man kunne derfor forvente, at vi den 8. marts ville se tusinder af danske kvinder i demonstration med skilte og taler foran den iranske ambassade eller ved Imam Ali moskeen, der styres af mullaherne i Teheran. Der var ikke et øje at se på dagen, hvor de danske kvindebevægelser i stedet havde travlt med at støtte muslimske kvinder i Gaza mod det israelske ’folkemord’.  Det skete på Mellemfolkeligt Samvirkes 8. marts arrangement i Aarhus og ’Kvinder i Kamp’s solidaritsdemonstration på Nørrebro. Islams ideologiske og systemiske had til kvinder og undertrykkelse af kvinder er tabu i de danske kvindeorganisationer.

Man kunne vel tilgive, at Dansk Kvindesamfund, Kvinderådet og Kvinfo ikke orker at beskæftige sig med iranske kvinders fortvivlede kamp for frihed og lighed, hvis kvindebevægelsen var stærkt optaget af at sikre netop frihed og lighed for marginaliserede kvinder i Danmark, hvor der som bekendt er nok at gøre. Muslimske kvinder i det danske samfund er gidsler hos deres mænd og familier, som vogter nidkært over den islamiske familiekultur og ideologi, der lever beskyttet i lukkede kredsløb milevidt fra den danske demokratiske retsstat. Den muslimske kvinde i Danmark skal stå til rådighed for familiens mandlige medlemmer døgnet rundt. Hun kan ikke bevæge sig frit, vælge beskæftigelse, uddannelse eller ægtefælle eller sin egen beklædning. Det er en tilværelse, som titusinder af muslimske kvinder lever fint med. Det er jo Allahs vilje. Islam betyder ’underkastelse’, og så må det jo være sådan.

Men der er et stort antal især yngre muslimske kvinder, der længes efter et liv som frie danske kvinder, men de tør ikke bryde ud af deres ideologiske fængsel, fordi de står med et uløseligt dilemma: enten at tåle tyranni og undertrykkelse fra dem, de elsker. Eller at blive forbandet og forstødt af dem, de elsker. Den danske kvindebevægelse har fejet islams kvindeundertrykkelse ind under gulvtæppet og lever fint med tvangsægteskaber, det stigende antal islamiske genopdragelsesrejser, og at landets krisecentre er fyldt op med voldsramte muslimske kvinder.  Ligesom medier og politikere har kvindebevægelserne valgt at se islam udelukkende som en religion ligesom kristendommen og ikke som den ideologi, islam er i virkelighed og praksis.

Det er ikke koranen, der styrer muslimens liv, men sharia, der er nedfældet i islams tre ’testamenter’: Koranen, Hadith (traditionerne) og Sira (Muhammeds biografi). Islam er ikke en tro, men en komplet civilisation med et eget lovsystem ved navn sharia, som omfatter teologi, jura, filosofi, religiøse ritualer, moral og anvisninger om korrekt adfærd. Sharia er Allah’s universelle, hellige og evindelige lov, som for muslimen erstatter alle andre former for samfundsorden.

Sharia inddeler menneskeheden i værdigrupperinger:

Mennesker: muslimske mænd

Undermennesker af første grad: muslimske kvinder

Undermennesker af anden grad: Jøder og kristne

Undermennesker af tredje grad: Buddhister, ateister, hinduer

Undermennesker af fjerde grad: frafaldne muslimer (apostater)

Den berygtede danske koranlov beskytter således ikke koranen, men alle islams tre hellige skrifter og er således snarere en sharialov, der også værner islam mod anslag mod sharia og dermed ideologiens hellige undertrykkelse af kvinder. Danske kvinder har ingen problemer med sharia i praksis, så længe det ikke gælder dem selv, hvad kvindekampen den 8. marts tydeligt demonstrerede.

Det var den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, der formulerede den berømte sætning: ” Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder”.  Vorherre er en retfærdig mand, så nu ved vi, hvordan det ender for Dansk Kvindesamfund, Kvinderådet og Kvinfo.

Ophidselsen bredte sig med lynets hast gennem Europas parlamenter og medier, der siden talen raser mod den politiske voldsmand Vance og hans chef, præsident Trump, som Berlingske netop har udnævnt til en del af ondskabens akse, der nu ud over Iran, Kina og Rusland nu også tæller USA.

Der er imidlertid ingen, der taler om, at Vance var mindst lige så chokeret som europæerne. Nemlig ved at opdage, at Europa er et præcist spejlbillede af Joe Bidens centrale formynderstat, som et flertal af de amerikanske vælgere nu har befriet sig for i håbet om et komme tilbage til et samfund, der atter afspejler løftet i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776: ”Alle mennesker er skabt lige og har den umistelige ret til livet, friheden og søgen efter lykken”. Med gru og væmmelse kunne Vance konstatere, at det moderne Europa ligesom USA har udviklet sig til en selvfed, politisk korrekt, centralstyret kolos, hvor alt, der ikke er påbudt, er forbudt.

Som i Bidens USA er Europas grænser vidtåbne, integrationen af migranter ligger i ruiner. Som i USA oplever Europa stigende censur og pres på ytringsfriheden, populistiske, grundborgerlige partier er under pres og karaktermord fra medier og de dominerende statsmagter. Som i USA tyranniseres Europas borgere med en hysterisk klimareligion og en hovedløs og nytteløs grøn omstilling. Europas førende økonomier i Storbritannien, Tyskland og Frankrig er i stagnation som hos Biden, og som i USA under Demokraterne er Europas militære magt ved at visne og dø.

J.D.Vance’s budskab til de lamslåede europæere var derfor, at nok har vi fælles voldsomme problemer med Rusland og Kina, men det nye USA under Trump ønsker ikke  at vedligeholde og forstærke et partnerskab  med et Europa, der ligner det USA, som Trump er ved at bringe tilbage  til frihed, lighed og sund fornuft. Trumps lavine af nye love og dekreter er ikke en revolution. Det er kontrarevolutionen, der skal restaurere det amerikanske folkestyre i overensstemmelse med de værdier der er nedfældet i Uafhængighedserklæringen og Forfatningen. Hvis ikke Europa tager sig sammen og går samme vej, vil venskabet blive nedgraderet til et bekendtskab og partnerskabet til sporadiske relationer.

Dette kontante budskab fra USA’s regering er overhovedet ikke sivet ind nogetsteds i Europa, hvor medier og politikere kappes om at fordømme Trump’s og Vance’s uforskammede og usolidariske opførsel. Hvis vi ellers havde haft modet til at rette blikket indad, ville vi se et billede, der i foruroligende grad ligner USA under Joe Biden. Det er ikke lykkedes for hverken EU eller medlemsstaterne hver for sig at lukke grænserne for uønskede og illegale migranter. Integrationen af migranter fra islamiske kultursamfund er slået fejl. Muslimske migranter er af deres islamiske ideologi forpligtet til at afvise den demokratiske retsstat og hade alle ikke-muslimer især kristne og jøder. I Tyskland er 16 procent af befolkningen ikke født i landet. Islamiske bander hærger de større bysamfund. Muslimske terrorhandlinger er blevet hverdagskost ligesom seksualforbrydelser begået af islamiske migranter. Nytårsaften 2016 i Köln blev mere end tusind kvinder udsat for voldtægt og seksuelle krænkelser.

I Frankrig er der nu over 700 såkaldte ’no-go’ samfund, der er sharia-styrede enklaver, hvor politi og brandvæsen ikke tør vise sig uden med massive kampklædte kolonner. Den katolske organisation La Croix International beretter, at alene i 2021 var der 752 angreb og vandaliseringer mod kirker og gravsteder samt 284 angreb mod synagoger og jødiske gravpladser. I den engelske by Rotherham blev mere end 1400 unge piger udsat for voldtægt og andre seksuelle forbrydelser udført af pakistanske muslimske migranter. Fælles for denne sørgelige udvikling overalt i den vestlige del af Europa er myndighedernes passivitet og fornægtelse af virkeligheden af angst for, at medier og progressive politikere skal hænge dem ud som racister og islamofober. Tværtimod arbejder politiske kræfter og myndigheder ihærdigt på at skærme den islamiske ideologi mod kritik og vrede. Sådan fik vi koranloven i Danmark, trafikstoppende offentlig muslimsk fredagsbøn i Frankrig, politiets klapjagt på fornærmelse mod islam, og i Tyskland og Østrig strafferabat for islamiske mordere og voldtægtsmænd, fordi de formodes at være ubekendt med vestlig seksualkultur og retspraksis.

Hertil kommer, at den brutale grønne omstilling har ruineret økonomien i Tyskland, Europas vækstmotor gennem mange år. Merkel beordrede atomkraftværkerne nedlagt og fart på solfangere og vindmøller. Energien i Tyskland er nu så dyr, at BMW, Mercedes og Audi er hægtet af den internationale konkurrence ligesom store dele af den øvrige tyske industri. Siden 2014 har vi i europæisk NATO lovet at effektivisere og opruste vores militære forsvar. Det blev ved snakken, og kun Polen, de baltiske stater samt Finland yder, hvad de skal. Regningen efterlades som altid hos amerikanerne.

Det er erfaringen i behandlingen af alkoholisme, at patienten ikke kan befri sig for sit misbrug medmindre han erkender, at han er alkoholiker. Det er nok også en kendsgerning, at det syge Europa ikke kan blive rask og genvinde sin vitalitet, hvis ikke vi tør befri os fra vores oppustede selvglæde og tilbedelsen af den centralstyrede formynderstat. Opfordringen til os fra vicepræsident Vance er, at EU som USA skal finde frem til sine klassiske værdier: ytringsfrihed, folkestyre, frie markeder og et effektivt forsvar for den vestlig civilisation og kultur.

Hvis ikke vores dominerende politiske partier og medier forstår og opfylder disse fordringer på vej mod et friere og lykkeligere Europa, står der i kulissen nye, kontrarevolutionære politiske kræfter, der vil. Siger C.D.Vance.

Staten har med mediestøtten cementeret sin autoritet i presse, radio og tv. Næsten alle journalister er røde, hvad alle meningsmålinger viser. Journalisterne præger deres arbejdspladser, og tidligere borgerlige aviser har bevæget sig til venstre sammen med Folketingets ’borgerlige’ partier, der nu tilsammen med Socialdemokratiet og SF tilhører Den danske Velfærdsbevægelse, der mener det samme om næsten alt.

Den tiltagende forstening af det danske medielandskab er ikke et fænomen, men kan bebrejde den røde fløj af dansk politik. Historien har vist, at alle partier på Christiansborg mener, at borgernes holdninger har det bedst i politikernes lommer. I 1962 vedtog et næsten enigt Folketing at lukke Radio Mercur, der med stor succes sendte nyheder og underholdning fra en coaster i Øresund. Radio Mercur havde flere lyttere i aftenfladen end Statsradiofonien. I stedet for at give stationen en sendetilladelse og invitere Mercur på land, som hollænderne havde gjort med deres Radio Veronica, blev Mercur bordet af politiet og stationen lukket. Da TV3 begyndte at sende fra en satellit, vedtog Folketinget et forbud for private mod at opstille parabolantenner, og hindrede populære sportsudsendelser at blive vist på TV3.

Næste mediedrab ramte Radio24syv, der skabte en sprudlende nyheds- og debatboutique med populære og stærkt mangfoldige programmer på alle hylder. Der var Det Røde Felt med Trier Mogensen, Millionærklubben, Det Vi Taler Om med Ditte Okman, Bæltestedet, Romerriget og Den Korte Radioavis med Frederik Cilius som Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. På Christiansborg var man stærkt bekymret for Radio24syv’s lyttersucces uden for politisk kontrol.  Især DF og Socialdemokratiet følte sig dårligt behandlet af den nye radio og fik den da også likvideret ved at tvinge Radio24syv til at flytte medarbejderstaben mindst 110 kilometer væk fra København. I sandhedens interesse skal det dog også nævnes, at i 2001 i et øjeblik af liberal vildfarelse satte statsminister Anders Fogh Rasmussen TV2 til salg. Flere lukrative tilbud strømmede ind, men da folketingsvalget i 2005, nærmede sig, fortrød Anders Fogh og afbrød salgsprocessen. Han frygtede at Hr. og Fru Sølvbryllup ikke ville stemme på ham, hvis han havde solgt deres yndlingskanal til et udenlandsk konsortium.

Resultatet af mange års ensretning i nyhedsformidlingen har betydet, at befolkningen frivilligt og sagtmodigt har ladet sig hjernevaske til at acceptere de medie-retter, der blev sat for dem: Præsident Biden er kvik i pæren, Kamala Harris er vores eneste håb for humanisme og verdensfreden, Trump er seksualforbryder og nazist. Ukraine vinder krigen med Danmarks uvurderlige støtte. Hamas burde nok ikke have massakreret en del israelere i oktober 2024, men israelernes folkemord på palæstinenserne var langt værre.  CO2 er en giftgas, der må bremses for enhver pris, hvis ikke jorden skal gå under i hede og oversvømmelse. Danmark elsker Grønland og høje skatter. For hvilke svage grupper skal betale for skattelettelser til de rige, når vi nu har brug for mere velfærd?

Den konsoliderede ensretning af nyhedsstrømmen og meningsdannelsen omfatter også erhvervsorganisationerne og kabel-tv distributørerne. Hverken Dansk Industri, Danske Erhverv eller fagbevægelsen har protesteret mod klimahysteriet, den vanvittigt dyre, men teknisk umulige grønne omstilling, men har stiltiende bifaldet præsident Bidens centrale formynderregimente i USA med meningstyranni, forrygende inflation og 12 millioner illegale indvandrere. Hverken YouSee eller Stofa har accepteret at indlemme borgerlige nyhedskanaler som Fox News eller Newsmax i sortimentet, hvor det hensygnende Demokratisk dominerede CNN stadig er dagens tilbud sammen med Al-Arabiya  og  Al- Jazeera; hvis man ikke bryder sig om jøder.

Det var journalisten og debattøren Jørgen Schleimann, der sagde: ” Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede!” Der er ikke frisind i Danmark mere, og hvis frisindet skal tilbage, skal der radikale ændringer til. Først og fremmest skal TV2 sættes til salg. Ikke til et mediekonsortium, der repræsenterer de sædvanlige lyserøde eller lunken-borgerlige holdninger i medielandskabet, men til en købergruppe, der tør skabe et overflødighedshorn af kendsgerninger, holdninger, meninger og synspunkter, altså en medie-boutique i stil med Radio24Syv, der provokerer og tvinger seerne til at tage stilling og tænke sig om. En landsdækkende radiokanal eller flere skal være tilknyttet med kompetente, borgerlige kræfter, engagerede og kompetente navne, der kunne skabe et gennembrud for frisind og ægte mangfoldighed.

Det kommer ikke til at ske. Danskerne er glade for medierne, som de er. Vi er et socialdemokratisk samfund og er tilfredse med det. Vi har accepteret ’fællesskabet’ som den bedste af alle verdener og har ikke brug for den nøgne sandhed.  Det var Viggo Hørup, der sagde: ” Del jer efter anskuelser!”.  I dag ville han have sagt: ” Hvad skal det nytte, når I alle mener det samme?”