1. Mellemøsten er nu eskaleret til åben krig med Iran, og øger dermed Ruslands politiske råderum i Ukraine.
2. En rød regering er i praksis død, og dermed er blå regering ikke sandsynlig.
3. Trumps krav på Grønland vil vi helst glemme, fordi det forpester forholdet til USA. Men vi er nødt til at håndtere det.

Nordatlanten.

Lad os starte med det som fyldte alt for kort tid siden, og som Trump har lovet sine sponsorer. Verdens største ø skal være amerikansk. 98% af kongerigets territorium skal bruges som Mars station, udviklingslaboratorium for nye våbensystemer, eftermæletekst når Trump engang om mange år trækker sig tilbage og ultraliberalistisk minimalstat for verdens rigeste. Og så er den nødvendig for at sikre USA imod Kina og Rusland. Det sidste er blevet anvendt til ideens indsalg – med begrænset held.

Selv om Trump har vaklet i begrundelsen, så har han ikke lagt skjul på sin sult efter arealudvidelsen fra Rigsfællesskabet.

Det er lykkedes at håndtere krisen klogt, både fra den nye ledelse i Nuuk, og fra København. Men træerne vokser ikke ind i himlen.

Når grønlandske politikere lufter ideen om at invitere kinesiske selskaber til samarbejde og udnyttelse af undergrunden, så virker det lidt som om, der ikke er den store indsigt i hvilke temaer der kan få Trump til at sætte Grønland under diktatorisk kontrol.

Men hovedindtrykket er, at med den nye landsstyreformand Jens-Frederik Nielsen, er Grønland i kompetente hænder. Både i Danmark og i Grønland, skal vi bare vænne os til den lidt specielle situation i Washington, så vi ikke producerer selvskabte kriser.

Invitationer til Rusland og Kina hører til det selvskabte lige nu, og så er der den unævnelige risiko for, at USA skulle trække sig ud af NATO på trods af nye megainvesteringer. Det vil aktualisere Trumps krav om at overtage Grønland. Men det er jo hypotetisk. Som science fiction.

I Arktisk Råd sidder Grønland nu for bordenden på vegne af Kongeriget Danmark. Samtidig er Danmark medlem af FN´s Sikkerhedsråd og på vej ind i EU-formandskabet. Det er svært at forestille sig Danmark mere i centrum af den internationale scene – og samtidig mere udfordret af en ustabil global situation.

Herefter to aktuelle temaer, som har optaget politikerne i Allinge.

Midterregeringens fremtid

Den hjemlige debat på Folkemødet er i år farvet af spørgsmålet om regeringsdannelse. Statsminister Mette Frederiksen har i praksis afskrevet en tilbagevenden til rød blokpolitik. Hendes afvisning af traditionelt blokpolitisk samarbejde er ikke bare et signal, det er en de facto afvisning af en rød regering.

Venstre står for et pragmatisk syn: partiet kan godt tænke sig at fortsætte i midterregeringen, men har ikke afskrevet et blåt alternativ på sigt. Et blåt flertal kræver samarbejde mellem bl.a. Lars Løkke Rasmussen, Morten Messerschmidt og Inger Støjberg – og der er både personlige og politiske uenigheder, der gør netop det svært. Dansk Folkepartis modstand mod EU, gør det yderligere kompliceret.

Den korte version er, at det bliver svært at føde en rød regering, og dermed endnu sværere at føde en blå, til det kommende folketingsvalg.

Således handler regeringsspørgsmålet ikke bare om politik, men også om personer og tillid. Det er en debat, der farvede alle politiske samtaler på Folkemødet – og som sætter rammerne for kommende valgkamp.

Eskaleringen i Mellemøsten

Den internationale situation er præget af ustabilitet, ikke mindst i Mellemøsten. Israels angreb på Iran har øget risikoen for storkrig markant. Angrebet begrundes både med Irans atomprogram, og med landets støtte til proxy-krigen mod Israel via blandt andet Hamas og Hizbollah.

Israel har anvendt jagerfly, præcisionsbomber og missiler mod Irans nukleare og militære mål – men det er uklart, hvor effektivt angrebet har været til at sætte en stopper for Irans atomprogram.

Spørgsmålet om, hvem der kan komme Iran til hjælp er centralt. Iran står i praksis alene, hvis ikke landet får støtte fra stormagter som Kina eller Rusland – ellers er det kun terrorbevægelser, som Iran selv finansierer, der kan støtte op.

Eskaleringen i regionen er derfor ikke blot et spørgsmål om konflikt mellem Israel og Iran, men om, hvorvidt Rusland eller Kina vil træde ind og skifte magtbalancen. Hverken Rusland eller Kina har udvist overvældende respekt for Trump – snarere tværtimod. Eskaleringen i Los Angeles opfattes i resten af verden som et let gennemskueligt forsøg på, at flytte fokus væk fra de agendaer, som er ubehagelige for Trump: fredsmæglingen i Mellemøsten og Ukraine, toldkrigen og den interne uro, der stiger frem mod midtvejsvalget. På disse selvudnævnte succesmål er status ikke prangende.

I første omgang er det Ukraine som lider under krigen mod Iran. For nu kan Putin smadre civile i Ukraine, mens medierne har fokus i Mellemøsten.

Det sætter fokus på Danmarks rolle i internationale alliancer og sikkerhedspolitik – og gør, at den internationale agenda farver alle debatter på Folkemødet.

Hjemlig og international dagsorden.

Kraftfulde agendaer prægede altså den politiske debat på Folkemødet i Allinge.

På den ene side: Grønland, der nu på vegne af kongeriget, sidder for bordenden i Arktisk Råd, med et historisk ansvar for at sikre fredeligt samarbejde og bæredygtig udvikling i Arktis. Tydeligst med præsident Macron`s besøg i Nuuk. I praksis ser de fleste af verdens lande med afsky på den historisk nye idé om, at USA vil besætte eller overtage territorier fra allierede lande med magt.

På den anden side: regeringsdannelsen, hvor Mette Frederiksens afvisning af rød blokpolitik sætter dagsordenen, og hvor Venstre og de blå partier står over for store udfordringer, hvis de skulle fremvise et troværdigt blåt alternativ.

Til sidst den internationale usikkerhed, hvor Israels angreb på Iran sætter fokus på stormagtsspil og Danmarks rolle i en ustabil verden, som fordrer betydelig oprustning.

Disse tre temaer farver samtalerne mellem politikere og borgere, og sætter rammerne for først kommunalvalgkampen – hvor det civile beredskab skal forankres – Danmarks internationale indsats i de kommende måneder og folketingsvalget i oktober 2026.

Pave Frans flyttede verdens ende i Argentina tættere på resten af verden. Den ydmyge og kærlige Pave bliver mindet af alle fra Von der Leyen over Trump og til Macron – med varme ord.

JD Vance var den sidste gæst, som Pave Frans holdt møde med. De to har haft en ru disput om næstebegrebet. Uden at gå i detaljer, så fandt Paven MAGAs næstebegreb alt for snævert. Paven målte mennesker på hvordan, de behandler dem, der ligger længst fra dem selv. Paven så det som om vicepræsidenten kun føler for dem, der er som ham selv – og nærmest forfølger andre mennesker.

Kun de to ved, om de fik bilagt striden, men paven sikrede sig, at han fik det sidste ord ved at skrive en tekst til i søndags, hvori han nævner sin modvilje mod retsløse udstødelser og hylder ukrainerne. Paven`s kardinalbroder læste det meste af teksten, da paven selv var for svag.

JD betegner selv mødet som lidt akavet, og selvfølgelig præget af Pavens dårlige helbred. Her kunne MAGAs uforenelighed med Paven jo godt være stedt til hvile.

Men så sendte Trumps særlige veninde, det republikanske kongresmedlem Marjorie Tailor Greene, følgende afskedshilsen på X:

“Der var store ændringer i verdens lederskaber i dag. Ondskaben bliver besejret af Guds hånd.”

Internationale medier betegner tweetet som et nyt amerikansk lavpunkt i forhold til troen, fordi det både danser på en grav, og samtidig tager Gud til indtægt for at have stedt Paven til hvile. Politisk har Vatikanet helt sagte konstateret, at præsidenten ikke har taget afstand, selv om han er blevet inviteret til begravelsen.

Jeg fik stor respekt for Den katolske Kirke, under den polske frihedskamp fra kommunismen i firserne. Vi var et par stykker fra Danmark, som hjalp Solidarnosc, da det var risikofyldt. Efter et par nærved træfninger, spurgte vi hvad vi skulle gøre, hvis vi blev opdaget? Svaret var uden vaklen: Den katolske Kirke vil beskytte jer, men I må aldrig kontakte politi og myndigheder. Det råd fik vi senere behov for, og jeg glemmer aldrig kirkens solidaritet med folkets antikommunisme. De var stolte over deres landsmand; Pave Johannes Paul den 2. som var den første ikke-italienske pave i 455 år.

Kampen imod Katolikkerne

Nixon gik til vaflerne under valgkampen mod JFK i 1960. De fleste ville nok tænke på Cuba og antikommunisme, men republikanerne fokuserede på at undgå at få en katolik med relationer til Mussolini i spidsen for Guds eget land.

Republikanerne kørte fuld skrue efter samme opskrift på R.F. Kennedy under valgkampen i 1968, men vi fandt selvsagt aldrig ud af, om det virkede.

I dag er den generelle amerikanske modstand imod katolikker fordampet. Biden er katolik og nu også vicepræsidenten.

Tony Blair er konverteret ligesom JD Vance. Og Blair trådte ud af kirken, før han blev britisk premierminister. Ikke fordi han havde mistet troen, men fordi en katolik ikke kan lede GB.

De fem verdensreligioner fylder i det globale gadebillede

Den Katolske Kirkes organisationsstruktur og betydelige økonomi har givet den stor indflydelse. I mange år var det tilmed en tradition at paverne var italienere. Det er simpelthen let at finde Pavestolen for at søge råd og støtte. Katolikkerne er en del af den største trosretning på kloden.

1. Kristendom er verdens mest udbredte trosretning:

• Tilhængere: Ca. 2,4 mia.
• Udbredelse: Global, især Europa, Amerika og Afrika syd for Sahara.
• Kerne: Tro på Jesus som Guds søn og verdens frelser. Bibelen er helligskriftet.
• Retninger: Katolicisme, protestantisme og ortodoksi.
• Fokus: Kærlighed, nåde og frelse gennem tro.

2. Islam er næststørst og adskiller sig ved at være en lovreligion. Her opstår en grundlæggende magtkamp mellem de demokratisk fastsatte regler, og de regler som bygger på fortolkning af de hellige tekster. Tyrkiet illustrerer forskellen mellem det sekulære samfund som Attatyrk ønskede, og så det mere religiøst inspirerede som Erdogan skabt. Endelig er der en afgørende konkurrence og ulmende konflikt mellem shia og sunni. Det betyder, at der er spændinger både internt i eks. Mellemøsten og i forhold til sekulære samfund.

• Tilhængere: Ca. 1,9 mia.
• Udbredelse: Mellemøsten, Nordafrika, Centralasien, Sydøstasien
• Kerne: Troen på én Gud (Allah) og Muhammed som hans sidste profet. Koranen er helligskriftet.
• Retninger:
• Sunni Islam (Størst globalt – ca. 85–90 % af alle muslimer) Egypten, Saudi, Tyrkiet, Indonesien, Pakistan, Jordan, Marokko, Algeriet, Tunesien og Bangladesh.
• Shia Islam (ca. 10–15 % af muslimerne) Iran, Irak, Aserbajdsjan, Bahrain, Libanon, Yemen og Syrien.
• Fokus: Underkastelse under Guds vilje, fem søjler (tro, bøn, almisse, faste og pilgrimsfærd).

3. Hinduisme

• Tilhængere: Ca. 1,2 mia.
• Udbredelse: Især Indien og Nepal.
• Kerne: Mange guder, men ofte forstået som udtryk for én højere virkelighed (Brahman). Karma, genfødsel og moksha (frigørelse) er centrale.
• Retninger: Vishnuisme, shivaisme, shaktisme
• Fokus: Livscyklus, dharma (pligt), åndelig udvikling.

4. Buddhisme

• Tilhængere: Ca. 500 mio.
• Udbredelse: Østasien, Sydøstasien
• Kerne: Læren om de fire ædle sandheder og vejen ud af lidelse gennem oplysning. Ikke teistisk i klassisk forstand.
• Retninger: Theravada, Mahayana, Vajrayana
• Fokus: Meditation, etik, visdom, karma og genfødsel.

5. Jødedom. Jøderne har været forfulgte og særlig holocaust betyder, at mange vestlige lande har en helt særlig beskyttertrang i forhold til jøderne. Det er ikke helt forkert at fremhæve, at særlig USA og EU måler andre lande på deres evne til at beskytte jøderne. Og det er heller ikke helt forkert at nævne, at Rusland, Ungarn og en række østeuropæiske lande har tendens til at lade jøder indgå sammen med seksuelle minoriteter, som det anses for nationalistisk og maskulint at forfølge. Den seneste konflikt i Gaza har fået antisemitismen til at stige i den vestlige verden.

• Tilhængere: Ca. 15 mio.
• Udbredelse: Primært Israel og USA
• Kerne: Troen på én Gud og en særlig pagt mellem Gud og det jødiske folk. Toraen er central.
• Retninger: Ortodoks, konservativ, reform-jødedom.
• Fokus: Loven (Halakha), tradition, etik og historie.

Konflikter mellem Vatikanet og Det Hvide Hus

1. Immigration og flygtninge

Paven og Vatikanet har gentagne gange, talt for en human og åben tilgang til migranter og flygtninge. MAGA-bevægelsen, særligt under Trump og hans støtter, har derimod ført en hård, nationalistisk immigrationspolitik, med grænsekontrol og deportationer som centrale elementer.

2. Social retfærdighed og økonomisk ulighed

Pave Frans lagde vægt på omsorg for de fattige, og bekæmpelse af ulighed. MAGA-retorikken har snarere fokuseret på skattelettelser, frimarkedsløsninger og en vis modstand mod “velfærdsstaten”, hvilket skaber friktion afdøde paves sociale opfattelse.

3. Klimaforandringer

Pave Frans har været en tydelig stemme i kampen mod klimaforandringer, og han udgav encyklikaen Laudato si’, der opfordrer til ansvarlighed over for skaberværket. MAGA-ledelsen har ofte benægtet eller nedtonet klimatruslen og rullet grønne tiltag tilbage. Udnyttelsen af havbunden til energiproduktion, er en slem posthum hilsen, fra den amerikanske begravelsesgæst på Peterspladsen.

4. Sprogbrug og etik i politik

Paven har kritiseret populistisk og splittende retorik, mens MAGA-ledelsen – særligt Trump – er kendt for sin konfronterende og ofte polariserende stil. Vatikanet har ved flere lejligheder udtrykt bekymring over denne form for politisk kommunikation.

5. Nationalisme vs. internationalt ansvar

Vatikanet fremmer globalt samarbejde og solidaritet, mens MAGA-bevægelsen ofte er præget af en “America First”-tilgang, der vægter national suverænitet højere end internationale forpligtelser.

Faktorer afgørende for valget af den nye pave

Før den hvide røg kan stige op fra det Sixtinske Kapel, er der en lang proces, som gennemføres med respekt for, at kardinalerne kan tænke, drøfte og beslutte sig uden pres udefra.

Indledningsvis tror jeg, at vi vil opleve, at det geopolitiske igen får stigende indflydelse. Set fra Vatikanet er der absolut noget samlende ved at have Østeuropæiske og Sydamerikanske paver. Hvis man forestiller sig, at Macron eller Trump tænker, at det ville være en hel fest med en landsmand på Peterspladsen, er det selvsagt hævet over enhver realisme – men måske er det ikke urimeligt, at søge en italiensk Pave, efter så mange år på rejse.

Politisk spiller abort en vigtig rolle. Abort er forbudt i katolicisme (og også i Islam). I Italien er abort tilladt, men det kan være svært at finde en læge, der vil udføre indgrebet. Her er et emne, der kan hjælpe Trump til af fastholde bibelbæltet. Pave Frans viste en vis åbning overfor LGBT, men det er nok tvivlsomt at en ny pave vil videreføre den linie. Måske snarere tvært i mod, hvis der kommer en ”Ratzinger-type” (Pave Benedict 16.), der ikke går ind for kulturrelativisme.

Den nye pave kan således indplaceres i forhold til, om han er dogmatisk konservativ og rigoristisk, eller mere moderne på den måde, at tidens strømninger inkluderes.

Pave Frans var et eksempel på, at Kirken kan samle sine tilhængere om at støtte udsatte. Børn, ældre, syge og enhver form for religiøse, etniske og seksuelle minoriteter. Når beskyttertrangen omfatter biodiversitet, overgreb på minoriteter og hjælp til nødlidende, er der tendens til, at politikere finder sammenfaldende synspunkter i forhold til deres politiske programmer, og derefter konkluderer, at de har “Gud på deres side”.

Jo mere sekulært samfundet er, des mindre vægt har det på at tage Gud til indtægt for sine synspunkter. Jo mere religionen fylder i dagligdagen, jo større er risikoen for, at staten indskrænker den personlige frihed, i forhold til livsform og påklædning med videre.

I USA har der været et udtalt ønske om at stille en familien på en piedestal, sådan at det fineste er en kernefamilie – og det flugter fint med Vatikanets holdning. Der kan let opstå konflikter i moralske og etiske opfattelser. Retssamfundet skal sikre mindretalsrettigheder – i et demokratisk samfund mener vi jo, at folk må leve deres liv som de vil – inden for lovens rammer.

Nogle statsledere vil givetvis tage Vatikanet som indtægt for deres egne holdninger og værdier – som vi har set med Vance. Spørgsmålet er, om Vatikanet vil finde sig i det.

Pave Frans optrådte for eksempel fredeligt og rummeligt med egen dagsorden, og sådant vil en ny pave sikkert også agere fremadrettet.

I mange år regnede vi på, hvor lang tid der går, fra en ny trend dukker op i USA, og til vi adopterer den i Danmark. I realiteten har vi købt alle de amerikanske ideer fra demokrati, menneskerettigheder, retssamfund, Teslaér, ytringsfrihed, antikommunisme, fast food og til streamingtjenester.

Men siden Trump tiltrådte sin anden periode, har præsidenten villet have os til at købe sine seneste anretninger ubéset.

Umiddelbart forekommer den nye menu ikke appetitlig. Overfald på småstater, censur, nedbrydning af retsstaten, fake news, aflysning af den fri verdenshandel og andre “spis sneglen retter”. Indtil “i gamle dage” – for nogle måneder siden – var alt dette her noget USA beskyldte russerne for…

De fleste almindelige amerikanere er stadig lige så venlige og åbne som vi kender dem, men MAGA-dynastiet, ledet af Trump, Elon og J.D Vance, river ihærdigt de vestlige værdier i stykker. Under frygt og fake news, gemmer der sig et nyt paradigme. Diktatorerne kan gøre krav på hele lande og værdier fra undergrunden, mens småstaterne kan betale beskyttelsespenge ved at afstå rigdomme.

USA gør aktuelt krav på Canada, Grønland og Panamakanalen i strid med al ret. Rusland vil gøre Moldova, Georgien, Ukraine, Baltikum m.fl. til lydstater i strid med al ret, og Trump har sagt, at han ikke længere kan garantere Taiwans selvstændighed, uden at få betaling.

USA er blevet til nutidens lejesoldater, hvor trængte lande kan købe beskyttelse – lidt som Wagnergruppen, mod at afstå deres halvlederproduktion eller sjældne jordartsmetaller eller hele landområde.

Jeg bliver tit spurgt, om ikke jeg tror, at USA snart bryder sammen, når nu hele verden er imod dem. USA er et af de få lande i verden, som kan omstilles til isolationisme. Det vil gøre både USA og resten af verden fattigere, men det kan lade sig gøre.

Amerikanerne har valgt retningen

Det er muligt, at stadig flere ser USA, som et samfund på vej væk fra demokrati og ytringsfrihed, men Trump er kommet til magten ved et demokratisk valg. Mange amerikanere vil sikkert om nogle år undskylde sig med, at de ikke vidste hvor radikaliseret Trump er. Men det er ikke rigtigt. Trumps første periode var fyldt med krænkelser af retsstaten, og den kulminerede med et voldeligt forsøg på, at demontere demokratiet ved Stormen på Kongressen. Under vagkampen udtalte Trump, at amerikanerne blot skulle sætte krydset rigtigt denne gang – så skulle ikke sæt kryds mere….

Så vælgerne købte ikke Donald ubéset per efterkrav. “Jamen vi kunne ikke forudse, hvor aggressivt han ville gå til værks…”

Jo!

Heritage Foundation sammenskrev flere end hundrede højreorienterede tænketankes indspark til en 2025 plan, som lå transparent på nettet måneder før indsættelsen af den nye præsident. Så vælgerne har haft mulighed for at tage ansvar for deres egne handlinger.

“Jomen vi havde jo travlt med at overleve de stigende priser på æg i supermarkedet, og Trump lovede at få priserne sænket”.

Enhver kan jo tænke sig til, at en mand som vil erstatte indkomst- og selskabsskatter med toldmure, vil skabe inflation og øgede forbrugerpriser. Nu efter stakkevis af præsidentielle dekreter, er der fortsat vælgeropbakning.

Så Trump har ikke løjet for vælgerne. Men måske har vælgerne løjet for sig selv.

Ytringsfrihed under pres

Jacob Mchangama, fra tænketanken Justitia, har beskrevet hvordan ytringsfriheden er kommet under stærkt pres i USA – selvfølgelig kun rettet imod amerikanere, som ikke er tilhængere af Trump. Og så kommer den dystre tanke: På få måneder er den ytringsfrihed, som blev taget for givet i USA, blevet til noget der kan føre til sanktioner og deportationer. Denne foruroligende udvikling må amerikanske vælgere selv rydde op i, fordi den er selvskabt, men når MAGA-administrationen rammer os uden for USA, så er det noget andet.

Hvis det amerikanske pres for at annektere nye landområder til USA opretholdes med militære trusler, vil Canada og Grønland blive meldt truet i følge NATO pagtens Artikel 5. Bliver de lande, som støtter os, så ekskluderet fra NATO? Danmark og Canada støtter selvfølgelig hinanden, og vi kan kun blive smidt ud een gang.

NATO´s Generalsekretær, Mark Rutte står i en vanskelig situation, for hvis NATO tager truslerne alvorligt, så risikerer han at få et mistillidsvotum fra USA. Hvis konflikten trænger ind i NATO´s hovedkvarter, så kan det lede til, at USA trækker sig ud. Der er endelig den mulighed, at ingen tør støtte Canada og Rigsfællesskabet.

Kan vi samarbejde med en allieret, som ikke respekterer andre allieredes territorialret?

De fleste af os har fuld forståelse for, at vores regering opretholder fortællingen om, at USA er vores nærmeste allierede. Men er det i tillid til, at præsidenten, vicepræsidenten og den aldrig valgte DOGE-fyrste, pludselig erkender, at de har taget fejl af kompasretningen, og nu er tilbage i noget Reagan-agtigt? Eller det i tillid til, at vælgerne benytter midtvejsvalget til at stække MAGA, og forberede en ny amerikansk ledelse?

Uanset hvor meget sympati de fleste af os har for USA, så bliver vi nødt til at forberede os på en verden, hvor det ikke sker.

Trump er ved at implementere et sæt nye spilleregler, som bedst kan beskrives som: USA ud af FN og NATO. Det er Elons store vision, og det er tanker som Trump og JD finder attraktive. Erstatningen består i møder med en lille kreds af verdens største og rigeste lande, som deler magten og ressourcerne imellem sig. De seneste firs år har vi anset kommunistiske diktatorer i Kreml som modstandere. Og vi har anset allierede NATO-partnere, som venner man kunne stole på. Sådan er det bare ikke mere, for nu kan et allieret land godt annektere et andet allieret land, bare aggressoren har nok militær kraft. Og hvis et allieret land bliver overfaldet af eks et kommunistisk land, så skal man sige tak – tage jakkesæt på – og efterfølgende afstå en del af sit land!

Det tager jo lidt tid at vænne sig til de nye regler, men-men – vi øver os.

Pituffik

Da så fredagen oprandt med ægteparret Vance isoleret i deres egen militærbase Pituffik, skulle vicepræsidenten bevise overfor sin chef, at han er den bedst egnede arvtager til tronen i forhold til Trump Jr.

JD skulle holde en tale med tre formål:

• Den skulle splitte den nye Grønlandske regering fra Danmark – det mislykkedes måske.
• Talen skulle gøre Grønlænderne mere forelskede i at blive en del af USA – det mislykkedes måske også.
• Derudover skulle den overbevise de amerikanske vælgere om, at det er både nødvendigt og fornuftigt at overtage Grønland

Lad os se på talen i amerikansk prioritering. Der er et overvejende flertal af de amerikanske vælgere, som synes at det er en rigtig dårlig idé at tilegne sig Grønland.  Selvom mange MAGA-vælgere ikke har pas, og aldrig har sat sig ind i Danmarks juriske adkomster til Grønland, kan de godt mærke når noget er politikerævl. Og det er begrundelsen for at annektere Grønland.

Først ville Trump have lov til at deployere flere amerikanske soldater i Grønland. Sandheden er, at truslen udefra er taget af i de seneste år og at USA har skåret mere ned på den militære tilstedeværelse i Nordatlanten end Danmark.

Iøvrigt ligger der et solidt juridisk grundlag for at give USA fri adgang til at etablere flere baser. Der er kun een tilbage, og der er meget få amerikanere i Pituffik. Så der er frit slag, bare kom igang. Begrundelsen er politikerævl, for det er en åben dør.

Så var det nødvendigt at annektere, for at få adgang til de sjældne jordartsmetaller. Det var amerikanerne, der efter mange års tab på Kvanefjeld, valgte at opgive minedriften, så det er politikerævl. Der er en åben dør, bare genskab minedriften.

Sandheden er, at der er mange steder på kloden, med mere attraktive forekomster, og meget få er så besværlige og dyre som Kvanefjeld. Det skyldes, at både energiinfrastrukturen, den fysiske infrastruktur og klimaforholdene er op af bakke – i følge de amerikanske geologer. Så igen sludder.

Sandheden er nok nærmere, at Elons ungdomsvision om at etablere en rumbase for velhavende amerikanere i Grønland, der kan rejse infektionsfrit mellem Mars og Jorden vil have det bedst, hvis inuitterne er væk – eller pakket ned som personale i havne- og kantinefaciliteter til de rumrejsende. Denne rumvision passer godt med Trumps ønske om at gå over i historien som den præsident, der gjorde USA større. Grønland vil fylde flot op, som en Republikansk mønsterstat næsten uden lokalbefolkning.

Sandheden om Rigsfællesskabet er, at for Danmark er det mest følelser og tradition for at deltage i global politik – et par ligaer højere end et traditionelt nordisk land er berettiget til. Økonomisk er det en udgift. For Grønland er det ligeledes følelser, social tryghed, og så er det også bloktilskuddet og sikkerheden. Nu er der kommet en ny samlingsregering, med opbakning fra godt 75% af vælgerne, og med en liberalistisk formand, som vil arbejde fokuseret på at forbedre Grønlands økonomi. Den nye regering vil ikke være amerikanere, og de vil gerne forhandle et nyt grundlag med Rigsfællesskabet – men de vil også gerne forhandle direkte med Trump…

Det bør Danmark gå positivt ind i og være åbne over for amerikanerne, så disse kan se, at deres territorialkrav er helt unødvendige i bestræbelserne på at arbejde med kommerciel og sikkerhedspolitisk udvikling af verdens største Ø.

Ikke nok med at USA gerne må forsvare Grønland, amerikanerne har indgået aftale med Danmark om, at vi skal løse opgaven sammen…

Det blå Alternativ forekommer udsigtsløst

Medmindre Støjberg, Messerschmidt og Løkke finder hinanden, vil skæbnen, at Mette Frederiksen selv kommer til at kæmpe de voldsomme internationale udfordringer og udgifter på plads. Og det er måske ikke urimeligt at den der vil bruge pengene må blive på broen og stå til regnskab. Ukraine, dansk forsvar, amerikansk importtold, truslerne mod Bidens investeringspakke (IRA), Novo og vores hjemlige udfordringer med en energipolitik i slæbegear. Alt det er statsministeren faktisk godt klædt på til at kaste sig ind i. Efter at have hørt Inger Støjberg sige, at vi kun skal producere den energi, som vi selv kan bruge, så er der ikke noget troværdigt blåt alternativ i Danmark. Et ”frilandsmuseum” som det, Danmarksdemokraterne forestiller sig, kan på ingen måde fremtidssikre en åben og eksportorienteret økonomi som den danske.

Demokratisk værnepligt og jobansøgninger

Donald Trump vandt en klar sejr og det var godt for tilliden til det amerikanske demokrati. Nu sikrer Demokraterne er fredelig magtoverdragelse, og så har Trump 4 år til at indfri valgløfterne med Kongressen som medspiller. Det er historisk medvind.

Resten af verden ønsker Trump tillykke med valget, og forsøger at komme i dialog med den nyvalgte præsident, for at bejle til positiv særbehandling.

Men der er også en anden gruppe som bejler til Trump. Det er alle de hundreder af politikere og lobbyister, som håber at blive en del af inderkredsen de kommende 4 år. Det handler om folk fra de godt hundrede konservative tænketanke – loyale folk fra den gamle 2016 inderkreds – og dem, der har været aktive i kampagnen denne gang. Vi kommer til at møde to af inderkredsfolkene i denne artikel. Varedeklarationen på situationen i Washington lige nu er, at Trump vælger og vrager i et kæmpe marked af politiske ideer og personprofiler. Denne kommentator tør godt fastslå, at Donald har det som blommen i sit guldæg i disse uger.  Det er en drømmeposition for Trump, og minder om Apprentice dagene, hvor han kunne “hire and fire” døgnet rundt.

MAGA

På hjemmebanen i USA er der delt gaver ud, så det er næsten kun er illegale immigranter og kvinder i stater hvor religionen råder, som frygter for fremtiden. De fleste amerikanere kan håbe, at Trump er i stand til at indfri sine valgløfter om en verden uden krig og med mere overkommelige forbrugerpriser.

I den store verden udenfor Nordamerika er det næsten omvendt, for handelskrige og toldmure vil få priserne til at stige for de fleste – inklusive de amerikanske forbrugere. Det er måske det bedste håb for frimarkedstilhængerne, at Trump indser, at hans egne borgere opnår endnu højere forbrugerpriser, hvis han indfører toldmure – medmindre USA kan og vil klare sig selv.

Trump har lovet at undgå at indlede krige og samtidig afvikle de, der allerede er startet på Bidens vagt. Derudover vil han gerne nedtone engagementet i NATO og øge kontingentet betragteligt.

Sikkerhedspolitisk er det op ad bakke for Ukraine og for NATO-landene.

Selv om det er barske udsigter, så er de fleste NATO-lande bevidste om rimeligheden i den nye militære byrdefordeling. Handelskrigen virker mere uigennemtænkt.

Relationerne over Atlanten

De tætte bånd mellem Europa og Amerika er falmet i sammenligning med interessen for Kina. Det er altså ikke en nyhed – Obama sagde det ligeud – det er i højere grad os, der nægter at se virkeligheden i øjnene.

Denne gang kunne amerikanerne vælge mellem Kamala Harris, der har rundet 60 år uden nogensinde at besøge Europa og Trump, der har udtalt sig temmelig nedladende om Europa – både i EU og NATO. Der er lidt en pest eller kolera den historie. Men det er fortid.

Vores opgave består nu entydigt i at få det bedst mulige forhold til Trump-administrationen, sådan at vi kan kæmpe for vores interesser.

Danmark positivt eksponeret

Formandskabet i Arktisk Råd fra årsskiftet, samtidig med medlemskabet af Sikkerhedsrådet og fra juli formandskabet for Det Europæiske Råd. De tre platforme bidrager til at profilere Danmark på den internationale scene, og giver under alle omstændigheder muligheder for at spille i en noget tungere vægtklasse end sædvanligt.

Jeg er sikker på, at Indbliks læsere er helt bevidste om, at når danske delegationer trækker jet-stream døgnet rundt, så er det ikke kun Finansloven og klimaet, der får nogle buler.

Realismen må indfinde sig

Amerikanerne er blevet en del mere nøgterne i deres vurdering af Danmark siden Marschall hjælpen og de glade halvtredsere. Vi red med på bølgen med stærke konservative og socialdemokratiske bånd til det nystartede CIA, et Socialdemokrati som tog frontopgørene med kommunisterne og statsministre, som skabte stærke bånd til Det Hvide Hus.

Hans Hedtoft og H.C. Hansen løb betydelige personlige risici i kampen for at sikre relationerne på tværs af Atlanten.

Vi elskede Anders And, Jitterbug, Supermand, Elvis, Marilyn, Ford Mustang, Cadillac, Kennedy, Sinatra og Danny Kaye. Men vi glemte, at grundlaget var skabt af Henrik Kauffmann og hans modige ambassadestab under en krig, hvor vi let kunne være endt på den forkerte side af historien.

Kauffmann fik os placeret sådan, at vi kom med i NATO og FN fra fødslen. Vi glemte hurtigt, at det var Grønland, som gjorde Danmark spilbar i de afgørende forhandlinger. Det druknede Statsradiofonien i samarbejdspolitikkens, Rebildselskabets og Kongehusets selvforståelse, og i takt med, at hjemmeværnet og taknemligheden – i forhold til den amerikanske befrielsesindsats – blev afløst af atommarcher og socialistiske fredsbevægelser, faldt vi vores amerikanske venner i ryggen!

Den kolde krig udviklede sig til et langt dobbeltspil, hvor et stadig mere uansvarligt Socialdemokrati lod NATO-fjendske typer som Lasse Budtz og andre modarbejde Regeringen Poul Schlüter med Ellemann som frontkæmper. De måtte knokle for at fastholde Danmark som NATO-medlem. Forsvarsviljen blev undermineret – finansieringen ligeså – og med Sovjets sammenbrud i ’89, besluttede et bredt flertal sig for, at tage fredsdividenden hjem til skolelærere og sygeplejersker og alt det andet gode, som amerikanerne måtte undvære, for at finansiere vores sikkerhed.

Obama bad os ganske håndfast om at leve op til vores forpligtelser, mens vi brugte vores aktivistiske forsvarspolitik og Grønland til fortsat at prioritere sygeplejersker fremfor soldater. Vi underholdt på gulvviolinen og i 2014 sendte Putin grønne mænd til Krim, og vi spillede bare endnu højere på gulvviolinen. Først da anden angrebsbølge mod Ukraine var en realitet, og Trump eksploderede i raseri over NATO-kontingenterne, skiftede vi holdning…

De mange år med falske melodier, har skabt et stort eventyr, om en stående styrke som i realiteten er et luftkastel. Alle de penge som skulle rette op på forsvaret er blevet brugt i Ukraine. Der skal ikke herfra lyde kritik af denne indsats, men forholdene på landets kaserner og flådeenheder er fortsat præget af bygningsskader, mørnede sæder og mangel på ammunition. Men vi har jo Grønland!

Hvordan med Øerne i Nordatlanten?

For det første vokser selvstændigheds-bevægelsen lystigt, og for det andet er der fortsat betydelige sociale problemer på Verdens største ø. Der er gjort en solid indsats for at styrke båndene mellem Syddanmark og Grønland, men tingene er i bevægelse, og ikke nok så mange tolkeindsatser i Folketinget – og erstatninger for fortidens overgreb på børn – kan stoppe udviklingen.

De cirka 60.000 grønlændere er på mange måder ombejlede. Ikke kun af Rigsfællesskabet og Amerikanerne. Også Kinesere og Russere bejler til de sjældne jordmetaller og den geopolitiske placering.

Danmark set fra Mar-a-Lago

Da Mette Frederiksen få døgn efter valget fik sine 12 glorværdige minutter med Donald Trump, var der 79 andre landes ledere, som på samme dag havde en tilsvarende samtale.

Det er rigtig fint, at være blandt de 40% første statsledere, men det er nok en god idé, at vi forsøger at se på os selv – gennem Trumps øjne.

Da Løkke skulle tale i telefon med Donald første gang, fik Lars lige nævnt, at Trump havde en svigerdatter med danske aner. Herefter råber Donald begejstret ud i det ovale værelse, at han talte med Kongen af Danmark… Vi kan stilfærdigt konstatere, at de fleste danske politikere ved mere om USA, end Trump ved om Danmark. Og det er nok ikke så overraskende, selv om det støder vores selvforståelse.

En samtale med glimt i øjet

Når vi ikke er med på en lytter i Florida, så kan man forestille sig, at Donald siger til JD:

“Danskerne kører med på gammeldags medier og æder det hele råt. De er enormt kritiske i forhold til MAGA, og det lille kongerige er jo ren kommunisme. Men de er sgu meget sjove og ikke så selvoptagede som de franske. De har jo formandskabet i EU i andet halvår, så vi får talt handel. NATO-kontingentet er vist også på plads. Men vi skal have lukket ned for deres brok omkring Ukraine og deres IRA-investeringer i Texas. Måske kan vi lande noget nu, mens de har formandskabet for Arktisk Råd, hvis vi freder deres fedmemiddel. Og så må vi reducere dem til naturlig størrelse på Grønland. Vi må se om der er basis for en samlet aftale, så vi kan få lukket Grønland ind som Free Association.”

Set fra Trump`s stol vil det spare København for en masse overvågning, hvis USA overtager kystlinjen og luftrummet. Trump`s forgængere har forgæves forsøgt at få kontrol over Grønland – Trump udtrykte det bare som ejendomshandler. Det er ikke første gang USA har villet købe Grønland!

I fremtiden bliver Grønland langt vigtigere – også på grund af Nordvestpassagen…

Da Trump ringede til Mette Frederiksen i 2019, opfattede Statsministeren købstilbuddet som en grovkornet spøg og afviste forslaget. Herefter blev Trumps besøg aflyst. Men de to fik forholdsvis hurtigt genoprettet deres professionelle relation.

Hvis den prøveballon som Trump omtaler, skal have nyt liv, så skal der forhandles. Parterne vil kende en række tildragelser:

Danmark og Grønland

• I forbindelse med salget af De Vestindiske Øer, opnår Danmark jurisdiktion over hele Grønland. Det er en kolonimagt som handler med en anden kolonimagt i 1914.
• Danmark kæmpede indædt for dansk suverænitet – i forhold til Norge – i trediverne, og vandt en juridisk afgørelse i Haag.
• I 1941 overtager USA forsvaret af Grønland, og etablerer 2 luftbaser. Grønlandstraktaten underskrives imod den danske regerings vilje af Henrik Kauffmann.
• I 1946 tilbyder USA at købe Grønland for 100 mio USD. Det blev afvist fra Kbh.
• I 1951 har USA etableret, Blue Jay basen, som senere kommer til at hedde Thule Air Base.
• I 1953 skifter Grønland status fra koloni til dansk amt ved grundlovsrevisionen.
• I 2009 anerkendes Grønland som selvstændigt folk i selvstyreloven, hvorefter det ikke er juridisk muligt, at sælge Grønland uden først at opnå tilslutning fra lokalbefolkningen.
• I 2019 tilbyder Præsident Trump den danske Statsminister Mette Frederiksen, at købe Grønland. Tilbudet bliver afvist.
• I 2023 skifter Thule Airbase, navn til Pituffik Space Base og har nu fokus på opsporing af, og eliminering af indkommende ballistiske missiler og spacedroner fra Kolahalvøen, hvor op imod 60% af Ruslands samlede nuklare våbenarsenal befinder sig. Den største fare imod USA vil med andre ord passere luftrummet over Grønland få minutter før nedslag i de første amerikanske storbyer. Opgaven vil i praksis forudsætte en række omfattende nye anlæg samt beskyttelse af disse.

Det er sket før, og det vil ske igen.

Forsøgene på at overtage den suveræne kontrol med Grønland, har hidtil været fremsat som uigenkaldelige juridiske overdragelser. Det som Trump tidligere betegnede som en ejendomshandel, var tilrettelagt lige så lokumskoldt i forhold til lokalbefolkningen, som salget af de Vestindiske øer. Men det er ikke længere en koloni.

Indsigten i disse dokumenter kommer nu frem takket være kilder fra inderkredsen i Trumps første periode.

Alexander Gray, som var viceassistent i Trumps Nationale Sikkerhedsråd, og Tom Dans, der arbejdede som kommissær for det amerikanske råd for Arktisk forskning, foreslår i et interview efter valget med Martin Breum – som formentlig er den danske journalist, som har dybest indsigt i Grønlandske forhold – at Trump administrationen, lader Grønland blive sidestillet med Marshalløerne, Palau og Mikronesien under Free Association programmet.

Ud over Statsministeriet og Udenrigsministeriet, følger både grønlandske og danske politikere og journalister sagen, men det vil være formålstjenligt med en tættere dialog, for at leve op til programmets navn, og for at respektere Rigsfællesskabets interesser.

Amerikanerne og Grønlænderne ser Free Association programmet udfra lidt forskellig vinkler

• USA tilbyder programmets økonomiske og sikkerhedspolitiske ydelser mod at få eneret på etablering af militære baser i Grønland.

• USA tilbyder programmets økonomiske og sikkerhedspolitiske ydelser således, at Grønlands selvstændighed sikres bedre end gennem Rigsfællesskabet.

• Forholdene for lokalbefolkningerne på Marshalløerne, Palau og i Mikronesien er ikke attraktive for Grønlænderne, når vurderingen foretages af Grønlændernes udsendte.

Man kunne let få den tanke, at Free Associations og Rigsfællesskabet tilsammen kan sikre at alle interessenter får mulighed for at overveje, sådan at der skabes optimale forhold for alle. Det må selvsagt indebære muligheden for at takke nej til nye amerikanske tilbud.

Her opstår en lille forstyrrelse i Free Association programmet, fordi det forudsætter, at Grønland frigøres juridisk og faktuelt fra Rigsfællesskabet.

Det betyder i praksis, at op imod 60.000 Grønlændere skal overføres fra det danske velfærdssystem med fri adgang til sundheds- og uddannelsesydelser til et amerikansk system, som vil ændre borgernes dagligdag fundamentalt. Hørings – og beslutningsprocessen kan ikke forceres, hvis løsningen skal være langtidsholdbar.

Her bliver vi reduceret

Idag kan vi ikke forsvare vores eget territorium og slet ikke leve op til vores solidaritetsforpligtelse i artikel 5. – og vi kan stadig ikke stille med en brigade til NATOs fælles styrkemål.

Hvad er det så vi har at byde på? Health Care til de overvægtige amerikanere, Energiløsninger til de voldsomt energiforbrugende amerikanere, Øer med sjældne jordarter i Nordatlanten, som i høj grad er placeret så de kan integreres i forsvaret af Nordamerika. Og så er det ikke sikkert at Donald Trump`s liste over danske fortrædeligheder er så meget længere.

Sagt lige ud, så kan denne liste gøres endnu kortere. Handel i EU, Forsvar i NATO og Grønland i Rigsfælleskabet. Sidste punkt er det vigtigste.

Isbjørnen sover, og man skal ikke vænne ryggen til den!

Tidligt fredag nat var Biden til eksamen i “ungdommeligt nærvær”. Det har han i realiteten været, siden TV-nedsmeltning overfor Trump. Biden lavede nu to af den type fejl, som stort set er uoprettelige, og særlig hvis man har opbrugt sin kvote forlængst. Jeg tænker, at det understreger pointen fra Tv-debatten.

Biden forvekslede sin egen VP, Kamala Harris med Donald Trump, og til overflod Zelenskij med Putin!

Statsminister Mette Frederiksen kommenterede meget sympatisk, at vi alle kommer til at bytte rundt på ordene en gang imellem. Det betyder intet i den store sammenhæng. Iøvrigt havde Biden ledt et stort og kompliceret Nato møde gennem flere døgn. Det er alt sammen rigtigt, og det skal statsministeren sige på dette stadie. Men jeg nægter at tro, at der er væsentlig uenighed om, at det er slut nu.

Præsidenten som bestyrelsesformand

Det er indlysende vanskeligt for de, som er en del af gamle Joes dagligdag, at overbevise ham om, at det er slut. I realiteten er magtforholdet skiftet, fra dengang partierne kunne bede deres præsidenter træde tilbage. Nu er Trump blevet partiejer, og har fjernet Republicans fine gamle holdningsfundament til fordel for sit personlige føleri. Det er tilsvarende vanskeligt at fastholde netværk og karriere hos Demokraterne, hvis man er den første fra inderkredsen, der skubber til den siddende præsident. Men presset er monumentalt, og Joes opfattelse af, at han er den eneste på kloden, som kan forhindre Trump i at blive præsident, forekommer mere som mangel på selvindsigt end som realistisk analyse. Det er en offentlig hemmelighed, at det ikke er Præsident Biden som driver verdens stærkeste økonomiske og militære nation. Hvem driver det så? Ja – det gør en kreds omkring præsidenten, men der er ikke én enkeltperson, som koordinerer.

Lige nu spiller den tidl. ambassadør i Danmark Rufus Gifford en nøglerolle i forhold til at holde sammen på bidragsyderne. Jill Biden er i en følelsesmæssigt svær rolle med at stive sin ægtefælle af og sikre at han ikke falder. Udenrigsminister Anthony Blinken har en nøglerolle særlig i forhold til Kina og Mellemøsten og Lloyd Austin en aldeles afgørende rolle i forhold til Nato og Ukraine. Kamala tager sig af nogle af de hjemlige sager som afgør valget – abortspørgsmålet burde eks. være en demokratisk vindersag, fordi Trump virkelig er på udebane her. Som katolik er Biden lidt tyk i mælet på abort, og så ligger temaet måske også mere naturligt for Kamala. Det er erfarne folk ,der driver butikken, og som holder Biden orienteret, så han kan træffe vigtige afgørelser, når behovet opstår. Men det er jo ikke meningen, at USA skal drives af et forretningsministerium. Så uanset om Trump kan slås af en Demokrat, så bør Biden erstattes. Og hvis ikke der kan skiftes til et helt nyt team, så er det rigtige at lade Kamala Harris overtage hurtigst muligt. Jeg har tidligere argumenteret for, at Joe skulle erstattes et nyt team. Altså incl. ny V.P. og jeg har ikke skiftet mening, men uret tikker, og det vil være hurtigst og mindst indgribende, at bede Kamala træde ind. Ydermere kan Kamala Harris bruge de indsamlede kampagnemidler. Men under hvilke omstændigheder vil andre kunne? Der er også nogle forfatningsretlige overvejelser i at indsætte et nyt team parallelt med, at Harris har sine forpligtelser.

Ny udfordringer kan skærpe talentet

Uden nogen form for sammenligning, stod jeg først i firserne med godt 400 unge konservative i Frederikshavn. De skulle høre Ib Stetter udlægge konservativt erhvervs – og vækststrategi. Da Stetter blev forhindret, sendte han i stedet Poul Schlüter til det nordjyske. Jeg forsøgte at tale Schlüter op, selv om jeg vidste at det var op ad bakke. Poul Schlüter var for meget parfumesælger til KU’ erne, som var inde i en voldsom vækst i kampen mod Anker Jørgensens kurs mod afgrunden.

Få måneder senere indledte Poul Schlüter en af de mest vellykkede regeringsperioder i efterkrigstiden. Var han pludselig vokset med opgaven? Ja, hans hånd på rattet passede til regeringshandsken, og han styrede sine mindretalsregeringer igennem skærsilden med elegance, overskud og sønderjysk kompetence.

Skepsis blev vendt til opbakning, da Schlüter landede i Statsministeriet. Han var så meget mere kompetentent end Anker, at det skabte ny tillid til fremtiden i Danmark.

Kan Kamala vokse med opgaven? Ja – det er der en mulighed for, og lige nu repræsenterer hun nok den mest farbare vej.

Hvordan kan Harris blive præsident?

Forfatningsretligt bliver Kamala automatisk USA’s første kvindelige Commander in Chief, hvis Joe Biden bliver så syg, at han ikke længere kan passe embedet. Eller hvis Biden simpelthen dør. Vurderingen af om den siddende præsident kan passe embedet, er ikke en fast juridisk eller lægefaglig regel.

Edith Wilson skjulte for omverdenen hvor svag hendes mand Woodrow Wilson (præsident fra 1915 – 1922) var blevet efter et slagtilfælde, og hun fungerede i realiteten som præsident i en periode i 1919.

Elanor Roosewelt blev sin mands stedfortræder i perioder fra han fik konstateret polio i 1922 og var i realiteten sin mands repræsentant resten af livet. Hun fungerede i øvrigt som hjernen og hovedforhandleren bag væsentlige dele af det regelbaserede FN-system – efter sin mands død.

Ånden kan blive i flasken i perioder med et svagt medietryk, et svagt partiapparat og midt i en stille valgperiode. Men nu hvor ånden svæver frit rundt på kloden, er det ikke længere en anbefalelsesværdig strategi…

Hvem er Kamala Harris?

Kamalas mor – genforskeren Shyamala Gopalan Harris – kom fra Indien for at læse på Berkeley. Her mødte hun Kamalas far, som er fra Jamaica og nu professor emeritus i økonomi fra Stanford – Donald Harris. De mødtes i borgerretsbevægelsen i midt tresserne, så Kamala er helt bogstaveligt et barn af borgerretsbevægelsen, og hun har brugt denne baggrund aggressivt imod bl.a. Biden, så sent som i 2020 kampagnen forud for Bidens valg som præsidentkandidat imod Trump. Kamalas forældre blev skilt da Kamala var 7 år. Hun flyttede med sin mor til et fattigt kvarter tæt ved Berkeley. Der var nok ikke så meget økonomisk overskud i hendes barndomshjem, men til gengæld var der masser af intellektuelt overskud.

Kamala Harris har tidligere tjent som distriktsadvokat for San Fransisco, fra 2004 til 2011, og som Californiens justitsminister fra 2011 til sin indsættelse i Senatet i januar 2017.

Skolebussen

Kamala blev som farvet skoleelev kørt langt hjemmefra i skolebus til en privilegeret hvid skole, som led i et program, der skulle løfte farvede børn socialt. Hun vidste, at Biden dengang – mange år tidligere – undlod at stemme for programmet. Kamala fortalte i en TV-duel om en lille farvet pige, som deltog i skoleprogrammet, og så sagde hun; “Den lille pige var mig, og jeg ville aldrig have stået her uden det program.”

Herefter indledte hun en kampagne om samme tema, hvor skolebussen og hun selv indgik. Det gav massiv medieomtale, og Biden blev ramt af en hammer. Farvede vælgere skiftede simpelthen fra Biden til Kamala. Biden bed skammen i sig, og udnævnte Kamala til VP, men hun er af en helt anden støbning end Biden.

Hvad adskiller Kamala fra de fleste toppolitikere?

Kamala er en knivskarp anklager, som går efter struben på sin modstander. Hun har ingen uvedkommende følelser når hun afhører, og hun er farveblind i forhold til politik og hudfarve. Hun har i sin tid buret mange farvede inde. Farvede vælgere håbede forgæves, at Kamala ville vise forståelse for deres situation. Men hun har dømt uden nåde. Det er derfor, at Trump angriber hende så hårdt allerede nu.

Hverken Biden eller Trump ville slippe levende fra en konfrontation med Kamala om politiske fakta. Senatshøringer er hendes spidskompetence, og hun er modbydelig hård, afbryder og klipper til benet som en procesadvokat. Både Biden og Trump skal prise sig lykkelige for hinandens beskedne oratoriske debatevner.

Hyggespreder – det er Kamala ikke!

Nogle kan lide Kamalas knock out strategi, men der er nok en del mandlige vælgere, der vrider sig, når hun opfører sig som en aggressiv mand. Det er lidt den samme tone, som Robert Kennedy benyttede som Justitsminister under opgøret med Organized Crime. JFK gjorde det aldrig, og Robert Kennedy genoptog iøvrigt aldrig sin gamle stil, da han opstillede som præsidentkandidat efter sin broders død.

Til gengæld kan man mene, at når en dømt kriminel med vilje lyver i en debat, så har han fortjent at få en trænet anklager, til at hakke ham i stykker for åben mikrofon.

Udfordringen er, at amerikanske valgkampe vindes på sympati og tillid til kandidaten. Og langt de færreste amerikanske vælgere kan afgøre, hvem der har ret. Dertil er det lykkedes for Trump at skabe så meget mistillid til medier og facts, at en hårdhændet dialog med Trump, formentlig bare vil ende i et skænderi.

Politisk tonedøv

Det hun opfatter som vidtløftige og ukonkrete emner, som eks. woke, nationalfølelse og social indignation mm., er hjemmebane for de fleste toppolitikere. Det er alt det, som ingeniørtyper og kirurger kalder bragesnak.

Det brus af stolthed som fylder brystet, når en nationalt sindet øjner Kronborg eller Dybbøl Mølle – som kan få Pernille Vermund, Inger Støjberg, Messerschmidt og andre helt op at ringe. Den slags er fremmed for Kamala, og hun bliver usikker i formuleringerne, fordi det ikke kan måles og vejes. Her er frit slag for tårer og grænseløs overdrivelse.

For den, som har et veludviklet politikergen, er idépolitik en hjemmebane, men for den nøgterne hjerne er det ofte varm luft. Den slags fornemmer vælgerne, som faktisk gerne vil have, at politikerne kan sætte ord på de følelser, der betyder noget for stoltheden over samfundsmodellen.

Kamala er meget konkret, og det giver ikke store taler, som løfter og beriger. En præsident skal selvsagt have styr på virkelighed og fakta, men han eller hun skal også kunne begejstre og skabe sammenhold. Her er regneark ikke velegnede.

Hvis der fortsat er nogle, som synes at Biden skal blive i sadlen, fordi det for farligt at skifte rytter i vadestedet, så skulle de spørge sig selv, hvordan det kan være, at analyseinstitutterne måler Kamala som en farligere modstander for Trump – målt imod Biden.

Nancy with the golden voice

Nancy Pelosi er vel så erfaren, som man bliver i Amerikansk toppolitik. Og så er den lille 82 årige dame så central insider hos Demokraterne, som de nu findes. Pelosi har rost Biden for sin livslange indsats for demokratiet, og at hun håber på, at han selv vil håndtere situationen!

Presset på Biden er så monumentalt, som den slags kan blive.

Orban er en velargumenterende drama queen, som bevæger sig ganske elegant i et hajfyldt farvand. Udadtil kan det se let ud at være Orban. Det er det ikke, for han kæmper ofte med en omverden, der ikke forstår landets historie, og med en indenrigspolitisk virkelighed, som stiller ham et sted, hvor der ikke er andre. Det er ret let at blive træt af Viktor Orban. Har ikke ondt af Viktor, jeg siger bare, at han står i spidsen for et forholdsvis rart sted at være. Og jeg kender det sted.

Ulf Kristersson er en virkelig rar mand, det er virkelig svært at blive uvenner med ham. Ulf Kristersson er ved at føre Sverige et helt nyt sted hen. Jeg sidder her i universitetsmiljøet i det svenskeste af det svenske – i Lund. Her kan de lidt mere end overskrifterne: “Det er mere end 500 år siden at Norden havde fælles forsvar – det har de fra i dag, og Sverige har været neutrale i mere end 200 år som slutter i dag”!

Sverige var lige ved at tro på egen ufejlbarlighed under Palme. Det var idealsamfundet som var steget fødselshjælperne til hovedet. Og netop mordet på Oluf Palme på Sveavägen i 1986, er det åbne sår, der skaber tvivl om idealsamfundet. Tænk at verdens mest omfattende politiefterforskning kunne skjule så mange fakta og beskylde så mange uskyldige kurdere for et mord, som formentlig blev begået af de interne kræfter, der anså deres egen statsminister som en kæmpe sikkerhedsrisiko. Det er en skamplet på Sverige, og samtidig et varsel om, hvor farligt det er, når et partis dominerende leder bliver så magtfuldkommen, at der nærmest skal et statskup til at standse hans åbenlyse tilnærmelser til Rusland. Af mange grunde bragte Palmemordet os så tæt på det sårbare Sverige, at vi nærmest paradoksalt kom til at holde endnu mere af det komplicerede og kompetente svenske klassesamfund – for måske at forstå, hvor tæt Sverige, Tyskland og Ungarn stadig er på Rusland, og hvor meget dobbeltspil der hele tiden udføres for at skjule det.

Orban har med et pludseligt vredesudbrud givet udtryk for noget, som flere tyske politikere kunne have sagt; “Hvis I presser os til at yde store beløb til Ukraine, så respekter dog, at vi ikke samtidig har råd til at boykotte al samhandel med Rusland – vis os den smule respekt!”

Palme kom fra et CIA-inficeret miljø, og hans indsigt i globale magtforhold oversteg med længder de fleste af hans kolleger. Han talte 7 sprog og forstod en del flere. Hans verden var mere kompliceret end det højreorienterede Säpo kunne rumme. Spændvidden var ekstrem i Stockholm op til sovjetimperiets fald, og Palme kæmpede formentlig mere effektivt for Bofors end de fleste af hans borgerlige samtidige.

Under alle omstændigheder fandt Viktor Orban og Ulf Kristersson hinanden på et plan, som forudsætter spændstighed og historisk fornemmelse, og de to blev enige om at være uenige på en civiliseret måde: Nogle gange er det enkeltsager og småting, som skaber splid mellem topledere, men efter at have rejst i Ungarn – for at få en forklaring på hvad der er galt med Sverige – står det lysende klart; “Alting er galt med Sverige”. Jeg gætter på, at Ulf har opfattet Viktor som en teenager, der lægger frustreret afstand til sine forældre. Måske har det hjulpet – husk på at forældre også elsker en rodløs teenager.

Svensk koncensus-tradition med aldrig at træffe beslutning, før de fleste er hørt og alle er enige, ligger meget langt fra det ungarske lederideal. Her skal man lige huske, at Ungarn blev taget til indtægt for alt hvad tyskerne drømte om under krigen, og derefter blev de en lydstat i Sovjetmaskinen, som Budapest først slap nogenlunde fri fra i ’91.

Herefter har Viktor Orban spillet en ledende rolle i Ungarns politik lige siden.

Orban er ikke kun sin egen opposition oratorisk overlegen, han minder lidt om Nigel Farage,som gladeligt lader sig bruge af Trump, eller lidt om Erdogan, som både er den loyale Nato-støtte, og den gode Putin-ven.

Når opstandelsen er så stor, så skyldes det, at mange tænker gammeldags på kommunister i den ene ende af et lineært system med demagogiske magthavere i den anden ende. Sådan ser det ikke ud fra despotens stol. Putin er vel ikke mere kommunist, end Orban og Trump er liberalister. De har vel alle tre mindre grundholdning end Erdogan, som nok føler en del for Islamismen. Det, der binder dem sammen, er nationalegoismen og deres individuelle magtposition.

I Budapest, Istanbul, Kreml og Washington er despoternes opbakning hæmmet af internationalt udsyn og højt uddannelsesniveau. Men det forstyrrer ikke magthavernes nattesøvn. De skal jo have nogen at lægge for had, og da de selv er velhavende og magtfulde, og derfor skal solidarisere sig med et vælgersegment som frygter internationalisering og viden, så handler det om konstant at minde vælgersegmentet om, at deres had til den herskende klasse er velbegrundet. Despoten skal selv være forfulgt af den herskende klasse. Det er lykkedes helt eminent flot for Trump, der nu er sagsøgt for alting: sex, oppustede værdier, ulovlig opbevaring af fortrolige dokumenter, skattesvindel, obstruktion af fredelig magtoverdragelse og falske anklager om valgmaskiner og valgsvindel m.m. Det er en hel tombola af vigtigt og ligegyldigt, som finansieres med sportsstøvler i guld. De mange sagsanlæg spiser hinandens troværdighed, sådan at selv normale vælgere tænker; ”I morgen har han vel spist både sin nabos leguan og kanariefugl.” Og så skal det vel være vælgerne, og ikke domstolene der bestemmer hvem der skal sidde i Det Hvide Hus…

Der er ingen tvivl om, at Putin ærgrer sig over at Finland og Sverige nu lukker ringen i Østersøen, sådan at vi har mulighed for at fange og genere Ivan på vej ud fra Skt. Peterborg.

Orban har købt fire symbolske svenske Saab-Draken jagerbombere. Flyene er gode nok, men formentlig for dyre at vedligeholde og anvende, når nu Ungarn har valgt at bruge F16. Men det handler ikke om penge, det handler om at finde hinanden på tværs af historie og kultur. Venskaber har kolossal værdi også i luften.

Jeg har talt med svenskere i mudder og regnvejr hele dagen. Det var en god dag med alvorstunge og kloge mennesker. Hvor er det godt at de kom med.

Velkommen ombord!

Cirklen afløser linien

Jo mere ekstreme fløjkandidater der står i spidsen for en nation, jo stærkere interesse for at versionere “America First” konceptet, til at styrke egne interesser. Her er afstanden til det globale, regelbaserede samfund lige stor, uanset om man ønsker at styrke et kommunistisk eller et højrenationalt diktatur. Den traditionelle model med højre og venstre på en ret linie afslører sig som forældet. Men bukkes linien så enderne mødes, da opstår en dybere forståelse for diktaturernes ensartethed overfor de frie demokratier sig som den sande forskel. Der er 2 dedikerede grupper: De som kæmper for sig selv med en stærk mand i spidsen, og de som kæmper for en regelbaseret verden med demokrati. Og så er der en tredje gruppe.

Telefonsvareren

Der er nemlig også de mennesker som ikke kæmper for noget, som de mener er værd at beskytte. Mange danske vil huske salig Mogens Glistrup, der i spidsen for Fremskridtspartiet anbefalede at Forsvaret blev konverteret til en telefonsvarer, som oplyste at “Danmark overgiver sig”. Glistrup mente at det ville spare en del på de offentlige omkostninger. Og da han var tilhænger af meget lave trækprocenter, så var det jo en kærkommen løsning.

Den frie verden overlever og udvikler sig kun, når vi kæmper for retssamfundet, de frie medier og demokratiet. Så snart vi tager vores frihed for givet, såsnart begynder vi ved at miste vores frihed.

Truslen mod Danmark

Spørgsmålet er om der er reel risiko for trusler rettet imod Danmark. Vi siger altid, at der ikke er 2 historiske situationer der kan sammenlignes én til én. Men Chamberlain var jo ikke den eneste, der stolede på, at Hitler ville standse sin ekspansion, hvis bare han måtte beholde Østrig og Sudeterlandet. Metoden med først at klage over behandlingen af de russiske mindretal i Ukraine, og dernæst skærpe tonen indtil annekteringen af Krim i 2014 – og endelig angribe hele landet i februar 2022, ligner en kopi af Hitlers opskrift fra 1938. Hvis Putin er inspireret af Stalin og Hitler, så er det nok ikke kun i forhold til Ukraine. Så er det drømmen om at genskabe det enorme imperium. Mange vil sikkert sige; nu skal det hele jo ikke være så sort og trist her i juledagene. Putin mener formentlig ikke hvad han siger “ord til andet”. Sådan tænkte man tilsvarende om Hitler sidst i trediverne, og nogenlunde sådan placerede den amerikanske ambassadør i London sig også. Godt at Joe Kennedy blev kaldt hjem til Washington og fyret.

Viggo Hørup

Hele tankegangen om at have et stærkt forsvar af Danmark, stod frem til dannelsen af Nato, hårdt overfor Viggo Hørups “hvad kan det nytte – holdning”. De enorme udgifter til etablering af forsvarsværkerne rundt om København, resulterede ofte i anlæg som var forældede før de var færdigbygget, og som følge af vores tætte naboskab med den overmagt som kunne true os, så var det almindelig anerkendt – også i London – at Danmark ville blive totalt smadret på ganske kort tid, hvis vi satte os op imod den tyske krigsmaskine. Uanset om det var en selvopfyldende profeti, så var realiteten som bekendt så ydmygende, at der opstod en “Aldrig mere en 9. april-holdning” i store dele af befolkningen. Med Danmark og Norge som medlemmer af Atlantpagten, gav et stærkt dansk forsvar mening for den brede befolkning, og for et overvældende flertal af danske politikere. Vi blev tilskyndet til at rette ryggen, og sikre både økonomisk og forsvarsmæssig styrke i forbindelse med Marschall-hjælpen. Opbakningen bag hjemmeværnet i halvtredserne og tresserne illustrerer, hvordan vi gik ind i Den Kolde Krig med beslutsomhed.

Sygeplejersker fremfor soldater

Hvad gik galt? Hvordan kunne Danmark bevæge sig væk fra den virkelighedsopfattelse som præger de øvrige Østersølande, og som fortsat præger vore nabolande. Der er al mulig grund til at beskrive hvordan antiatomvåben-marcherne kunne vokse i de tidlige tressere, over Vietnamkrigs-modstanden og kulminere i fodnotepolitikken op gennem firserne. Denne ydmygende periode som splittede NATO-landene, Danmark internt og Socialdemokratiet internt mellem folk som Lasse Budtz og Poul Nilsson, og KB Andersen og Robert Petersen på den anden side.

Fra ideologi til besparelser

Efter Sovjetunionens sammenbrud og Murens fald i 1989, så var det i mindre omfang et rødt folketings’ amerikanerforskrækkelse, som motiverede til nedprioritering af dansk forsvar. Nu var det i højere grad købmandskabet der betingede en uendelig række af nedskæringer indenfor alt med relation til sikkerhedspolitik.

Fjenden var usynlig og det samme blev forsvaret

Der bredte sig en opfattelse af, at da vi nu ikke længere skulle frygte Kommunisterne, så var det på lange stræk spild af penge at opretholde et traditionelt forsvar. Flertallet for at opfylde artikel 3 i Atlantpagten om at opretholde et militært beredskab, der kan afskrække, og i givet fald forsvare Dansk territorium, var i realiteten smuldret til fordel for servicering velfærdssamfundet og grøn omstilling. For at undgå direkte konfrontation omkring dette pinagtige forhold, så valgte vi at deltage i stort set alt hvad amerikanerne ønskede.

Forsvar på rejse

Denne aktivistiske udenrigs og sikkerhedspolitik gjorde Danmark til amerikansk kæledække, og kabelsamarbejdet er et andet godt eksempel på, hvordan vi ved at servicere amerikanske interesser, kunne dække over at mandskab, kaserner, materiel og viden om forsvaret af Fædrelandet gik i forfald. Dansk forsvar blev et rejsehold uden hjemmebase.Efter først at have ladet den socialistiske fredsbevægelse, og venstrefløjen inkl. Radikale og en væsentlig del af Socialdemokratiet drive Danmark ud på kanten af NATO medlemskabet, så var forsvaret i knæ, da Sovjetunionen brød sammen. I stedet for at genopbygge dansk forsvar op gennem halvfemserne, så valgte vi en potemkinkulisse og etablerede en rejseklub. Først da Amerikanerne, primært Trump, angreb os i klart sprog, valgte vi at se i øjnene, at vi har levet på en kollektiv livsløgn, om at vi har et troværdigt forsvar, som næsten lever op til det vi har lovet NATO. Det har vi ikke. Og nu koster det ekstreme ressourcer at reparere de mange års laden stå til. Der er ganske få lyspunkter. De nye kampfly er en sådan undtagelse, men selv her, er der ridser i lakken.

To pointer om danske kapaciteter

I forbindelse med genopbygningen af Dansk forsvar husker jeg specielt 2 positioner; Vi kan ikke løse vores overvågnings – og kampopgaver i luften med det antal kampfly vi har ordret. Her er de arktiske opgaver samt vores forpligtelser i forhold til Baltikum med til at lægge beslag på så mange fly, at service og vedligehold vil indebære behov for minimum 10 fly mere, end vi har ordret. Nogle af flyene bliver simpelthen i USA som en del af det samlede set up vedr. uddannelse og træning. Det andet forhold bunder i, at vi stort set intet ved, om hvad der foregår under havoverfladen. Der hvor vores kritiske infrastruktur befinder sig. Det er betryggende at der er andre Østersølande som har et ubådsvåben, men det er ikke betryggende, at vi bygger vores kerneopgave på aftaler, om at andre lande skal løse den for os.

Dansk forsvar er ganske enkelt en papirtiger af donationer til Ukraine, bilaterale aftaler med primært USA og så en hær af regneark som dækker over, at den brigade som burde være kampklar, nu tidligst kan blive det om 10 år.

Husk nu luftfartens sikkerhedsråd: “Tag din egen iltmaske på, før du begynder at hjælpe andre” Og glem ikke at selv kolleger i Nato-kredsen kan skuffe. Hvem havde forestillet sig, at den fredelige magtoverdragelse blev afløst af voldelige slagsmål i Parlamentet – i et NATO-land? Kerneopgaven kan ikke outsources, Artikel 5 i Atlantpagten handler om at få hjælp til noget vi selv har ansvaret for, ikke om at outsource vores eget ansvar til andre!

Gamle undskyldninger

Det var pinagtigt at opleve Lasse Budtz genere Uffe Ellemann-Jensen i Schlüter-regeringen. Men den undskyldning er gammel – SF og Radikale har flyttet sig. Socialdemokraterne har flyttet sig og befolkningsflertallet er klar over alvoren. Alt tyder på at vi har en dedikeret og dygtig forsvarsminister, og et udvalg som skriger på handling.

Det er forståeligt at folkene på livgardens kaserne savner handling. Det gør stort set alle dele af dansk forsvar. Og det er en bunden opgave, at vi nu viser handlekraft.

Allerede som formand for skuespillerforbundet under McCarthy-perioden trænede unge Ronald i bekæmpelse af kommunister, og efter en årrække i Sacramento, var både Reagan selv og hans mange ivrige vælgere fyldt med selvtillid og vilje til at rydde de røde lejesvende af vejen. Og hele operationen skulle selvsagt implementeres under iagttagelse af alle de fine grundpiller, som de vestlige demokratier bygger på. Herefter besluttede Reagan administrationen at sælge våben til Iran, med Israel som relæstat til at sløre afsenderen.

Narkotika-import.

“We can’t control what’s comming into our country from Central America and other countries south of the border, but we have one effecient weapon; just say NO”.

Problemet var, at Republikanerne prioriterede kampen mod anti-amerikanske regimer i Sydamerika højere end kampen imod narkotika. Derfor lod Reagan-administrationen hårde stoffer glide ind på det amerikanske marked, så indtægterne kunne finansiere en del af de omfattende våbenleverancer til kontraerne i Nicaragua. Operationen var isoleret set bæredygtig, eftersom kokainflyene normalt fløj tomme retur til Honduras og Costa Rica når lasten var afleveret, typisk fastgjort til en flydebøje udfor Floridas østkyst. Nu var der returlast i form af våben med, så kontraernes base syd for Nicaragua var velforsynet som logistikcenter.

Jeg kan garantere, at Oliver North ikke prioriterede miljømæssig bæredygtighed, da de natlige flyruter blev holdt fri for opsyn. Den højt dekorerede Marine Corps Lieutenant Colonel havde fokus på at skaffe penge til at sikre kontraernes kamp imod Sandinisterne uden om kongressens finanskontrol. Og det gjorde Oliver North og Richard Secord ganske kreativt ved at flytte penge fra våbenhandlerne via Israel til Iran – om på den anden side af globussen til Mellemamerika. Ideen var så vanvittig, at ingen havde tænkt på den. Bortset fra North, som effektuerede den fra sit verdensomspændende to-mands betjente overvågningscenter i The Old Office Building ved siden af det Hvide Hus. Den entreprenante Marine Corp Colonel havde etableret et mini-Langley, hvor både tidl. og aktive CIA-chefer aflagde jævnlige besøg. Oliver North var simpelthen et godt og velinformeret selskab for den konservative magtelite i starten af firserne.

“Some people think that the the two superpowers in this world are equal. That is not true. Free press, democracy and human rights, make a world of difference.” Men CIA chikanerede et amerikansk journalistægtepar, som afdækkede Reagan-administrationens involvering i kontraernes træning så voldsomt, at det ikke står tilbage for Sovjets tilsvarende metoder.

Jeg tager skraldet.

Oliver North tilbød at tage skraldet i forbindelse med afsløringen af Iran Contra-skandalen i 1986. Der var en hel del personligt mod bygget ind i North og McFarlane. Uden deres cover up ville Reagan ikke være kommet levende frem til den definerende del af sin præsidentperiode. Reagans undvigende og skiftende forklaringer var tænderskærende, og mange tænker, at vi her så de første tegn på den demenssygdom, som endte med at koste ham livet. Men heldigvis for verdensfreden, så overlevede den optimistiske præsident så længe, at han nåede at opleve Sovjetunionens fald. Thatchers og Reagans strategiske klogskab fik afgørende betydning for afslutningen på den kolde krig i 1989.

Livsforsikringen.

Reagan har meget at takke North for. Fawn Hall og Oliver North havde meddelere ude i the Old Office Building i de kritiske timer efter afsløringen – for at undgå at blive opdaget. De vidste, at deres kontor ville blive ransaget, og de fodrede makulatoren i timevis indtil den ganske simpelt brød sammen. De fleste politisk interesserede kender historien om hvordan Fawn skjulte de vigtigste dokumenter under blusen, inden hun gik ud igennem security – uden at blive afsløret. Hvad der måske er mindre belyst er den livsforsikring, som Oliver North tog med i de sidste sekunder inden de måtte forlade kontoret i hast. North var på mange måder en imponerende profil. Han noterede alting i detaljer, undtagen når der drejede sig om drab. Her havde NSC en ufravigelig procedure om ikke at efterlade sig hverken analoge eller digitale spor.

Hvad stod der i lommebogen?

Indblik vil følge op på den særlige timing og årsagssammenhæng mellem Washington, Stockholm, Nicaragua og Iran. Denne artikel skaber forudsætningerne for at forstå, hvorfor det måske er heldigt for det transatlantiske forhold, at NSC ikke efterlod sig spor i drabssager. North havde gjort sig noter om en del, som kunne have bragt efterforskningsenheden hurtigere frem over isen, hvis altså man i Stockholm havde haft et åbent sind og et ærligt ønske om at afdække den verden, som afdøde Oluf Palme levede i – og måske blev dræbt af.

Baggrunden for Iran Contra.

Der er et overvældende kildemateriale, som fortæller om persongalleriet og den politiske baggrund i de lande, som blev berørt af operationen. Vi  bliver nødt til at koncentrere os om en ganske kort introduktion til Oliver North, Nicaragua, Iran og Sverige. Der blev givet en ordre i Texas i 80’erne, om at en mand ved navn Garcia, som kæmpede i bjergene på Cuba. I stedet for at spørge en masse om, hvor Garcia var, så gik, svømmede og sejlede budbringeren på tværs af sumpe, troper, fjender og uvejr – tusindvis af kilometer – indtil han fandt Garcia, og gav ham beskeden. Personprofilen, som går gennem ild og vand for sin chef, minder måske lidt om departementschefen i Statsministeriet. Ikke så mange spørgsmål og anfægtelser, hele værktøjskassen bringes i anvendelse med en handlingsparathed der chokerede. Her efterladtes nedbrændt land hvor forvaltningsretten groede. Men her levede også chefer, som aldrig havde oplevet noget tilsvarende. En lykkefølelse af overvældende karakter, som skabte noget nær immunitet og benådning for sin hjælper. En topembedsmand, som gættede sin chefs inderste ønsker – før de blev udtrykt, og som frygtløst aktiverede et ekstremt stort netværk af underordnede for at nå målet – næsten uanset omkostningerne.

Federal Emergency Management Agency.

FEMA (Federal Emergency Management Agency) er en fantastisk platform. Ligesom NSC er det ikke en efterretningstjeneste. Dette er altafgørende, fordi kongressen ryddede alvorligt op i hvad agenttjenesterne måtte foretage sig. Det skete sidst i halvfjerdserne i halen på 30 års vildtvoksende lovløshed. Men vand løber nedad, og med en vicepræsident som er tidl. CIA chef, og med Casey som siddende CIA chef, så var stemningen i Reagan administrationen ikke til restriktioner. FEMA kunne på sæt og vis endnu mere end NSC, selv om NSC kan stort set alt. Det handler om at FEMA er født til at hjælpe, når delstaterne rammes af katastrofer, hvis løsning forudsætter føderal koordination og finansiering.

Kan det bliver mere Røde Kors, end at hjælpe Mississippi med en naturkatastrofe?

Ikke på image men sagtens i handling. FEMA rummer f.eks. REX84Bravo, som er en øvelse i at sætte demokratiet ud af funktion. Den viden om at indsætte en enevældig, kan let omsættes til Reagans våde drøm om, hvordan man kunne dressere Sandinisterne til at makke ret. Målet kunne være at fjerne ledelsen i Nicaragua og indsætte en enevældig “hersker”. Det hele blev trænet i Honduras. Det fortæller lidt om, hvor mange ressourcer Reagan-administrationen var villig til at anvende, for at undgå at kommunismen bevægede sig fra Cuba og ind på det Mellemamerikanske fastland. Oliver North var formelt ansat i FEMA i de tidlige firsere. Det lykkedes faktisk for North at gå under radaren i årevis. Hans kontor var skabt ved at tage en bid af andre kontorer. Herefter var North og Fawn Hall i besiddelse af et kontor ”uden vinduer,” og i realiteten var det meget få der anede, hvad de 2 foretog sig.

Oliver North og Oluf Palme satte ild til Verden.

På overfladen var Verden et mere enkelt sted i universet under den kolde krig. Det bipolære systems kamp mellem markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder i opgør mod marxisme, klassekamp og proletariatets diktatur fik et pusterum med fredelig sameksistens før det multipolære gav plads til et væld af regionale konflikter uden international retsorden. Så enkelt var det naturligvis ikke, for det sidste årti med Sovjetmagten som global trussel, levnede god plads for regionale konflikter. Magt handler som vanligt om nogle helt basale karaktertræk hos magthaverne: Evnen til overrumplende magtanvendelse og skruppelløst dobbeltspil hos en eller ganske få udøvere, ubegrænset tillid til egne evner og eget verdensbillede samt relativ ro på den hjemlige bagsmæk. Mindretallenes internationale kamphund i Stockholm og verdenskommunismens fjende nummer et i Washington, skulle vise sig at ligne hinanden mere end nogle af dem ville have mareridt om.

Palme

Olof Palme spænde vidt fra sin personlige overklassebaggrund til kampen for de svageste. Fra fortroligt samarbejde med CIA til åbenlys flirt med KGB og som succesrig sælger af ødelæggelsesvåben til despoter og som international fredsmægler. Palme var skånselsløs hård i kampen mod sine fjender, og hans selvtillid herostratisk berømmet. Efter en periode i opposition, var den erfarne statsleder først i firserne i en drømmeposition. Palme var simpelthen magten i egen ret, og ingen i svensk politik kunne udfordre ham. Oluf Palme var den lynende begavede strateg, som gjorde utroskab til en livsstil på niveau med Jens Otto Kragh, og mørklægning af skandaler til sin spidskompetence. Palme bestod tidligt sin indenrigspolitiske svendeprøve med omlægning til højrekørsel, og fik tidligt i sin karriere muligheden for at oparbejde en verdenskendt – og anerkendt profil i FN.

Reagan

Ronald Reagan kom fra beskedne kår med en drikfældig far, men omgikkes nogle af verdens rigeste i kampen for skattelettelser og minimalstat. Den omgængelige og tillidsvækkende Hollywood skuespiller gav dog plads til ondskabsfulde kampagner for Mccarthyismen, mod farvede minoritetsgrupper og dobbeltmoralske kampagner omkring narkotika og forhandling med gidseltagere. Ronald Reagan var den gudsbenådede salgschef, som lod sine nærmeste allierede udføre det mest beskidte arbejde. Inden demenssygdommen begrænsede hans talegaver, nåede Reagan og Thatcher, at presse Gorbatjov til at gøre de indrømmelser, der ledte til Sovjetunionens fald. Alene pragtpræstationerne i Reykjavik og Berlin og de succesrige våbenreduktioner sikrer et vægtigt eftermæle.

Hvor ligger de politiske vejsidebomber?

Uanset de indlysende forskelle på Sverige og USA, så var udfordringerne for de to succesrige politikere de samme – på lange stræk. For det første skulle de have adgang til at finansiere deres projekter, for det andet havde begge en våbenindustri som kunne spores, og som skulle overholde visse regler og endelig havde de begge udstedt politiske garantier, som kunne være dyre at løbe fra. Reagan administrationen vidste, at North var den helt rigtige til at presse verdenskommunismen tilbage til et mørkt sted. Den slags idéer havde kongressen taget højde for, ved at forbyde enhver efterretningstjeneste (og der er som bekendt mange) at finansiere interventioner – og her tænkte de fleste på Mellem- og Sydamerika. Men herudover tænkte alle på vigtigheden af ikke at blive involveret i et nyt Vietnam. CIA var heltidsbeskæftiget South of the boarder og i Vietnam under den kolde krig, så det var klogt af kongressen. Men så kom de entreprenante konservative i tanker om, at NSC og FEMA er mange ting – men ikke klassificeret som efterretningstjenester. Det er disse to meget forskellige statsledere som på en overraskende måde krydser hinandens spor.

Arven fra CIA

Som så mange gange før i international politik, så overdrager CIA en arv til den nye administration i Det Hvide Hus, som kommer til at definere flere årtier frem i tiden. De to FN-medlemmer, der har defineret Iran Contra-skandalen dækker over to af CIA’s bedste venner. Faktisk så gode, at de næsten ikke kunne gøre noget forkert. Måske har det hjulpet på venskabet, at Nicaragua lå som et sydligt værn imod nordgående kommunisme, mens Persien havde betydelige olieressourcer.

Shahens exit

Jeg har personligt konstateret, at venskabet mellem Reza Shah Pahlavi og Richard Nixon frembragte et rimelig stort stykke månesten, som gave til Reza Shah Pahlavis søn. Man kan besigtige stenen i den i hast forladte residens, hvor drengeværelset er bevaret bag plexiglas. Det var – som mange vil huske – i 1979, at ayatollah Khomeini gennemførte den islamiske revolution, hvorved USA mistede en vigtig allieret. Desværre holdt ayatollahen de ansatte medarbejdere på ambassaden som gidsler. Allerede her mærker man slægtskabet mellem Udenrigstjenesten og Marine Corps, for makulatorerne kørte i døgndrift mens Iranerne stormede ambassaden. Det var selvsagt et brud på international ret at tage ambassademedarbejdere som gidsler – uanset om de makulerede – og hele affæren gjorde ondt på den amerikanske selvforståelse.

Somozas exit

Somoza-familien levede op til hovedparten af de forestillinger, som vi forbinder med voldelige og korrupte diktatorer og Anastasio Somoza blev afsat efter at have tabt borgerkrigen til sandinisterne i 1979. Jeg har haft den lærerige oplevelse at rejse rundt i Nicaragua sammen med Jan Stage, og jeg har været valgobservatør, hvor vi ventede i flere døgn på resultatet, da Daniel Ortega tabte til Violeta Chamorro. Jeg ventede i Oluf Palme Convention Centret indtil jeg blev evakueret ud af Managua med hjælp fra Jimmy Carters secret service folk. Jeg har personlige erfaringer med den betydelige forskel mellem svensk og amerikansk tilgang til magtforholdene i Nicaragua. Olof Palme regnedes af Ortega-familien, som den måske vigtigste ven i FN, mens Ronald Reagan helt uden sidestykke var Ortegas farligste fjende i 1986, hvor Palme blev dræbt på Sveavägen sidst i Februar og Iran Contra-skandalen blev afsløret i efteråret.

Det er ikke nogen overdreven cliffhanger, at Indblik lover at vende tilbage til spørgsmålet om hvorvidt konflikten med Sandinisterne kan have kostet en central global leder livet…

Den militære chef i Skive nød et afbræk i den daglige dont, ved at præsentere forsvarets betydning for Danmark. Det hyggelige og godt slidte auditorium på Skive Kaserne lagde hus til 2 skoleklasser i auditoriet, og den veltjente overheadprojektor med 3M logoet og den orange ledning fra 1988 pryder sikkert stadig lærestedet for Ingeniørtropperne.

“Russerne ser Danmark som en prop i Østersøen. Perspektivet er lidt anderledes, men husk at alle de strande og havne som vi danskere elsker, de udgør en trussel for Ivan.

En del russisk koldkrigsudstyr er fundet på Bornholm, og vidner om at østbloksoldaterne har gæstet øen uden invitation, som en del af deres kamptræning.”

Obersten var på hjemmebane når der kom lys i de små elevers øjne. De fik historien om de to amatørfotografer, som året før – ved et uheld – var kommet til at tage billeder af en dejlig polsk skov. De havde “overset” et par velvoksne militære installationer i baggrunden. Det gjorde ondt på udenrigsministeren, at han måtte lade de 2 gode danskere i stikken.

“Hvis en af jer får lov at passere grænsen fra Kirkenes i Nordnorge og ind i Rusland, og I vil følge Kysten indtil en kystgrænsevagt standser jer, hvilket land har i så fald ansat denne grænsevagt?”

Efter en rigtig lang pause, svarer obersten selv på sit spørgsmål; “NordKorea”.

“Inden I forlader kasernen, synes jeg at vi skal se på kortet med russiske briller en sidste gang, og se verden fra udsejlingen i Skt. Petersborg. Finland og Sverige er seriøst bekymrede for, om deres neutrale glasur er nok til at holde Rusland hjemme. Det delte Tyskland er forsvarspolitisk svækket, og udgør ikke en reel trussel for Rusland.”

Musketéreden

Herhjemme hænger vi hele vores sikkerhed op på artikel 5 – Musketéreden – samtidig med, at vi generer amerikanske flådefartøjer med atomvåbenfri zone og demonstrationer i Århus Havn. Var det ikke for forsvarsministeren, udenrigsministeren og Rigsfællesskabet, så blev vi igen ansét for en småstat. Polakkerne og Balterne er der ingen problemer med. Uden NATO var Danmark “på den”.

Man skal kende sine fjender, og aldrig tage demokrati og menneskerettigheder for givet!

Som om Østersøen med Åland, Bornholm, Øresund og Kattegat ikke var farligt nok for den russiske flåde, så havde danskerne travlt med at kontakte sine allierede så snart Langelandsfortet observerede Warszawa-pagt fartøjer. Det var afgørende under Cuba krisen i ’62, og tilbage i Skive 1988, var der ikke mange der forudså Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud året efter. Status i Østersøen 1988 var til at leve med. Men intet kan ødelægge, som selvskade. Og Russernes selvskade er i fokus i denne artikel.

Det blev farligere for Russerne

I forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud i ’89, fik Polakkerne endelig deres frihed, efter at tyskerne og russerne på skift havde misbrugt deres militære magt til ubodelig skade for det martrede land. Det er historisk tankevækkende, at det var Hitlers overfald på Polen – en uge efter indgåelsen af Rippentrop/Molotov-pagten – der blev den officielle indledning på WW2. Og samtidig var valget i Polen den 4. juni 1989, der afstedkom den første frisættelse i rækken af lydstater – og dermed Sovjetunionens fald.

Med Helmuth Kohl i spidsen for genforeningsprocessen og Polen i en demokratiseringsproces, var den sydlige Østersø blevet markant farligere for russerne.

Endnu farligere for russerne…

Danmark var med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen, det første land, som anerkendte de baltiske landes selvstændighed den 24. aug. 1991. I realiteten var det en bekræftelse på den anerkendelse af de Baltiske lande, som Danmark meldte ud i August 1921, og det betød endnu en hårdhændet forringelse af Russernes mulighed for at starte krige, uden at vi opdager det.

Russernes katastrofale selvskade.

Den 24. februar 2022 indleder Rusland angrebet på Ukraine, og kort efter lander Finland og Sverige som ansøgerlande i Nato hovedkvarteret i Bruxelles. Selv om Erdogan stadig kan lade parlamentets godkendelse af Sverige som NATO-medlem trække ud, så kan vi konstatere, at Russerne siden 1988, er lykkedes med at gøre Fredens Hav i Østersøen til fjendtligt område. Der er ingen venligtsindede eller neutrale lande med kyst tilbage når Russiske flådefartøjer fra Skt. Petersborg og Kaliningradkorridoren vil ud i Atlanten.

Nato-slagstyrke i dansk nærområde?

Inderst inde er de fleste danskere bevidste om, at vi ikke kan forsvare vores eget landområde indtil vore NATO-partnere når frem. Vi betaler heller ikke det minimumskontingent på 2% af vores BNP, som vi er forpligtet til. Vi har mange bogholderikneb i tasken; Opgaverne i Nordatlanten, bidragene til Ukraine og loyaliteten i forhold til USA’s globale opgaver. Men ret beset er det ikke længere i vores egen interesse, hvis vi fortsat prioriterer “sygeplejersker før soldater”. Vi må ædrueligt se i øjnene, at basal velfærd, forsvar og grøn omstilling har behov for øget finansiering. Det bliver dyrt at løfte, men der er intet alternativ. Selvom dansk forsvar er underfinansieret, er der lys forude. For det første er der bred politisk opbakning til at finde ressourcerne til at løfte niveauet, og for det andet betyder Ukraine krigen endnu en voldsom ændring siden 1989. Lad os se hvor meget der er forhåbninger og hvor meget der er fakta.

Der er selvsagt en række faktorer som afgør kapaciteten i vores nærområde; Den procentsats som lande bidrager med, landenes størrelse og BNP, det antal borgere der kan mobiliseres og mere generelt: Hvad er det for kapaciteter og geografiske forhold, som de enkelte lande repræsenterer.

De betaler 2% til NATO

Lad os indlede med de lande som overperformer de 2 %. Her ligger landene omkring Østersøen så højt, at det giver danskerne dårlig samvittighed; Polen, Estland, Litauen, Finland og Letland. Alene Polen – som har skabt et vækstboom siden de blev medlem af EU-  og det veldrevne Finske samfund bidrager væsentligt både målt i økonomi og forsvarsvilje. Finnerne kan mobilisere næsten en million borgere under våben, og Polakkerne har ydet en mastodontisk indsats til Ukraine. Balterne er små økonomier med betydelige russiske mindretal – sammenlignet med Finland og Polen – men forsvarsviljen er helt i top og Baltikum ligger geografisk supervigtigt, hvis vi skal lukke Østersøen i tilfælde af russisk aggression.

De mangler viljen

Så er der de lande i vores nærområde, der ligger under den aftalte grænse: Det er primært Norge, Danmark og Tyskland! Norge kan let finansiere et stigende forsvarsbudget, og holdningen fejler ingenting. Danmark har allerede besluttet at komme op på de 2% med historisk bred opbakning – dog noget ude i fremtiden – og Tyskland er i en træg omstilling. Efter WW2 bad Verden aksemagterne om at holde deres forsvar på et defensivt minimum. Derudover har DDR perioden og den voldsomme afhængighed af Russisk gas, gjort et reelt brud med Rusland meget svært at realisere. Men supertankeren har skiftet retning.

Rusland har styrket NATO

Rusland har siden 1989 udlevet  den gamle sandhed om, at “intet samler som en ydre fjende”. Med overfaldet på Ukraine i februar 2022 har Russerne sat en slutspurt ind, som har formået at flytte magtbalancen i NATO nordpå.

Nu handler det om at sikre den amerikanske opbakning til NATO og Ukraine hen over og efter valget i 2024.