I helikopterperspektiv kan de involverede parter temmelig tydeligt placeres i to kolonner, der repræsenterer henholdsvis en dansk dannelsestradition og en teknokratisk, læringsmålsstyret undervisning.
I kolonne 1 optræder navne som tidligere undervisningsminister Merete Riisager, uddannelsesforsker Keld Skovmand, lærer Erik Schmidt og Thomas Aastrup Rømer selv. I kolonne to dominerer først og fremmest Jens Rasmussen, Lars Qvortrup, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen.

 Bogens opbygning
Bogen er bygget op i fire dele indrammet af forord, indledning og en konklusion samt en bilagsdel, der omfatter alle indlæg i Keld Skovmand og Erik Schmidt-sagerne. (Medmindre man har været en del af uddannelsessystemet vil deres navne næppe være kendt i den brede offentlighed, men der er tale om to fremtrædende pædagogiske røster, der gik til kamp mod det, Thomas Aastrup Rømer har døbt det pædagogiske kleresi / det pædagogiske oligarki, jf. navnene i kolonne 2 ovenfor).

DEL 1: Læringsrevolution mellem justering og kritik

DEL 2: Keld Skovmands kritik af læringsmålsstyringen

DEL 3: Erik Schmidt-sagen

DEL 4: DPU og OECD

***

’Varedeklaration’

Før jeg går videre er det nødvendigt med en ‘varedeklaration’, så læseren ved, hvilken position jeg taler og vurderer bogen ud fra.

Som suppleant i Trykkefrihedsselskabets bestyrelse var jeg i foråret 2023 med til at anbefale, at Thomas Aastrup Rømer fik selskabets årlige ytringsfrihedspris, Sappho-prisen.
Jeg var også så heldig at få lov til at holde motivationstalen, hvori jeg bl.a. slog på, at jeg som pensioneret HF-lærer efter 37 års virke kunne bekræfte, at Thomas Aastrup Rømer med sine bidrag var en af de ganske få pædagogiske forskere, man kunne drikke vand hos under ørkenvandringen i uddannelsessystemet i nullerne og tierne.

Hvorfor? Fordi Thomas Aastrup Rømers omfattende forskning og bøger og faglige artikler og debatindlæg i såvel den trykte presse som på de sociale medier igennem en årrække havde givet og fortsat giver kvalificeret modspil til den åndløse målstyring og apparatnik-tækning, der leveres af toneangivende kræfter i uddannelsessystemet. En målstyring eksekveret på bekostning af den dannelsestradition, der tidligere var bærende – til ubodelig skade for både lærere og elever.

Rømers saglige og faglige kritik igennem en årrække blev besvaret med en klart politisk motiveret fyring eksekveret af en personkreds, der ikke bryder sig om hverken fritænkere eller kritik, de ikke evner at imødegå.
Afskedigelsen gjorde til gengæld Rømer til en oplagt kandidat til Sappho-prisen.

Citatmosaik
Følgende citatmosaik giver et indblik i en række af bogens pointer:

”Det ondeste, der kan hænde en generation, er tabet af fortid. Dermed mister generationen sin karakter af generation, og fremtiden bliver en nivellerende tvang.” (s. 69)

Kommentar: Ordene er daværende undervisningsminister Merete Riisagers, men Rømer er enig.

”(…) har Skovmand et godt blik for, at den nye læringsmålstyring er en pædagogisk ideologi.
(…) demonstrerer Skovmand, hvordan ”læringsrevolutionen” ender med at marginalisere og udstøde begreber som undervisning, indhold, dannelse og formål, og han har i den sammenhæng et godt blik for især kundskabsbegrebets problemer. Højdepunktet er en optælling af læringsord i vejledningen til læringsmålsstyret undervisning på bogens side 131. Ordet ”læring” optræder 418 [sic!] gange, hvorimod et ord som ”dannelse” har nul forekomster.” (s. 130-132)

”Skolereformen er det modsatte af Humboldt, hvilket skyldes, at Humboldt taler om en fri vekselvirkning mellem menneske og verden, mens læringsmålsstyringen udrydder ”verden” og dermed også ”mennesket”. (s. 166)

”I mit arbejde forsøger jeg at vise, hvordan skolereformens centrale aktører [bl.a. Jens Rasmussen, Lars Qvortrup, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen] på kryds og tværs hviler på et teoretisk opgør med den virkningshistoriske indflydelse fra oplysningstiden, grundtvigianisme, reformpædagogik, filosofi og normativitet. Kort sagt: Et opgør med pædagogik som sådan.” (s. 167)

”(…) anholder Skovmand, at QR [Lars Qvortrup & Jens Rasmussen] kalder hans arbejde for ”konspirationsteoretisk”, hvilket det da heller ikke er. Brugen af dette ord er udtryk for ”akademisk afmagt”, som Skovmand kalder det.” (s. 192)

”Qvortrup mener, ligesom sine to åndsfæller [Andreas Rasch-Christensen & Jens Rasmussen], ikke, at han har haft noget med skolereformen at gøre, men her kan jeg berolige læseren med, at han skam nærmest har leveret det ideologiske fundament for reformen.” (s. 196)

”I årene 2011-2015, hvor Qvortrup sad i Aalborg [som professor], var han dybt involveret i et stort A.P. Møller-projekt om læringsoptimering i 13 jyske kommuner.” (s. 197)

”[Lene] Tanggaard forstår ikke, at Qvortrup ikke bare svarer på kritikken (…) Måske skyldes stilheden, at han ikke kan svare? Qvortrup kan ikke svare, og det kan de andre [i det pædagogiske kleresi] heller ikke. De arbejder ude i luften, hvorfra de holder dansk skole og læreruddannelse i en læringsmålsstyret og teknokratisk skruestik.” (s. 198)

”QR [Lars Qvortrup & Jens Rasmussen] mener desuden, at deres egen fortælling modbeviser Skovmands teorier om, at læringsrevolutionen i særlig grad blev udviklet i et samspil mellem indflydelsesrige forskere og myndigheder. De mener, at Skovmand abonnerer på en ”konspirationsteori”, hvilket de påpeger nærmest repetitivt og ustandseligt.” (s. 225)

”Den fremtrædende skoledebattør Iben Benedikte Valentin Jensen [skriver i forbindelse med skoledebatten en kronik til Weekendavisen d. 26. marts 2021, der slutter med følgende passus:]

”Professionshøjskolerne og DPU er direkte en del af det teknokrati, der har erstattet den pædagogiske praksis. Det har også Qvortrup og Rasmussen samt professionshøjskolernes ledelser alt mulig lod og del i. Politikerne kunne ikke have klaret de sidste syv års teknokratisering og af-pædagogisering af folkeskolen uden deres hjælp!” (s. 237)

Lars Qvortrup i et interview ved Erik Schmidt:” ”Jeg synes faktisk, det er uforskammet at tale om et pædagogisk oligarki! Og oven i købet indlemme mig i det (…) At tale om et pædagogisk oligarki er helt ude i hampen.” Til sidst siger han: ”Jeg kan konstatere, at polariseringen er sket [dannelse versus teknokratisk læringsmålsstyring]. Men det er ikke sket med min gode vilje. Jeg synes, det er en falsk modsætning, en fejlagtig polarisering. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der skulle være en modsætning mellem dannelse og tilegnelse af kompetencer eller færdigheder og kundskaber.” Så Qvortrup kan ikke forstå det. Så forstår jeg [Rømer] bedre.” (s. 310-311).

”(…) perioden [efter skolereformen med særlig vægt på 2015-2020] er kendetegnet ved et samspil mellem kritik, accept og justering (…) hvor den nye undervisningsminister [Merete Riisager], som ellers havde været meget kritisk, blev tvunget til at acceptere reformen (…) For det andet vågnede en række kritiske intellektuelle, som havde rod i landets pædagogiske traditioner, og som Riisager inddrog i sit arbejde (…) en kritisk skolepolitisk bevægelse, der trak fagbevægelse og mange praktikere med sig,  og som peakede i sensommeren 2018. Herfra gik det den anden vej. Kritikken sivede ud af efterårets politiske dokumenter, hvor regeringens almene interesse for digitalisering og økonomisk vækst tog over (…)” (s. 359)

”(…) med de pædagogiske stemmer sat på udskiftningsbænken kunne nye emner som klima og bæredygtighed løbe sammen med skolereformens forstærkede præmis i stedet for med pædagogikkens.” (s. 360)

 Vurdering
Det er en fremragende bog, Thomas Aastrup Rømer har skrevet, fordi den på 384 sider får dokumenteret, hvem der i Danmark først og fremmest bærer ansvaret for en fordummende skolereform, der har kastet årtiers pædagogisk viden og dannelse på møddingen. Det er muligt, at det pædagogiske oligarki er marionetter for stærkere kræfter uden for Danmark, men det fritager ikke aktørerne for hverken skyld eller ansvar. Interessant at konstatere, hvor travlt de har ved håndvasken.

Citaterne ovenfor giver et billede af Thomas Aastrup Rømers stil, vid og bid, og den lærde forsker fortjener en kæmpe tak for at have kastet lys over en række vigtige årsager til, at det er lykkedes at svække og ødelægge vores uddannelsessystem. Dermed bliver værket en meget betydningsfuld historisk kilde.
Min egen kommentar er: Den sorte skole var ikke først og fremmest sort – den var en kundskabsskole med fokus på det faglige indhold, hvorimod kompetencer er at sammenligne med den tomme mængde.

I SKOLEREFORMENS TID er også en tung bog, der desværre næppe vil finde mange læsere uden for uddannelseskredse. Dertil går den for meget i detaljer. Omvendt er det netop detaljerne, der er dens styrke, for hver en sten bliver vendt. Med sin omhyggelige dokumentation af, hvordan ganske få mennesker er sluppet af sted med at smadre det fundament, skolen har stået på i flere århundreder, kan ingen, der kan læse indenad, plædere uvidenhed om den katastrofale udvikling.

To serviceoplysninger

Til slut to serviceoplysninger:

1. Begrebet dannelse er blevet brugt – og desværre også misbrugt – i årevis. Her kommer mit bedste bud på begrebet i en maggiterning – først og fremmest inspireret af litteraten og præsten Anders Thyrring Andersen – i form af en artikel til mit (tidligere) fagblad Gymnasieskolen: Kampen om uddannelsessystemet– hvad gik galt, og hvordan retter vi op på miseren?
2. Manus til I SKOLEREFORMENS KØLVAND blev indleveret til forlaget før annonceringen af, at Thomas Aastrup Rømer skulle fyres fra sin stilling på DPU – Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet.

***

Faktaboks:

Thomas Aastrup Rømer: I SKOLEREFORMENS KØLVAND. Kritik, justering og forstærkning. Hæftet med flapper. 384 sider. Vejl. pris 279,95. Forlaget Fjordager. Udkommet d. 1. maj 2023.

Thomas Aastrup Rømer (født 1963) er ph.d. og cand.scient.pol. Han er tidligere lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet og har et omfattende forfatterskab bag sig. Bl.a. ”Pædagogikkens to verdener” (2015), ”Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år” (2021) og ”Skolens formål – Dannelse, splittelse og uniformativering” (2022). Han har desuden været medredaktør på ”Uren pædagogik” 1,2 og 3 (2011-17).

Rømer har bidraget med et stort antal artikler, kronikker og indlæg til den danske og internationale debat om pædagogik, skole og uddannelse.

I 2010 fik han Holger Prisen for sin formidlings- og diskussionslyst. I 2019 den nordiske Ahlström-pris for sit forskningsarbejde, og i 2023 modtog han som nævnt Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris for sit virke.

Som følge af den anden boerkrig kom en stor del af de skandinaviske udvandrere i karambolage med det britiske imperium. Det skete for manges vedkommende helt bevidst som direkte bevæbnet på boernes side eller som hjælpere og plejepersonale. Andre blev ufrivilligt kastet ind i krigen uden ønske om at tage parti for den ene eller anden af de to krigsførende parter.

 Hvilken skæbne fik de involverede?
Hvilken skæbne fik de forskellige involverede grupper og enkeltpersoner? Det er det spørgsmål, der bliver besvaret på godt 300 sider.

Mange faldt i kamphandlinger. Andre blev såret eller overlevede for så i en række tilfælde at blive deporteret til krigsfangelejre. Ikke bare i Kapkolonien, men også på øen Skt. Helena, dele af øgruppen Bermuda, Ceylon (Sri Lanka), Indien og Portugal. Og så var der de fanger, der blev interneret i britiske koncentrationslejre, hvor de levede i telte under usle forhold. Enkelte fik mulighed for at returnere til deres diverse fædrelande.

Efter krigen vendte nogle af skandinaverne tilbage til Sydafrika, mens andre rejste videre til andre verdensdele eller tilbage til deres respektive hjemlande.

 Komposition og kildemateriale
Bogen er delt op i 10 kapitler indrammet i optakten af et forord, en (pædagogisk) tidslinje, en (oplysende) ordliste (med forklaringer på ord som kraal, highveldt og ZAR) og en indledning, mens slutsiderne rummer et efterskrift, en omfangsrig, gruppesystematiseret personoversigt og endelig en litteratur- og billedliste med samt et fyldigt noteapparat.

Kapiteloverskrifterne giver læseren et overblik over de snit, forfatteren har valgt at lægge inden for det omfangsrige forskningsfelt:

1. Grundlæggelsen af de to boerrepublikker Transvaal og Oranje Fristaten
2. Skandinaver i Transvaal
3. Den skandinaviske ambulancetjeneste
4. Skandinaver i boerstaternes kommandoer
5. I Transvaals politi- og bevogtningsenheder
6. Skandinaver i britisk krigsfangenskab
7. De britiske koncentrationslejre
8. Omfanget af skandinaver og deres baggrund
9. Tiden efter krigen

Litteraturen om den skandinaviske udvandring til Sydafrika.

Kildematerialet falder i to overordnede kategorier: Det mere officielle arkivmateriale i form af dokumenter og sagsakter fra fx de britiske myndigheder og de skandinaviske udenrigstjenester og repræsentationer i Sydafrika. Her har også rigsarkiverne i København og Stockholm leveret stof.

Den anden hovedkategori omfatter øjenvidneberetninger og erindringer fra de skandinaviske udvandringer, hvoraf en del blev publiceret i artikler efter krigen.

Citatmosaik
Den følgende citatmosaik kan give en vis fornemmelse for sprog og fortælleteknik.

Nordjyden Ludvig Rubæk var blandt de få overlevende i Det Skandinaviske Korps, der deltog i slaget ved Magersfontein, 11. december 1899. I sin beretning til den norske avis Morgenbladet offentliggjort to måneder efter slaget fortæller han bl.a. følgende:

”Hvad jeg tænkte og følte under Slaget, ved jeg næsten ikke. Kun ved jeg, at det var det mest Rædselsfulde, jeg nogen sinde har set. Den Tid, jeg var fremme i Ilden, glemmer jeg aldrig. Jeg vil altid mindes den Dag, da jeg hørte mine Kammeraters Skrig og Jamren, og jeg saa mine Sidemænd falde, hørte dem bede om Hjælp, men formaaede ikke at hjælpe dem.” (s. 90)

Rubæk vender tilbage til slagmarken dagen efter for at søge efter faldne kammerater og beskriver situationen således:

”Det var et rædsomt Syn, der mødte os, et Syn, som jeg aldrig vil glemme. Mange var faldne i fortvivlet Haandgemæng. De havde i den sidste fortvivlede Dødskamp slaaet fra sig med Bøssekolben; thi Geværerne laa splintrede ved Siden af Ligene. Vi fandt 18 Døde og 2 Saarede, som Briterne havde ladet ligge. 23 mand var tagne til Fange. Disse havde alle været mere eller mindre haardt saarede, nogle maaske dødeligt. Vi jordede de 18 Mand i tre Grave på Pladsen, hvor de var faldne, og bad en Bøn ved Graven. Jeg kan forsikre, at det var den mest sørgelige og gribende Handling, jeg nogensinde har overværet.” (s. 91-92)

”Særligt karakteristisk for boerkommandoernes taktik var deres ofte hurtige kirurgiske angreb på talmæssigt overlegne britiske styrker for så at søge skjul, beskyde fjenden, ofte på lang afstand, og efterfølgende flygte til hest. Boernes terrænkendskab samt brug af bjerge, bakker og den flade sydafrikanske højslette eller highveld med små høje og buskads gav dem en fordel i krigsførelsen.” (s. 126)

”Det er blevet anslået, at boerstaternes hære ved krigsudbruddet omfattede 55.000 tjenesteduelige mænd. Under krigen var det ikke usædvanligt, at boerdrenge helt ned til 14-årsalderen og ældre mænd op til 70 år deltog i kamphandlingerne.” (s. 127)

”I forbindelse med skandinavernes fangenskab er det oplagt at skelne mellem englændernes fangelejre for krigsfanger og deres koncentrationslejre, som var forbeholdt interneringen af henholdsvis civile boere og sorte.” (s. 157)

”Det kan ikke udelukkes, at motiver som søgen efter eventyr og oplevelser kombineret med en omflakkende tilværelse med skiftende beskæftigelse også spillede en rolle for nogle af de skandinaver, som på forskellig vis befandt sig på boernes side i konflikten.” (s. 229)

En ualmindelig smuk og æstetisk bog
Peter Agerbo Jensen har med ”I krig under Sydkorset” leveret et stykke uhyre interessant grundforskning, som også ikke-historikere kan have udbytte af.

Især de mange illustrationer og detaljerede kort skal forfatteren have stor ros for. De undertiden lidt tørre, faktuelle og detaljerede skildringer af militærstrategier, positioneringer og kamphandlinger får kød og blod, liv og drama, i kraft af de mange fotografier, portrætter og gruppebilleder. Samt ikke mindst øjenvidneberetningerne.

På plussiden tæller yderligere, at Forlaget Turbine har investeret i en ualmindelig smuk og æstetisk bog, det er en fornøjelse af sidde med i hænderne.

Så hermed anbefalet.

***

Faktaboks:  

Peter Agerbo Jensen: I KRIG UNDER SYDKORSET. Skandinaver i den sydafrikanske krig 1899-1902. Indbundet /hardback. Ill. 320 sider. Vejl. pris 269,95. Forlaget Turbine. Udkommet d. 10. marts 2023.

Peter Agerbo Jensen (f. 1974) er cand.mag. i historie og samfundsfag. Han har været gymnasielærer, konsulent på Christiansborg og uddannelsesansvarlig. Peter Agerbo Jensen har skrevet artikler og boganmeldelser om kulturhistoriske emner samt uddannelse. ”I krig under Sydkorset” er hans første bog.

Men måske skulle vi lige klappe hesten en gang eller to og tænke konsekvenserne af et kontantløst samfund igennem. Som det f.eks. er gjort i følgende passage:

”Det er nødvendigt, at der er en vis mængde kontanter i økonomien, for at den kan fungere.  Kontanter er også afgørende for inklusionen af socialt sårbare borgere som fx ældre og lavindkomstgrupper.

Men kontanter har også andre vigtige funktioner og fordele.

• De sikrer din frihed og selvstændighed. Sedler og -mønter er den eneste form for penge, som folk kan benytte sig af uden at involvere en tredjepart. Du behøver ikke at have adgang til udstyr, internettet eller elektricitet for at kunne betale med kontanter, for de kan også bruges, når elektriciteten er gået, eller du har mistet dit kort.
• Kontanter er et lovligt betalingsmiddel. Kreditorer, som f.eks. butikker og restauranter, kan ikke afvise kontanter, hvis ikke både de og kunden på forhånd har aftalt et andet betalingsmiddel.
• Kontanter sikrer privatlivets fred. Kontantbetalinger respekterer vores grundlæggende ret til beskyttelse af privatlivets fred, data og identitet i økonomiske spørgsmål.
• Kontanter er inkluderende. For mennesker med begrænset eller ingen adgang til digitale penge gør kontanter det muligt at betale og spare op. Derfor er de meget vigtige for inklusionen af socialt sårbare borgere som f.eks ældre eller lavindkomstgrupper.
• Kontanter hjælper dig med at holde styr på dine udgifter. De gør det muligt for dig bedre at kontrollere dine udgifter f.eks. ved at forhindre, at du overskrider dit budget.
• Kontantbetalinger er hurtige. Med sedler og -mønter afvikles en betaling øjeblikkeligt.
• Kontanter er sikre. Kontanter har vist sig at være sikre i forhold til cyberkriminalitet, svindel og falskmøntneri.
• Kontanter er et værdiopbevaringsmiddel. De er mere end blot et betalingsinstrument. Som værdiopbevaringsmiddel kan kontanter også bruges til opsparing uden risiko for konkurs. De er nyttige, når mennesker giver hinanden små gaver eller betaler hinanden små beløb. Forældre kan f.eks. give små kontantbeløb til deres børn til småindkøb, eller du kan give en ven eller bekendt kontanter til at købe noget for dig. Kontanter bidrager også til, at børn lærer om økonomi.” (citat slut)

Kilden er ingen mindre end Den Europæiske Centralbank – hvor jeg har udeladt den tekst, der viser, at det er Euro’en, der slås til lyd for! Men argumenterne holder også smukt i forhold til krone-valutaen.

Nøgleordet er kontrol

Vi kender argumenterne for at afskaffe kontanter til hudløshed: At begrænse risikoen for røveri er det ene hovedargument. Det andet er, at kontanter bruges til kriminalitet, sort arbejde og hvidvask. Og så er det jo så nemt lige at lægge kortet på betalingsterminalen. Meget bedre end beskidte sedler og mønter.

Graver vi imidlertid et par spadestik dybere, skal det vise sig, at sagen hurtigt kommer til at handle om noget ganske andet end at komme kriminalitet til livs. Nøgleordet er kontrol.

For hvis kontanter erstattes af en digital valuta, vil hver eneste økonomiske transaktion udført af den enkelte borger blive totalt gennemlyst.

Lad os forestille os følgende ikke ganske urealistiske fremtidsscenarie: De statslige myndigheder bryder sig ikke om mit forbrugsmønster og mine vaner, fordi jeg tager på for mange udenlandsrejser med fly, drikker for meget rødvin og spiser for meget kød – i stedet for insekter – ja, med andre ord lever jeg slet ikke op til den grønne omstilling, kravet om bæredygtighed (hvad det så lige er?) og FN’s 17 verdensmål. Følgelig må jeg placeres som en borger, der ikke udviser tilstrækkeligt samfundssind.

På den baggrund skal der ikke den helt store fantasi til at forestille sig, at der på et tidspunkt kan komme et statsligt indgreb, der kan regulere min adfærd. Foranlediget af, at mine CO2-aftryk er uacceptable.

Hvordan kunne et sådant indgreb se ud?

Ja, vi ved jo, at der er planer om at kæde CO2-fodspor sammen med et point-system, hvor hvert enkelt firma – og borger? –  får tildelt en kvote. Bliver den overskredet, kan der falde sanktioner. På borgerplan kunne straffen f.eks. se sådan ud:

Det ene øjeblik har jeg en buffer på 150.000 kr. stående på min konto til privat hjemmehjælp og taxakørsel i min alderdom – de offentlige ydelser er blevet sparet væk – det næste øjeblik har jeg det halve som straf for min overtrædelse. Ved et trylleslag er 150.000 kr. blevet til 75.000 kr. Jeg kan intet stille op – andet end at sætte mig ned og læse Kafkas ”Processen”.

I samme ombæring er mit VISA-kort blevet spærret, indtil jeg har fået tildelt min næste kvote om tre måneder. Så kan jeg lære det, ka’ jeg…

Er scenariet langt ude? Både-og. Se hvordan en Mette F. er sluppet af sted med at bryde Grundloven og en Lars Løkke med at sælge ud af Danmarks suverænitet med sin underskrift på Marrakech-aftalen – den aftale der sidestiller alle migranter med krigsflygtninge med ret til samme sociale bistand som borgerne i tilflytterlandet.

For ikke at tale om de drakoniske tiltag i forbindelse med corona, hvor lockdowns, krav om (dybt upålidelige) PCR-test og indirekte tvangs-’vaccinationer’ stod på dagsordenen i månedsvis. Mens hidtil grundlovssikrede rettigheder blev sat ud af funktion, herunder forsamlingsfriheden.

Magthaverne / de statslige myndigheder viste sig at være skruppelløse i deres indgreb, så hvorfor ikke udvise rettidig omhu? Kombinationen af et stigende antal overvågningskameraer i det offentlige rum og fortsat indhøstning af alle vores data har foruroligende perspektiver. Det er i den sammenhæng kontanter skal ses, fordi de udgør et redskab til at unddrage sig, at andre kan få indsigt i og dermed mulighed for at kontrollere vores adfærd.

I modsætning til Ida Auken, der som repræsentant for World Economic Forums Young Global Leaders har gjort sig til talsmand for ”Du skal intet eje, og være lykkelig over det”  (læs: den private ejendomsret skal afskaffes), så er jeg rigtigt glad for at eje noget, staten ikke bare kan komme efter.

 Bevar kontanter

I Danmark eksisterer der en hjemmeside, der hedder Bevar kontanter, der gennemhuller nogle af myterne i diskussionen.

”Er det de kriminelle, der bruger kontanter?

– Beløbene der svindles for med rede penge, er minimale i forhold til elektronisk svindel. Elektronisk svindel med penge har i de seneste år langt overgået selv omsætningen i den globale narkotikahandel.

Hvad hvis noget går galt og vi blive ramt af terror eller en naturkatastrofe? Er det ikke smart, at det hele er elektronisk.

– I juni 2018 gik VISA ned i England i 24 timer. Folk kunne ikke købe mad – men de kunne stadig hæve kontanter. Det gav lange køer, fordi der var for få kontantautomater – men der opstod ikke panik.” (citat slut)

Opbrud i den geopolitiske orden
Det er gået op for de fleste, at der er et opbrud på vej i den geopolitiske orden, og at stærke globalistiske kræfter har et stort ønske om at opnå øget kontrol over klodens befolkninger.

Et lille modtræk til den udvikling, som teknologien og dataindhøstningen har muliggjort, er fortsat bruge kontanter…

Patys død stillede skarpt på det pres, som skolelærerne er underlagt i forsøget på at fastholde detsåkaldte verdslighedsprincip over for kravet om muslimske særrettigheder.

Verdslighedsprincippet
Det er lige præcis den problematik Jean-Pierre Obin (født 1942) har skrevet en bog om. Han er oprindeligt uddannet som ingeniør og har beskæftiget sig med organisation og udvikling af undervisning. Hans adgangsbillet til at udtale sig med stor autoritet om islamiseringen i det franske uddannelsessystem er først og fremmest hentet i hans tid som generalinspektør i Frankrigs nationale undervisningsvæsen fra 1990-2008.

I sin seneste bog redegør forfatteren for de problemer, som Frankrigs store indvandrede muslimske befolkningsdel skaber i skolerne.

I Frankrig blev stat og kirke adskilt ved lov i 1905, og det er således ved lov bestemt, at verdslighedsprincippet skal være gældende i skolesystemet. Det betyder, at religiøs klædedragt, som fx det muslimske tørklæde, ikke bliver tolereret. Manifestation af religiøst tilhørsforhold gennem påklædning er ganske enkelt forbudt.

Princippet om verdslighed bliver imidlertid i stigende omfang udfordret af muslimske skoleelever, der vokser op i parallelsamfund. De vil ikke rette ind og går fx til modstand mod fælles undervisning for de to køn ved bl.a. at benytte sig af lægeerklæringer til fritagelse for gymnastik og svømning. Også kvindelige læreres autoritet bliver udfordret,

Jean-Pierre Obin er dybt bekymret, fordi han konstaterer en eftergivenhed blandt såvel ledere som lærere over for religiøse (læs: muslimske) særkrav. Stadig flere sammenstød finder sted mellem de forskellige grupper (ledelse, lærere, elever, forældre, gårdvagter), og skolesegregering fylder stadig mere i landskabet.

Citatmosaik

Følgende citatmosaik kaster yderligere lys over det ærinde, Obin er ude i:

”Overalt er problemerne gennem de seneste tyve år systematisk blevet fejet ind under gulvtæppet
(…)
Hvordan har man i den grad kunnet lade islamismen gennemsyre skolen? ” (s. 15)

”Overalt (…) den samme obstruktion af undervisningen: afvisning eller indsigelser mod visse værker i fransk og filosofi, afvisning af visse dele af undervisningsprogrammet for historie og biologi, afvisning af undervisning i musik, afvisning af at tegne og spille på et instrument, afvisning af at besøge en religiøs bygning, afvisning af blandede køn til gymnastik, afvisning af skoleudflugter etc.” (s. 25)

”(…) blinde og kujoner har (…) igennem tyve år givet islamismen mulighed for at gennemtrænge og forurene vores skole.” (s. 29)

”Skolens aktører – lærere, skoleledere og forældre – er ikke små soldater, der retter ind. De har deres overbevisninger og et bredt råderum i sociale sammenhænge og inden for skolesystemet. Deres ansvar for islamismens indtrængen i skolen kan ikke ignoreres.” (s. 94)

”Hvad skal man stille op, når der fremvises snesevis af lægeattester, der erklærer piger uegnede til at deltage i svømmeundervisning på grund af klorallergi?” (s. 127)

”Med hensyn til rekruttering og grunduddannelse af nye lærere står det endnu værre til: Under deres optagelsesprøve kontrolleres der ikke, om de ved, hvad verdslighedsprincippet helt konkret vil sige, og på grunduddannelsen kontrolleres deres evne til at reagere over for angreb på verdslighedsprincippet i deres klasser i endnu mindre grad.” (s. 194)

”Fornægtelsen af islamismens fare har alt for længe domineret vores land og navnlig vores skole.” (s. 201)

Bogen er tænkt som en advarsel
Den målsætning går rent hjem ved hjælp af en lang række cases og eksempler på problemerne. Dokumentationen for islamiseringen er massiv. Det samme er konfliktskyheden i hele undervisningssystemet. Det store flertal blandt lærere og skoleledere stikker hovedet i busken og skal ikke have noget klinket. Det samme gør sig gældende for de læger, der udsteder klorallergi-attester.

Hvorfor har forlaget Ellekær prioriteret en oversættelse af en bog om det franske skolesystem? Af den enkle grund, at selv om vi i Danmark har et andet syn på verdslighed i skolerne, så står danske lærere og skoleledere over for præcist de samme udfordringer anno 2022.
Men hvad så? Kan Danmark lære af de franske erfaringer? Helt sikkert. Det store spørgsmål er bare, om den opskrift / recept, Obin tilbyder sig med, rækker til at løse noget som helst? -:  Integration, social mangfoldighed og opløsning af ghettoer, der udgør udklækningssteder for ekstremister.

Har vi ligesom ikke hørt løsningsmodellen med de fine, ’fluffy’ ord før? Og er tiden ikke kommet til at se realiteterne i øjnene? Integration er dødsdømt, hvis personerne, der skal integreres, ikke selv ønsker det?

Tilbage står, at Ellekærs Forlag skal have stor ros for at have prioriteret udgivelsen. Ingen aktør i det danske uddannelsessystem kan efter at have læst bogen undskylde sig med uvidenhed.

Faktaboks: 

Jean-Pierre Orbin: HVORDAN ISLAM TRÆNGER IND I SKOLEN – Er forholdene i Frankrig et varsel for Danmark? (godt oversat fra fransk af Kirsten Valeur). Hæftet med flapper. 220 sider. Vejl. pris 234,95. Ellekærs Forlag. Udkommet 2020, på dansk d. 24. november 2022.    

Jeg vil tillade mig at gentage en enkelt passage, fordi ordene holder 100 procent vand i forhold til Houellebecqs seneste opus, en mursten på intet mindre end 720 sider.

”Der er efterhånden få mennesker, der læser blot en smule, som ikke kender navnet Michel Houellebecq. Helt fortjent. Manden kan noget, der er de færreste (skønlitterære) forfattere beskåret.
Han formår at tage den helt nøjagtige temperatur på sin samtid og stiller en kontant og usentimental – nogen vil sige pessimistisk – diagnose af, hvor det brænder på og brænder sammen i de moderne, vestlige samfund. Hvor alt for mange mennesker må fylde sig med anti-depressiver og alkohol for at holde angsten, ensomheden og fortvivlelsen i skak, mens de drives videre af en længsel efter lykke og mening i tilværelsen.”

Ordkunstnerens seneste roman er på dansk kommet til at bære titlen ’tilintetgøre’, men der er ingen grund til at lade sig kyse af den dystopiske titel.

Handling
Stedet er Paris, Frankrig. Kort før præsidentvalget i 2027 dukker en mystisk og ildevarslende video op af økonomiminister Bruno Juge på nettet og går viralt. En video, hvor ministeren får hugget hovedet af i en guillotine.

Den knapt 50-årige Paul Raison er topembedsmand og Brunos nærmeste fortrolige. Dennes ægteskab knirker og en skilsmisse er på vej, men facaden skal opretholdes til efter valget.
Paul bliver involveret i såvel opklaringsarbejdet med at finde bagmændene til videoen som i det politiske spil og mediecirkus op til valget.
Også hans ægteskab med den jævnaldrende Prudence er ved at falde fra hinanden.

Da Pauls far, en tidligere efterretningsagent, rammes af en hjerneblødning, tager Paul noget modvilligt tilbage til barndomshjemmet. Moderen uddannet konservator, der på sine ældre dage satsede på at blive billedhugger, har været død i otte år, og faderen har fået en ny, ung kæreste, Madeleine.
Faderens slagtilfælde bliver ikke den eneste ulykke i Pauls liv, selv om hjerneblødningen i første omgang også fører til noget godt: En genforening med Pauls søster, Cécile, og den langt yngre bror, Aurélien.
Først indtræffer én katastrofe, siden én mere, der imidlertid samtidig skal vise sig at åbne en dør på klem i forhold til en mulig genforening mellem Paul og Prudence.

En ’pageturner’
”tilintegøre” er ligesom ”Serotonin” en ’pageturner’ – sygdom, død og elendighed til trods! Igen har forfatteren skruet et veldrejet plot sammen, der fortælleteknisk med spring mellem nutid og fortid skridt for skridt kortlægger hovedpersonernes personlighed og livsvalg.

Hvad der gør Houllebecq så speciel blandt moderne forfattere er hans indgående viden om stort set alt mellem himmel og jord. Han excellerer inden for så forskellige emner som fødevarer, vin, kvægdrift, EU, cigarer, kommunikationsrådgivning, ´MSM’erne, det franske politiske system, geografi, neurologi, kræftbehandling, kirurgi, genoptræning af handicappede, våben, notar-professionen m.m.
Alt pakket ind i en ætsende samfundskritik, der glider ned, fordi den kompromisløse revselse samtidig er så grotesk og humoristisk og tillige selvudleverende. Paul opfatter jeg til dels som forfatterens alter ego via de alvidende fortællerkommentarer, der optræder løbende.

Citatmosaik
En række citater kan give en smagsprøve på Houllebecqs særlig skrivestil og spidse satiriske pen:

”Internettet kunne, som hun [kommunikationsrådgiveren Solène] plejede at sige, kun bruges til to ting: at downloade porno og at fornærme andre risikofrit;” (s. 114-115)

”(…) men i sidste ende ville det være til at klare, han [Paul] kunne sikkert være fuld allerede fra midt på eftermiddagen, og alkohol gør det muligt at udholde stort set alt, det er i øvrigt et af de væsentligste problemer med alkohol.” (s. 175)

I ovenstående er den alvidende fortæller på spil, når der slås over i nutid.

”Denne kvinde var måske den værste af dem alle med sin bekymrede mine, sin selvtilfredshed, sin tydelige bevidsthed om at være på de godes hold og sin konstante villighed til at krybe for en hvilken som helst VIP fra samme hold.” (s. 360)

”Når vi tillægger et barns liv højere værdi [end et gammelt menneskes] (…), så tillægger vi ikke længere vores reelle handlinger nogen værdi (…) alt det vi har gennemført, alt det vi har gjort, alt det vi har skabt (…) På den måde fjerner vi enhver motivation og enhver mening med livet; det er lige præcis det man kalder nihilisme.” (s. 443)

”Det var til hans ængstelse gået op for ham [Paul], at dét han ikke kunne holde ud, var selve ubestandigheden; det var tanken om at noget, uanset hvad det var, slutter; det han ikke kunne holde ud, var intet andet end livets grundlæggende vilkår.” (s. 510)

”En god løgn er en løgn, man ender med selv at tro på (…)” (s. 632)

Kærlighedens mulighed
Tilsvarende ”Serotonin” åbner ”tilintetgøre” op for kærlighedens mulighed i Houellebecqs ellers blæksorte forfatterskab. Om end jeg vil tillade mig at stille spørgsmålet, om Paul (Houllebecq?) overhovedet skelner mellem kærlighed og seksualitet?

Har jeg slet ingen indvendinger? Jo, de mange indflettede drømme, Paul har. De er uden tvivl tænkt som en facettering af portrættet af Paul, men fungerer ikke (for mig – sic!).

Bortset fra drømmesekvenserne er bogen ikke en side for lang. Utroligt nok. Fantastisk med Houllebecq, der skriver så blændende romaner, at de går ud over nattesøvnen. ”tilintetgøre’ ligefrem ligger og kalder på én. Lige som fyldt chokolade!

***

Faktaboks:

Michel Houellebecq: TILINTETGØRE (glimrende oversat fra fransk af Niels Lyngsø). Hæftet med flapper. Ill. 720 sider. Vejl. pris 399,95. Forlaget Vinter. Udkommet d. 13. september 2020.

Michel Houellebecq (født 1956) er fransk forfatter. Han er oprindeligt uddannet som ingeniør og har udgivet både romaner, digte og essays.
Han debuterede i 1994 med romanen ”Udvidelse af kampzonen”, der hudfletter det moderne samfund. Han får sit internationale gennembrud med romanen ”Elementarpartikler” (2001) og har siden udgivet romanerne ”Platform” (2003), ”Muligheden af en ø” (2005) og ”Kortet og landskabet” (2012).  For sidstnævnte værk modtog Houellebecq litteraturprisen Prix Goncourt, der regnes for Frankrigs mest betydningsfulde af slagsen.
I 2015 udkom romanen “Underkastelse”, der skildrer islamiseringen af Frankrig – en bog der gør forfatterens navn kendt i en bredere kreds.
Senere udgivelser på dansk efter ”Serotonin” er essaysamlingerne ”At holde sig i live” (2020), ”Interventioner” (2021) og kortromanen ”Lanzarote” (2021).

Først skal vi se lidt på, hvad vores mobiler og diverse digital devices gør ved hjernerne.

En af de vigtigste røster i den debat tilhører professor i psykiatri Manfred Spitzer. Som gæsteprofessor på henholdsvis Harvard og Oregon Universitet i perioden 1989-94 blev hans forskningsinteresse sporet ind på grænseområdet mellem kognitiv neurovidenskab og psykiatri.
Han har skrevet et hav af artikler om, hvad digitaliseringen gør ved ikke mindst børns hjerner og læring. I sin første bog om emnet sandsynliggjorde han, at volden i medierne og voldelige videospil gør unge mennesker mere voldelige, mere afstumpede og mindre empatiske.
Det er synd at sige, at hans kritik blev vel modtaget. Bogens forskningsbaserede resultater blev skudt ned uden saglig dokumentation. Hvad der burde have rystet politikere, beslutningstagere, forældre og lærere, løb mere eller mindre ud i sandet.
En hovedårsag er magtfulde mediegiganter, som politikere frygter. De er afhængige af medierne, og hvis man får medierne som fjende, bliver man hængt ud i offentligheden. Derfor skete og sker der ikke rigtigt noget.

Helt slået ud blev Spitzer nu ikke. Han kløede på, og i 2012 kom så ”Digitale Demenz”, der i 2018 blev oversat til dansk ”Digital demens”. I forordet skrevet til den danske udgave konstaterede Spitzer, at siden 2012 er der kommet endnu mere viden og forskningsmæssigt belæg for farer og bivirkninger ved informationsteknologien. Sagt med andre ord: De revolutionerende OG foruroligende resultater, der blev lagt frem i 2012, var i de forløbne seks år blevet yderligere underbygget.

Spitzers centrale konklusion er, at overdreven brug af digitale medier er direkte farlig for børn og unge mennesker. Intensiv brug af computerspil og online-tjenester sløver og nedbryder hjernen og koncentrationsevnen. Og hvad værre er: Evnen til at interagere med andre mennesker svækkes. Netbank, mails og sociale medier har erstattet tidligere relationer mellem mennesker.

Bundlinjen lyder: SKROT MOBILEN – så ofte som muligt – OG SE DIN NABO I ØJNENE.

Spitzers pointer
Her følger en række af Spitzers pointer. Påstandene er i bogen ”Digital demens” tæt behæftet med videnskabelig dokumentation og omfattende sociologiske undersøgelser, men her præsenterer jeg dem i maggiterning-form:

• Digitale medier skaber afhængighed, og de afhængige søger at skjule problemet

• Jo mere et land investerer i computere i skoler og børnehaver, jo større sandsynlighed er der for, at skoleelevernes resultater er blevet dårligere

• Man lærer mere ved at skrive i hånden end ved at taste på en pc

• Hvis der er én ting, de sociale medier ikke er, så er det sociale. De fører til social isolation og overfladiske kontakter. Og gør vores børn og unge ensomme og ulykkelige

• Når de daglige små møder bliver erstattet af smartphonen, så fører det til et tab af grundlæggende tillid imellem mennesker

• Lær af Sydkorea, som er det land, der producerer flest smartphones. Her er der som det eneste sted i verden vedtaget love, der skal beskytte unge under 19 år mod de mest skadelige virkninger. Fx i form af et program, der blokerer for adgangen til porno og hård vold

• En computer i hjemmet giver som hovedtendens dårligere præstationer i skolen, fordi børn og unge bruger pc’en til spil frem for at læse lektier

• Tidligere satte man sig ind i et emne, i dag surfer man

• Der findes ikke nogen uafhængige undersøgelser, der helt utvetydigt har vist, at læringen er blevet mere effektiv ved at indføre computere og skærme i klasseværelserne

• Forældre bruger skærme som barnepiger

• For meget tv og computer i børnehavealderen kan på den lange bane sænke et menneskes uddannelsesniveau. Jo mere tv i barndommen, jo dårligere uddannet

• Digitale medier er skadelige for helt små børns læring og dermed for deres åndelige udvikling og dannelse

• Vi har lige fra fødslen vores krop med os overalt og indtager verden med den. Derfor er fingerremser og fingertælling bedre end computere. For det er lettere at lære og HUSKE detaljer, når man samtidig bruger kroppen

• Hjernen ændrer sig ved at blive brugt – derfor er, HVORDAN den bliver brugt helt afgørende. Hjernen er ikke statisk, men en slags vedvarende byggeplads. Den måde, vi lærer på, afgør, hvordan det bliver gemt i hjernen. Den digitale tilgang til verden medfører, at hjernen bliver opbygget betydeligt mindre. Resultat: Mental deroute/ demens

• Et voksent menneskes hjerne adskiller sig grundlæggende fra en barnehjerne under udvikling. Denne kendsgerning bliver forbigået i tavshed af stort set alle de såkaldte eksperter, der udtaler sig om brugen af digitale medier i undervisningen. Så når der skal træffes beslutninger på det pædagogiske område, så er det ikke markedet, der bør råde, men viden. Børn under to år kan således overhovedet ikke lære noget af de digitale medier og spilder dermed en masse god tid, hvor de kunne have lært noget.

• Digitale indfødte? Glem det. Hvis man skal have udbytte af nettet, har man først brug for en solid grunduddannelse og en basal viden på det område, man søger på

• Tro aldrig på en ekspert, før du har undersøgt, hvem der betaler vedkommendes løn. Den digitale lobby har mange penge til at styrke myten om teknologiens vidunderligheder. Universitetseksperter i mediekundskab og politikere lader sig ofte misbruge som marketingmedarbejdere for industrien. Paradoksalt nok kommer de dermed til at skade – både økonomisk OG sundhedsmæssigt – præcist de grupper, hvis interesser de hævder at varetage

Vi lader os frivilligt overvåge
Så vidt så godt. Eller rettere sagt: Skidt. For situationen er blevet endnu værre i de seneste fem år. Det handler nemlig ikke kun om, hvad vi gør ved vores børn og unges hjerner. Og vores egne!
Det handler om ulovlig logning, samkøring af de data, statsmagten har på os – og allerværst, at vi frivilligt lader os overvåge!

Hvordan det?

Elementært. Hver gang vi går på nettet, efterlader vi dataspor, der bliver opsnappet, så vi efterfølgende kan gøres til skydeskive for diverse firmaer, organisationer mv., der vil sælge det ene eller andet produkt til os. Hvis jeg fx har søgt på en Samsonite kuffert eller en Senz paraply, kan jeg være sikker på, at de næste mange gange jeg går på nettet, dukker der reklamer op for kufferter og paraplyer. Og hvad værre er – når min mobil er åben, kan hvert et skridt, jeg foretager i det offentlige rum, registreres. Og for den sags skyld også i privaten!

Kan det ikke være ligegyldigt, hvis man ikke har noget at skjule? Sådan lyder spørgsmålet ofte. Og svaret er: Nej, det er ikke ligegyldigt. For vi kan aldrig vide, hvad de data, forskellige instanser har indsamlet på os, kan bruges til på den lange bane, og det er efterhånden reglen mere end undtagelsen, at der fejlagtigt slipper data ud fra offentlige myndigheder.

At beskytte sine data er blevet vigtigere end nogensinde
At beskytte sine data er blevet vigtigere end nogensinde i en tid med ’technocracy rising’, og i en tid, hvor staten lægger sig stadig mere tungt ind over vores liv med alskens reguleringer. Et godt eksempel er, at den tidligere velfungerende ordning med klippekort til den offentlige trafik blev udfaset til fordel for Rejsekortet, hvor det koster en krig at omgøre, hvis man glemmer at tjekke ud.

Min bekymring er, at vi bevæger os i en retning, hvor alt er digitaliseret – og den enkelte borger derfor er fuldstændigt gennemlyst.

Jeg har således kæmpet for at undgå MitId og er endt med at kaste håndklædet i ringen. Det er der så heldigvis andre, der ikke har gjort.

Min store bekymring er også, at teknologien og digitaliseringen har lagt grunden til, at magthaverne på sigt har et redskab til at indføre en belønnings -/ afstraffelses- / social credit points-system med Kina som forbillede. Hvis det vel at mærke lykkes at få afskaffet kontanter, så al aktivitet og forbrug registreres digitalt suppleret med globalisternes våde drømme om et digitalt pas, hvor det fx er anført, om du er ’vaccineret’ mod corona alias har taget de nødgodkendte eksperimentelle injektioner.

Forestil dig følgende scenarie: Alt er digitaliseret. Hver borger får af magthaverne tildelt et antal points at gøre godt med i forhold til sit forbrug. Hvis du som borger ikke vil rette ind i forhold til ’den grønne omstilling’, og dine data afslører, at du spiser kød hver dag og rumtemperaturen er på 23 grader – så kan du få frataget X antal points, hvilket betyder, at næste gang du kunne tænke dig at tage en tur til Samsø, så har du opbrugt din points-kvote.

Er tankeeksperimentet langt ude? Nej, det er det faktisk ikke.

World World Economic Forum og deres globalistiske partnere (WHO, FN, EU, NATO m.fl.) er i fuld gang med at søsætte et verdensomspændende tyranni, som skridt for skridt vil fratage os vores rettigheder, vores frihed og vores besiddelser.

”Du vil intet eje, og du vil være lykkelig over det!”

Hvorfor du ikke har hørt noget om det? Kunne det måske være fordi de statskontrollerede medier – alle dem, der modtager mediestøtte – ikke har interesse i at få sandheden frem?

Titlen ”Modløber” rammer plet, fordi Bent Jensen gang på gang er gået op imod bekvemme ’mainstream’-synspunkter og i stedet placeret sig på øretævernes – og sandhedens – holdeplads. Med sin skarpe og veldokumenterede kritik af ikke mindst fortielsen af det sovjetkommunistiske regimes forbrydelser har han ikke været til at komme udenom.
Bent Jensen har også med jævne mellemrum i samfundsdebatten været ude med riven over for naive venstreorienterede og løbende påtalt, at de officielle kommissioners beretning om Danmark under den kolde krig var mangelfulde.

En lykkelig og tryg barndom
Bogen er bygget kronologisk op, og de første 37 sider skildrer forfatterens lykkelige og trygge barndom i en indremissionsk familie i den lille midtjyske stationsby Kjellerup mellem Silkeborg og Viborg. Her lærte moderen Bent at læse, før han kom i skole, og her fik han kundskaber om forskellen på sandhed og løgn og om godhed og ondskab.
Som 16-årig kommer Bent i lære hos elinstallatør Pallesen, men indser ret hurtigt, at han skal en anden vej end elektriker-håndværket:

”Jeg var nået dertil, at det var intet mindre end livets gåde, jeg ville have svar på. Der befinder jeg mig sådan set endnu [sic!].”  (s. 57)

Som 22-årig bliver Bent nysproglig student i sommeren 1960 fra Rønde på Mols og herfra går det til rekrutkursus i Ryvangen. Tilfældigt har Bent læst en folder om, at man under aftjening af værnepligt har mulighed for at lære russisk på Teknikerlinjens Befalingsmandsskole, og at man kan rekvirere ansøgningsskema ved at skrive til en bestemt adresse:

”At sende den ansøgning var en beslutning, der blev afgørende for resten af mit liv.” (s. 72)

Bent bliver optaget og gennemfører, men vil væk fra militæret. Efter et par mellemstop hedder næste trin universitetet i Aarhus, hvor Bent beslutter sig for at vælge historie som hovedfag i forlængelse af undervisningen i sovjetiske samfundsforhold på Hærens Sprogskole. Med dette valg er Bent Jensen slået ind på den forskningskurs, der skal komme til at forme resten af hans tilværelse.

Som han skriver i ”Modløber”:

”Jeg er taknemmelig over, at jeg ved et rent tilfælde blev sporet ind på at studere Rusland og Sovjetunionen. Det har givet et værdifuldt perspektiv på mange ting. Jeg ville givetvis have fået et langt mere fredsommeligt liv, hvis jeg ikke havde valgt Rusland og Sovjetunionen som mit speciale – eller hvis jeg havde haft et andet sind end det, Vorherre har givet mig. Jeg har haft svært ved at tie stille, når jeg i beskrivelser af sovjetiske forhold stødte på fortielse og tilsløring af eller ligefrem støtte til det kommunistiske regimes forbrydelser. Det gav mange konfrontationer, men det var meget lærerigt!”

Erindringerne kommer vidt omkring
Erindringerne kommer vidt omkring og hold da op, hvor har Bent Jensen haft et spændende liv. Nogle gange måske lidt for spændende? En god bid af bogen er sat af til at gennemgå de retssager, den retfærdigheds- og sandhedssøgende Bent Jensen har været involveret i. Nyt for mig var, at Bent Jensen i en kortere periode har været tilknyttet Jyllands-Posten som politiske redaktør, som han i øvrigt i dag karakteriserer som et propaganda-organ, når det brænder på i forhold til EU (jf. s. 192)

Der bliver også plads til en loyal omtale af hustruerne – tre er det blevet til – kærester og børn i et vederkvægende usentimentalt sprog. Endnu et plus er, at selverkendelsen bestemt ikke fejler noget:

‘”Kunne jeg selv være blevet grebet af kommunismen? Det vil jeg bestemt ikke afvise.” (s. 55)

”Men i de samme år forliste mit ægteskab med Birgit, og det var på grund af mig.” (s. 193)

Citatmosaik
Følgende citater skulle gerne give et endnu klarere billede af såvel forfatterens mangefacetterede personlighed som en række af de projekter, han har viet sit liv til:

”[Barndomst]iden var set i tilbageblik nærmest ubegribelig enkel og uskyldig.” (s. 26)

”I min familie tilhørte vi dem, der blev kaldt de missionske. Søndagsskolen, Missionshuset og kirken spillede en stor rolle i familiens liv.” (s. 31)

”Fordommene om Indre Mission er mange og tykke.” (s. 35)

”Jeg havde læst et sted, at man kunne klare sig med ganske få timers søvn, så jeg forkortede den natlige søvn til et minimum for at kunne læse så meget som muligt.” (s. 81)

”Der er to ting, jeg gennem årene ofte har fremhævet over for min studerende: Vær nysgerrig, og vær åben, lad være med at tage noget for givet, blot fordi det betragtes som konventionel visdom.” (s. 115)

”Det blev med årene mere og mere klart for mig, hvor unormalt det i enhver henseende var som historiker at forske i og skrive om Ruslands/Sovjetunionens historie i størstedelen af det 20. århundrede.” (s. 133)

”Det var bedrøveligt at opleve en tidligere dansk justitsminister [Ole Espersen i 1976] deltage i KGB-kampagner mod sovjetiske dissidenter og menneskeretsforkæmpere.” (s. 145)

”Jeg blev biavler (…)” (s. 149)

”Det stod ikke skrevet nogen steder, at der i 1980’erne skulle blive så megen ballade om min person, og det var heller ikke sådan, at jeg en skønne dag pludselig besluttede mig for at blive modløber i den strøm af sovjetisk propaganda og KGB-desinformation, der forurenede den offentlige debat i 1980’erne.” (s. 151)

”Denne ubestikkelige, realistiske og principfaste skribent [George Orwell] med et skarpt blik for sin tids intelligentsias opportunisme og manglende respekt for rationelle argumenter baseret på viden påvirkede mig varigt.” (s. 157-58)

”Gyldendals udgivelse i årene 1994-2001 af Den Store Danske Encyklopædi i 16 bind afslørede, at det skævvredne billede af Sovjetunionen fortsat prægede store dele af den danske intelligentsija [korrekt stavet /citeret] (s. 183)

”Til gengæld fandt jeg i disse år ud af, at jeg ikke egnede mig til politik. Jeg lod mig i 1982 overtale til at blive folketingskandidat for Venstre i Nyborgkredsen.” (s. 188)

”(…) jeg blev forbløffet over, at mit forslag om en uafhængig historisk undersøgelse [af Danmark i Den Kolde Krig] også i forskningsverdenen og hos toneangivende medier fremkaldte modstand og hysteriske reaktioner.” (s. 208)

”De [ledende embedsmænd i Udenrigstjenesten, Forsvarsministeriet, Forsvaret inkl. Hjemmeværnet og de hemmelige tjenester samt Centraladministrationen] var en sej, stabil og kraftig modvægt mod de svajende folkevalgte politikere (…) Deres indsats på de indre linjer var af afgørende betydning for, at Danmark kom uskadt igennem Den Kolde Krig (…) ” (s. 256)

”Først og fremmest er god historieskrivning baseret på gode kilder. Det er det altafgørende udgangspunkt. God historieskrivning kræver også mod til at gå imod strømmen og ikke skjule eller forskønne ubehagelige sandheder, som kilderne afslører.” (s. 264)

”(…) jeg har fået et chokerende indblik i, hvor lemfældigt nogle dommere forvalter det store ansvar, der følger med embedet.” (s. 286)

”En engelsk forsker har gjort opmærksom på, at Marx’ ideer er blevet søgt virkeliggjort på alle kontinenter, under alle klimaforhold, i udviklede og underudviklede samfund, i katolske, protestantiske, buddhistiske og andre nationer – men resultatet var alle steder blevet det samme: totalitære etpartisystemer, kz-lejre og likvideringer.” (s. 295)

”Lødig forskning om Sovjetunionen og det sovjetiske regime var altså tilgængelig for alle, man skulle blot læse den. Man kunne få viden, hvis man ville. Alt for mange ville desværre ikke.” (s. 300)

”I september 1993 og igen i maj 1995 advarede Jeltsin præsident Bill Clinton om, at en udvidelse af NATO helt op til Ruslands grænser ville vække uro i Rusland og blive opfattet som et forsøg på at udgrænse og isolere landet.” (s. 336)

”Det er i det hele taget slående, hvor mange kendere af det totalitære sovjetiske projekt der er blandt EU-skeptikerne.” (s. 351)

”EU har været en afgørende faktor ved den letsindige åbning for den muslimske masseindvandring, der i de seneste år har forandret det danske og andre vesteuropæiske samfund i foruroligende grad.” (s. 352)

Vurdering
Bent Jensen er et fyrtårn i såvel historieskrivningen som i samfundsdebatten. Det har som sagt været uhyre interessant at læse hans erindringer, selv om retssagerne måske er kommet til at fylde en lille smule for meget.

Hatten af for hans utrættelig kamp for at få sandheden frem om sovjetregimet og kommunismens mange forbrydelser – samt for hans aldrig svigtende støtte til (russiske) dissidenter.

Bent Jensen er – ligesom afdøde Ole Hasselbalch – en ener, og for de gamle, der faldt, er der desværre ikke nye overalt. Den støbning, som Bent Jensen er gjort af, bliver ikke lavet mere.

Så køb hans bog og glæd dig over, at den slags mennesker findes der også her i verden.

P.s. De mange illustrationer og fotografier er ekstrakrydderi på læseoplevelsen.

Faktaboks
Bent Jensen (født d.10. maj 1938) er forhenværende professor i historie. Fra 2007-2010 var han leder af Center for Koldkrigsforskning på Syddansk Universitet.
Han har i mange år forsket og skrevet om russiske forhold og har udgivet en lang række publikationer i form af bøger, artikler og kronikker til dagspressen. Af bøger kan nævnes ”Stalinismens fascination”**(2002), ”Gulag og glemsel”, som han modtog Weekendavisens Litteraturpris for i 2002, ”Stalin, en biografi (2005), ”Ulve, får og vogtere (2014) og senest ”Ruslands undergang – Revolutioner og sammenbrud 1917-1921” (2017).

Bent Jensen har også lavet en række oversættelser fra russisk og engelsk, bl.a. Paul Johnsons bog JESUS.

** (…) [jeg] lod mig desværre overtale til at ændre min mundrette titel ”Hvad vidste man – og hvad kunne man vide?” til den akademiske spiritusprøve Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle.

Oplysningen føjer nok en brik til forfatteren som en mand, der foretrækker at kalde en spade en spade.

Bent Jensen: MODLØBER. Erindringer. Indbundet/omslag med flapper. Illustreret.  Gyldendals Forlag. 360 sider. Vejl. pris 349,95 kr.  Udkommet d. 17.11.2022.