Israel er kun på størrelse med Jylland og rummer på sit begrænsede territorium 8 millioner statsborgere. Hvad der tog nazisterne tre år, regner præstestyret i Teheran med at klare på tre sekunder i deres planlagte holocaust 2 med kun tre atomsprænghoveder. Det er af vital sikkerhed for ikke bare Israel, men for alle vestlige demokratier, at Iran aldrig kommer i besiddelse af atomvåben, og at der sker et regimeskifte i Iran væk fra korandiktaturet. Mette Frederiksen har naturligvis observeret det tiltagende jødehad og foragt for Israel i danske medier, blandt politikere og i ungdommen. Hun skal derfor ikke nyde noget af at støtte Israels skæbnekamp. Hun tør heller ikke fordømme Israel, som vist tidligere var en trofast ven og allieret. Så hun gør det, danske politikere gør i den slags dilemmaer. Statsministeren opfordrer begge parter til at nedtone konflikten og løse deres problemer gennem forhandling. Frederiksen holder vejret.

” En dag, der vil leve i skændsel”, erklærede præsident Roosevelt i sin krigserklæring til Japan efter overfaldet på Pearl Harbor den 7. december 1941. 1979 er et år, der ligeledes vil leve i skændsel, fordi netop det år kuppede ayatollah Khomeini sig til magten i Iran og etablerede et blodigt diktatur med rod i Islams totalitære doktrin, der i de efterfølgende årtier slavebandt det iranske folk og skabte terror i hele Mellemøsten.

Khomeini bevæbnede og finansierede Hizbollah- og Hamasmilitserne, organiserede attentater og terror, havde mere end en finger med i spillet i ødelæggelsen af World Trade Center i New York.  Det shiamuslimske præstestyre militariserede den islamiske ideologi og skabte en  ideologisk dydskonkurrence også blandt de sunni-muslimske samfund om, hvem der var tættest på profetens rene, ubesmittede og brutale lære. Resultatet var Al-Qaeda, Islamisk Stat, nyt liv i Det Islamiske Broderskab og en kaskade af terror og attentater også i de vestlige demokratier.

Ayatollah Khomeini forpligtede præsteskabet og sit land til hellig krig med tre klare mål: udslettelsen af Israel, nedkæmpelse af sunni-islam og etableringen af shia-islam som verdens dominerende ideologi, samfundssystem og tro. For det shia-muslimske præsteskab er der her tale om mål, der er hellige som islams tre ’testamenter’, koranen, hadith og sira, som anses for enten Allah’s direkte, egne ord eller udtryk for hans vilje.

Her er der ikke plads til forhandling, kompromis eller imødekommenhed. Det er sejr eller død. Israel har måtte leve med denne reelle holocaust-trussel i mere end 45 år og er i dag omringet af fjender på alle sider takket være Khomeinis og hans stormtroppers flittige og utrættelige indsats siden 1979. Det er naturligvis ikke muligt for en demokratisk og højteknologisk stat at kunne leve med en dødsdom hængende over hovedet til evig tid. Det er efterretningstjenestens vurdering, at Iran står på tæskelen til at kunne producere sine første atomvåben. Israel har derfor ikke andet valg end at slå til og fjerne truslen, selv om hadet til den jødiske nation er blusset op i de vankelmodige vestlige demokratier, der jo ikke står foran udslettelse og derfor opfordrer til dialog og forhandling. Hvordan skulle israelerne forhandle sig til et iransk stop for atomvåben? Ved at hoppe i havet?

Israels igangværende militære kampagne mod atomfaciliteter og militære installationer i Iran har to formål. Det primære mål er en forsinkelse af det iranske nukleare våbenprojekt. Det sekundære mål er et regimeskifte i Iran, så dødstruslen over Israel forsvinder en gang for alle. Præstestyrets magtbase forringes måned for måned, men som alle hensynsløse diktaturer er magthavernes kontrol med civilbefolkningen det sidste, der opgives. Korandiktaturet er forhadt i Irans storbyer og blandt ungdommen, men populært i landdistrikterne, hvor de fleste bor. Vi kan derfor ikke forvente en folkelig revolution, der omstyrter præstestyret, der med succes har nedkæmpet samtlige frihedsoprør i mange årtier.

Israel er helt klar over, at folket ikke kommer til at vælte præsterne. Revolutionen skal komme fra Irans militær, der er garanten for ayatollahernes magt. Ved magtovertagelsen i 1979 måtte præsterne indgå en ’Al Capone’- beskyttelses aftale med generalerne: ’I beskytter. Vi betaler’. Det iranske officerskorps har lige siden haft snablen dybt begravet i statskassen og får kommission af alle større handelstransaktioner i Iran. En købt loyalitet er ikke meget værd, og det er denne heller ikke. Irans militær har en sekulær tradition og havde i shahens tid tætte forbindelser med USA’s forsvar, der trænede mange iranske officerer på ophold i USA. Det iranske og amerikanske forsvar havde tætte faglige og venskabelige forbindelser. Alt tyder på, at både USA og Israel har diskrete samtaler med udvalgte officerer i den iranske hær om, hvilke betingelser, der skal opfyldes for at militæret trækker bedetæppet væk under ayatollaherne, hvis magt på langt sigt under alle omstændigheder er dødsdømt.

Vi burde være Israel evig taknemmelige for den skæbnetunge indsats, nationen har sat i gang, som indebærer store byrder og lidelser for Israels befolkning, men som sikrer fred , fremgang og frihed ikke bare i Mellemøsten, men også for vore børn og børnebørn. Der kommer dog ingen ros, ingen anerkendelse fra dansk side. Vi har valgt den feje middelvej. Ingen støtte, ingen opbakning, men slet skjult kritik og diskret fordømmelse. Vi holder vejret.

Med kun godt en uge til den danske afstemning til EU-Parlamentet minder valgkampen mest om stemningen i en uåbnet egyptisk kongegrav.  Måske kan det ikke være anderledes. Partierne vil på den ene side gerne fremvise nogle mærkesager, der har relation til arbejdet i Kommissionen og Parlamentet. På den anden side ved alle politikere godt, at når først de nye parlamentsmedlemmer er valgt og på plads i Bruxelles, er de glemt af Gud og mennesker, og man hører kun om dem, hvis de har taget af kassen. EU-valget bliver således af de danske vælgere betragtet som et midtvejsvalg til Folketinget, en slags generalprøve, hvor man vil fyre eller hyre de partier, der påvirker vores holdninger, som de er lige nu.

Partierne gør derfor deres bedste for at helgardere tipskuponen, så de kan slippe helskindet gennem  EU-valget den 9. juni og samtidig sende nogle politiske signaler, der kan give pote ved næste folketingsvalg. Alle partier – med undtagelse af Dansk Folkeparti – satser derfor på de sikre mediestøttede mærkesager som klimakampen, den grønne omstilling, bedre natur- og miljøbeskyttelse, bedre sikring af EU’s ydre grænser og mere militærstøtte til Ukraine. En undtagelse er dog Moderaterne, der nok går ind for alle standardmærkesagerne, men alligevel skiller sig ud på flere punkter. Partiet ser sig selv som den samlende kraft i midten af dansk politik, den konstruktive muskel, der sørger for, at fiktion bliver til fakta til gavn for fællesskabet. Moderaterne fører sig derfor frem med en massiv tilstedeværelse i pressen med helsidesannoncer, hvor euroens og masseimmigrationens ukronede dronning, Stine Bosse håner de røde og blå partier som passive dummernikker, der bare står på sidelinjen og råber op, mens fru Bosse sidder inde i midten og realiserer sine politiske mål, hvad vi alle må grue for. Moderaternes kampagne fremkalder muligvis jubel og sydlandsk stemning hos partiets medlemmer, men næppe andre steder i det politiske landskab.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen har senest anbragt partiet lige midt i Israel-Hamas-konflikten, hvad man nok vil være opmærksom på i vælgerhavet den 9. juni. Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC), der virker som det Israel-fjendtlige FN’s forlængede arm, har i bedste FN-tradition udstedt arrestordre på Israels statsminister Netanyahu som sigtes for folkemord og andre krigsforbrydelser. Lars Løkke udtalte til DR:” Vi anerkender ICC og står vagt om deres uafhængighed. Jeg kan kun tage sagen til efterretning. Jeg har respekt for ICC”.

For at give aktionen et skær af retsstatslig balance har ICC også beordret Hamas-bossen Yahya Dinwar anholdt, men med anklagemyndighedens baggrund er der ingen tvivl om, at det Netanyahu, der er ICC’s egentlige trofæ. Alle ICC’s tre anklagere er produkter af FN-bureaukratiet med alt, hvad dette indebærer.  Hovedanklageren Karim Khan var tidligere vice-generalsekretær i FN, senegaleseren Mame Niang har i mange år haft en FN-karriere, og madame Nazhat Khan fra Fijiøerne er tidligere ambassadør for Fiji i FN, som i dag er styret af et flertal af totalitære regimer, diktaturer og slyngelstater, idet de ægte demokratiske retsstater nu er i mindretal og har ringe indflydelse.

FN’s Menneskerettighedskommission (UNHRC) har således i sin mødedagsorden indført et fast punkt 7, der kræver drøftelse af krænkelser af menneskerettighederne i Palæstina og andre besatte arabiske territorier. Kommissionen har en møderække tre gange om året, hvilket rutinemæssig udløser en sværm af officielle FN-fordømmelser af Israel til trods for, at der lever to millioner arabere i Israel, hvor de nyder alle en retsstats beskyttelse og goder så som retfærdig justits ved domstolene og lige adgang til arbejdsmarkedet, uddannelse og velfærdsydelser som andre borgere i Israel. UNHRC har kun Israel i kikkerten og vedtager aldrig fordømmelser og resolutioner vendt mod Iran, Nordkorea, Rusland eller Islamic Jihad.  Vi må se, om danske vælgere den 9. juni slutter op om Lars Løkkes og Moderaternes respekt for ICC’s juridiske og politiske sørøvertogt.

Det mest spændende ved EU-valgkampen er de emner, man ikke tør tale om. Siden 1972 har danske politikere afsunget en fælles hymne om det velsignede danske arbejdsmarked, den danske model, der styres af kollektive overenskomster, et område der altid skal ligge milevidt fra EU’s entreprenante indblanding. Det er slut nu, hvor EU-kommissionen lige så stille har gennemført omfattende reguleringer som mindstelønsdirektivet og orlovsdirektivet, der styrer fordelingen af barslen i det danske samfund. Senest har Folketinget vedtaget nye EU-regler om registrering af danskernes arbejdstid. Der er ingen politikere eller fagforeningsfolk, der har rejst krav om denne nye registrering, som bare er trukket ned over hovedet på virksomhederne. Regningen for den lovbefalede registrering af arbejdstid er i milliardklassen. Ifølge Dansk Industri bruger virksomhederne flere penge på EU’s papirvælde end på produktionen.

Vi vælgere må leve med politikere og partier, der lydigt bøjer nakken og har ’respekt’ for institutioner og domstole, der arbejder ud fra en politisk dagsorden. Og vi må leve med partier der diskret og sagtmodigt sælger ud af vores politiske arvesølv som arbejdsmarkedet, der nu forvaltes fra Bruxelles. Det er nok det, vi burde stemme om den 9. juni.

Af Thomas Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Tarmvej 57, 6880 Tarm

Der var spænding hos landbrugsfamilierne op til præsentationen af Svarer-rapporten. Ikke den spænding vi har op til juleaften, men nærmere: Gad vide, om vi kan fejre jul på gården om fem år? Til gengæld behøver vi slet ikke bekymre os om et generationsskifte. For det bliver ikke aktuelt, hvis en CO₂-afgift på biologiske processer bliver fremtiden.

Spændingen, der rumsterede op til Svarer-rapportens præsentation, er nu afløst af stor frustration ude på gårdene. Alligevel fortsætter vi arbejdet med usikkerheden over os.

Herude på landet er vi allerede i gang med at forberede til de næste julefrokoster. Vi sår byg, som bliver til juleøl. Grisen insemineres i disse dage, så vi kan få flæskesteg og hamburgerryg på bordene. Grisene fodrer vi med korn fra markerne omkring vores stalde, så vi minimerer CO₂-aftrykket, og gødningen til afgrøderne er selvfølgelig fra grisene, vi spiste sidste jul.

På markerne sker mirakler hver dag, når kornet gror. Det er fotosyntesen, der sker via grønkornene i planternes blade, når solen skinner. Bladene suger CO₂ fra luften ind i bladet og omdanner det til stivelse og kulstof. Stivelsen i kornet er det, vi laver mel af.

I alle Svarer-rapportens tre modeller skal man nå i mål med klimamålene ved at reducere fødevareproduktionen. Hvis landbruget ikke producerer, er der ikke danske fødevarer. Men udledningen fortsætter ufortrødent i andre lande – og her er det væsentligt at understrege, at Danmark producerer nogen af de mest klimavenlige fødevarer.

Derfor siger det vel sig selv, at det er galskab at reducere dansk produktion med en skat, som foreslået af politikerne? En skat der vil suge livet ud af landet.

Sagen er den, at landbruget kan nå klimamålene uden en afgift. Nye forskningsresultater peger også i den retning. Man bør blot sparke bolden over på landmandens marker.

Det er vejen, der også skal sikre, at der er liv på landet i næste generation – ikke blot landbrugsliv, men også liv hos smeden, mureren, frisøren og dagplejeren mm. i landdistrikterne.

Copenhagen Atomics er også repræsenteret i erhvervsfremstødet for at oplyse om virksomhedens teknologi og potentiale. Copenhagen Atomics har allerede en partner i Polen og gennem to år haft forhandlinger i gang om mulighed for at teste en reaktor i 2025. Det kan ikke lade sig gøre her i landet pga. en folketingsbeslutning fra 1985 om ikke at have atomkraft i Danmark. Polen er i forvejen interesseret i at få mere atomkraft, så adm. direktør i Cph.Atomics Mads Steenberg mener, det kunne betyde mere samarbejde. Med royal deltagelse vil atomkraft blive mere anerkendt.

Copenhagen Atomics meldte sig ind i Dansk Industri med ny teknologi af atomkraft, og adm. direktør for DI Lars Sandahl Sørensen er interesseret i at finde alternativer til de fossile bændstoffer og er positiv overfor atomkraft. Desuden har Copenhagen Atomics’ nye wasteburner reaktor den fordel, at den som navnet antyder kan anvende brugt atomaffald i deres brændstof. Det betyder, at mængden af affald bliver meget mindre – og ‘kun’ skal opbevares 300 år i stedet for ca. 100.000 år.

Copenhagen Atomics har en prototype klar og skal i 2025 teste deres reaktor – måske i Polen, og erhvervsfremstødet kan bidrage til at fremskynde forhandlingerne. Copenhagen Atomics udvikler en ny type reaktor, der udover at kunne genbruge brændstoffet, kan leases som en bil, hvor man kun betaler for brændstoffet. Processen foregår i en container, så risiko for spredning ved uheld er begrænset, fordi det sker under naturligt lufttryk, så den smeltede salt størkner, og radioaktiv luftspredning undgås. Hvis produktionen flyttes til udlandet, kan Danmark miste en virksomhed, der har potentiale til at blive en virkelig stor forretning med store indtægter for landet.

Det danske erhvervsfremstød i Polen kan måske også føre til muligheden for at ændre den danske folketingsbeslutning fra 1985 og tillade atomkraft i Danmark. I udlandet vil man gerne have dansk stabil atomkraft til energi, mens Danmark accepterer ustabil energi fra vind og sol. Måske vil det kongelige stempel og accept kunne få danske medier til ikke altid at udelade ordet atomkraft, når de nævner energi. Det har indtil dato nærmest været et tabu! Vi må se virkeligheden i øjnene, for uden atomkraft kan vi ikke bremse den globale opvarmning, og i stedet for at ødelægge den danske natur med forurenende vindmøller og solceller, kunne vi faktisk anbringe ca. 100 små reaktorer rundt omkring i landet – endda under jorden – uden at genere miljø, natur, biodiversitet og mennesker.

Lige nu er energi- og klimaminister Lars Aagaard i vildrede, for han vil ikke indrømme, at klimaplanen hverken er god eller kan opfylde klimamålet, men siger, at manglende handling bl.a. skyldes fordyrelse af stål o.a., så der ikke kan bygges så mange vindmøller til billig pris. Det samme kan man sige i Tyskland, hvor økonomien kommer til at falde pga. fadæsen med at lukke de tyske atomkraftværker, der havde mange år tilbage – og i resten af tiden havde tjent sig ind.

Pga. naiv uvidenhed om den nye teknologi indenfor atomkraft vil flertallet af de danske politikere stadig ikke have atomkraft i Danmark men tillader i stedet en meget stor forurening af dansk natur inkl. ødelæggelse af biodiversitet med vindmøller og solceller, der placeres, hvor man kunne dyrke fødevarer. Det vil koste mange mia. kr., når der skal ryddes op efter denne store miljøforurening.

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk, earthissue.com, DKA 28. jan. 2024

Nyttige Idioter’ kaldte Lenin den slags

Selvfølgelig indgik det i Putins overvejelser omkring et fornyet angreb på Ukraine, at Macron i 2019 kaldte NATO for ”hjernedød”. Det var netop en hjernedød, illoyal og uansvarlig udtalelse, men heldigvis viste den sig at være helt forkert. Da Macron senere i en ynkelig farce forsøgte at tale Putin til fornuft, lykkedes det ham istedet at udstille sin egen og Vestens magtesløshed.

Til Putins fornyede glæde og opmuntring er det atter lykkes at skabe splid mellem NATO-landene, netop nu, hvor sammenhold er altafgørende: Sidst i juli uge vedtog EU med stemmer fra 26 af 27 medlemslande – hvoraf de fleste er NATO-lande – et kommuniké, hvori (punkt 13) Falklandsøerne betegnes som ”Islas Malvinas /Falkland Islands” (i omvendt alfabetisk rækkefølge). ’Malvinas’ er argentinernes betegnelse for disse britiskeøer.

EU puster liv i en gal diktators projekt

En egentlig erobring af Falklandsøerne var den pressede argentinske diktator Galtieri’s mislykkede projekt i 1982. Øerne blev befriet af britiske tropper, idet 255 britiske soldater måtte lade livet.

Falklandsøerne har været under britisk kontrol siden 1833. De har aldrig været en del af Argentina, som opstod 1861, eller i en anden form i 1831. Øerne, som har selvstyre og høj levestandard, ligger i det sydligste Atlanterhav, ca. 500 km fra Argentinas kyst og 1.900 km fra Buenos Aires. Så sent som i 2013 viste en internationalt overvåget folkeafstemning at 99,8% af falklænderne ønskede at forblive britiske. Ikke mindst dermed burde den sag være lukket, hvilket den da også i praksis var – indtil EU i juli valgte at puste til gløderne, idet man tilføjede håbet om ”en fredelig løsning” på den konflikt, man lige har genoplivet!

EU-toppens sårede forfængelighed

Hvorfor i alverden skal EU hellere være venner med et land med tvivlsomme demokratiske traditioner på den anden side af Atlanten, end med Storbritannien, vores nærmeste nabo?

Da briterne protesterede over EUs dolkestød i ryggen, fik de til svar, at hvis de var forblevet i EU, kunne de sagtens have forhindret vedtagelsen. Svaret mere end antyder, at man gjorde det, for at vise Storbritannien at det har konsekvenser at udtræde af EU. At EU styres af så følelsesladede og negative motiver, er dybt forstemmende for enhver, som støtter EU’s tanke. Men for Putin er det naturligvis særdeles opmuntrende.

Galskab, stik imod FN-konventionen

At lade et territories beliggenhed, ikke dets befolknings ønsker, afgøre dets skæbne, er i strid med FNs konvention om folkenes selvbestemmelsesret, som samme EU-kommuniké ubetinget hylder i punkt 7, mens man i punkt 8 tager afstand fra ”dobbeltstandarter og politisering”!!

Følger man Galtieri’s og EU’s nye logik, skulle Bornholm overdrages til Sverige, Kanaløerne (som har været engelske siden 1066) skulle gå til Frankrig, Korsika til Italien, Samos, Lesbos, Rhodos og mange andre græske øer til Tyrkiet – uanset øernes nuværende tilhørsforhold og befolkningernes egne ønsker og sprog. I øvrigt, hvorfor begrænse sig til øer? Det kunne lige så godt dreje sig om områder på den anden side af landegrænserne. Donetsk, Luhansk, eller hele Ukraine – der er frit slag efter den nye logik!

Kæden er hoppet af for EU-ledelsen

Nu står det klart for enhver brite – men også for Putin og os andre – at EU aktivt modarbejder Storbritannien, sågar i anliggender, som ligger helt uden for EU’s regi. Det er Putin-logik at chikanere et land, fordi det har forladt unionen. Nu vil mange flere konkludere at Brexit nok alligevel var den rigtige løsning. Skulle Argentina herefter føle sig opmuntret til at gentage Galtieri’s erobringsforsøg, vil EU have bidraget til at anspore en erobringslysten stat til at starte en krig. Storbritannien, det europæiske land, som yder mest til Ukraine, ville straks standse denne hjælp for at koncentrere sig om Falklandsøernes sikkerhed. Det kan potentielt have enorme konsekvenser.

Én ting kan Putin mesterligt: Spille de forfængelige og naive europæere ud mod hinanden.

Med venlig hilsen

Henrik Holstein

Der var her til morgen ikke antydning af, at de grundliggende præmisser for denne bastante alarmisme måske er forfejlede, vildt overdrevne og uden for skiven. Senest har således den ny IPCC-chef Jim Skea, udtalt, at 1,5% plus i temperatur ikke er en katastrofe. Så hvor blev videnskaben så lige af her i DK? Dansk udledning af CO2 er ca 0,1% af klodens. Nogen effekt – for Kina? Indien? (3 mia mennesker, ca 45% af al emission på planeten). 

DR bidrager dermed på voldsom, entydig propaganda vis til, uimodsagt og entydigt, at fremme den herskende klimaalarmisme i ekstrem grad. Børn skræmmes, lærere i skoler kujoneres og samfundet knager under al den klimadommedags-snak. Folk ophører med at se TV avis og lukker ørene for nyt pga de vedvarende dommedagstoner fra ‘eliten’ vedr. klima. 
Den stadige klima-apokalyptiske linje fra DR bereder vejen for drakonisk lovgivning fra FT. Denne skarpe anti-emissionslinje kan SKADE Danmark uopretteligt hvis det gennemføres i praksis uden større konsekvenshensyn. 

Det er uhørt, bedragerisk og uværdigt for et statsfinansieret radio-monopol som DR. 

Alsidigheden i dækningen af klima stof er totalt forduftet og de samme ypperstepræster fra klima-parnasset får taletid flere gange ugentligt, uimodsagt. 

Hvad mener DR’s bestyrelse om den form for journalistik? Har bestyrelsen en mening herom? 

Hvad agter man at gøre? Bidrage til at køre landet i sænk, ASAP? Kan vi høre fra de ansvarlige ministre? MF’er? Er de enige med Mernild og Co.? Er landet ved at koge, som Guterres lover os? 

Eller har den ny IPCC-chef ret ved at mane til ro om al det klima hysteri og bæredygtighed og grøn omstilling ad nauseam? 

Kan folket få DR’s ledelse i TALE? 
Har selv prøvet, helt uden held. 
Der er voldgrave og snubletråde overalt. 

Vh

Hans Petersen, Skodsborg
Tel 30498687