Billund Lufthavn taber tre års overskud i coronaramt 2020

Billund Lufthavn taber tre års overskud i coronaramt 2020
Foto: Mette Mørk/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Billund Lufthavn mistede tre ud af fire passagerer i 2020, hvor coronaudbruddet og rejserestriktioner gav et stort fald i flyrejser.
Lufthavnen kommer ud af 2020 med et underskud på 179 millioner kroner. Det er det største underskud i lufthavnens historie.
Underskuddet sidste år svarer til det samlede overskud i årene 2017-2019.
Det viser årsregnskabet fra lufthavnen, der er Danmarks næststørste efter Københavns Lufthavn.
Tilbagegangen skyldes, at omsætningen er faldet med 65 procent til 303 millioner kroner. Det er den laveste omsætning siden 2002. Det store fald skal ses i lyset af et fald i antallet af passagerer på 75 procent til 929.082.
Bestyrelsesformand Clas Nylandsted Andersen kalder resultatet for utilfredsstillende.
– Ser man isoleret på tallene for 2020, er regnskabet jo ikke acceptabelt. Men når man tager sundhedskrisen i betragtning, skal man kigge på lyspunkterne, og dem er der heldigvis flere af.
– Lufthavnen har handlet fornuftigt og med rettidig omhu flere gange i krisen. Det sikrede en mindre økonomisk tilbagegang end frygtet. Og de sidste mange års påpasselighed har gjort, at vi stadig har robustheden i behold ved udgangen af 2020, siger han i en kommentar.
Som følge af krisen valgte Billund Lufthavn i maj sidste år at fyre omkring 300 ansatte. Det svarer til omtrent hver tredje stilling.
Selv om 2020 er det dårligste resultat i lufthavnens historie, er Billund Lufthavn og lufthavnene generelt sluppet bedre gennem krisen end flyselskaberne.
Det vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank og følger luftfartsbranchen tæt.
– Flyselskaberne står som det mest udsatte led i den branche. Man bliver langt hårdere ramt, når indtjeningen forsvinder, fordi man har store fly stående parkeret.
– Samtidig hjælper det ikke, at mange flyselskaber ikke har haft orden i eget hus inden krisen.
– De har typisk haft færre penge på kistebunden, højere gæld og lav overskudsgrad. Det er der væsentligt flere lufthavne, der har haft – herunder Billund Lufthavn, siger Jacob Pedersen.
Han vurderer, at Billund Lufthavn står godt rustet til at håndtere en længere periode uden det normale antal passagerer.
– Billund Lufthavn har haft en god opsparing gående ind i krisen. Man har fortsat en god finansiel stødpude, så man også vil kunne gå gennem en længere periode med langt færre flyvninger, siger han.
/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?