Hvis det kan ske sundhedsmæssigt forsvarligt, så er det på tide, at samfundet og herunder dele af erhvervslivet snart får lov til at genåbne.
Det mener interesseorganisationen Dansk Industri, der repræsenterer en stor del af dansk erhvervsliv, efter at flere partier er begyndt at tale for at genåbne en større del af landet.
Onsdag har både SF og Venstre meldt ud, at de mener, at alle børn skal tilbage i skole, og at mindre butikker skal have lov til at genåbne. De samme ønsker er før blevet ytret af resten af blå blok.
Kim Haggren, der er underdirektør i Dansk Industri, mener også, at det er tide at genåbne dele af samfundet og mest muligt af erhvervslivet, hvis det kan ske under sundhedsforsvarlige vilkår.
Med hensyn til erhvervslivet har han flere forslag til, hvordan det kan foregå.
– Man kan eksempelvis indføre større afstandskrav eller indføre et system med tidsbestilling, så man har styr på, hvor mange kunder der kommer ad gangen.
– Under sådan nogle forudsætninger mener vi godt, at man kan åbne en del af dansk erhvervsliv igen, siger Kim Haggren.
Siden slutningen af december har en stor del af dansk erhvervsliv skullet holde lukket for kunder.
Som situationen er lige nu, ser den samme del af erhvervslivet ud til først at kunne genåbne og tage imod kunder igen fra 28. februar.
Nedlukningen og muligheden for ikke at tage imod kunder betyder ifølge Dansk Industri, at dansk erhvervsliv taber en milliard kroner i omsætning hver dag.
– Store dele af dansk erhvervsliv har nu været lukket nede i en fryser i rigtig lang tid, og vi mener, at det er et godt tidspunkt at tø det op igen.
– Vi kigger ind i faldende smittetal, og vi har nogle områder i Danmark, der stort set ikke har nogen smittede og ikke har haft det i lange perioder.
– Derfor mener vi, at når sundhedsmyndighederne siger, at det er forsvarligt, at der så også bliver åbnet op igen, siger Kim Haggren.
Regeringen har allerede bedt eksperter om at regne på, præcis hvor meget det er muligt at slække på restriktionerne forskellige steder i landet.
Adspurgt hvorfor Dansk Industri ikke bare kan vente på, at eksperterne får regnet færdigt, svarer Kim Haggren, at organisationens indspil også kun skal ses som forslag til, hvordan genåbningen kan se ud, når beregningerne ligger klar.
/ritzau/