Det møder ros fra uventet kant, at statsminister Mette Frederiksen (S) sætter Enhedslisten på plads i diskussion om børnefattigdom.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
De er oftest uenige, den liberale tænketank Cepos og statsminister Mette Frederiksen (S).
Flere gange under Mette Frederiksens regeringstid har tænketanken da også været ude med kritik af bl.a. hendes økonomiske politik såvel som hendes coronahåndtering.
Men nu lyder der en sjælden ros fra Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen, som hæfter sig ved en udmelding fra statsministeren, som faldt i løbet af sidste uges afslutningsdebat inden Folketingets sommerferie.
– Et af lyspunkterne fra sidste uges afslutningsdebat var da Mette Frederiksen ca. kl 23 tog ordet om fattigdom.
– Hun tog her klar afstand fra den fattigdomsgrænse, der er udarbejdet af AE-rådet (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, red.) og Danmarks Statistik. Det var en rigtig god melding, siger Mads Lundby Hansen til Indblik.
Enhedslisten og statsministeren krydser klinger
Cheføkonomen referer her til Mette Frederiksens svar til Enhedslistens politiske leder Mai Villadsen under afslutningsdebatten.
Enhedslisten blæser for tiden til kamp mod det, partiet opfatter som et stort problem med børnefattigdom i Danmark, og derfor ville Enhedslisten-frontkvinden høre, hvad statsministeren vil gøre ved dette problem.
– Mange børn vokser op i fattigdom herhjemme. Det har konsekvenser, og bare ét år i fattigdom betyder enormt meget for et barns muligheder i livet.
– Det var derfor, vi gav fru Mette Frederiksen nøglerne til Statsministeriet: For at løse den her udfordring.
– Derfor vil jeg gerne spørge meget direkte: Kommer statsministeren til at leve op til løfterne – også selvom det kommer til at koste penge?, lød spørgsmålet fra Mai Villadsen.
Svaret fra statsminister Mette Frederiksen var meget klart.
– Der, hvor der er tale om reel fattigdom, der er jeg ikke i tvivl om, at det begrænser et barns udvikling og grundlæggende er forkert.
– Men i Danmark har vi jo ikke en opdateret og ny officiel fattigdomsgrænse. Derfor er det, der ofte refereres til i den politiske diskussion, noget, som går tilbage til den måde Arbejderbevægelsens Erhvervsråd opgør det her på, lød det fra statsministeren.
Mette Frederiksen: “Det er ikke fattigdom”
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd opgør det sådan, at man regnes som værende fattig, hvis man tjener 50 procent af medianindkomsten (dvs. den midterste indkomst i befolkningen, red.), påpegede Mette Frederiksen og gav et konkret eksempel på, hvorfor denne opgørelsesmetode er forkert:
– Men hvis vi lige prøver at tage et familieeksempel, så betyder det jo, at for en familie med to voksne og to hjemmeboende børn over 15 år, så indebærer det en fattigdomsgrænse på over 300.000 kroner om året efter skat.
– Det vil altså sige mere end 25.000 kroner om måneden efter skat. Det mener jeg ikke er fattigdom. Det mener jeg ikke er fattigdom, sagde Mette Frederiksen, der gentog sig selv for at understrege pointen og afrundede med at sige:
– Så ja, vi vil gerne være med til at løse nogle af de problemer, der er med fattigdom. Men det her rådighedsbeløb, det er ikke fattigdom.
Cheføkonom: “Jeg er helt enig med Mette Frederiksen”
Og det er netop den udmelding, som bliver taget imod med begejstring i tænketanken Cepos.
– Jeg er helt enig med Mette Frederiksen i, at AE-Rådets og Danmarks Statistik er galt afmarcheret.
– Som Mette Frederiksen siger det, så har det intet med fattigdom at gøre, når en familie med to voksne og to børn har et husholdningsbudget på 300.000 kroner årligt efter skat.
– Det er måske en relativ lav indkomst, men det har intet med fattigdom at gøre, siger Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen, som kalder det “helt misvisende”, når Enhedslisten og andre påstår, at en sådan familie med et budget på 300.000 kroner skulle være fattig.
Tager man udgangspunkt i den relative fattigdomsdefinition, som såvel AE-rådet som Danmarks Statistik arbejder med, kan man hurtigt nå til nogle helt gale konklusioner, fortæller Mads Lundby Hansen.
– Det indebærer, at hvis hele Danmarks befolkning får forøget deres indkomst med 10 procent, vil antallet af fattige ifølge denne definition være uændret, selvom også personer med lave indkomster fik indkomsten forøget med 10 procent.
Giver det overhovedet mening at tale om “fattigdom” i Danmark?
Ser man på statistikkerne, har Danmark blandt 36 OECD-lande den næstlaveste andel af børn i lavindkomstgruppen, altså den gruppe af befolkningen, som tjener under 50 procent af medianindkomsten.
Kun Finland har færre børn i familier med relativ lav indkomst end i Danmark.
Og mens OECD (sammenslutning af demokratiske lande med markedsøkonomi, red.) vurderer, at 3,7 procent af danske børn bor i familier med relativ lav indkomst, gælder det for hele 9,3 procent af de svenske børn.
Med andre ord må den reelle børnefattigdom herhjemme antages at være meget begrænset.
På den baggrund stiller Mads Lundby Hansen spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening at tale om “fattigdom” i Danmark.
– Jeg er meget skeptisk overfor, at man skal have en fattigdomsgrænse i Danmark.
– Vores ydelser har et så højt niveau, at det ikke er relevant at tale om decideret ”fattigdom” i Danmark. I stedet kan man tale om ”lavindkomstgruppen, siger han til Indblik.
Indblik arbejder på at få en kommentar fra Enhedslisten og Statsministeriet.
Kunne du lide artiklen her?
Så bliv medlem af Indblik for kun 49 kroner om måneden, støt vores arbejde og få adgang til vores medlemsfordele. Vores medlemmer får bl.a. direkte adgang til at komme med idéer til historier.