Cheføkonom: Regeringens coronastimuli er “spild af skatteydernes penge”

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Efter en ny rapport fra Det Økonomiske Råds vismænd lyder der nu en klar melding fra tænketanken Cepos’ cheføkonom.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

I dag er en ny rapport fra vismændene i Det Økonomiske Råd landet.

Her har de økonomiske vismænd bl.a. set på aktuelle økonomiske spørgsmål relateret til coronasituationen, nedlukninger og hjælpepakker.

I rapporten forventer vismændene en vækst i Danmarks BNP på 3 procent i år og 4 procent i 2022.

Ifølge tænketanken Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen er det et spejl af, at coronakrisen har været “en klassisk udbudskrise”.

Vi har set at så snart, der genåbnes, så springer dansk økonomi frem, siger han til Indblik og fortsætter:

– Jeg er enig i, at der ikke er behov for flere finanspolitiske lempelser i 2021 og 2022. Danskernes privatøkonomi er generelt velkonsolideret og har potentialet til at øge det private forbrug de kommende år. 

– Det, der har begrænset den økonomiske aktivitet, er smitten og begrænsninger på virksomhedernes ønske om at holde åbent. Det er i høj grad udbudssiden af økonomien, der har begrænset væksten, og det kan ekspansiv finanspolitik vanskeligt rette op på.

På den baggrund ser Mads Lundby Hansen den seneste sommer-stimuli-pakke til 1,6 milliarder kroner som “spild af skatteydernes penge”.

Og den nye sommerpakke er ikke det eneste eksempel på, at regeringen fører en forkert finanspolitik, siger cheføkonomen. 

– Det samme kan siges om stimuli-delen af den seneste finanslov, hvor man bl.a. ekspanderede boligjobordningen selvom byggebeskæftigelsen steg markant. 

– For få dage siden signalerede finansministeren (Nicolai Wammen, red.), at boligjobordningen skulle strammes op igen. Selv om vi har supersunde offentlige finanser, er der ingen grund til at stifte ekstra gæld til unødvendige stimuli, siger Mads Lundby Hansen.

Vismændende pointerer også i den nye rapport, at “hjælpepakkerne”, der yder kompensation til virksomheder, der har været ramt af tvangslukninger, bør udfases, efterhånden som det danske samfund genåbner.

Det er noget, som Mads Lundby Hansen er helt enig i.

– Det er godt, at de generelle kompensationspakker afvikles nu. Kompensationspakkerne har en tendens til at holde hånden under eksisterende virksomheder. 

– Det skader virksomheds-dynamikken og velstandsskabelsen. En meget stor del af produktivitetsvæksten kommer fra, at mindre produktive virksomheder lukker og mere produktive virksomheder overtager markedsandele.

– Denne proces fryses til is med hjælpepakker, siger han til Indblik.

Læs hele vismandsrapporten her.

Kunne du lide artiklen her?

Så bliv medlem af Indblik for kun 49 kroner om måneden, støt vores arbejde og få adgang til vores medlemsfordele. Vores medlemmer får bl.a. direkte adgang til at komme med idéer til historier.

Bliv medlem her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?