COP27, landing eller nødlanding?

COP27-klimamødet i Sharm el-Sheikh skulle være endt fredag eftermiddag. Men sædvanen tro endte det i et stort drama med intense forhandlinger frem til søndag morgen. Hvad kom der så ud af det?
Hør artikel

Ikke ret meget, viste det sig, men der var vel heller ikke de store forhåbninger på forhånd. Verden har fået andet at tænke på, og energikrisen har gjort appetitten på lukning af kulkraftværker til at overse, specielt i Europa. Samtidigt ønsker Asien fortsat at udbygge forbruget af fossile brændstoffer som en nødvendig forudsætning for deres videre økonomiske udvikling.

I de første mange dage skete der da heller ikke rigtigt noget på COP27-mødet. Det egyptiske formandskab forsøgte sig i de sidste dage med nogle udkast til sluttekst, men de var mere eller mindre uspiselige, og det hele så sort ud.

Der var mindst tre store knaster i vejen for en aftale.

Den første knast var ønsket om at begrænse den globale temperaturstigning til de 1,5 grader celsius sammenlignet med ”førindustriel tid”, dvs. perioden omkring 1850. Her har vi allerede nået de 1,1 grader, så der er kun 0,4 grader tilbage på budgettet. Det ville indebære meget hurtige og dybe nedskæringer i forbruget af fossile brændstoffer og anses ikke for overhovedet at være realistisk. Men det blev jo vedtaget på COP21-mødet i Paris i 2015 og har spøgt lige siden. At de 1,5 grader er en ren politisk vedtagelse og videnskabeligt giver meget lidt mening, (læs rapporten) giver ikke anledning til overvejelser hos IPCC.

Den anden knast var spørgsmålet om direkte at nævne behovet for nedskæringer i brugen af kul, olie og gas. Det nævnes selvfølgeligt indirekte i og med, at udledningerne af CO2 skal nedbringes, men at nævne de fossile brændstoffer ved navn har man hidtil undgået – indtil COP26 i fjor, hvor behovet for ”nedfasning” af kul blev nævnt. Fra klimakredse kræver man en klar omtale af de fossile brændstoffers fremtid, mens f.eks. de olieproducerende lande ikke ønsker, at de bliver nævnt.

Det tredje problem var potentielt det vanskeligste. Ulandene vil gerne have penge på bordet, og nu var ideen, at det skulle være erstatning for ”tab og skader” som følge af klimaforandringerne og de tilfælde af ekstremvejr, som de måtte have forårsaget. Erstatningen skulle betales af de nationer, primært USA og Europa, som gennem mange år havde udledt drivhusgasser og dermed var ”ansvarlige” for skaderne. Når Pakistan således har lidt tab pga. oversvømmelserne i sommers, så er det i virkelighed den Vestlige Verdens skyld, og vi skal betale fuld erstatning. Ideen mødte generelt stejl modstand, dels fordi det kunne blive en glidebane mod større og større økonomiske forpligtelser for de udviklede lande, og dels pga. praktiske definitionsspørgsmål. Hvad med Kina, f.eks., der jo stadigvæk henregnes til de ”fattige” lande, men samtidigt nu står for den største udledning i hele Verden? Skal kineserne betale eller modtage penge?

Navnlig dette sidste problem forhindrede en afslutning på konferencen, men så blev EU’s delegationsleder åbenbart træt og gav sig. Han ville godt acceptere, at der kom noget med i slutteksten om ”tab og skader”.

Dermed var vejen banet for, at man kunne få formuleret den endelige ordlyd. Slutteksten kom til at fylde 10 A4-sider. Den er opdelt i en lang række udsagn og efter gængs praksis formuleret således, at konferencen: ”noterer sig”, ”anerkender”, ”udtrykker”, ”byder velkommen”, ”er klar over”, ”overvejer” osv. Man skal lede grundigt for at finde noget sted, hvor konferencen faktisk ”beslutter” et eller andet, og i givet fald drejer det sig kun om nedsættelse af endnu et udvalg.

Resultatet er således, at ingen er forpligtet til noget som helst konkret i henhold til denne tekst.

Målet med de 1,5 graders temperaturstigning nævnes, og hvis det ikke kan nås, er der jo også en mulighed med de 2 grader, som ligeledes fremgik af Paris-aftalen. Opfyldelsen af målet vil kræve en drastisk omlægning af energiforsyningen, står der, og her bliver det interessant, fordi der for første gang nævnes noget om såkaldte ”lav-emissions”-energikilder. Det kunne helt oplagt være kernekraft, som ellers aldrig har spillet nogen rolle på COP-møderne. Det kunne også f.eks. være naturgas, som en egyptisk delegeret kom til at nævne.

Heller ikke i denne omgang blev der tale om nogen udfasning af de fossile brændstoffer. Selvom de foreliggende forslag fra egyptisk side havde nævnt ”udfasning” af kul (alene), endte det i slutteksten med ”nedfasning” af kul lige som på COP26-mødet. Olie og gas blev ikke nævnt med et ord.

Flere steder i teksten gøres der meget ud af, at omlægningerne i energiforsyningen for at nå klimamålene skal gennemføres med skyldig hensyntagen til ulandenes situation, de skal ikke stilles dårligere på nogen måde. Måske kan man mellem linjerne her læse, at de ikke bare skal nægtes f.eks. adgang til finansiering af de nødvendige fossile energikilder, hvis det er afgørende for deres udvikling og deres befolkningers levevilkår.

Teksten vedr. ”tab og skader” blev så forsigtig, som man overhovedet kunne forestille sig:

[Konferencen] byder velkommen til, for første gang, overvejelsen af elementer i forbindelse med finansierings-arrangementer som svar på tab og skader, der er kommet som følge af klimaforandringernes negative følger, inkl. et fokus på at beskæftige sig med tab og skader…

Derefter nævnes der noget om de kolossale efterslæb, der globalt er i brugen af penge på klimaforanstaltninger og grøn omstilling, hvor man mener, at det årlige behov er 4-6 billioner US$ fra nu af og frem til 2050.

Bortset fra diverse andre detaljer var ovenstående stort set alt, hvad der kom ud af 40.000 menneskers rejse til Egypten og 14 dages ophold i badebyen Sharm el-Sheikh. Umiddelbart kommer man til at tænke på en badeferie…

Men faktum er jo, at tiden er ved at løbe fra hele COP-cirkusset. Det er ekstremt uproduktivt, specielt set i lyset af at Jorden jo slet ikke er i nogen akut fare eller klimakrise. Sammenkædningen af den globale opvarmning og tilfældene af tørke, oversvømmelser og storme er et effektivt forsvar for klimasagen i offentlighedens bevidsthed, men faktum er jo, også ifølge IPCC selv, at der ikke indtil nu kan påvises nogen sammenhæng. Vi har altid haft ekstremvejr og naturkatastrofer, de er ikke blevet mere alvorlige eller hyppige, og de ændrer sig ikke til det bedre, uanset hvor mange vanskeligheder vi påfører os selv i forbindelse med en urealistisk omlægning af vores energiforsyning.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?