COP27 – Sammenblanding af Klima og politik – aktuel rapport

Sidste år foregik det i Skotland og endte med en mødeleder i tårer, fordi han ikke kunne få en passus med i slutdokumentet om udfasning af kul. Det blev kun til en ”nedfasning”, hvad det så måtte være.
Hør artikel

Det er næppe undgået nogens opmærksomhed, at 35.000 mennesker i disse dage samles til klimakonference i Egypten, på badeferiestedet Sharm el-Sheikh ved Rødehavet. ”COP” står for Conference of the Parties og er den årlige opfølgning på klima-aktionsplanerne koordineret af IPCC, FN’s klimapanel. I år er det møde nr. 27, og derfor kaldet COP27.

I år afholdes mødet på en noget mindre sorgløs baggrund. Energikrise, inflation og optræk til en finanskrise og hertil krig i Ukraine. Det er jo ikke krigen, der har medført alle disse problemer, selvom Ruslands begrænsninger i gaseksporten til Europa har givet nogle akutte problemer hos os. Men energikrisen stikker langt dybere. Den er en følge af den kraftige klimapolitiske aktivitet, hvor man fra forskellige sider har presset på for at få nedbragt kul- olie- og gasproducenternes aktiviteter. Det har bl.a. medført en markant nedgang i deres investeringer, og netop gas og olie kræver ellers kontinuerlige investeringer i forbindelse med udbygning af eksisterende forekomster eller opbygning af produktionsapparatet på nye olie- eller gasfelter.

Men bankerne og de finansielle institutioner har kappedes om at være så ”grønne” som muligt og nedbringe deres engagementer i den fossile brændstofs-branche. Derfor er der nu et meget betydeligt efterslæb på disse investeringer, og det har presset kapaciteterne ned og priserne på fossil energi op.

Svaret på dette har bl.a. her i Danmark været, at så må vi skynde os at bygge flere vindmøller og solceller. Den løsning har man også forsøgt at trække ned over hovedet på ulandene, ikke mindst i Afrika, hvor de store internationale långivere nægter at finansiere projekter vedrørende udvikling af kul, olie eller gas.

Samtidigt bliver det mere og mere tydeligt, at en række af de helt store udledere af drivhusgasser, Kina, Indien, Rusland og andre asiatiske lande i hvert fald midlertidigt har droppet klimamålene om reduktioner og i stedet sat fuld fart på udnyttelsen af den fossile energi for at sikre deres befolkninger og erhvervsliv en stabil forsyning. Kina åbner p.t. flere nye kulfyrede elværker hver måned.

COP27-mødet har således ikke lige nu udsigt til at ende med ret meget konkret i retning af nye klimatiltag eller -forpligtelser. FN’s generalsekretær, António Guterres gjorde ellers et godt forsøg i sin korte åbningstale, hvor han bl.a. udtalte:

Snart fødes baby nr. 8 milliard i Verden. Hvordan vil vi svare på den babys spørgsmål: ”Hvad gjorde I for vores planet, da I havde chancen?”

Svaret er i vores hænder og uret tikker. Vi er i kamp for vores liv, og vi er ved at tabe.

Den globale temperatur stiger, og vores planet når snart et punkt, hvor klima-kaosset bliver umuligt at rette op. Vi er på motorvejen mod klima-helvedet med speederen i bund.

Klimaforandringerne er det afgørende problem i vores tid. Det er uacceptabelt, skandaløst og selv-ødelæggende ikke at give det fuld prioritet. 

Menneskelige aktiviteter er årsagen til klimaproblemet. Så menneskelige tiltag må være løsningen.

Videnskaben er klar: Skal vi begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader celsius, skal vi nå netto nul i udledninger globalt i 2050. Men målet om de 1,5 grader ligger i respirator og udstyret rasler. Vi er på vej til et punkt, hvor der ingen vej er tilbage.

Derefter taler Guterres om en pagt mellem de rige og de fattige lande, hvor målet skal være den altomfattende grønne omstilling. Pagten skal bl.a. omfatte et stop for nye kulfyrede elværker og ophør af brugen af kul i OECD-landene i 2030 og i resten af Verden i 2040. Generalsekretæren afslutter med følgende fyndige besked:

Menneskeheden har et valg: Samarbejd eller dø. Det er enten en klima-solidaritetspagt eller en kollektiv selvmordspagt.

Generalsekretærens udtalelser er naturligvis totalt løsrevet fra virkeligheden. Selv IPCC taler ikke om sammenbrud, ”helvede” eller lignende og slet ikke i forbindelse med en eventuel opvarmning på kun 1,5 grader i forhold til den formodede temperatur i 1850.

De forskellige deltagerlande møder op til COP27 med hver deres forventninger til konferencen. Ved tidligere lejligheder blev der stillet i udsigt, at de rige lande skulle udbetale store beløb til de fattige, dels som hjælp til den grønne omstilling og dels som kompensation for de klimaskader, som de riges udledninger af drivhusgasser allerede har medført. Et årligt beløb på 100 milliarder dollars har været på bordet. Det ligger imidlertidt tungt med at få afleveret pengene. Danmark har nu forpligtet sig til at yde sin del, hvilket er adskillige milliarder danske kroner pr. år, men i virkeligheden vil en god del af pengene vist fremkomme ved at omdøbe den allerede ydede ulandsbistand til klimabistand…

Der gøres et stort nummer ud af, at Verden allerede er ramt af alvorlige skader som følge af klimaforandringerne. Oversvømmelserne i Pakistan og tørken i Europa denne sommer nævnes som oplagte eksempler. Den seneste orkan i Florida er også endt ”meget værre” end den ville have været, hvis vores klima var som i 1850 – før de menneskelige CO2-udledninger tog fart.

Klimavidenskaben har gjort meget ud af denne ”sammenkædning” af de enkelte ekstreme vejrbegivenheder med de menneskeskabte klimaforandringer. Formålet har helt klart været politisk for at fremme klima-panikken. Med statistik har mange forskere imidlertid kunnet påvise, at der ikke i de seneste 30-50 år har været flere eller alvorligere hændelser af ekstremvejr, måske pånær nogle få hedebølger her og der. Den slags forskning har dog ikke været populær i klimakredse.

COP27 er nu klemt imellem en stribe forskellige interesser, der næppe kan forenes. Man ønsker brændende at holde den globale temperaturstigning under de famøse 1,5 grader (som er politisk vedtaget og ikke baseret på reel videnskab). Det vil kræve en drastisk reduktion af forbruget af kul, olie og gas. Men stort set alle landene i Verden er blevet opmærksomme på deres dybe afhængighed af netop disse brændstoffer og har, f.eks. som Danmark, forøget udnyttelsen af kulfyrede kraftværker her og nu. Det bliver næppe kun i en kort overgang, at det fortsætter.

Ulandene og de store asiatiske industrinationer ønsker at udbygge deres forbrug af fossile brændstoffer og deres bekymring om en temperaturstigning på 1,5 grader er vist ikke voldsom. Hverken Indien eller Kina vil således forpligte sig til nogen bindende klimamål.

Til gengæld vil ulandene gerne have nogle flere klimamilliarder, som så kan bruges til deres generelle økonomiske udvikling, militær oprustning, eller hvad de nu måtte have behov for.

Hvordan alt det her kan gå op i en højere enhed bliver spændende at se.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?