Patienter vil få direkte besked, hvis strejken blandt sygeplejersker har ført til en udskydelse af deres behandlinger eller operationer.
Hører man ikke direkte fra hospital eller region, skal man til behandling som ellers aftalt.
Sådan lyder det enstemmigt fra landets fem regioner, efter det er blevet meldt ud, at 10 procent af landets sygeplejersker skal strejke.
– De patienter, der bliver berørt af det her, får direkte besked fra os. Så hvis man har en tid på et sygehus og ikke hører noget fra os, så skal man bare møde op til behandling, oplyser Region Syddanmark.
Regionerne er fortsat ved at få overblik over, hvor mange patienter, der bliver påvirket af strejken. De regner med at melde noget mere konkret ud i de kommende dage, oplyser de.
I Region Hovedstaden er 1064 sygeplejersker udtaget til strejke, og i Region Sjælland drejer det sig om omkring 400 sygeplejersker på en række afdelinger på sygehusene i Slagelse og Næstved.
De resterende tre regioner kan endnu ikke oplyse, hvor mange sygeplejersker der skal strejke i deres respektive regioner.
Regionerne understreger, at det kun er ikke-akutte operationer og behandlinger, der bliver berørt af strejken.
I Region Midtjylland bliver “hundredvis af operationer” udsat, siger koncerndirektør Ole Thomsen til TV2 Østjylland.
Hvis strejken strækker sig over flere uger, så kommer ventelisten til operationer til at strække sig langt ind i 2022, siger Ole Thomsen.
Der er i forvejen patienter på venteliste, da coronapandemien også har udskudt mange operationer.
Fra natten til lørdag vil flere end 5000 sygeplejersker over hele landet strejke, da et flertal af sygeplejersker har stemt nej på et forsøg på en overenskomst. Det svarer til omkring hver tiende sygeplejerske.
/ritzau/