Op til valget i 2019 kørte fagforeningen 3F en stor holdningskampagne med budskabet, at ”uligheden har altid været her, men nu er den blevet uanstændig”. (Og det er Daaanmark…. – YouTube)

Og Mette Frederiksen lancerede et oplæg om, at ”Danmark er for lille til store forskelle” (Socialdemokratiet_Danmark_er_for_lille_web.pdf (altinget.dk))

Alligevel er uligheden steget – og det er ikke som sådan skidt, mener Mads Lundby Hansen, cheføkonom i tænketanken CEPOS. ”Jeg ser dog ikke den stigende ulighed som et stort samfundsproblem. Danmark er fortsat et af de mest lige OECD-lande. Samtidig er øget ulighed i mine øjne en acceptabel bivirkning, når man gennemfører sunde reformer, der enten sænker marginalskatten eller øger incitamentet til at tage et job”, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS og fortsætter:

”Der er kommet 2.700 færre børn i familier med relativ lav indkomst i 2021. Det skyldes bl.a. den positive udvikling på arbejdsmarkedet, hvor beskæftigelsen voksede, mens antallet af kontanthjælpsmodtagere blev reduceret.”

Stigningen i uligheden skyldes bl.a. stigende formueindkomst, som i høj grad er tilfaldet de mest velstående, da det også er dem, der har de største investeringer.

Siden 2019, hvor Mette Frederiksen trådte til, er uligheden vokset med 0,7 point. Dermed fortsætter stigningen i uligheden, som har været gældende stort set uafbrudt siden midten af 90erne. Det er bemærkelsesværdigt, mener Mads Lundby Hansen. ”Det røde forståelsespapir fra 2019 havde et meget stort fokus på at reducere uligheden,” påpeger han.

(NYT: Størst indkomstfremgang i bunden og toppen – Danmarks Statistik (dst.dk))