Dansk Erhverv til regeringen: Her er den genåbningsplan, I mangler

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Den danske detailhandel lider under nedlukningen. Dansk Erhverv er klar med en plan for genåbning.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Gaderne ligger øde overalt i Danmark, og butikslivet er tvangslukket på ordre fra den socialdemokratiske regering. Det siger sig selv, at den danske detailhandel er i en svær situation i øjeblikket, og derfor kræver Dansk Erhverv nu handling fra regeringen.
Det skriver Finans.dk.
Erhvervsorganisationen, der har store dele af detailhandlen blandt sine medlemmer, er nu klar med sit eget bud på en genåbningsplan. Målet er hurtigst muligt at få gang i det lukkede butiksliv igen, og vejen dertil skal gå gennem flere faser.
– Vi ser nok ind i en længerevarende periode, før samfundet atter er i en normal situation. Derfor skal vi have en konkret plan for, hvordan udvalgsvarehandlen kan genåbnes under trygge rammer. Den del af detailhandlen, som aktuelt er nedlukket, rummer altså 125.000 arbejdspladser, siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv, til Finans.dk.
Han advarer om, at en langvarig nedlukning af detailhandlen kan få alvorlige konsekvenser for den danske økonomi som hele.
– Når forbrugerne som nu i høj grad er henvist til onlinehandlen, skal alle huske, at op mod en tredjedel af det digitale salg går til udenlandske webshops. En langvarig lukning af udvalgsvarehandlen i Danmark kan få betydelig, negativ indvirkning på dansk økonomi.
Første fase af Dansk Erhvervs genåbningsplan kan allerede blive sat i gang nu. Her foreslår organisationen, at butikkerne får lov at tage mod elektronisk betaling ved afhentning af varer, og at de derudover får lov at bytte varer ved, at kunder booker tider. Endvidere foreslår Dansk Erhverv også, at det skal være muligt at aflevere produkter til reparation.
I anden fase lægger erhvervsorganisationen op til en fuld genåbning af butikslivet, men på et lavere aktivitetsniveau end normalt og med en række restriktioner. Herefter følger to andre faser med tiltagende genåbning, indtil man i fase fem af Dansk Erhvervs plan lægger op til en fuld genåbning, hvor alle restriktioner løftes.
Det kræver dog ifølge organisationen, at der er både flokimmunitet og at “vaccineprogrammet er fuldt udrullet”.
– Vi kommer ikke med bud på, hvornår de enkelte faser indføres. Det overlader vi til sundhedsmyndigheder og regering. Men vi kan ikke leve med den nuværende usikkerhed, siger Henrik Hyltoft til Finans.dk.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?