De danske børsnoterede virksomheder har – hvis man ser bort fra bankerne – udbetalt rekordhøje udbytter trods coronakrisen.
I de første fire måneder er der udbetalt 38 milliarder kroner til aktionærerne, hvilket ikke er set højere tidligere. Det viser en opgørelse fra Nationalbanken.
Virksomheder som Novo Nordisk, Mærsk og Ørsted har øget deres udbytte. Mærsk har endda mere end fordoblet udbetalingen.
Pengene er udbetalt i marts og april, og det er typisk sket på baggrund af overskuddet fra sidste år.
Hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv påpeger cheføkonom Tore Stramer, at de største virksomheder er kommet ud af 2020 på fornuftig vis.
– Det sætter to streger under, at de store danske virksomheder har klaret sig rigtig flot gennem coronakrisen, siger han.
Bankerne har til gengæld holdt igen med at udbetale udbytter i år.
Der er udbetalt udbytter på 2,5 milliarder kroner, hvilket skal ses i sammenligning med betalinger på 6,7-11,5 milliarder kroner i 2015-2019.
Det er i tråd med en melding fra Finanstilsynet, der har opfordret bankerne til at holde igen med udbytterne og gemme penge på kistebunden under coronakrisen.
Selv om der ryger milliarder retur til de danske virksomheders aktionærer, vil det ikke være en saltvandsindsprøjtning til dansk økonomi, som man for eksempel har set det med udbetaling af feriepenge, påpeger Tore Stramer.
– Der er en stor andel af udenlandske ejere i de danske selskaber, og derudover har pensionskasser og investeringsselskaber også en høj andel.
– Samtidig skal man huske på, at hr. og fru Danmark generelt set ikke har ret mange aktier.
– Aktierne er skævt fordelt, og det er de højeste indkomster, der har de højeste aktieformuer, så det kommer ikke til at støtte privatforbruget i Danmark, siger Tore Stramer.
Ud over at udbetale udbytter kan virksomheder sende penge tilbage til aktionærerne gennem et aktietilbagekøbsprogram.
Det er en model, hvor virksomheden køber sine egne aktier og sletter dem.
På den måde bliver der færre aktier i virksomheden – og dermed er værdien af selskabet fordelt på færre hænder end tidligere.
Her er der i årets første fire måneder købt aktier for 12,7 milliarder kroner. Det er på niveau med de seneste år.
/ritzau/