Danske Niels Smedegaard, der tidligere har været topchef for rederiet DFDS, har siden 2019 været bestyrelsesformand for Norwegian.
Men snart er det slut. Når luftfartsselskabet 4. juni holder generalforsamling, forlader han nemlig bestyrelsen, oplyser Norwegian i en meddelelse.
Han ser nu ud til at blive afløst af Svein Harald Øygard. Det er i hvert fald, hvad Norwegian anbefaler, bliver udfaldet af generalforsamlingen.
Smedegaard har i en periode været midlertidig chef for den islandske centralbank og har i mange år været ansat i konsulenthuset McKinsey.
– Siden generalforsamlingen i 2020 har nomineringsudvalget haft møder med nye store aktionærer, bestyrelsesmedlemmer og ledelsen.
– Som en del af deres overvejelser har nomineringsudvalget understreget, at bestyrelsesmedlemmer har relevante kompetencer og erfaringer og sikrer kontinuitet blandt medlemmerne, lyder det i indkaldelsen.
Fremover bliver det altså ikke Norwegian, Niels Smedegaard skal udstikke retningen for. Helt ude af bestyrelsesverdenen er han dog ikke.
Han er en del af bestyrelsen i DSV Panalpina og samtidig formand for den danske servicekoncern ISS.
Norwegian har ligesom resten af luftfartsbranchen været hårdt ramt af corona, som har lagt verdens lufthavne øde hen.
Allerede inden virusudbruddet var Norwegian dog tynget af høj gæld, hvilket har sendt selskabet ud i en kamp for overlevelse.
Men den har Norwegian trukket sig sejrrigt ud af, og onsdag trådte selskabet formelt ud af konkursbeskyttelse.
Det skyldes blandt andet, at en række store investorer har spyttet flere penge i den slunkne kasse. Den norske stat har også stillet et lån til rådighed.
Det er dog et noget andet Norwegian, som rejser sig fra asken. Nu vil fokus primært være på flyruter med udgangspunkt i Skandinavien og til destinationer i Europa.
Det betyder også, at medarbejderstaben er indskrænket voldsomt. Inden krisen var selskabet omkring 10.000 ansatte, mens man i fremtiden forventer at være en tredjedel.
/ritzau/