[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”1480″ img_size=”1920×820″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]
De skyldige
The Great Hack – ny på Netflix
Lad det være sagt med det samme. The Great Hack er en virkelig kedelig dokumentarfilm om et meget spændende emne. Dramadokumentaren, der havde premiere på Netflix den 24. juli 2019, og som omhandler Cambridge Analyticas samarbejde med bl.a. Facebook, varer næsten to timer, og det er en time for meget. Har man ikke en unormal interesse i medie- og markedsføringsfag, vil man sandsynligvis tænke, hvis man holder ud så længe, at det er 114 minutter, der aldrig kommer tilbage.
Af Signe Dahl, signe@indblik.net
Det er problematisk, at filmens præmis er, at det var Cambridge Analyticas lyssky foretagsomhed, der var årsag til det katastrofale valg af Donald Trump og måske også Brexit. At Donald Trump og Brexit-kampagnerne simpelthen bare havde et tilbud, som folk flest ikke kunne sige nej til, fordi alternativerne er værre, falder ikke filmens konspirationsteoretiske bagmænd ind.
Konspirationsteorier kan være meget spændende. Men filmens primære problem er, at den følger en håndfuld enten meget selvsmagende eller meget selvretfærdige kilder, der ”liker” hinandens fortræffeligheder ad nauseam. Særligt træls er det at følge Brittany Kaiser, en trickster-figur, der hopper af, først fra Clinton/Obama-lejren til Cambridge Analytica, og siden bliver whistleblower. Kameraet dvæler, når hun svømmer rundt i en thailandsk luksuspool og netter sig i en uendelighed. Instruktørerne Karim Amer og Jehane Noujaim har valgt at præsentere Kaiser som en forfængelig kvinde, der blev udnyttet af magtfulde mennesker, og der er nok en mere spændende historie dér et eller andet sted, om at politiske partier og pr-bureauer skal undlade at tilknytte fuldstændig principløse mennesker, hvis de vil forebygge skandaler.
Skandalen, ja, det er jo Facebooks misbrug af deres brugeres persondata, herunder videresalg uden brugernes samtykke til virksomheder som Cambridge Analytica, der igen solgte deres ekspertise til bl.a. politiske partier og andre organisationer, som har budskaber og produkter de gerne vil sælge. Klassisk pr- og markedsføring på nye digitale platforme – gammel vin på nye flasker – kaldes i dramadokumentaren ikke bare for ”propaganda”, men ”psy ops” og ”weapons-grade communication tactics”. Spis lige brød til, vil enhver kommunikationsmedarbejder, som ikke har en venstreradikal dagsorden, nok tænke.
Filmen følger intenst en journalist på the Guardian, Carole Cadwalladr, der forsøges skildret som en Bernstein/Woodward-type, der taler henført om, at Facebook og andre techgiganter er selveste demokratiets dødsårsag, hvis de ikke forhindrer firmaer som Cambridge Analytica og deres højreradikale kunder i at polarisere befolkningerne og skabe had.
Filmens hovedskurk er til gengæld Alexander Nix, den skruppelløse direktør for Cambridge Analytica, firmaet der gik ned med mus og mand efter skandalen. Han får mulighed for at komme til orde i nogle af dokumentarens få spændende scener, bl.a. der hvor han afhøres i en pinefuld ”fake news”-session af det britiske parlament og endelig kan sige følgende uden afbrydelser:
“What if we were just the guys who contributed to the Trump campaign, were wrongly linked with Brexit, and as a result, the global liberal media took umbrage with us and launched a co-ordinated campaign to destroy our business?”
Ingen tvivl om at firmaerne er gået over stregen for god skik og brug af persondata, men der er aldrig nogen, der har været tvunget til at oprette en brugerprofil på Facebook, ligesom man selv bestemmer, hvad man deler med andre på sociale medier.
Af samme grund kunne denne skribent også godt sende en venlig tanke til den ellers ikke udpræget sympatiske Mark Zuckerberg, da han blev udfrittet af amerikanske politikere. Begge direktører var tydeligt bange. Der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer, når en privat virksomhed, nok så stor, sidder over for ”folkets repræsentanter”, der har skaffet sig magten via manipulation af vælgerne.
Så mellem linjerne fortæller The Great Hack faktisk en anden historie, nemlig at Facebook og andre private foretagender, der har skabt succeser, som gør kommunikation nemmere for millioner af mennesker, er under stærkt pres fra myndigheder og mainstream medier. Og det er måske i dette lys, man skal se de voldsomme censurtiltag, som mange har bemærket at Facebook ruller ud nu, formentligt til skade for Facebooks forretning. Af samme grund forekommer det også kontraproduktivt, at de mange censurramte til stadighed appellerer til regeringerne om at gribe ind over for techgiganternes monopolstatus.
For det kan altid blive værre.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
