Demokratiet på støtten

Hvis man vil have noget ud af tilværelsen i dagens Danmark, gælder det om at blive anerkendt som en del af en ’svag gruppe’, der har krav på offentlig støtte.
Hør artikel

Modefænomener har det jo med at brede sig, og politikerne har således udnævnt sig selv til en svag gruppe, der har ret til et sugerør i statskassen i form af statsbetalt partistøtte. Og for at medierne ikke skal brokke sig for meget, har vi indført mediestøtte, så pressen også anerkendes som en svag gruppe.

Det er ellers vigtigt for et velfungerende folkestyre, at både medier og politiske partier er frie og uafhængige af statsmagten både direkte og indirekte. I Danmark betyder folkestyre ikke, at folket styrer, men tværtimod, at folket bliver styret, sådan som det skal være i den formynderstat, vi nu er blevet. Et politisk flertal har bevilliget sig selv en partistøtte på kr. 33,50 for hver afgivet stemme ved seneste folketingsvalg. Det betyder, at de store etablerede og velhavende partier kan rage mest til sig, og at de små og fattige får mindst. Skatteyderne betaler således Socialdemokratiet 30 millioner kroner om året til driften af partiet. Venstre kan næsten også være med i vognen med en støtte på 27 millioner kroner. Det betyder jo så, at en hel del vælgere er tvunget til at medfinansiere partier, de aldrig ville stemme på. Men sådan er demokratiet altså også.

Medierne har som de fleste af landets borgere valgt at ofre friheden for trygheden. Den årlige mediestøtte til 70 aviser, tidsskrifter og andre udgivelser er nu oppe på næsten 400 millioner kroner. Her er der liv og glade dage. Alle får noget af statskassen, men også her er det størrelsen, der tæller. Det kommunistiske tidsskrift ’Arbejderen’ og de hjemløses pamflet ’Hus Forbi’ får mediestøtte, men langt størstedelen af kagen går til de tunge drenge, der ellers nok burde kunne tjene deres penge selv. Berlingske får således årligt 44 millioner kroner, og JP/Politiken indkasserer 35 millioner kroner, hvilket er 5 millioner kroner mere, end Socialdemokratiet beregner sig i partistøtte.

 Man siger jo, at den der betaler for orkestret, bestemmer, hvad der skal spilles. Det betyder naturligvis ikke, at regering og folketing bestemmer, hvad der skal stå i aviserne, og hvordan nyheder vinkles på tv. Og så alligevel. Danmark er blevet et socialdemokratisk samfund, som også de såkaldt borgerlige partier og medier er blevet en del af. Hvis vi betragter nogle af de store samfundspolitiske mærkesager som indvandring og integration, Covid-pandemien, Ukraine-krigen, den politiske udvikling i USA og EU, er der pæn overensstemmelse mellem regeringens holdning og mediernes valg og præsentation af nyheder og kommentarer. Sidst så vi, at samtlige medier og partier som med én stemme sluttede op om afviklingen af forsvarsforbeholdet. Typisk kunne Berlingske melde efter at et ja-flertal var i hus, at forsvaret er udsat for en massiv personaleflugt. En nyhed avisen ikke ville drømme om at bringe på forsiden under valgkampen.

Statsmagtens kontrol af medierne slår fuldt igennem på radio og tv. Siden Statsradiofoniens opstart i 1925, har staten siddet tungt på den æterbårne nyhedsformidling og meningsdannelse i Danmark til trods for at alle andre europæiske lande siden 1960erne gradvist har liberaliseret deres lovgivning, så der blev plads til privatejede radio- og tv- stationer. Da det private radioinitiativ, Radio Mercur blev en stor lyttersucces, skred politikerne med et stort flertal bag sig ind og likviderede den populære radio i 1962. Radio Mercurs søsterkanal i Holland, Radio Veronica fik derimod sendetilladelse og kunne derefter forlade sit sendeskib i internationalt farvand og gå i land som lovlig og populær radio. Fra 1984 kunne man i Danmark modtage programmerne fra de satellit-bårne tyske tv-stationer RTL og Sat1 og fra 1988 også tv3. Regeringen forbød omgående brugen af private parabolantenner. Fremskridtspartiets Helge Dohrmann opsatte i protest sin egen parabolantenne, som straks blev nedtaget af politiet. Fy-fy skam-skam, næh, det må man ikke! Lanceringen af TV2 i 1988 var ikke et monopolbrud, som den lydige presse ellers skrev, men et delt statsmonopol, et såkaldt duopol, da staten til i dag ejer og driver al tv-public service i Danmark. Det har medført, at der ikke er et modspil til DR og TV2, der begge er rettet smukt ind til venstre med de rigtige stuerene holdninger til klimaet, Covid, indvandring og alle dem, som det ifølge Politiken er synd for. Statsmagtens voksende fangarme ind i politik og medier er gift for retsstaten og folkestyret. Men det er åbenbart sådan, vi vil have det.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?