“Det er også et svigt fra journalisternes side – Indblik undtaget – der burde forholde sig skeptisk til magthaverne”.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Sådan lyder det fra Martin Ågerup, direktør i tænketanken CEPOS.
I et interview med Indblik rejser han en kritik af den gældende tankegang på velfærdsområdet, hvor den politiske løsning på de fleste problemer alene synes at være at sende flere penge.
Denne “flere penge, bedre velfærd”-tankegang er ifølge Ågerup dybt forfejlet, da der ikke er belæg for, at flere penge løser problemerne på velfærdsområdet.
Derfor peger han på en række andre måder, hvorpå vi kan skabe bedre velfærd – uden at opkræve flere kroner i skat.
Læs mere om det i Indbliks interview med Martin Ågerup her.
I interviewet retter CEPOS-direktøren også en kritik af landets journalister, som han mener svigter over en bred kam, når det kommer til netop velfærdsdebatten.
– Det er også et svigt fra journalisternes side – Indblik undtaget – der burde forholde sig skeptisk til magthaverne. Det burde jo være helt naturligt.
– Vi så det f.eks. med statsministerens udmelding om tvangsfjernelser. Her blev der helt naturligt fulgt op fra landets journalister, der undersøgte, om flere tvangsfjernelser rent faktisk hjælper. Det er der ikke entydig evidens for, og det er nok også en af grundene til, at statsministerens ambitioner på dette område foreløbigt ikke er blevet til noget.
– Det burde på samme måde være helt naturlig at spørge, om der er evidens for at flere penge hjælper, når det kommer til velfærd. Det er det bare ikke, siger Martin Ågerup til Indblik.
Ågerup mener, at der er tale om “en blind vinkel” blandt landets journalister. Det falder dem simpelthen ikke ind at spørge videre ind til f.eks. evidensen for tiltaget, når politikere lover flere penge til et givent velfærdsområde, mener han.
– De antager blot, at det at bruge flere penge gør noget bedre. Men det kræver altså evidens for at kunne sige det, især når man kommer over et vist niveau.
– På stort set alle velfærdsområder bruger vi mange penge, så det er ikke sikkert, at flere penge bare er løsningen, siger Martin Ågerup til Indblik.