[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”5051″ img_size=”1020×436″][vc_column_text]Foto: Naotake Murayama[/vc_column_text][vc_column_text]

DR-journalister er feministlakajer og arnedyrkere

Danmarks Radios kritiske sans fortaber sig ofte, når det drejer sig om politisk korrekte synspunkter. Dette demonstrerer to aktuelle eksempler fortræffeligt.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
I denne uge opbød DR flere pragteksempler på sin tendentiøse dækning af politisk stof. To særligt gode eksempler var artiklen Arne blev ansigtet på de nedslidte og DR Kulturs Test dig selv: Er du feminist?. Vi kan behandle dem samtidig, for de deler samme problem – nemlig at DR’s journalist slet ikke erkender, at vedkommende står over for en politisk aktør og skal behandle ham/hende derefter.
Vi starter med portrættet af Arne, et sandt helteportræt. ”Han ser cool ud,” noterer journalisten og fortsætter på alle de ukritiske tangenter:
”Arne Juhl ligner en god ærlig mand, der har knoklet hele sit liv på bryggeriet, som man kan skimte i baggrunden af billedet på plakaten fra Socialdemokratiet. Og så har han et par rynker i panden, der samtidig giver ham et lidt bekymret udtryk – for det er en alvorlig sag, det handler om: En ret til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, inden man bliver nedslidt.”
Ja, kan vi få noget andægtighed, nu hvor Arne taler, synes journalisten at sige. Profeten er steget ud af bryggeriet og vil nu adressere DR’s ydmyge læsere med en bredside til de borgerlige, som har svigtet. Uimodsagt selvfølgelig. Nu ikke for mange nuancer her.
”Der er nogle, der skal kæmpe for dem, som ikke selv kan,” siger Arne. Og med billedet af Arne og statsministeren i omfavnelse sørger DR betænksomt for at skære ud i pap, hvem disse ”nogle” er. Resultatet er noget i retning af damebladsjournalistik møder reklame for Socialdemokratiet.
Fra slemt til værre
Den anden artikel med feministtesten lider af samme problem, at ingen modstand opstår. Her er det mere bizart, fordi der faktisk er spurgt flere kilder, to kønsforskere, der stort set mener det samme: Du skal være feminist. Og deres svar, gengivet efter hvert spørgsmål i testen, er et ideal, du skal leve op til. Det er jo dem, der er videnskaben, ikke? Man kunne hæfte sig ved mange detaljer i den artikel, men vi springer til konklusionen, der siger det meste. Den tager højde for, at der selv blandt DR’s læsere kunne være nogen, der formaster sig til at tro, at to mennesker selv kan finde ud af, hvem der skal lave maden:
”Er der flest nej’er blandt dine svar, så kan det ifølge Kvinfo skyldes, at du anser feminisme som en trussel ud fra en tankegang om, at ”hvis alle skal have lige rettigheder, så går der måske noget fra mig selv”.”
Her ser vi virkelig den rene parodi på DR’s skævhed. Ikke kun fremstiller man direktøren fra det statslige feminismecenter Kvinfo som et uimodsagt sandhedsvidne. Man overlader det simpelthen til Kvinfo at definere modpartens motivation – og den motivation, må vi forstå, er selvfølgelig helt usaglig.
Alle mine kilder …
Det er nemt at konstatere ensidigheden alene ud fra fraværet af kritiske kilder og/eller spørgsmål. Men vil vi bekæmpe et problem, er det måske ikke nok at påvise, problemet eksisterer. Lad os se, hvad problemet opstår af, hvad der også kan være en ubevidst proces.
I journalistisk teori opdeler man de medvirkende i en artikel i erfaringskilder, ekspertkilder og partskilder. Det har efterfølgende betydning for, hvordan og hvor hårdt man går til kilderne. En part i en sag skal man naturligvis være særlig kritisk over for. Det, jeg ser mellem linjerne i disse to artikler, er, at journalisten ikke har anerkendt denne sondring.
Javel, Arne er en erfaringskilde, for så vidt angår hans oplevelse af at arbejde hårdt og blive træt og syg. Det anfægter ingen. Men Arne er jo mere end det. Han er en voksen mand, der selvbevidst har meldt sig på banen i en af tidens vigtigste debatter og koblet sig sammen med landets stærkeste politiske parti. Arnes vurdering af pensionsreformen vil vægte højere end nogen borgmester, virksomhedsleder eller redaktør.
Alligevel får han den skånsomme behandling som ”kun” den stakkels nedslidte bryggeriarbejder, og ikke den kritiske tilgang, der passer til den position, som Arne reelt har. Det bedste fra begge verdener, set fra Arnes og Socialdemokratiets side, men ikke godt journalistisk håndværk.
På samme måde med den latterlige feminismetest-artikel: Journalisten har ringet til nogle eksperter, der skal udtale sig som ekspertkilder. Det er fair nok. Men disse eksperter bliver jo brugt i en sammenhæng, der går langt ud over deres indspark fra forskningen og dermed deres rolle som eksperter.
Forskning kan fortælle, hvordan fakta er, og den kan fortælle os, hvilke metoder eller gevinster eller omkostninger der vil være af at gøre ting anderledes. Kæden hopper af, når videnskaben bliver taget til indtægt for, hvilke politiske mål man skal have som borger eller stat, og hvilke midler er acceptable til at opnå det mål.
Det er ikke videnskab, at du skal være feminist – det er et politisk standpunkt, man kan være for eller imod. Forskere må naturligvis gerne udtale sig politisk, men i givet fald er det qua privatpersoner, der tager politisk stilling. I givet fald er det journalistens opgave ikke at sovse de to ting sammen, og derimod udfordre de dele, som er holdninger frem for fakta.
Envejsjournalistik
Er min påstand så, at journalisterne ikke har hørt første semesters stof Journalisthøjskolen (eller hvor de nu har deres uddannelse og erfaringer fra)? Nej, for de kender udmærket disse regler. Det er derfor, du aldrig ser et DR-interview med Joachim B. Olsen, som om han var en helt almindelig sportsmand med en politisk holdning frem for en aktør med en position i den politiske debat. Ligesom du aldrig ser en DR-artikel, hvor liberalistiske forskere hjælper dig til at blive en bedre liberalist i videnskabens navn.
Problemet er altså ikke fraværet af kritisk sans, men at den kun går en vej – i hvert fald meget af tiden hos Danmarks Radio. Som vi har demonstreret et par gange efterhånden som her og som her og som her. Det er vel overflødigt at nævne, hvor beklageligt det er for et statsmedie med tvangsindkrævede milliarder til rådighed, at de bruges på at made befolkningen med ske og opdrage til alle de gode og rigtige meninger.
Det er dog også underligt set på mediets egne præmisser. For hvis dette er det ønskede indhold, hvorfor egentlig spilde kræfter på journalistiske mellemled? Hvis det virkelig ikke kan være anderledes, så lad dog Socialdemokratiet og Kvinfo skrive indlæggene selv. Det ville heller ikke være kønt, men det ville da være en klar varedeklaration af partskilder. Eller sagt mindre teknisk: Det ville i det mindste være ærlig snak.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1730 “][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=” 1827″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=” 2017″][/vc_column][/vc_row]