[vc_row][vc_column][vc_column_text]DSB skal spare 500 millioner kroner frem mod 2024.
Det fortæller DSB’s administrerende direktør, Flemming Jensen, til Ritzau, efter at Ekstra Bladet først har skrevet om planen.
Besparelserne vil være på 125 millioner kroner om året. De skal blandt andet hentes på billigere indkøb og mindre brug af konsulenter.
Derudover skal lokomotivførernes arbejdstid planlægges bedre, så en endnu større del af deres arbejdstid går med at køre tog.
Flemming Jensen siger, at der ikke er udsigt til nogen stor fyringsrunde, men at togselskabet vil være meget tilbageholdende med at genbesætte ledige stillinger.
Besparelserne skal ses i sammenhæng med, at DSB har mistet en række strækninger eller gør det i løbet af de kommende år.
Det gælder blandt kørsler over Øresund, Svendborgbanen og strækningen Vejle-Struer – kendt som den Den Skrå Bane.
Men Flemming Jensen understreger, at der uanset hvad løbende skal effektiviseres i DSB.
– Det er dels en konsekvens af, at der er nogle strækninger, som vi ikke kører på længere og fra 2023 ikke skal køre over Øresund. Det skal vi tilpasse os til – både i administrationen og i vores togdrift.
– Og dels er det en løbende effektivisering af DSB, som man også ser i andre virksomheder.
– Vi skal være lige så effektive og konkurrencedygtige som andre virksomheder, der ville kunne løse den opgave, vi løser, så vi også fremover er det naturlige valg til at varetage togdriften, siger Flemming Jensen.
Han fortæller, at planen efterfølger en tidligere spareplan fra 2016-2020, hvor DSB skar omkostningerne med 725 millioner kroner.
DSB’s samlede omkostninger beløb sig i 2020 til 9,2 milliarder kroner. Det svarer dermed til, at DSB skal skære omkostningerne med 5,5 procent frem mod 2024.
DSB havde ved udgangen af sidste år 7044 fuldtidsansatte. Flemming Jensen fortæller, at antallet skal ned. Men han vil ikke sætte et tal på.
– Vi skal være færre ansatte over tid, men vi forventer at kunne løse det gennem naturlig afgang, når folk går på pension og ved ikke at genbesætte stillinger i forbindelse med jobskift.
DSB har tidligere sat et mål om, at det fra 2030 skal kunne klare sig uden økonomisk hjælp fra staten.
I 2020 fik selskabet 4,8 milliarder kroner i statsstøtte.
Årene forinden har støtten været omkring 4 milliarder kroner om året, men sidste år har DSB fået over 900 millioner kroner i kompensation på grund af corona, der har ført til et fald i antallet af passagerer på 36 procent hos DSB.
Flemming Jensen fortæller, at DSB er på sporet i forhold til at nå 2030-målsætningen, når man kigger på omkostningerne.
Til gengæld er der et efterslæb i forhold til indtægterne, fordi der har været færre passagerer end forventet – herunder gennem 2020 under coronaudbruddet.
/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]