En rigsretssag mod Støjberg er helt på sin plads – nu er det på tide at tage næste skridt

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Bjørn Elmquist, formand for Retspolitisk Forening
Efter Instrukskommissionens klare konklusioner tøvede store dele af Folketinget med beslutningen om at rejse tiltale mod tidligere minister Støjberg. Ganske uforståeligt, da konklusionerne var så klare, og i øvrigt havde både Ombudsmanden og Københavns Byret i en dom, som ikke blev anket, for flere år siden fastslået, at der var handlet ulovligt i ministeriet.
Men mon ikke den tøven og den tvivl hos mange folketingsmedlemmer skyldtes, at de, bortset fra partitaktiske overvejelser, fandt det svært og ubehageligt politisk at træffe sådan en beslutning?
Der er bare det ved det, at en beslutning om tiltalerejsning eller ej aldrig må blive politisk motiveret. Hverken i en straffesag eller i en rigsretssag. I Danmark har vi lige siden den første demokratiske grundlov – Junigrundloven fra 1849 – med rette gjort os umage med at afpolitisere retsvæsnet, dvs. især domstolene, men også anklagemyndigheden og politiet. Og vi har i masser af år haft travlt med at kritisere diktaturer og andre autoritære styrer, hvis retsvæsen var og er gennemsyret af krav om politisk tilhørsforhold til eller i det mindste følgagtighed over for det siddende regime.
Dén afpolitiseringsopgave er svær, og vi er heller ikke i enhver henseende færdig med den i vores eget system. F.eks. er det stadig justitsministeren, som afgør, om der i straffesager om terror skal rejses tiltale!
Og så er der yderligere det med retssager om ministeransvar, at ikke alene tiltalerejsningen besluttes af Folketinget, men at også selve Rigsretten for halvdelens vedkommende består af medlemmer udpeget af de politiske partier. 
En så speciel konstruktion, at den igen og igen nødvendiggør erklæringer om, at en rigsretssag intet har med partipolitik at gøre. Og vi så i det aktuelle forløb her, hvordan et flertal i Folketinget før stillingtagen til Instrukskommissionens klare konklusioner fandt det nødvendigt oven i købet at indhente to advokaters udlægning af konklusionsteksten.
Denne inddragelse af de politiske aktører gav bedre mening i sin tid, da der indtil for ca. 100 år siden manglede fuld beskyttelse af Rigsdagsmedlemmer og deres politiske aktivitet over for resterne af enevældens justitsvæsen. Men i dag ville det være bedre med en forfatningsdomstol renset for politikere, som vi kender det fra mange andre lande. 
Den forfatningsdomstol skulle så i øvrigt også overtage legalitetskontrollen, dvs. den vurdering af, om love strider mod Grundloven, som i dag ligger i Justitsministeriet og derfor ofte bærer præg af politisk påvirkning. Vores Højesteret er pr. tradition yderst tilbageholdende med at den pådømme den slags sager. De nødvendige regelændringer kunne formentlig klares ved et tillæg til Grundloven.
I den aktuelle sag har der været stor politisk tummel, der dog blegner, når man sammenligner med Tamilsagen, hvor daværende statsminister Poul Schlüter fandt det nødvendigt i slutningen af 1993 at overlade regeringsmagten til oppositionen, da Tamilrapporten forelå, men længe før rigsretten havde afsagt sin fældende dom over den tidligere justitsminister Erik Ninn Hansen.
Bjørn Elmquist er advokat (H) og formand for Retspolitisk Forening. Han har tidligere været diplomat i Bruxelles, korrespondent samme sted for DR og studievært på TV-avisen. Endvidere har han været medlem af Folketinget for Venstre, senere Det Radikale Venstre og formand for den liberale gruppe i Europarådets parlamentariske forsamling samt formand for Europabevægelsen og Amnesty International i Danmark.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.