En sjusket omgang fra Mogensen & Kristiansen

Billige løsninger og dumme fejl gør, at ’Magtens maskinrum’ ikke er det mest oplagte værk under juletræet i år. Det kunne måske have været anderledes.
Foto: Martin Bubandt / Gyldendal

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

En sjusket omgang fra Mogensen & Kristiansen

Billige løsninger og dumme fejl gør, at ’Magtens maskinrum’ ikke er det mest oplagte værk under juletræet i år. Det kunne måske have været anderledes.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/4″][vc_single_image image=”2334″ img_size=”300×300″][vc_empty_space][/vc_column][vc_column width=”1/4″][/vc_column][vc_column width=”1/4″][/vc_column][vc_column width=”1/4″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Til at starte med gik det faktisk fint nok for den nye bog fra Peter Mogensen og Michael Kristiansen, suppleret af Jonas Nyrup. Men det var mest til at starte med. Der er en række graverende problemer i bogen, vi er nødt til at se på. Først det overordnede og det mere positive:
’Magtens maskinrum’ skal fortælle om dansk politik gennem de sidste par årtier via Mogensen og Kristiansens blik og professionelle arbejde, især som rådgivere for henholdsvis statsministrene Nyrup og Fogh, senere som tv-kommentatorpar på TV 2 NEWS. Bogen er inddelt i flere dele, men går hovedsagelig kronologisk frem.
I bogens første del deler Michael Kristiansen en anekdote fra valgkampen i 2001, hvor Poul Nyrup Rasmussen flår i siderne på sin modkandidats bog. Det virkede enormt godt i salen, hvor det foregik, men så bizart ud på tv-skærmen. Med bogen har de to (eller tre) forfattere udfordret sig selv på samme måde, da deres populære tv-koncept med stadig pingpong mellem de to nu skal oversættes til den trykte formidlingsform med et andet sæt muligheder og begrænsninger. Resultatet er blandet.
Det positive er, at Mogensen og Kristiansen rigtig får lov til at dele ud af det, de ved, hen over hele 413 sider, på en måde der ikke er mulig på tv. Sigende fungerer bogen bedst, når replikskiftet ikke går for hurtigt, og vi hører nogle interessante betragtninger om, hvordan embedsværk og politisk rådgivning fungerer.[/vc_column_text][vc_column_text][/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][vc_single_image image=”10531″ img_size=”171×256″][/vc_column][vc_column width=”2/3″][vc_column_text]Der er værdige og lejlighedsvist sjove pointer, som vil være ubekendte for en del læsere. Sjovt at høre om, hvordan Lykketoft sparker rundt på kontoret, så julestjernen falder ned, eller den overraskende vurdering, at Hans Engell ikke var hård nok til at nå helt til tops, og meget mere. Men, som sagt: Alligevel er resultatet slet ikke en god bog.
Ingen erindring på bagkant
Et slående eksempel på, hvor oversættelsen fra tv-medie til trykt stof er gået tabt, er Peter Mogensens hyppige forbehold, når han ikke kan huske detaljer:
Det er spørgsmål som: ”De var oppe på 12, 13, 14, procent undervejs?” … ”Var det 35 siders tætskrevne sider?” … ”Var det første eller anden dag, efter Folketinget åbnede?” … ”Var det i Alt for Damerne?”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Eller kommentarer som ”Den røde ministeriebygning har ligget der siden 1700-et-eller-andet” … ”Derfor fik vi også et forløb efter valget i ’88 med tre eller fire kongelige undersøgere” … ”Han (Fogh, red.) skrev også den artikel i Financial Times, eller hvor det nu var”.
Jamen, så slå da op, hvor mange de var, og i hvilken avis det stod! Forbehold som disse giver mening på live-tv, men nu har vi jo at gøre med en bog, der kan og skal efterredigeres. Hvorpå man kunne indføre, at det jo ikke var Financial Times, men Wall Street Journal, ligesom man kunne tjekke påstanden om, at Fremskridtspartiet fik sit bedste folketingsvalg i 1988 (det gjorde partiet ikke). Eller have fanget, at 1987-valget fremgår både som afholdt 8. og 9. september (hhv. side 97 og 99).
Info uden for kontekst
Det er rigtigt set, at de to hovedpersoners samtale skal suppleres med faktabokse. Det fungerer, når de f.eks. taler om Tamilsagen, og der så er en boks, der uddyber sagen i hovedtræk for læsere, der er for unge til at erindre den personligt. Generelt forbliver det fornuftige tiltag desværre uforløst. Faktaboksene og de tilbagevendende temasider ’Magtens tandhjul’ (hvad sker der for de klichéer?) er for dovent anlagte.
Det er f.eks. lister over partiledere, der er kopieret andetsteds fra og sat ind. Men vi sidder jo ikke og savner information om, hvem der var Venstres formand i 1949. Det burde være vedkommende, originalt bearbejdet information, der supplerede de to hovedpersoners udveksling og løftede bogen op i en helhed. Helt fint, at mindre politisk kyndige læsere får besked om, hvad et §20-spørgsmål er, eller hvad politikerne får i løn, men mindre fint at formidle det løsrevet fra bogens fortællestruktur. Helt galt går det på side 169, hvor passager hentet fra Folketinget og Den Store Danske bliver gengivet uden kildehenvisning.
Stavning eller kaos
Nok så påfaldende er lejlighedsvise stavefejl i personnavne. Gennem bogen bliver adskillige relevante personer stavet forkert en gang eller to: Lars Løkke Rasmussen (her stavet Lykke), far og søn Ellemann-Jensen (stavet uden bindestreg), Erhard Jacobsen (stavet både Erhardt og Jakobsen), Mimi Jakobsen (her stavet Jacobsen – hun skrev sit efternavn anderledes end sin far), journalist Hans Bischoff (her stavet Bishoff), den radikale politiker A.C. Normann (her stavet Nordmann) og den rebelske pensionist Scharla Nielsen (her stavet Sharla).
Selvfølgelig kan det smutte set over 400+ sider, bevares, men jeg forstår ikke, hvordan så mange fejl kan komme ud i samme bog. Det er virkelig ikke godt, og særligt ærgerligt i lyset af at konceptet godt kunne holde. Men – som det gælder uanset formidlingsform – det gode koncept nytter ikke stort, hvis det gennemføres halvhjertet. Desværre.
’Magtens Maskinrum’ er netop udkommet på forlaget Gyldendal.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5947″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”9501″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”10275″][/vc_column][/vc_row]

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?