[vc_row][vc_column][vc_column_text]“Så må vi se, om de politikere, der lader til at have bragt sig selv på dybt vand, vil tage imod vores redningskrans. Det håber jeg, at de vil”, lyder det fra partiformand Pernille Vermund.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Den heftigt omdiskuterede nye epidemilov står til at blive vedtaget tirsdag. Kun to partier – Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti – vil stemme imod loven.
Førstnævnte parti er nu klar med et ændringsforslag til den nye epidemilov, som de selv kalder for en “redningskrans”.
I et Facebook-opslag skriver Nye Borgerliges partiformand Pernille Vermund, at partiet vil foreslå en såkaldt solnedgangsklausul på den nye epidemilov, så den automatisk udløber den 1. juli i år.
Nye Borgerlige: “Der er herfra kun to muligheder for at slippe fri”
Vermund oplister en række årsager til, at Nye Borgerlige er imod epidemiloven og anklager derudover flere partier for at have “sovet i timen”.
Bl.a. hæfter hun sig ved, at loven ikke giver erstatning til erhvervslivet, når regeringen vælger at tvangslukke virksomheder og at loven ikke sikrer borgernes rettigheder godt nok.
– Danskernes retssikkerhed, økonomi og grundlæggende frihed ligger fremover i hænderne på et massivt rødt flertal og en alt for stor flok af borgerlige medløbere, skriver Pernille Vermund.
– Der er herfra kun to muligheder for at slippe fri. Den ene er, at et flertal af danskerne ved næste valg stemmer på borgerlige politikere, der oprigtigt bekymrer sig om danskernes frihed og grundlæggende rettigheder.
– Den anden mulighed er at forsøge at begrænse skadens omfang ved at indføre en såkaldt solnedgangsklausul i epidemiloven, så epidemiloven får en udløbsdato og dermed skal forhandles igen.
Solnedgangsklausul som redningskrans
På den baggrund har partiet valgt at stille forslag om at indføre et solnedgangsklausul på den nye epidemilov.
Dette forslag skal de andre partier nu forholde sig til, når loven skal behandles for tredje gang i Folketinget tirsdag.
Den nuværende hastelov fra marts sidste år er også omfattet af et solnedgangsklausul og udløber derfor den 1. marts i år.
– Så må vi se, om de politikere, der lader til at have bragt sig selv på dybt vand, vil tage imod vores redningskrans. Det håber jeg, at de vil, afrunder Pernille Vermund sit opslag.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
