Erhvervslivet: Vaccinepas er ikke nok – vi skal have et udvidet 'coronapas'

Foto: Sarah Hartvigsen Juncker/Dansk Industri

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Dansk Industri vil have et digitalt ‘coronapas’, der kan samle en række oplysninger om danskerne.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
For tiden er der meget debat om vaccinepas og hvilken rolle disse skal spille i genåbningen af det danske samfund. Danmarks største erhvervsorganisation Dansk Industri efterspørger dog en endnu mere vidtgående løsning end et vaccinepas.
Organisationen vil i stedet have et digitalt ‘coronapas’, der f.eks. kan samle oplysninger om ikke alene vaccination, men også negativt svar på test eller immunitet som følge af tidligere infektion. 
Særligt i lyset af, at den socialdemokratiske regering for nyligt har forlænget de gældende coronarestriktioner og nedlukninger til mindst den 7. februar, er der behov for handling, mener Dansk Industris administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen.
– Det er helt forfejlet at tale om et vaccinepas. Det, vi har brug for her og nu, er et digitalt coronapas. Der er den helt afgørende forskel, at coronapasset kan samle oplysninger om vaccination, immunitet som følge af tidligere infektion og endeligt negativt svar på Covid-19-test, siger han.
– Vi har de nødvendige data i sundhedsregistrene. Teknologien findes og er allerede brugt i offentlige løsninger, og vi har tradition for og rigtig gode erfaringer med et tæt samarbejde mellem myndigheder og dansk erhvervsliv om at udvikle digitale løsninger – det skal vi udnytte.
Dansk Industri har ved flere lejligheder kaldt coronapasset for “vejen til genåbning”, og derfor ønsker organisationen, at passet bliver rullet ud hurtigst muligt.
– Det kan være det redskab, der får vores børn og vores medarbejdere tilbage til hverdagen, det kan være med til at genstarte eksporten, og det kan hjælpe os med at få gang i oplevelsesøkonomien igen, siger Lars Sandahl Sørensen, der påpeger, at et digitalt coronapas vil være en nemmere og mere sikker løsning end print.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?