Erhvervsminister Kollerup er tilbage fra sygeorlov

Erhvervsminister Kollerup er tilbage fra sygeorlov
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er tilbage fra sygeorlov og kan igen være en del af coronaforhandlinger.

Det oplyser Statsministeriet. Kollerup har lidt af et mavesår og har været på sygeorlov i en måned.

Mens Kollerup har været ukampdygtig, har klimaminister Dan Jørgensen (S) været vikar i Erhvervsministeriet.

Kollerup er ikke den eneste minister, der vender tilbage på jobbet mandag. Også finansminister Nicolai Wammen (S) er tilbage efter at have været på forældreorlov.

Mens Wammen har været væk, agerede skatteminister Morten Bødskov (S) fungerende finansminister.

Både Wammen og Kollerup får rigeligt at se til fra dag et. Coronakrisen fylder fortsat en del, og i disse dage forhandles der om justeringer af hjælpepakker til erhvervslivet.

– Mange danske virksomheder og selvstændige kæmper. Mange medarbejdere er sendt hjem eller blevet afskediget. Alle kæmper for at holdet hovedet, jobbet og virksomheden oven vande, skriver Kollerup på Facebook.

– I regeringen har vi fra starten af nedlukningen ønsket at holde hånden under dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser. Det vil vi fortsat arbejde for. Det er nu, vi skal holde fast, så vi både holder smitten nede, og samtidig holder hånden under dem, der har brug for det.

– For mig er det naturligt, at vi holder tæt dialog med erhvervslivet, arbejdstagere og sundhedsmyndigheder, så vi er klar, hvis foråret ligesom sidste år igen bringer muligheder for færre restriktioner, skriver Kollerup.

Forhandlingerne om hjælpepakkerne fortsætter mandag. Venstre har fokus på de selvstændige, siger finansordfører Troels Lund Poulsen (V) i en skriftlig kommentar.

– Nedlukningen af Danmark har været både længere og hårdere end forventet. Og jeg frygter et boom i forretninger, der må dreje nøglen om.

– Derfor skal vi hurtigt og grundigt sætte ind for at redde så mange virksomheder som muligt over på den anden side, inden det er for sent, siger Troels Lund Poulsen.

Venstre og andre borgerlige partier taler for at øge muligheden for kompensation med 7000 kroner. I dag kan selvstændige søge om 23.000 kroner, mens lønmodtagere kan få op til 30.000 kroner i kompensation.

Et flertal udenom regeringen har ment, at regeringen hidtil har været tøvende over for at sidestille kompensationen. Men regeringen er nu positivt stemt, lød det fra Bødskov i sidste uge.

Venstre ser flere forbedringsmuligheder i forhold til de selvstændige.

I dag kan selvstændige med ikke mere end 25 fuldtidsansatte få en kompensation på op til 23.000 kroner per måned. Venstre vil have forhøjet antal af medarbejdere til 40.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?