EU-Kommissionen vil ikke stille sig i vejen for atomkraft

EU’s medlemsstater skal ikke frygte, at EU-Kommissionen stiller sig i vejen for atomkraft-initiativer i forbindelse med den grønne omstilling, bedyrer næstformand Frans Timmermans.

[vc_row][vc_column][vc_column_text]EU’s medlemsstater skal ikke frygte, at EU-Kommissionen stiller sig i vejen for atomkraft-initiativer i forbindelse med den grønne omstilling, bedyrer næstformand Frans Timmermans.
EU-Kommissionen er positivt stemt overfor alle tiltag, der kan bidrage til at afbøde klimakrisen. Sådan lyder meldingen fra kommissionens næstformand, hollandske Frans Timmermans, der mandag optrådte som gæst i Det Internationale Energiagenturs (IEA) faste udsendelsesrække Big Ideas. Det skriver World Nuclear News.
Undervejs i samtalen med IEA’s direktør Fatih Birol blev Frans Timmermans spurgt ind til, hvordan han og kommissionen forholder sig til atomkraft som en del af omstillingen til vedvarende energi, herunder hvor stor en rolle han ser atomenergien spille fremover. Sol og vind udgør for nuværende cirka 15 procent af EU’s energiforbrug, mens atomkraft udgør 27 procent.
Selvom Timmermans gjorde klart, at han foretrækker vind- og solenergi, vil kommissionen ikke stille hindringer i vejen for lande, der er af en anderledes opfattelse:

“Kommissionen er teknologi-neutral, så hvis lande når frem til, at de vil benytte sig af atomenergi, er der selvfølgelig den kæmpemæssige fordel, at det er udledningsfrit,” udtalte han blandt andet.

 
EU støtter forskning i atomkraft
Frans Timmermans pegede dog på to udfordringer med atomkraft:
”Den første er, at du har brug for brændstof, som efterlader dig med atomaffald, som skal behandles. Det er fortsat en meget kompliceret problemstilling, selvom vi gør teknologiske fremskridt,” sagde han og fortsatte:
”En anden ulempe er, at det er meget dyrt, og hvis du investerer i det, er du tvunget til at bruge det i lang, lang tid. I og med at sol- og vindenergi falder voldsomt i pris, håber jeg, at landene vil træffe deres beslutninger på en rationel måde. Når landene så frem til, at atomkraft er den bedste mulighed, vil kommissionen bestemt ikke stille sig i vejen, men i stedet opfordre til at forske yderligere i området,” udtalte Frans Timmermans.
I nogle europæiske lande er forskningen allerede i gang. I Holland arbejder man således allerede med smeltet salt-atomteknologi, og denne forskning får støtte fra EU-kommissionens Joint Research Centre. Derudover deltager EU i det internationale ITER-projekt, der arbejder med fusionsenergi.
Lavere omkostninger ikke direkte overførbare
EU-kommissionens næstformand foretrækker imidlertid sol og vind, gjorde han overfor Fatih Birol klart.
Ifølge World Nuclear News gjorde Frans Timmermans sig undervejs i samtalen dog skyldig i en undladelsessynd, idet han ikke fortalte, at blandt andre OECD’s atomenergiagentur (NEA) har gjort klart, at dalende vind- og solenergipriser ikke direkte kan bruges som argument til at omlægge til disse energiformer.
Oftest drejer debatten sig udelukkende om de nuværende gennemsnitlige nettopriser for elproduktion for et produktionsanlæg i løbet af anlæggets levetid. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at se på priserne på anlægsniveau, mener NEA, der peger på, at de såkaldte systemomkostninger ofte udelades.
Dermed er konklusionen ikke nødvendigvis så ligetil, som Frans Timmermans udlægger det, antyder World Nuclear News i sin artikel, der kan læses i sin helhed her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?