Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Der har aldrig rigtig været en reel verdensorden. Hvad der derimod har været, er civilisationer som i løbet af tiderne har defineret deres egne ordner. Dette er en af pointerne som Henry Kissinger fremsætter i sin bog World Order fra 2014. Hvad vi betragter som ”orden” i moderne tid, er resultatet af den Westfalliske Fred (1648) hvoraf nationalstater som koncept udspringer. Efter ca. et århundrede med konflikter og spændinger som kulminerede i den brutale 30 års krig, blev konturerne af og betingelserne for den nuværende verdensorden lagt. Resultatet blev en praktisk konstellation, baseret på diplomatiske relationer og princippet om staters suverænitet, som sigtede efter at sikre en stabil og ligevægtig magtbalance. Suverænitet omhandler mange ting, og ikke kun landegrænser. Suverænitet handler også om hvad stater er for nogle størrelser og hvad de vil i den internationale arena. Så hvordan går det egentlig med de europæiske nationalstater?
Europæisk integration i tiden efter 2. Verdenskrig opstod på baggrund af ønsket om at forhindre tysk aggression mod Tysklands nabolande. Hvad der blev skabt, var et institutionelt system baseret på ideen om staters suveræne ligeberettigelse. Det var ikke nok at der blev underskrevet en fredsaftale. Vi skulle også handle med hinanden. Hvad der startede som et fredprojekt har nu fået sit helt eget liv. EU-retten gav os det indre marked med de fire frihedsgoder, nemlig den fri bevægelighed af varer, personer, tjenesteydelser og kapital, men at det europæiske projekt også kom med kulturradikale kræfter, som ligger på vippen til at omgå nærdemokratiet, var svært at forudse. I dag kunne en euroskeptiker vil betragte unionen som et bureaukratisk monster med en tvivlsom valuta – med politisk korrekte holdninger til kønskvoter, grønne afgifter o.l. Uden at afsige en værdidom, er dette en interessant udvikling, for i en tid hvor den debatterede og politisk korrekte klasse fremhæver vigtigheden af at overholde konventioner, er det som om FN pagtens afsnit omhandlende staters suverænitet, politiske selvstændighed og respekt for territorial integritet kun gælder for verdens 3. lande?
Den. 16.8.2023 kunne man i Dagbladet Information læse om, at EU-kommissionen har iværksat en undersøgelse af legaliteten af den danske grænsekontrol.[1] Men hvorfor skal Kommissionen overhovedet blande sig i dette? Her er det værd at kigge nærmere på lovgivningen.
EU-kommissionens sammensætning er hjemlet i Traktaten om den Europæiske Union (TEU) art. 17 (5), og bestemmer at Kommissionen består af et antal medlemmer, herunder formanden for Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, der svarer til to tredjedele af antallet af medlemsstater, medmindre Det Europæiske Råd med enstemmighed beslutter at ændre dette antal. Ydermere er der en (…) strengt ligelig rotation mellem medlemsstaterne, der gør det muligt at afspejle den demografiske og geografiske spredning i samtlige medlemsstater.[2]
Ligesom regeringen i Danmark repræsenterer den udøvende magt, så repræsenterer Kommissionen den udøvende magt, mens ministerrådet og parlamentet tilsammen udgør den lovgivende magt i EU-regi. Kommissionen er med andre ord en art regering for hele EU. Det er her der udarbejdes lovforslag, som senere vedtages i Rådet eller Parlamentet. Ligeledes har Kommissionen til opgave at sikre at medlemsstaterne overholder EU’s spilleregler – sagt på en anden måde, fører tilsyn med gennemførelsen af EU-retten jf. TEU art. 17.
Det er de enkelte medlemslande som udpeger sine kommissærer. Disse må ikke varetage sit hjemlands interesser, derimod er det deres opgave at varetage unionens. Men er dette overhovedet muligt? Der er 450 millioner indbyggere i EU.[3] Kan 28 kommissærer – som ikke er demokratisk valgte, en fra hvert medlemsland, repræsentere så mange mennesker?
Kommission har hele tiden behov for at hævde sig selv, og for at opretholde sin eksistensberettigelse er det nødvendigt at kommissionen fremstår handlekraftig. Især med tanke for at der ikke er nogen ægte demokratisk autoritet. Parlamentet fremstår til tider total tandløst. Dette er også årsagen til at så længe man gør gode miner til slet spil, så er man inde i varmen nede i Bruxelles. Koncepter som fred, frihed, de fire frihedsgoder lyder rigtig fint. Men er dette egentlig hvad EU handler om i dag? Kunne disse ideer og koncepter foldes ud i et andet og mere decentraliseret system?
Ligesom virkeligendens brutalitet kan forøge trangen til at hævde rettens idealer, så kan virkeligheden brutalitet også forøge trangen til at kaste Lissabon traktaten ud med badevandet for at stå fast på ideen om nationalstaten – en ide som desværre er blevet tillagt forkerte karakteristika gennem de sidste mange årtier.
For nationalstaten har en funktion, og EU er ikke omnipotent. Ingen føderale sheriffer kommer og udøver noget voldsmonopol når en nationalstat betragter EU som en fin normativ konstellation, med nogle regler man dog ikke helt behøver at overholde. EU bygger på et princip om overførte kompetencer og Danmark er generelt en duks i EU-regi. Kun få gange har Danmark strittet imod, f.eks. i den såkaldte Ajos dom[4] vedrørende den dagældende funktionærlovs §2a, stk. 3, hvor Højesteret overrulede EU-retten, og slog fast at det er Højesteret som er den autoritative fortolker af dansk lov.
Desværre – og heldigvis, er retten polycentrisk og summen af samfundet. Jura falder heller ikke ned fra himlen – derimod er juraen en måde, hvorpå vi forsøger at institutionalisere måderne hvorpå vi interagerer. En ændret verdensorden ændrer ved de anvendelige love og regler, men dette bør ikke blive på bekostning af forudsigeligheden i retten, noget som nemt kommer til at mangle i et juridisk landskab præget af stadig stigende EU-lov.[5] EU som organisation virker fanget mellem et fælles projekt og nationale interesser. Der ses et demokratisk underskud i medlemsstaterne. Politikerne har i et forsøg på at bygge et babelstårn ikke formået at varetager befolkningernes interesser. Den gennemsnitlige borger i Danmark er alt for langt væk fra de europæiske politikere og ledere i magthierarkiet. Dette fører til manglende repræsentation lokalt.
Det bliver spændende at se, hvad fremtiden bringer for Unionen. Det startede med gæstearbejdere, så fik vi narrativet om den romantiske multikulturalisme, siden fulgte en total ureguleret flygtningekrise i 2015 hvor migranter fra hele verden piggybaggede på borgerkrigen i Syrien. For at unionen kan bevare sin legitimitet bør de ansvarlige politikere huske på, at der er brug en grad af homogenitet i en organisation. Uden en vis grad af homogenitet er noget slet ikke en organisation. Ligeledes føler folk ingen tilknytning til en organisation, hvis den bliver for stor, og det demokratiske underskud risikerer kun at blive større, når befolkninger ikke føler samhørighed med de magtstrukturer de bevæger sig i og er underlagt.
[1] https://www.information.dk/indland/2023/08/syv-aar-midlertidig-graensekontrol-undersoeges-danmark-mulige-ulovligheder
[2] https://www.eu.dk/da/dokumenter/traktater/traktaten-eu?rfd=1
[3] https://ec.europa.eu/eurostat/web/products-eurostat-news/w/edn-20230711-1
[4] U2017.824H
[5] https://www.eu.dk/da/faq/alle-faqs/hvor-meget-paavirker-eu-den-danske-lovgivning