Det blå Alternativ forekommer udsigtsløst

Medmindre Støjberg, Messerschmidt og Løkke finder hinanden, vil skæbnen, at Mette Frederiksen selv kommer til at kæmpe de voldsomme internationale udfordringer og udgifter på plads. Og det er måske ikke urimeligt at den der vil bruge pengene må blive på broen og stå til regnskab. Ukraine, dansk forsvar, amerikansk importtold, truslerne mod Bidens investeringspakke (IRA), Novo og vores hjemlige udfordringer med en energipolitik i slæbegear. Alt det er statsministeren faktisk godt klædt på til at kaste sig ind i. Efter at have hørt Inger Støjberg sige, at vi kun skal producere den energi, som vi selv kan bruge, så er der ikke noget troværdigt blåt alternativ i Danmark. Et ”frilandsmuseum” som det, Danmarksdemokraterne forestiller sig, kan på ingen måde fremtidssikre en åben og eksportorienteret økonomi som den danske.

Demokratisk værnepligt og jobansøgninger

Donald Trump vandt en klar sejr og det var godt for tilliden til det amerikanske demokrati. Nu sikrer Demokraterne er fredelig magtoverdragelse, og så har Trump 4 år til at indfri valgløfterne med Kongressen som medspiller. Det er historisk medvind.

Resten af verden ønsker Trump tillykke med valget, og forsøger at komme i dialog med den nyvalgte præsident, for at bejle til positiv særbehandling.

Men der er også en anden gruppe som bejler til Trump. Det er alle de hundreder af politikere og lobbyister, som håber at blive en del af inderkredsen de kommende 4 år. Det handler om folk fra de godt hundrede konservative tænketanke – loyale folk fra den gamle 2016 inderkreds – og dem, der har været aktive i kampagnen denne gang. Vi kommer til at møde to af inderkredsfolkene i denne artikel. Varedeklarationen på situationen i Washington lige nu er, at Trump vælger og vrager i et kæmpe marked af politiske ideer og personprofiler. Denne kommentator tør godt fastslå, at Donald har det som blommen i sit guldæg i disse uger.  Det er en drømmeposition for Trump, og minder om Apprentice dagene, hvor han kunne “hire and fire” døgnet rundt.

MAGA

På hjemmebanen i USA er der delt gaver ud, så det er næsten kun er illegale immigranter og kvinder i stater hvor religionen råder, som frygter for fremtiden. De fleste amerikanere kan håbe, at Trump er i stand til at indfri sine valgløfter om en verden uden krig og med mere overkommelige forbrugerpriser.

I den store verden udenfor Nordamerika er det næsten omvendt, for handelskrige og toldmure vil få priserne til at stige for de fleste – inklusive de amerikanske forbrugere. Det er måske det bedste håb for frimarkedstilhængerne, at Trump indser, at hans egne borgere opnår endnu højere forbrugerpriser, hvis han indfører toldmure – medmindre USA kan og vil klare sig selv.

Trump har lovet at undgå at indlede krige og samtidig afvikle de, der allerede er startet på Bidens vagt. Derudover vil han gerne nedtone engagementet i NATO og øge kontingentet betragteligt.

Sikkerhedspolitisk er det op ad bakke for Ukraine og for NATO-landene.

Selv om det er barske udsigter, så er de fleste NATO-lande bevidste om rimeligheden i den nye militære byrdefordeling. Handelskrigen virker mere uigennemtænkt.

Relationerne over Atlanten

De tætte bånd mellem Europa og Amerika er falmet i sammenligning med interessen for Kina. Det er altså ikke en nyhed – Obama sagde det ligeud – det er i højere grad os, der nægter at se virkeligheden i øjnene.

Denne gang kunne amerikanerne vælge mellem Kamala Harris, der har rundet 60 år uden nogensinde at besøge Europa og Trump, der har udtalt sig temmelig nedladende om Europa – både i EU og NATO. Der er lidt en pest eller kolera den historie. Men det er fortid.

Vores opgave består nu entydigt i at få det bedst mulige forhold til Trump-administrationen, sådan at vi kan kæmpe for vores interesser.

Danmark positivt eksponeret

Formandskabet i Arktisk Råd fra årsskiftet, samtidig med medlemskabet af Sikkerhedsrådet og fra juli formandskabet for Det Europæiske Råd. De tre platforme bidrager til at profilere Danmark på den internationale scene, og giver under alle omstændigheder muligheder for at spille i en noget tungere vægtklasse end sædvanligt.

Jeg er sikker på, at Indbliks læsere er helt bevidste om, at når danske delegationer trækker jet-stream døgnet rundt, så er det ikke kun Finansloven og klimaet, der får nogle buler.

Realismen må indfinde sig

Amerikanerne er blevet en del mere nøgterne i deres vurdering af Danmark siden Marschall hjælpen og de glade halvtredsere. Vi red med på bølgen med stærke konservative og socialdemokratiske bånd til det nystartede CIA, et Socialdemokrati som tog frontopgørene med kommunisterne og statsministre, som skabte stærke bånd til Det Hvide Hus.

Hans Hedtoft og H.C. Hansen løb betydelige personlige risici i kampen for at sikre relationerne på tværs af Atlanten.

Vi elskede Anders And, Jitterbug, Supermand, Elvis, Marilyn, Ford Mustang, Cadillac, Kennedy, Sinatra og Danny Kaye. Men vi glemte, at grundlaget var skabt af Henrik Kauffmann og hans modige ambassadestab under en krig, hvor vi let kunne være endt på den forkerte side af historien.

Kauffmann fik os placeret sådan, at vi kom med i NATO og FN fra fødslen. Vi glemte hurtigt, at det var Grønland, som gjorde Danmark spilbar i de afgørende forhandlinger. Det druknede Statsradiofonien i samarbejdspolitikkens, Rebildselskabets og Kongehusets selvforståelse, og i takt med, at hjemmeværnet og taknemligheden – i forhold til den amerikanske befrielsesindsats – blev afløst af atommarcher og socialistiske fredsbevægelser, faldt vi vores amerikanske venner i ryggen!

Den kolde krig udviklede sig til et langt dobbeltspil, hvor et stadig mere uansvarligt Socialdemokrati lod NATO-fjendske typer som Lasse Budtz og andre modarbejde Regeringen Poul Schlüter med Ellemann som frontkæmper. De måtte knokle for at fastholde Danmark som NATO-medlem. Forsvarsviljen blev undermineret – finansieringen ligeså – og med Sovjets sammenbrud i ’89, besluttede et bredt flertal sig for, at tage fredsdividenden hjem til skolelærere og sygeplejersker og alt det andet gode, som amerikanerne måtte undvære, for at finansiere vores sikkerhed.

Obama bad os ganske håndfast om at leve op til vores forpligtelser, mens vi brugte vores aktivistiske forsvarspolitik og Grønland til fortsat at prioritere sygeplejersker fremfor soldater. Vi underholdt på gulvviolinen og i 2014 sendte Putin grønne mænd til Krim, og vi spillede bare endnu højere på gulvviolinen. Først da anden angrebsbølge mod Ukraine var en realitet, og Trump eksploderede i raseri over NATO-kontingenterne, skiftede vi holdning…

De mange år med falske melodier, har skabt et stort eventyr, om en stående styrke som i realiteten er et luftkastel. Alle de penge som skulle rette op på forsvaret er blevet brugt i Ukraine. Der skal ikke herfra lyde kritik af denne indsats, men forholdene på landets kaserner og flådeenheder er fortsat præget af bygningsskader, mørnede sæder og mangel på ammunition. Men vi har jo Grønland!

Hvordan med Øerne i Nordatlanten?

For det første vokser selvstændigheds-bevægelsen lystigt, og for det andet er der fortsat betydelige sociale problemer på Verdens største ø. Der er gjort en solid indsats for at styrke båndene mellem Syddanmark og Grønland, men tingene er i bevægelse, og ikke nok så mange tolkeindsatser i Folketinget – og erstatninger for fortidens overgreb på børn – kan stoppe udviklingen.

De cirka 60.000 grønlændere er på mange måder ombejlede. Ikke kun af Rigsfællesskabet og Amerikanerne. Også Kinesere og Russere bejler til de sjældne jordmetaller og den geopolitiske placering.

Danmark set fra Mar-a-Lago

Da Mette Frederiksen få døgn efter valget fik sine 12 glorværdige minutter med Donald Trump, var der 79 andre landes ledere, som på samme dag havde en tilsvarende samtale.

Det er rigtig fint, at være blandt de 40% første statsledere, men det er nok en god idé, at vi forsøger at se på os selv – gennem Trumps øjne.

Da Løkke skulle tale i telefon med Donald første gang, fik Lars lige nævnt, at Trump havde en svigerdatter med danske aner. Herefter råber Donald begejstret ud i det ovale værelse, at han talte med Kongen af Danmark… Vi kan stilfærdigt konstatere, at de fleste danske politikere ved mere om USA, end Trump ved om Danmark. Og det er nok ikke så overraskende, selv om det støder vores selvforståelse.

En samtale med glimt i øjet

Når vi ikke er med på en lytter i Florida, så kan man forestille sig, at Donald siger til JD:

“Danskerne kører med på gammeldags medier og æder det hele råt. De er enormt kritiske i forhold til MAGA, og det lille kongerige er jo ren kommunisme. Men de er sgu meget sjove og ikke så selvoptagede som de franske. De har jo formandskabet i EU i andet halvår, så vi får talt handel. NATO-kontingentet er vist også på plads. Men vi skal have lukket ned for deres brok omkring Ukraine og deres IRA-investeringer i Texas. Måske kan vi lande noget nu, mens de har formandskabet for Arktisk Råd, hvis vi freder deres fedmemiddel. Og så må vi reducere dem til naturlig størrelse på Grønland. Vi må se om der er basis for en samlet aftale, så vi kan få lukket Grønland ind som Free Association.”

Set fra Trump`s stol vil det spare København for en masse overvågning, hvis USA overtager kystlinjen og luftrummet. Trump`s forgængere har forgæves forsøgt at få kontrol over Grønland – Trump udtrykte det bare som ejendomshandler. Det er ikke første gang USA har villet købe Grønland!

I fremtiden bliver Grønland langt vigtigere – også på grund af Nordvestpassagen…

Da Trump ringede til Mette Frederiksen i 2019, opfattede Statsministeren købstilbuddet som en grovkornet spøg og afviste forslaget. Herefter blev Trumps besøg aflyst. Men de to fik forholdsvis hurtigt genoprettet deres professionelle relation.

Hvis den prøveballon som Trump omtaler, skal have nyt liv, så skal der forhandles. Parterne vil kende en række tildragelser:

Danmark og Grønland

• I forbindelse med salget af De Vestindiske Øer, opnår Danmark jurisdiktion over hele Grønland. Det er en kolonimagt som handler med en anden kolonimagt i 1914.
• Danmark kæmpede indædt for dansk suverænitet – i forhold til Norge – i trediverne, og vandt en juridisk afgørelse i Haag.
• I 1941 overtager USA forsvaret af Grønland, og etablerer 2 luftbaser. Grønlandstraktaten underskrives imod den danske regerings vilje af Henrik Kauffmann.
• I 1946 tilbyder USA at købe Grønland for 100 mio USD. Det blev afvist fra Kbh.
• I 1951 har USA etableret, Blue Jay basen, som senere kommer til at hedde Thule Air Base.
• I 1953 skifter Grønland status fra koloni til dansk amt ved grundlovsrevisionen.
• I 2009 anerkendes Grønland som selvstændigt folk i selvstyreloven, hvorefter det ikke er juridisk muligt, at sælge Grønland uden først at opnå tilslutning fra lokalbefolkningen.
• I 2019 tilbyder Præsident Trump den danske Statsminister Mette Frederiksen, at købe Grønland. Tilbudet bliver afvist.
• I 2023 skifter Thule Airbase, navn til Pituffik Space Base og har nu fokus på opsporing af, og eliminering af indkommende ballistiske missiler og spacedroner fra Kolahalvøen, hvor op imod 60% af Ruslands samlede nuklare våbenarsenal befinder sig. Den største fare imod USA vil med andre ord passere luftrummet over Grønland få minutter før nedslag i de første amerikanske storbyer. Opgaven vil i praksis forudsætte en række omfattende nye anlæg samt beskyttelse af disse.

Det er sket før, og det vil ske igen.

Forsøgene på at overtage den suveræne kontrol med Grønland, har hidtil været fremsat som uigenkaldelige juridiske overdragelser. Det som Trump tidligere betegnede som en ejendomshandel, var tilrettelagt lige så lokumskoldt i forhold til lokalbefolkningen, som salget af de Vestindiske øer. Men det er ikke længere en koloni.

Indsigten i disse dokumenter kommer nu frem takket være kilder fra inderkredsen i Trumps første periode.

Alexander Gray, som var viceassistent i Trumps Nationale Sikkerhedsråd, og Tom Dans, der arbejdede som kommissær for det amerikanske råd for Arktisk forskning, foreslår i et interview efter valget med Martin Breum – som formentlig er den danske journalist, som har dybest indsigt i Grønlandske forhold – at Trump administrationen, lader Grønland blive sidestillet med Marshalløerne, Palau og Mikronesien under Free Association programmet.

Ud over Statsministeriet og Udenrigsministeriet, følger både grønlandske og danske politikere og journalister sagen, men det vil være formålstjenligt med en tættere dialog, for at leve op til programmets navn, og for at respektere Rigsfællesskabets interesser.

Amerikanerne og Grønlænderne ser Free Association programmet udfra lidt forskellig vinkler

• USA tilbyder programmets økonomiske og sikkerhedspolitiske ydelser mod at få eneret på etablering af militære baser i Grønland.

• USA tilbyder programmets økonomiske og sikkerhedspolitiske ydelser således, at Grønlands selvstændighed sikres bedre end gennem Rigsfællesskabet.

• Forholdene for lokalbefolkningerne på Marshalløerne, Palau og i Mikronesien er ikke attraktive for Grønlænderne, når vurderingen foretages af Grønlændernes udsendte.

Man kunne let få den tanke, at Free Associations og Rigsfællesskabet tilsammen kan sikre at alle interessenter får mulighed for at overveje, sådan at der skabes optimale forhold for alle. Det må selvsagt indebære muligheden for at takke nej til nye amerikanske tilbud.

Her opstår en lille forstyrrelse i Free Association programmet, fordi det forudsætter, at Grønland frigøres juridisk og faktuelt fra Rigsfællesskabet.

Det betyder i praksis, at op imod 60.000 Grønlændere skal overføres fra det danske velfærdssystem med fri adgang til sundheds- og uddannelsesydelser til et amerikansk system, som vil ændre borgernes dagligdag fundamentalt. Hørings – og beslutningsprocessen kan ikke forceres, hvis løsningen skal være langtidsholdbar.

Her bliver vi reduceret

Idag kan vi ikke forsvare vores eget territorium og slet ikke leve op til vores solidaritetsforpligtelse i artikel 5. – og vi kan stadig ikke stille med en brigade til NATOs fælles styrkemål.

Hvad er det så vi har at byde på? Health Care til de overvægtige amerikanere, Energiløsninger til de voldsomt energiforbrugende amerikanere, Øer med sjældne jordarter i Nordatlanten, som i høj grad er placeret så de kan integreres i forsvaret af Nordamerika. Og så er det ikke sikkert at Donald Trump`s liste over danske fortrædeligheder er så meget længere.

Sagt lige ud, så kan denne liste gøres endnu kortere. Handel i EU, Forsvar i NATO og Grønland i Rigsfælleskabet. Sidste punkt er det vigtigste.

Isbjørnen sover, og man skal ikke vænne ryggen til den!

Og historien om, hvordan katolske nonner utroligt selvopofrende fra sidste halvdel af 1800-tallet byggede hospitaler i Danmark, bliver nu endeligt fortalt (Thomas Maria Melchior, Søstre for livet. Søsterfællesskaberne og deres hospitaler, Gads Forlag, 2024, 493 sider).

Det er en vigtig historie, dels fordi den har betydet langt mere for opbygningen af det almindelige danske sundhedsvæsen end hidtil antaget, og dels fordi bogen fortæller om et nonne-liv, som vi i dag næsten ikke kan forestille os: et liv i opofrelse, pligt, askese og hjælp til andre.

Det begyndte i 1856 med fire franske nonners ankomst til København, de gik i gang, uden finansiering, men med den vigtigste ressource: menneskelig arbejdskraft, flid, pligt og kreativitet. De gik i gang med syge- og sundhedspleje, frivilligt, uden løn, solgte hvad de kunne af kniplinger og papirsklip til at hjælpe andre for og samlede ind hvad de kunne. I 1867 var fire blevet til tolv søstre og de erhvervede en stor grund på Nørrebro, hvor Sct. Joseph-hospital i 1873 så dagens lys.

Sct. Joseph-hospital voksede sig større og større, uden skattekroner, men ved indsamlinger og også for beskeden betaling for behandling og pleje. Fattige fik det gratis. Langt den største ressource var dog de op til halvhundrede nonner, som uden løn og arbejdstid ofrede deres liv i tjeneste for andre mennesker.

Dengang var der kun Frederiks Hospital og det ret nye Kommunehospitalet i København, og læger i København havde det bedste forhold til Sct. Joseph-hospitalet ifølge forfatteren, der selv er overlæge. Førende praktiserende læger i København kunne indlægge og operere på Sct. Joseph, og ifølge forfatteren var de førende i behandlinger for den tid. Mens lægerne lang tid var mænd, forblev hospitalet ene og alene ledet af kvinder, den øverste var en generalpriorinde. Det forblev sådan helt op i 1960erne med 650 ansatte og en håndfuld til at administrere det hele. Og 100 sygeplejeelever. I 1970erne ville Københavns kommune ikke mere have et sådant privat hospital, ”Vi river ned og bygger nyt”, sagde overborgmester Egon Weidekamp.

I mange af de større byer opstod tilsvarende katolske hospitaler og også skoler, Sct. Joseph-skoler, som stadig er eftertragtede privatskoler. Der var flere andre søsterordener med hver deres særpræg, men fælles var den dybe tjenesteiver, som bundede i en tilegnet kristen tro. I Roskilde blev der bygget et stort Sankt Maria Hospital og i Kolding Sankt Hedvigs klinik. Den franske skole på Frederiksberg, som uheldigt blev bombet i 1945, var også et resultat af energiske nonners indsats.

Thomas Melchior har gjort et vigtigt arbejde i at hente de katolske søstres liv frem af glemslen, mange kan godt huske dem og har været i berøring med deres arbejde, men i dag fortrænges det, fordi alt sygehusvæsen og pleje og omsorg skal være offentlig, i regioners eller i statslig regi. Og i dag ledet af DJØF’ere og ikke af dem med praktisk kendskab, som f.eks. generalpriorinder.

Bogen bør først fremmest minde os om det religiøse tjeneste-ideal, som nonnerne anonymt udlevede med deres liv. Det var ægte næstekærlighed. De gjorde det og snakkede ikke om det. Det er den slags mennesker, der er brug for i dag, eller måske snarere, at reglerne bliver mindre stive, så der i vores sundhedssektor gives plads til omsorgen og plads til at vise kærlighed.

At hjælpe et andet menneske er også at ofre noget af sig selv. Men hvordan kan det kombineres med en offentlig sektor, hvor alt er delt op og kontrolleret?

Efter 10 måneder af 2024 er det nu så godt som sikkert, at 2024 vil blive det varmeste målte år og det første år hvor temperaturen ifølge ERA5-datasættet er 1,5 grader celsius over det førindustrielle niveau. Dette markerer en ny milepæl for den globale temperatur og bør kunne medvirke til at hæve ambitionerne for det tilstundende COP29-møde.

Vi er som bekendt nu nået til det 29. klimamøde i en række, hvor anstrengelserne og ressourceforbruget har været enorme, men resultaterne få og små. Det er dog en anden historie.

Her vil vi i stedet kigge på budskabet om 2024 som indehaver af en ny temperaturrekord. Det ”førindustrielle niveau” er årene 1850-1900 og fig. 1 viser Copernicus’ årlige temperaturer siden 1940, udtrykt som afvigelsen fra den førindustrielle temperatur.

Fig. 1

ERA5-datasættet er et sammenkog af temperaturmålinger, dels fra vejrstationer på land, dels målinger af havtemperaturer, målinger med fly og balloner og endeligt, siden 1979, også målinger med satellitter. Hver dag indsamles der tusindvis af målinger, og de bliver så behandlet statistisk og omregnet til en ”global” temperatur. Det har voldt mange vanskeligheder gennem tiderne. Vejrstationerne på land har fået ændret omgivelserne, tit fra land til by, hvor der er meget kunstig varme. Vejrstationer er blevet flyttet eller nedlagt, og for at bevare kontinuiteten har man videreført deres måleserier, reelt som spøgelses-stationer, men baseret på naboerne, der dog i nogle tilfælde kan befinde sig ganske langt væk. Til søs har man i de seneste 20 år haft et netværk af bøjer, der har kunnet give målinger fordelt over størstedelen af havet, men før da var man afhængig af mere tilfældige målinger fra skibe. Balloner og fly giver selvfølgeligt endnu mere sporadiske resultater. Først med satellitterne har man fået mere dækkende målinger for hele Jorden, landjord såvel som hav, men her er der også problemer med at oversætte målingerne til pålidelige temperaturer, og satellitterne rækker som sagt kun ca. 45 år tilbage i tiden.

Generelt gælder det, at jo længere tilbage i tiden vi går, desto færre målinger har vi til rådighed, og det betyder naturligvis at vores kendskab til den ”globale” temperatur, f.eks. i førindustriel tid er behæftet med stor usikkerhed. Når Copernicus således skriver, at oktober 2024 var 1,65 grader varmere end førindustriel tid, så er det reelt misvisende, fordi det giver indtryk af, at vi kender temperaturen med en hundrededel grads nøjagtighed. Det gør vi slet ikke.

De store temperaturkurver viser normalt en forholdsvis jævn stigning fra f.eks. år 1900 og frem til nu. Det er i overensstemmelse med klimaforskningens gængse teorier om, at temperaturen nøje følger atmosfærens stigende indhold af CO₂. Hvis ikke den gjorde det, kunne man berettiget stille spørgsmål ved nødvendigheden af f.eks. de gigantiske COP-møder. Men kigger man på uredigerede målinger tilbage i tiden, viser det sig, at temperaturen har udvist både stigninger og fald i perioden. Fra 1900 til ca. 1940 en stigning, og derefter et fald frem mod 1979, hvorefter der igen kom stigningen frem mod dagens temperaturer. Noget tyder på, at f.eks. temperaturerne i 1930’erne ikke var voldsomt meget lavere, end de er i dag. Men data, der underbygger det synspunkt, vil man helst feje ind under gulvtæppet.

At temperaturen er steget siden år 1900 er der dog ikke nogen tvivl om, og der er heller ikke nogen grund til at frikende vores CO₂-udledninger for en vis indflydelse. Men de står ikke alene, og det bringer os så frem til spørgsmålet om de forjættede 1,5 grader, som af Copernicus udråbes til en betydningsfuld grænse.

Satellitmålingerne viser, hvad der er sket i de seneste 12-14 måneder, se fig. 2. Vi har haft den tilstand i Stillehavet, der kaldes en El Niño, og den medfører som regel en tydelig top i temperaturkurven, som vi også havde f.eks. i 1999, 2010, 2016 og 2020. Toppen fremkommer ved, at der trækkes varme ud af Stillehavet omkring Ækvator, og det giver de højere lufttemperaturer. Normalt falder temperaturen ret hurtigt igen, men det er ikke sket i denne omgang. El Niño-tilstanden er for længst overstået, men den globale temperatur er forblevet oppe på niveauet, der svarer til ca. 1,5 grader over den førindustrielle tid. Det er en situation, som klimamodellerne slet ikke har kunnet forudsige. De simulerer således åbenlyst ikke realiteterne særligt godt.

Fig. 2

At de 1,5 grader skulle indebære nogen risiko for Jorden eller menneskeheden, er ikke nogen videnskabelig kendsgerning, men derimod en politisk beslutning, truffet på COP21-mødet i Paris i 2015. Her blev man enige om, at vi skulle holde opvarmningen på under 2 grader og helst 1,5 grader. Efterfølgende blev FN’s Klimapanel IPCC bedt om at producere en rapport, hvor man opstillede videnskabelige begrundelser for disse grænser. Det viste sig vanskeligt for IPCC’s forskere at finde nogle passende tungtvejende argumenter for de 1,5 eller 2 grader.

I mellemtiden har klimavidenskaben sat mere og mere fokus på tilfældene af ekstremvejr, som hjemsøger Jorden hvert år. Ved finurlige computermodel-beregninger mener klimaforskerne nu at kunne påvise, at den globale opvarmning har gjort de fleste tilfælde af orkaner, oversvømmelser, tørke osv. alvorligere, end de ville have været uden global opvarmning. Imidlertid viser al ædruelig statistik, at disse tilfælde hverken er blevet hyppigere eller alvorligere, end de har været de seneste 100 år. Men medierne er kammet over totalt, og omtaler nu enhver storm eller oversvømmelse som et resultat af ”klimaforandringerne”, og det er underforstået, at hvis vi ikke havde udledt al vores CO₂, ville der slet ikke have været nogen ekstrem begivenhed.

Intet er jo mere forkert. Jorden har altid været hjemsøgt af naturkatastrofer og vil altid være det, uanset hvad vi gør ved vores forbrug af kul, olie og gas. Og det interessante nu er, at vi faktisk allerede befinder os i den situation, der er udråbt til at være ”farlig”, idet den globale temperaturstigning – på papiret – har nået de forjættede 1,5 grader. Og kigger vi ud ad vinduet, er der ikke rigtigt sket noget. Vi har vejr, som vi plejer. Er der reelt noget at være bange for?

Krystalnatten er betegnelsen for natten mellem den 9. 0g 10. november 1938, da nazisterne i Tyskland igangsatte en forfølgelse af og pogrom mod tyske jøder ved at knuse deres butikker og synagoger. De splintrede glas gav navn til dagen.

Det burde være historie og var det også i mange år.

Men især efter Hamas´ overfald på Israel sidste år er jøder blevet jaget vildt i Europas storbyer. Jødiske institutioner skal bevogtes af politi og militær, som det også sker i København. Og pro-Hamas og pro-palæstinensiske demonstrationer har frit spillerum i gaderne til at huje og tromme og opildne til had. Det er ret uhyggeligt at se.

I krigen om gaderne har palæstinenserne vundet på knock-out og jøderne tabt. Imens kan politikere prædikere og prutsnakke om, at det ikke må ske. Men det sker.

I efteråret flyttede Belgien en fodboldkamp i Nation League på hjemmebane mod Israel til et stadion i Budapest i Ungarn. Belgien var bange for optøjer i forbindelse med kampen, og set med pogromen i Amsterdam i bakspejlet, var det klogt nok. Det belgiske fodboldforbund fandt det af sikkerhedsmæssige grunde ikke forsvarligt at afvikle kampen i hjemlandet, selv ikke i et tilskuerfrit stadion som først var planen. Så den 9. september slog Belgien Israel med 2-1 på ’hjemmebane’ i Budapest.

Ungarn er et sikkert sted at spille landskampe mod Israel, og straks må man tænke: hvad har Ungarn gjort klogere end Belgien, Holland, Frankrig og Danmark tilsammen?

Men det er et af de forbudte spørgsmål at stille, og Danmarks og EU´s officielle politik er at modarbejde Ungarn mest muligt.

Hvis det er rigtigt, som det siges, at det er i gaderne at den politiske magt vindes, så er der kun grund til dyb pessimisme. Så er det kun et spørgsmål om tid, før det bliver værre. Palæstinensiske flag kan man frit flagre med, mens israelske flag resulterer i forfølgelse.

Danske institutioner og mediehuse forskanses som forter. For nylig ville jeg i min naivitet aflevere et brev til en folketingspolitiker på Christiansborg, men det var ikke muligt. Jeg skulle ud, ned, og ind i en smøge, og ringe på en dørklokke, og så kunne jeg få lov at lægge et brev ind i en kasse i et rum uden betjening. Brevet indeholdt min salmesamling, farligt stof, og jeg betragtes åbenbart som potentiel terrorist, der skal fortælle mit ærinde gennem pansrede ruder.

Danske mediers otte år lange dæmonisering af Donald Trump kulminerede dagen inden præsidentvalget, hvor Berlingske under overskriften ’Europas Største Frygt’ på forsiden bragte et helsides- foto af daværende Præsident Trump og Ruslands præsident Putin, der udveksler et hjerteligt håndtryk. Hermed sender avisen en fin hentydning til sine læsere om, hvad der venter os, hvis de to fascist-typer genoptager samarbejdet. Man skulle tro, at genvalget af Trump ville få danske medier til at dæmpe sig med at dyppe Trump i blækhuset, men det skete ikke. Tværtimod flød både DR og TV2 over med advarsler om de ulykker, der lurer forude, når Trump atter sidder i Det Ovale Værelse.

Berlingskes lederartikel onsdag den 6. november varsler, at Trumps genvalg ’åbner for en mørk tid’. Avisen var samme dag fyldt med artikler, der hamrer løs på Trumps karakter og gerninger: ’Som præsident ejede han hverken evnen eller viljen til andet end de daglige raserianfald og fotoseancer’ Trump udførte med stormen på Capitol Hill ’ et reelt kupforsøg mod det amerikanske parlament og en besudling af forfatningen’, som under’ George Washington og Thomas Jefferson ville have udløst en dødsdom for landsforræderi’. ’Trumps genvalg bør løbe enhver frihedselskende europæer koldt ned ad ryggen’. Alle hovedmedier er enige om, at den nyvalgte præsident vil komme til at koste Danmark dyrt i form af mistede eksportindtægter og tusindvis af tabte arbejdspladser.

Ser man bort fra mediernes jammer, hylekor og sorgbearbejdning, tegner der sig imidlertid en anden virkelighed, hvis vi betragter, hvad Trump gjorde sidst, han var præsident, og hvad han agter at gøre de kommende fire år.  Vi kan regne med, at han på sin første dag på kontoret vil benåde de langtidsdømte for deres ulovlige indtrængen I Kongressen den 6. januar 2021. Retten behandlede dem som landsforrædere og ikke som de tankeløse ballademagere, de i virkeligheden var. Hvis man virkelig tror, at pøbeloptøjerne den 6. januar var et forsøg på statskup, så ved man intet om, hvordan man planlægger og gennemfører et vaskeægte statskup. Trump vil forstærke grænsebevogtningen og færdigbygge de mure og hegn, som Biden stoppede i 2021. Han vil deportere alle ulovlige migranter, der er dømt for kriminalitet og sikkert en hel del flere, der ikke er kvalificeret til opholds- og arbejdstilladelse.

Der er ingen grund til at frygte, at Trump vil isolere USA bag tårnhøje toldmure, som danske medier ynder at fantasere om. Den kommende præsident er fuldt bevidst om verdenshandelens kolossale betydning også for den amerikanske økonomi. Trump kommer ikke til at foretage sig noget, der vil gøre livet besværligt for de amerikanske globale koncerner som er til stede overalt på kloden: Den faramaceutiske industri, petrokemiske produkter, maskiner, instrumenter, banker og finansiel rådgivning. For ikke at tale om MacDonalds, Pepsi, Coca Cola og Hollywood’s film og tv-produktioner. Da Trump sidst var præsident, blev den danske eksport til USA næsten fordoblet, og i 2019 afløste USA Tyskland som Danmarks største eksportmarked. Trump er i første række ude efter at straffe Kina, der manipulerer med sin valuta, produktionsomkostninger og statsstøtte for at skabe traktatstridige konkurrencefordele på det amerikanske marked. Men han er også ude på at straffe EU for gennem told og et væld af særkrav om miljø, oprindelse og omsætningsafgifter udfolder store anstrengelser for at holde især amerikanske landbrugsprodukter ude af EU-markederne. Hvornår har man sidst set en amerikansk produceret grillkylling i et dansk supermarked?

Trump vil give tilladelse til nye boringer efter gas og olie for atter at gøre USA selvforsynende med energi. Han vil genoptage konstruktionen af Keystone XL- olieledningen, der forbinder Canada med Houston ved den Mexicanske Golf, ligesom han vil støtte produktionen af benzindrevne biler, hvilket vil betyde tusindvis af nye arbejdspladser. Bilforhandlerne kan i forvejen ikke komme af med deres el-biler, og Hertz har netop skilt sig af med hele sin flåde af el-biler, som var for dyr i drift og reparationer og upopulær hos kunderne.

Som i 2016 vil præsident Trump gennemføre en regelsanering, der gør det lettere at etablere og drive især mindre virksomheder, der blev hårdt ramt af covid-restriktioner og det omfattende bureaukrati under Biden-Harris. Vi kan forvente en radikal skattereform, der reducerer indkomstskatter, selskabsskatter og servicebeskatningen. Trump vil stimulere konkurrence og vareudbud for at nedbringe de tårnhøje priser på fødevarer, energi og byggematerialer. I dag er der ingen æg og baconsandwich i madkassen til den amerikanske arbejder. En bakke med ti æg koster mellem 35 og 45 kroner. Et lignende prischok finder man på benzin og varme.

Trump kommer til at slå hårdt ned på Iran, som kan se frem til kvælende finansielle sanktioner, der vil isolere præstestyret og forhindre Irans fortsatte finansiering af Hamas og Hizbollah. Der vil være fuld politisk og militær støtte til Israel og løfter om assistance til forsvar af Taiwan, hvis kineserne pønser på militære dumheder. Trump har lovet at gøre en ende på krigen i Ukraine, men det ligner en umulig opgave. De russiske tab vurderes af fagfolk til at være mindst 300 000 mand, antageligt en del højere. Det bliver svært at overtale Putin til at forlade de besatte områder, da de horrible tab af russiske menneskeliv så har været forgæves. Omvendt vil Zelensky aldrig acceptere en fred, der indlemmer den besatte Donbas-region i Rusland. Det bliver en hård nød at knække for Trump og nok også for hård.

Endelig kan vi forvente en større udskiftning i justitsvæsenet, der under Biden har været politiseret og mobiliseret til at retsforfølge regimets modstandere. Også store dele af regeringsadministrationen  bliver omdannet, hvor der stadig sidder tusindvis af Obama-Biden loyale embedsmænd, der saboterede Trumps reformer sidst, han var præsident. Det kommer ikke til at ske igen.

Selv med et parlamentarisk flertal bag sig kommer præsident Trump ikke til at løse alle kommende problemer og udfordringer, men vi kan roligt regne med, at verden kommer til at se bedre ud end under de fire år med Biden-Harris.

I dag har det ændret sig, men der er stadig meget at arbejde med for veteraner i både Danmark og Grønland:

“Formålet er stadig det samme, at give psykisk kampskadede og tjenestegørende veteraner et mentalt frirum, og derudover er at det at tale de grønlandske veteraners sag”, udtaler Berthelsen til Indblik.

Men i år er der sket en stor ændring for projektet, for folkene bag Veteranprojekt Grønland er atter sendt i tjeneste for Danmark – de skal etablere kontakt til Forsvarets veteraner i Grønland. Den veteranindsats, som er blevet opbygget i Danmark, findes nemlig ikke i hele rigsfællesskabet, og der findes ikke et komplet overblik over veteraner i det grønlandske:

“Der ligger en større opgave for Veteranprojekt Grønland, da der er afsat midler via Finansloven til at kortlægge veteranerne i Grønland, samt deres forhold som veteraner i Grønland”, siger Berthelsen, som udtrykker tilfredshed med projektets udvikling gennem årene:

”Vi kan se at der er kommet markant mere opmærksomhed omkring veteraner i hele rigsfællesskabet”, siger han og glæder sig over støtten og interessen for projektet:

”Virkelig positivt, der er ikke mange der ved noget om veteraner i Grønland, men der er reel interesse hos dem vi har talt med”, udtaler han.

Den største politiske drivkraft bag beslutningen om at kortlægge grønlandske veteraner, er MF Aaja Chemnitz. Hun er valgt for det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit, der er på venstrefløjen i grønlandsk politik. Hun udtaler til Indblik:

“Det er midler jeg har fået afsat, så det har været afgørende for mig, at sikre afdækning, men vi har faktisk fået afsat mere end forventet, så vi vil kunne tage initiativer overfor veteraner med det samme. Det glæder mig”, siger Chemnitz og udtrykker stor tilfredshed med Veteranprojekt Grønlands arbejde:

“De laver en vigtig indsats for at bygge bro mellem veteraner i Grønland og Danmark og de har sammen med mig været med til at synliggøre veteraner, få ændret loven og få afsat midler til initativer. De er en helt central samarbejdspartner for mig, da ingen kan gøre alt alene, men sammen er vi nået langt”, siger hun.

Grønlandsk natur booster veteraners mentale helbred

Ud over det politiske arbejde med at øge opmærksomheden omkring grønlandske veteraner og deres vilkår, handler Veteranprojekt Grønland i stor grad også om at arbejde med både skadede og tjenestegørende krigsveteraner.

Derfor foregår en stor del af projektets grønlandsture ude i de grønlandske fjelde, hvor veteranerne kan vandre, gå med på jagt eller fiske i fjordene. Og det er i særdeleshed turen ud i den grønlandske natur, der ifølge Berthelsen har en særligt positiv effekt på veteranerne:

“Det er et stykke arbejde der bliver lavet af veteraner for veteraner. Vi har gennem de sidste 7 ture set at det kan gøre en forskel for både psykisk kampskadede og tejenestegørende veteraner”, siger Berthelsen og uddyber:

“For langt de flestes vedkommende, så når veteranerne ud af den direkte opmærksomhed og over i den spontane opmærksomhed. Den spontane opmærksomhed tillader at alarmberedskabet sænker sig. Der bliver således plads til bedre søvn og plads til at indgå i nogle positive sociale relationer, som vi kan se faktisk bliver vedligeholdt efterfølgende”

“Det er gået super godt, og vi er blevet meget klogere på naturens lindrende effekt på psyken”, siger Berthelsen til Indblik.

Det positive indtryk bekræftes til overmål af Terry Leon Pedersen, der er overkonstabel af første grad og veteran fra Kroatien, Bosnien og Irak. Han har været med på turen til Grønland flere gange, og udtaler til Indblik:

”Grønland er for mig en mental vasketur”, siger han og fortsætter:

”Jeg får sovet igennem den uge om året. De dage uden netværk og telefon i naturen gør mirakler for min mentale tilstand. Der bliver renset ud og roen falder på hele systemet. Har været priviligeret med at være afsted flere gange. Første tur er jeg overbevist om var med til at redde mit liv, da jeg – herhjemme – stod i et stort sort hul uden udsigt til bedring”, udtaler han.

”Brugte, og bruger stadig, et usb-stick med fotos fra Grønland, til at få tankerne fyldt med positiver og på den måde komme gennem og ud af mørke tanker”, afslutter Terry Leon Pedersen.

Der er i Danmark registreret godt 42.000 krigsveteraner siden 1948, men det totale tal vurderes at være omkring 60.000. Efter endt udsendelse modtager soldater i dag automatisk Veterankortet, som er det synlige bevis på, at bæreren er krigsveteran.

“Vi ved lige over 100 har et veterankort, men vi har en formodning om at vi mindst har 150 veteraner i Grønland. Vi skal naturligvis kende det korrekte tal for at kunne sikre en bedre indsats overfor veteraner i Grønland”, siger Aaja Chemnitz til Indblik.

Man begyndte først at registrere veteranerne elektronisk i 1992, hvorfor tallet er behæftet med omfattende usikkerhed. Det samme gælder for Grønland, hvor 117 veteraner er registrerede per maj 2024.

Det totale antal veteraner i Grønland er endnu ukendt.

Første bemærkning eller belæring

Politik behøver ikke være pænt og vi behøver ikke kunne lide politikerne. Politik er ikke sindelagsmoral. Det er blevet dårlig vane at gøre stemmeafgivningen afhængig af, om politikeren er en man kan se sig selv sammen med. Hvem ville vi drikke en kop kaffe med? Jeg ville hellere lande på en øde ø med Kamala Harris end med Trump, men det betyder ikke, at Harris er bedre til at lede et samfund endsige en øde med en snes skibbrudne.

Vi behøver ikke at elske eller beundre vores politikere. I en berømt forelæsning om politik som kald afviste den tyske sociolog Max Weber, at politik skal måles på sindelag, altså om vi mener og intenderer det gode. Politik skal snarere måles på resultater. Danmarks statsminister Jens Otto Krag var en værre buk, som kunne forføre kvinder under receptioner i baglokalet. Men han var Danmarks måske største statsmand.

Alt for mange kommentarer til det amerikanske præsidentvalg drejer sig kun om dette, politisk set mindre vigtige punkt. Vorherre bedømmer sjælene, ikke medierne.

Anden bemærkning

Nogle gange skal tingene rystes for at ændre på status quo. To krige martrer verden, mellem Ukraine og Rusland og i Mellemøsten. Mens Europa med Danmarks statsminister i spidsen har sat deres prestige ind på at Ukraine skal vinde krigen, vil Trump finde en fredsordning mellem landene. Hvis hans politik ender med at områder med ukrainsk flertal skulle blive lagt under Rusland, er der grund til at kritisere det og protestere kraftigt. Ender det med at grænserne trækkes mest muligt retfærdigt under hensyn til befolkningernes sindelag på Krim og i Donbask, kan der skabes rammer for en mere varig fred. Ligesom i Sønderjylland i 1920.

I Mellemøsten kom Abraham-aftalerne i stand i Trumps første præsidentperiode. Hamas-angrebet den 7. oktober 2023 var i høj grad også Irans barbariske protest og benspænd imod denne vej til mere fred og fordragelighed mellem Israel og dets naboer. Trump vil uden tvivl forfølge det tidligere spor, derangere Iran mest muligt og genoplive ånden fra Abraham Accords mest muligt og på den måde kan der måske også i fremtiden skabes muligheder for bedre livsbetingelser for palæstinenserne i større rammer.

Det ligger i menneskets natur at frygte ændringer af status quo, vi er vanedyr og vi ved, hvad vi har, og frygter det ukendte. I fire år med præsident Biden er vi lullet ind i, at alt er bedst som det altid har været. Nogle gange skal kortene blandes på ny og posen rystes. Det behøver ikke være kønt. At bryde en konsensus er altid smertefuldt.

Tredje bemærkning

For Danmarks og Europas vedkommende er det et længe ventet signal om militært at stå mere på egne ben end hidtil. Det har været på vej og det var også på tide. Vi skal vise forsvarsevne og vilje og også her skal der sikkert blandet kort på ny. Som NATO har udviklet sig de sidste år med Tyrkiets modvilje mod vores naboland Sveriges optagelse i NATO og øvrig ageren i forhold til Israel, bør vi også her overveje alliancens fremtidige sammenholdskraft. En nordisk forsvarsunion bør tilstræbes, indenfor eller alternativt til et for stort NATO, Finland og Sverige har alt det, som vi i Danmark mangler: fjendekendskab, forsvarsvilje og en vis robusthed. Og gerne i nært samarbejde i Østersøen omkring de baltiske lande og Polen. Det er åndsbeslægtede lande, hvis skæbne vi gerne vil knytte til vores. Hvordan Danmark så får skabt en bredere værnepligt, når voldsophidsende demonstrationer mod Israel kan mobilisere så mange unge på gaderne, bliver det store problem. Er den kulturelle og etniske sammenhæng allerede nået hinsides et punkt, hvor fællesskabet om hvad der skal forsvares, er forfløjet?

Er Trump så diktator? Nej – det er han ikke, da alt er sket på demokratiets præmisser. Vil Trump forvandle sig til en diktator? Det vil han nok ikke, men med projektet ”Projekt 2025” skabt af over 50 konservative tænketanke med Heritages Foundation som pennefører, kan der godt være store forandringer på vej.

Når Trump bliver taget i ed som den præsident nummer 47 er det klart fordi han har haft bedre argumenter, som han har været bedre til at fremføre. Trump har også været meget mere overskudsagtig og har lynhurtigt samlet opponentens optræden op og brugt dem til sin egen fordel. Som nu da Kamala Harris fortalte, at hun havde været medarbejder i McDonalds som ung – hvad burger-firmaet jo hverken ville be- eller afkræfte. Næste dag stod Trump og langede burgere over desken! Biden kom måske for skade at betegne Trump`s vælgere som ”trash”. Efterfølgende sad Trump i en skraldebil dagen efter. På det mere saglige område var Harris god på abort og race, mens hun på økonomi lød lidt som om hun sagde det, hun havde lært og i øvrigt havde hun vanskeligt ved at besvare uddybende spørgsmål.

MAGA

Mange ser Trumps løfte om “Make America Great Again” som et håb om at vende tilbage til en tid med mere traditionelle amerikanske værdier og en homogen befolkning. Bekymringen er ikke kun over indvandring, men også over, hvad de anser for at være en stigende økonomisk og kulturel magt hos minoriteter – noget som mange mener bliver favoriseret på bekostning af den ”oprindelige” befolkning. For en del handler det også om kampen mod det, der kaldes “woke-kulturen.” Det opleves, at det moderne USA er præget af en stigende politisk korrekthed, som mange føler truer deres værdier og frihed. Når Trump taler nedladende om woke-kulturen, lyttes der, og hans modstand bifaldes. Endelig opfatter mange Trump som en ægte amerikaner, der står for traditionelle, individualistiske værdier og bekæmper statens voksende indflydelse. Demokraterne anses derimod af Trumps tilhængere ofte for at have europæisk-inspirerede, socialdemokratiske idealer, som mange frygter vil fjerne USA fra sine rødder. Dette handler også om ”den amerikanske drøm”, hvor amerikanere drømmer om at kunne blive rige og ønsker en minimal stat, der ikke tager deres penge gennem høje skatter.

Økonomisk stabilitet

Økonomien er som nævnt en vigtig faktor, da den økonomiske politik under Bidens administration har svækket købekraften – og det er jo helt korrekt. Biden har ladet seddelpressen køre, og da det ikke giver flere værdier, er resultatet inflation. Mange føler, at Trumps første år i præsidentembedet bød på en mere stabil og fremgangsrig økonomi for middelklassen. Økonomisk usikkerhed og voksende ulighed har skabt en dyb mistillid til de politiske eliter, og her skiller Trump sig ud. I modsætning til “normale” politikere – som mange opfatter som uærlige og korrupte – ser tilhængere Trump som en oprigtig outsider, der forstår almindelige menneskers bekymringer og udfordringer. Han betragtes som en, der tør gå imod det politiske establishment.

Trump forstår befolkningen

Samtidig anses Trump som en leder, der værner om amerikansk sikkerhed og global stabilitet. Under hans embedsperiode undgik USA at påbegynde nye krige og mange Trump-tilhængere husker hans præsidentperiode som mere fredelig og sikker. Flere ser de nuværende udenrigspolitiske konflikter, som invasionen af Ukraine og de seneste konflikter i Mellemøsten som noget der ikke ville være sket, hvis Trump stadig havde haft magten. Trump fremstår som en klassisk leder-figur, hvilket appellerer til mange. Han nyder de samme ting som ”folket”: fastfood, sport og amerikansk underholdning. Kamala Harris og andre demokratiske ledere opfattes som en del af eliten. De er mere optaget af storbyens værdier og den akademiske elite.

Et emne der ikke har været omtalt så meget er ”Projekt 2025 Presidential Transition Projekt”

Projekt 2025

Projekt 2025 blev lanceret af The Heritage Foundation, en konservativ tænketank, som en reaktion på, hvad de opfatter som voksende bureaukrati og politisk venstredrejning i den føderale regering. Projektet er en samlet indsats fra konservative ledere, politiske eksperter og over 50 organisationer i USA, der arbejder for at fremme et konservativt regeringsgrundlag. Initiativet har til formål at være forberedt, så en konservativ præsident kan påbegynde en omfattende reform af den føderale stat umiddelbart efter indsættelsen i januar 2025​.

Projekt 2025 er omfattende og fylder næsten 900 sider.

Projektet bygger på fire søjler:

1. Politisk Håndbog – Et omfattende værk, som beskriver, hvordan hver stor føderal myndighed bør styres, og opstiller klare retningslinjer for politik på tværs af områder som økonomi, forsvar, sundhed, og uddannelse.
2. Personalebase – En database, hvor konservative kandidater kan registrere deres kvalifikationer. Dette skal hjælpe med hurtig udnævnelse og koordinering af nøglepersonale.
3. Præsidentiel Akademi – Et online uddannelsessystem, der tilbyder træning i regeringsdrift til både nye og erfarne embedsmænd med formålet at opbygge stærke ledelseskompetencer.
4. Handlingsplan – Udarbejdelse af detaljerede planer og teams for overgang til en konservativ administration, så de kan handle straks efter indsættelsen.

Projektet fokuserer på fire hovedområder: at styrke familien, afmontere den administrative stat, sikre USA’s suverænitet og grænser, samt beskytte individets frihedsrettigheder. Projektet bygger på tidligere erfaringer fra The Heritage Foundation og søger at genoplive konservative værdier i den offentlige administration i et forsøg på at skabe en stærk, selvstyrende nation.

*******

Vi kan selvfølgelig ikke behandle hele planen, men den kan downloades på nettet og er i øvrigt vedlagt sidst i dette skriv. Lad os se på punkt 4. – handlingsplan.

Handlingsplanen er designet til at sikre en smidig overgang til en konservativ administration fra det øjeblik, en ny præsident er indsat. Dette sker gennem en omfattende forberedelse, hvor der oprettes teams for hver føderal myndighed, som udarbejder detaljerede planer for øjeblikkelig implementering af de konservative mål.

Hovedfokus for Handlingsplanen inkluderer:

1. At sammensætte agenturteams: Hvert føderalt agentur vil have dedikerede teams, som forbereder specifikke overgange, så de kan rykke ind med klare mål og handlingsplaner, der kan træde i kraft fra dag ét.
2. Implementering af konservative politikker: Disse teams udvikler politikker, der sigter mod at afmontere de eksisterende bureaukratiske strukturer og implementere konservative reformer hurtigt og effektivt.
3. Træning og klargøring af personale: Planen involverer også at uddanne nøglepersonale og ledere, så de er fortrolige med deres roller og kan håndtere bureaukratiet effektivt og i tråd med konservative værdier.
4. Koordination af ressourcer og strategier: Dette inkluderer at sikre, at ressourcer og operationelle strategier er på plads for at støtte den nye administrations mål.

Handlingsplanen er udviklet med tanke på en gnidningsfri overtagelse, og den er designet til at give den konservative administration et forspring ved at være strategisk forberedt på alle større områder.

*******

Hvis vi dykker lidt længere ned, kunne det være interessant at se lidt på Implementering af konservative politikker, da det godt kan ses som noget kontroversielt.

Projekt 2025’s Handlingsplan fokuserer på at reducere statens størrelse og magt gennem konservative reformer, som hurtigt kan implementeres efter en ny præsidents indsættelse. En central del af implementeringen af konservative politikker er at genskabe selvstyret blandt det amerikanske folk.

1. Reducer statens størrelse og magt: Dette indebærer at mindske de føderale myndigheders rækkevidde og sikre, at de kun udfører opgaver, der klart falder under forfatningens oprindelige hensigt. Formålet er at fremme borgernes frihed og begrænse de føderale institutioners magt, så de i højere grad bliver ansvarlige over for befolkningen.
2. Afskaffe overregulering og bureaukrati: Det konservative mål er at fremme økonomisk vækst og innovation ved at reducere de mange reguleringer og administrative krav, som virksomheder og borgere står overfor. Dette vil skabe en mere effektiv regering og samtidig give større frihed til den private sektor og civilsamfundet.
3. Fjernelse af politisering i offentlige institutioner: Mange føderale agenturer og programmer anses for at være blevet politiserede og i stigende grad drevet af ideologiske dagsordener. Projekt 2025 søger at reformere disse institutioner, så de i stedet kan understøtte neutralitet og effektivitet i offentlig administration.
4. Fremme af pro-familie og livsfremmende politikker: Projektet lægger vægt på at styrke familiens rolle og beskytte børns rettigheder ved at afskaffe regler og politikker, der underminerer familieenheden. Det indebærer bl.a. støtte til traditionelle familieværdier og reducering af føderal indblanding i personlige og familiemæssige anliggender.

Projekt 2025 ønsker at gennemføre en grundlæggende omlægning af den føderale regering, hvor fokus flyttes fra en topstyret model til en, der understøtter borgernes direkte indflydelse og selvbestemmelse.

*******

Lad os nu igen gå et spadestik dybere og se lidt nærmere på punkt 1. Reducer statens størrelse og magt.

1. Afvikling af den administrative stat: Mange føderale agenturer og programmer er vokset betydeligt og har fået mere magt end oprindeligt tiltænkt. Projektet fokuserer på at afmontere disse strukturer ved at identificere overlap og fjerne overflødige funktioner. Dette indebærer at omstrukturere eller fjerne funktioner, der anses for at være spredt på tværs af agenturer og ikke er i overensstemmelse med forfatningens intentioner om en begrænset føderal regering.​

Arbejdet med Projekt 2025 har været igang længe og vil reelt ændre det amerikanske ledelses- og kompetencesystem. Om det kan lade sig gøre og om det er det Donald Trump vil, er interessant.

Det er også interessant og erfare, hvordan disse tanker kan eksistere i forhold til “The Constitution of the United States of America.”

2025_Mandate For Leadership

I 1989 dansede alle frihedsdans med Murens Fald. Både de kommunistiske lande, som blev befriet fra et tyranni, og de vestlige lande som mistede en fjende fra den kolde krig.

I 2020 beskrev den polsk-amerikanske historiker Anne Applebaum i bogen Demokratiets tusmørke, hvordan den fælles rus og begejstring fra 1989 nu var endt i nye opdelinger, hvor tidligere venner nu var fjender, og man kunne ikke mere samles om noget fælles. Sådan var det i Polen, hvor Applebaums mand har været ledende politiker i mange år, og i USA og Storbritannien, hvor hun er opvokset og uddannet.

I mellem da skrev Anne Applebaum flere solide værker om Østeuropa og Ukraine, som skabte hendes ry som historiker og intellektuel.

I sin nyeste bog med titlen Autokrati A/S. Diktatorerne, som vil styre verden (Kristeligt Dagblads Forlag, 236 sider, 2024) er tesen, at verdens tyranner har rottet sig sammen i en fælles bevægelse mod den vestlige verden. Og som samtidig visen en ny konflikt mellem diktatur og demokrati, kontrol og frihed, korruption og retsstat.

Det er ikke en ny kold krig, understreger Applebaum, for konflikten er ikke ideologisk mellem visioner for en bedre fremtid, men mere lavpraktisk med en kreds af diktatorer, der bare vil have magt og beholde den. For næsten enhver pris.

Det drejer sig om Rusland og Kina som de ledende autokratier og medfølgeskab af Nordkorea, Iran, Venezuela, Zimbabwe og flere tidligere sovjetrepublikker. Krigen mellem Ukraine og Rusland drejer sig i høj grad om, at Ukraine vil ud af klubben af autokratier og med i det vestlige værdifællesskab. Anne Applebaum hører til en af ivrigste fortalere for støtte til Ukraine i denne krig.

Hvor atomvåben var frygtens kilde i den kolde krig, opstår de nye udfoldelser af magt i dag, som autokratierne benytter sig af, ved at infiltrere og sprede falske historier og destabilisere så meget som muligt.

Og selvom autokraterne i spidsen for diktaturerne er vidt forskellige, forenes de i deres kleptomani: de bruger gladelig statsmagten til at berige sig selv og en lille kreds, og parallelt med den politiske kamp gælder det også om at sikre sin formue og rigdom rundt i verden. Her byder den globale økonomi attraktive muligheder, og den vestlige verden er – igen – stået for sent op til at imødegå truslerne.

Anne Applebaums bog er vigtigt, fordi den minder os om, at verden ikke er god fra naturens hånd og ikke kun bebos af engle og gode mennesker. Der er masser af tyranner derude, og især potentielle despoter, og håbet om et godartet globalt verdenssamfund efter kommunismens sammenbrud var hele tiden alt for naivt.

Spørgsmålet er, om nutidens sammenrend af diktatorer, som Applebaum aktualiserer som Aktieselskabet A/S, er så meget nyt i forhold til tidligere tiders slyngelstater og enevoldsmagter.

Det nye er nok troen på åbenhed, som har gjort den vestlige verden mere blind overfor farerne og uvillig til at forsvare sig og lukke af. ”Lidt efter lidt affinder demokratierne sig med lovløsheden, selv indenfor deres egne grænser”, skriver Applebaum et sted, og det er den egentlige fare: at vi i demokratierne ikke vil eller kan eller må forsvare os og bekæmpe fjender på samme måde som alle andre.

At mange lande er korrupte vilkårlighedsregimer, kan næppe forhindres af den danske udenrigstjeneste eller EU, men vi kan og bør afgrænse dem og sørge for at holde autokratiet længst muligt væk fra egne landegrænser. Det er dem, der skal isoleres, ikke os.

Og selv om verden ser mistrøstig ud gennem Anne Applebaums bog, så er det måske alligevel det positive, at forbrydere og overtrædere sjældent kan skabe stabilt samarbejde, fordi de netop altid vil snyde hinanden, hvis lejlighed byder sig. Ondskab er ultimativt altid selvødelæggende. Djævlen er altid kun destruktiv og kan aldrig bygge op. Og det er det opbyggelige, selv i en ond verden. For Vesten er innovativ, konstruktiv, kreativ og den egentligt skabende magt her i verden.

De fleste kommentatorer fastholder stadig det sikre bud; “Spændingen opretholdes her i slutkampagnen, hvor kandidaterne ligger så tæt, at den statistiske usikkerhed gør det umuligt at forudsige en vinder”.

Jeg tror fortsat, at Trump vinder med et forspring i Pennsylvania, og via det mørketal af mandlige vælgere, som ikke bryder sig om Donalds’ personlighed, men som i anerkendelse af hans høje energiniveau – og tilsvarende imponerende handlingsparathed – mener, at han vil være istand til at gennemføre sin politik.

Risikoen for uroligheder.

Ved at dyrke Hillary Clintons’ nedsættende “disposable karakteristik” af MAGA-segmentet tilbage fra 2020-kampagnen, har vi nu set yderligere:

1) Stand up komiker Tony Hinchcliffe med karakteristikken af Puerto Rico som en flydende affaldsø.

2) Joe Bidens kommentar om at Puertoricanere er ordentlige og arbejdsomme amerikanere og det eneste skrald er de mange MAGA-tilhængere.

3) Trumps affektive returnering, i form af den særdeles nylakerede renovationstruck, der lykkedes med at sammentømre MAGA-vælgerne og MAGA-haderne i to separate ekkokamre.

De to partier har meget begrænset tillid og ingen respekt for hinanden, og der er latent risiko for, at glæde og vrede vil tænde mere end romerlys i svingstaterne. FBI og Secret Service formodes denne gang at være forberedt på at forsvare Capitol og Det Hvide Hus fra optællingen indledes, og indtil taberen har erkendt sit nederlag.

Hvorfor har medierne dækket USA så intenst?

USA i efterkrigsperioden har altid optaget europæerne, og mange af os kender amerikanerne bedre end vi kender hinanden i EU. Men vi er ikke som amerikanerne, og vi bliver med rette stærkt forargede hvis ikke vores egen selvstændighed respekteres. Den slags går jo begge veje! Uanset om amerikanerne vælger Trump eller Harris, bliver politibetjentrollen og interessen for Europa stærkt afkølet i Det Hvide Hus. Det kommer til at koste os rigtig mange skattemidler. Vi får det også svært på vores største eksportmarked. Interessen for det amerikanske valg er derfor velbegrundet, og indblik har samme positive interesse. Uanset hvem der vinder, så vil Indblik fortsat have konstruktiv, nysgerrig og positiv interesse og respekt for det valg som bliver truffet om få timer.

Hvorfor har medierne fokuseret på Trump?

Trump ville formentlig ikke kunne vælges et eneste sted på kloden – bortset fra i USA og måske i Israel. Sådan har det været med andre præsidenter, men ikke med f.eks. Kennedy, Clinton og Obama. De var meget populære i Europa og særlig i Danmark. Vi måler på alt, og tyskerne er blandt de lande, som er mest kritiske i forhold til Trump – Danmark følger tæt efter.

Det er selvsagt en relevant opgave, at forklare hvorfor. Hvis Trump vinder, så vil det få betydelige konsekvenser. Den amerikanske statsgæld vil eksplodere via enorme ufinansierede skattelettelser, klimatiltag bliver rullet tilbage, NATO bliver lagt på is, Ukraine bliver tvunget til at indgå en fredsaftale, som afleverer en del af landet til russerene, international frihandel vil være truet af protektionisme og så videre. Der kan på godt og ondt blive tale om en omkalfatring af USA, som er mere omfattende end med et valg af Kamala Harris. Jeg mener at det er velbegrundet at fastslå, at Trump har gjort sig selv til omdrejningspunkt for den samlede valgkamp. Det er en kampagnetaktisk kraftpræstation, og Trump elsker at være i modvind.

Vinder Trump, bliver der uro i Europa

Med Trump som vinder, vil det sidste mod sive ud af Kiev og Berlin, mens NATO og EU vil ærgre sig over at skulle trække plan B op af skuffen. Tysk erhvervsliv har længe følt, at de har betalt prisen for, at Von der Leyen kunne opretholde gode relationer til Washington, og nu hvor særlig VW og BMW er økonomisk truede, er Trump den fjende, de ikke havde behov for at møde igen. Trump sparker fra tre vinkler, og kan ikke stilles tilfreds: Han kræver at der skal køre lige så mange amerikanske biler i Tyskland, som der kører tyske biler i USA. Han vil indføre importtold på 10% i forhold til europæiske varer og han vil kræve fortsat solidaritet i forhold til opskalering af det, der ligner en handelskrig mod Kina. Tyske bilproducenter har i forvejen svært ved at konkurrere på det amerikanske marked, hvor særlig Tesla bruger uorganiseret arbejdskraft. Der ud over, er en stor del af motorstyringen med videre  udviklet og bygget i Kina, og endelig betyder den europæiske adoption, af den amerikanske holdning til Kina, at tyskerne har fået et dårligere forhold til kinesiske high end kunder.

Oprør fra Danmarks store virksomheder

Herhjemme har det meste af energisektoren slået Trumps trusler om at annulere hele Bidens Inflation Reduction Act hen med, at Trump siger så meget – og endnu mere i en valgkamp. Det gjorde han også i 2016, og de værste af hans forslag blev jo luget ud. På trods af stor respekt for ledelseslaget hos danske energivirksomheder, så tillader jeg mig at gøre opmærksom på, at Donald er langt bedre forberedt nu, end han var tilbage i 2016 – hvor han selv blev overrasket over sit valg. Uanset at Trump har lagt afstand til Heritage Foundation`s  Project 365 – og Agenda F – vil alle de embedsmænd, som har udviklet de store infrastrukturpakker og energiudviklingsplaner have sidste arbejdsdag i år, hvis Trump bliver valgt. Hvis de store skattelettelser, som Trump har lovet i valgkampen skal finansieres uden nye skatteindtægter, så skal Elon Musk aflyse hele IRA-programmet og det meste af Ukraine-støtten hurtigst muligt. Der går rygter i Washington om, at Heritage teamet (koordinationsfunktionen af de godt 100 konservative fonde som arbejder for MAGA) anbefaler et handelspolitisk indgreb på NOVO til fordel Ely Lilly.

Vinder Trump, bliver der glæde i det Republikanske Parti

MAGA vælgerne vil få en hvid, aggressiv og handlekraftig mand i chefstolen. Det bliver skønt at få reduceret verdens mange indvandrere, papirnussere, “kommunister” og selvglade kriminelle til naturlig størrelse af en mand med vilje og magt. MAGA-tilhængerne vil ikke kun fået Donald. De vil også undgået at blive ledet af en “kommunist”. Det er objektivt korrekt, at Harris har ligget alvorligt til venstre for midten i amerikansk politik og risikoen for, at hun får tilbagefald, må siges at være overhængende. Det vil skabe tryghed og glæde, at den risiko er afværget. Trump, med sine lidt onkelagtige og lumre vittigheder er med til at sætte en meget mere fri standard, end den krænkelsesparate identitetspolitik og Wokeisme, som præger det venstreorienterede miljø. Hvis man har fulgt amerikansk politik og Trump siden halvfjerdserne, vil man kunne huske masser af racistiske kommentarer og vittigheder, samt en del udskamning af kvinder, handicappede og elbiler fra Trump. Ret beset har begge kandidater en fortid, som de lægger afstand til.

Modsætninger mødes

Gensynsglæden og identifikationen mellem Trump og arbejdervælgerne, forudsætter at de ser bort fra, at Trump har arvet en formue og lever et liv i nærmest pornografisk luksus med golfbaner og guldbelægning. Men det gør sådan set ikke noget at man er rig, bare det ikke er diskret og pænt. Også her er Trump mere sammensat end de fleste. Donald deltager ikke i sine vælgeres indtag af øl og whiskey. Han er altid pinligt ædru, fordi kontroltab er ham imod. Og enhver kan se, at det sætter ham istand til at opretholde et langt højere energiniveau end hvis han jævnligt drak, men samtidig forhindrer det ikke Donald i at bidrage til festen. Kort sagt gør det ikke noget, at Trump er velhaver, når bare han synligt opfører sig som om han ikke tilhører eliten. Han er ligefrem stolt af, at han ikke sætter sig dybt ind i tingene, som da Musk troede at det var en joke, at Trump aldrig havde hørt om Star-Link eller forstod hvad det var. Trump læser simpelthen sjældent bøger og aviser. Nettet og TV udgør hans informationskilder. Trumpisterne elsker Donald, fordi han ikke tilhører eliten. Men det stopper ikke her. Eliten skal æde deres grimme retorik. Når man er fattig og har gået ledig længe, eller hvis man bare som mange amerikanere har svært ved at få enderne til at mødes på trods flere jobs. Så er man bange for globalisering og international konkurrence. Derfor skal outsoursing lukkes ude med toldmure. Ligesom man holder flygtninge og indvandrere ude med en mur. Der er et nyt Amerika på vej, og Trump vil måske deporterer dem, der hører til uden for murene. Så kommer arbejdspladserne tilbage i Rustbæltet, og alt bliver igen godt.

Hvis Kamala vinder.

Bortset fra måske ærgrelsen i Tel Aviv, Pnom Pen, Kreml og Budapest, så vil en del af verden drage et lettelsens suk. Investorer, erhvervsledere, diplomater og politikere hader det uforudsete og uforudsigelige. Derfor vil NATO, EU, Ukraine, Sydamerika og andre have svært ved at begrænse den folkelige glæde over, at USA fortsat ledes af en delvis frimarkedstilhænger, der arbejder for vestligt sammenhold. Både nye og gamle demokrater vil glædes over, at USA nu har fået sin første kvindelige præsident, som de kan være bekendt og stolte af, og som vil sikre retten til aborten i hele landet. En veluddannet og velformuleret kvinde.

Sov med støvlerne på!

Indbliks læsere ønskes en spændende valgnat, og vi høres ved når krudtrøgen har lagt sig.