Flere penge er ikke løsningen: Tænketank peger på en anden og mere sikker vej til bedre velfærd

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau Scanpix

Når velfærden skal forbedres, lyder svaret fra politikerne næsten altid, at der skal bruges flere penge. Men ifølge CEPOS-direktør Martin Ågerup er der en anden og langt mere sikker vej til bedre velfærd, som vi bør forfølge.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Når danske politikere skal debattere, hvordan vi sikrer bedre velfærd, lyder svaret næsten altid, at der skal afsættes eller opkræves flere skattekroner, som så skal bruges på f.eks. at ansætte flere i den offentlige sektor.

Dette afspejler sig også i den kommunalvalgkamp, der med valget i dag når til vejs ende. Her har mange kandidater rundt omkring i landet lovet flere penge til en lang række kommunale og regionale tiltag i et forsøg på at skabe bedre velfærd til borgerne.

Men ifølge tænketanken CEPOS’ direktør Martin Ågerup er denne “flere penge, bedre velfærd”-tankegang helt forfejlet.

Der er nemlig slet ikke belæg for, at flere penge fører til bedre velfærd, påpeger han i et nyligt debatindlæg i Berlingske.

Her problematiserer Ågerup endvidere, at det i Danmark nærmest er tabubelagt at forske i, om øgede offentlige udgifter fører til bedre velfærd.

Han gennemgår dog den sparsomme forskning på området fra bl.a. de økonomiske vismænd og CEPOS selv, som peger i retning af, at øgede udgifter ikke er lig med bedre velfærd til borgerne.

Dette gælder f.eks. på skoleområdet, hvor øgede udgifter hverken fører til bedre karakterer eller mere tilfredse forældre, ligesom institutioner med bedre normeringer ikke resulterer i børn, der klarer sig bedre i skolen eller har mindre kontakt til psykiatrien senere i livet.

Indblik har interviewet Martin Ågerup for at blive klogere på problemet – og for at lære mere om, hvad CEPOS-direktøren mener, politikerne i stedet for bør gøre for at forbedre velfærden.

Læs med herunder.

Hvis der ikke er belæg for, at flere penge giver bedre velfærd – hvorfor er det så alligevel politisk konsensus?

Jeg tror, at det skyldes flere ting. Dels en form for afmagt. Der er meget lidt information om andre ting end hvor mange penge, der bliver brugt. 

Der er ingen tradition for benchmarking (overskuelig sammenligning af effekten af forskellige tiltag, red.). Vi forsøger i CEPOS at bygge noget op med vores overblik i forbindelse med kommunalvalget i år. Men når man ser på, hvad de store sektorforskningsinstitutter og universitetsforskere samt ministerier og kommuner selv laver af forsøg på at benchmarke kommuners og institutioners kvalitet, er det jo ikke imponerende.

På samme måde er er der uhyggeligt lidt arbejde, der har til formål at fastslå effekten af forskellige indsatser på velfærdsområdet.

Det er noget, der simpelthen ikke er tradition for. Bl.a. er Kommunernes Landsforening kraftigt imod det, og sammen med andre meget stærke særinteresser – herunder fagforeningerne – modarbejder de det.

Jeg synes jo, at de burde være interesserede i det. 

Konsekvensen er, at der ikke er ret meget viden og information om kvalitet i pleje, ledelse og andet i det offentlige. Det man så har at ty til er at bruge flere penge. Det er også meget synligt: Når man sætter flere penge af, kan man vise, at man har gjort noget. Det er det nemmeste for politikerne at gøre fra centralt hold.

Jeg forstår sådan set godt, at politikerne som det er nu bare vælger at afsætte flere penge. Når det kommer til valget om at afsætte flere penge eller ej, vil du virke ligeglad, hvis du ikke gør det første.

Derudover er der en modstand imod at gøre det, der skal gøres for at få en højere produktivitet. Her er der bl.a. brug for flere private aktører, men dette er der både en skepsis imod fra politikerne og fra flere aktører i den offentlige sektor.

Og fordi borgerne heller ikke er godt informerede, er der ikke pres på at forsøge at forbedre plejens kvalitet. Det er også et svigt fra journalisternes side – Indblik undtaget – der burde forholde sig skeptisk til magthaverne. Det burde jo være helt naturligt.

Vi så det f.eks. med statsministerens udmelding om tvangsfjernelser. Her blev der helt naturligt fulgt op fra landets journalister, der undersøgte, om flere tvangsfjernelser rent faktisk hjælper.

Det er der ikke entydig evidens for, og det er nok også en af grundene til, at statsministerens ambitioner på dette område foreløbigt ikke er blevet til noget.

Det burde på samme måde være helt naturlig at spørge, om der er evidens for at flere penge hjælper, når det kommer til velfærd. Det er det bare ikke.

Så du kommer altså med en opsang til landets journalister?

Ja. Man bør behandle forslag til øgede udgifter med samme skepsis overfor magthaverne som man bør med alle mulige andre typer af forslag også.

Hvis politikere f.eks. foreslår, at der skal bygges en ny vej, bør man således spørge om det er det rigtige sted at bygge den, og om investeringen ville være bedre brugt et andet sted.

På nogle områder er tradition for denne kritiske journalistiske tilgang, men ikke når det kommer til brugen af penge på velfærd.

Tror du, at mediedækningen skyldes en politisk bias hos landets journalister – eller er det et resultat af mangel på viden?

Jeg tror, at det er en blind vinkel. Jeg tror slet ikke, at det falder dem ind at spørge om. De antager blot, at det at bruge flere penge gør noget bedre. Men det kræver altså evidens for at kunne sige det, især når man kommer over et vist niveau. På stort set alle velfærdsområder bruger vi mange penge, så det er ikke sikkert, at flere penge bare er løsningen.

Slet ikke, når der også er organisatoriske problemer og forkerte incitamenter.

Hvordan kan man politisk gøre noget ved problemet?

Benchmarking er en meget vigtig ting. Hvis man ikke har et rigtigt marked med konkurrence, kan benchmarking trække lidt i den rigtige retning. Så kan man som borger og vælger se noget om kvaliteten i ens kommune. 

Men det er kun et skridt på vejen.

Derudover skal det også gøres nemmere at sammenligne på tværs af kommunerne. Der skal indføres en regnskabspraksis, så der opgøres ens i landets forskellige kommuner. Som det er nu, er det stort set umuligt at sammenligne, hvordan pengene bliver brugt på tværs af forskellige kommuner.

Jeg går ind for kommunalt selvstyre, men ikke med hensyn til rapportering. Jeg går også ind for friskoler, men karaktergivning skal være baseret på ensartede kriterier og censorer ved eksamen, så karakterer er sammenlignelige på tværs af skoler, kommuner og landsdele. Også her skal tingene kunne sammenlignes. 

Kunne løsningen så være at lave ensartet praksis ift. at aflægge regnskab?

Ja, kombineret med en uafhængig og stærk kommunal rigsrevision, der tjekker, at det hele foregår korrekt. Dette ville også kunne hjælpe gevaldigt på det udbredte problem med forkerte priser, hvor kommuner hævder at kunne løse bl.a. velfærdsopgaver til en urealistisk lav pris og dermed lukker private aktører ude fra at kunne byde ind på opgaven.

Hvis ikke flere penge er løsningen – hvordan får vi så bedre velfærd?

Der er behov for at skabe bedre incitamenter og spørge sig selv, om man f.eks. aflønner folk på den rigtige måde. Giver man forskellige institutioner de rigtige incitamenter til at være produktive og have høj effektivitet? Det bør man arbejde på. 

Derudover er der behov for med benchmarking at synliggøre, sammenligne og lære af de gode eksempler, ligesom mere konkurrenceudsætning og et øget frit valg på velfærdsområdet også er en del af løsningen.

[adning id="17957"]

Fik du læst?