[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Flygter folk fra Facebook?
Facebooks stigende censur af sine brugere sætter nyt fokus på de sociale medier. Indblik vil i tre artikler undersøge, hvad der sker, hvor SoMe-strømmen bevæger sig hen og hvad der er grunden til, at brugerne vælger de enkelte medier til og fra. Dette er første artikel.
Af Signe Dahl, signe@indblik.net
Et socialt medie er ikke noget uden brugere. Det er brugerne der skaber indholdet, og der skal en kritisk masse af brugere, som bidrager med unikt indhold, hvis et socialt medie skal kunne gøre sig gældende. At ingen sociale medier er så store, at de ikke kan ligge ned, er myspace et skræmmende eksempel på. I 2008 blev Myspace overhalet af Facebook og har siden da tabt rækkevidde trods adskillige fornyelser og relanceringer.
På SoMe-stjernehimlen er der i dag ingen over eller ved siden af Facebook. Ifølge Statista har Facebooks brugertal været stadig stigende siden 2008. I 1. kvartal 2019 måltes 2.375 millioner brugere månedligt. Det var allerede tilbage i 2012, at Facebook nåede over en milliard brugere, som det første sociale medie nogensinde. Det var i parentes bemærket i 2010, at filmen The Social Network gav Facebook ubetalelig reklame, skønt den bestemt ikke var udpræget positiv overfor stifteren Mark Zuckerberg.
Ramt af skandaler
Facebook skriver til Indblik, at de har 3,8 millioner aktive brugere i Danmark, og dermed er der ingen tilbagegang at spore hverken globalt og nationalt. Men hvor længe endnu? For man skal ikke opholde sig mange timer på Facebook, før man oplever at både brugere og brugeres indhold bliver presset ud af platformen. Facebook censurerer, af grunde der ikke er helt klare, aktive brugere, som har et stort publikum. Samtidig lider Facebook stadig under kontroversen om Cambridge Analytica, det mange opfatter som misbruget af brugernes persondata – en sag som popper op nu igen i dramadokumentaren The Great Hack, der netop har haft premiere på Netflix.
Unge dropper Facebook
Facebook har muligvis også et problem med at fastholde de yngre brugere. Globalt er den største gruppe af facebookbrugere mænd i aldersgruppen 25-34 (19% målt i juli 2019).
At unge mennesker er ikke så villige til at være på Facebook, fortæller flere analyser fra bl.a. eMarketer. Deres forecast tilbage i 2018 viste, at Facebook taber unge brugere hurtigere end tidligere forventet. De flytter ikke alle sammen til Instagram, som også er ejet af Facebook, idet der ser ud som om, Snapchat overtager flere af brugerne.
Medieanalytikere taler generelt meget om, at Facebook har et teenagerproblem; det er ikke cool at ens mor overvåger ens gøren og laden. Men hvis det vitterligt er et problem, rammer det også Facebooks konkurrenter, for mange børn kan i dag finde både deres forældre og bedsteforældre på Snapchat. (Snapchat er udviklet af Evan Spiegel og Bobby Murphy)
Om køns- og aldersfordelingen af de danske Facebookbrugere, skriver Facebook til Indblik: “We don’t share country breakdowns for age and gender”.
Taber terræn i USA
Den måske mest nedslående analyse af Facebooks brugertal kommer fra Edison Research, der har kigget på brugen i USA.
De har målt 15 millioner færre brugere i USA sammenlignede med 2017. Den største nedgang ses i den mest eftertragtede aldersgruppe, nemlig de unge fra 12 til 34 år.
Næsten 80 % af amerikanerne slår op, tweeter og snapper, men færre gør det på Facebook. Chef for Edison Research Larry Rosin siger til Marketplace Tech, at det er en nedgang, Facebook er nødt til at tage alvorligt. Det er seks procent af befolkningen over 12 år, og det er del af en tendens, for det er andet år i træk, man ser tallet går ned.
Larry Rosin siger endvidere, at de tal Facebook offentliggør er de globale tal, som er stigende. De er mindre tilbøjelige til at offentliggøre tal for de enkelte lande. Edison Research spørger, ”Bruger du Facebook for tiden?” mens vi må formode, at Facebook spørger, “Åbner du nogensinde vores app, eller bruger du den på et eller andet niveau”.
Det står dog helt klart, at brugerne ikke forlader sociale medier; de bytter ét SoMe ud med et andet, og det der vinder i øjeblikket er Instagram, som Facebook har medejerskab af. Analysen spørger ikke hvorfor folk flytter sig. Der gisnes om, at Facebook er mere populært blandt ældre mennesker, og at dette gør platformen mindre eftertragtet hos de unge, men vi ved det ikke, må man forstå på Edison Research.
Hos Facebook er der ingen grund til panik. 61% af amerikanerne bruger stadig sitet, og Instagram indtager andenpladsen.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]