Første døgn efter genåbningsaftale: Knap 120.000 har bestilt tid hos frisøren

Knap 120.000 har tirsdag bestilt tid hos frisøren
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Der har tirsdag været stor interesse for at bestille tid til frisøren, efter at der mandag blev givet grønt lys til en genåbning for alle landets frisører.
Ifølge tal fra bookingsystemet Hairtools, der benyttes af 1500 frisørsaloner landet over, har knap 120.000 personer tirsdag booket tid til en klipning.
Det oplyses i en pressemeddelelse fra softwarefirmaet EG, der ejer Hairtools.
De knap 120.000 tidsbestillinger er blevet foretaget på under 24 timer, og det er samtidig rekord. Antallet slår således med længder de tal, som frisørerne oplever i højsæsoner som blandt andet julen.
Den rekordstore interesse for at bestille tid hos frisøren kommer, efter at alle Folketingets partier – på nær et – mandag blev enige om en langsigtet plan for genåbningen af landet.
I den plan kan alle landets frisører fra 6. april igen tage imod kunder. Det vil dog ske med krav om, at man kan fremvise en negativ coronatest, der højst er 72 timer gammel, eller dokumentation for, at man har haft sygdommen eller er blevet vaccineret.
Connie Mikkelsen, der er formand for 2300 selvstændige frisører og kosmetikere i fagorganisationen DOFK, glæder sig over, at kravet ikke har holdt danskerne fra at booke frisørtider.
– Vi er superglade for, at der bliver åbnet op for frisørsalonerne igen.
– Det vil redde nogle af dem, der har været tæt på konkurs, og det er meget dejligt at se, at så mange i dag har bestilt tid og ikke er skræmt af kravet, selv om det ganske sikkert for mange, særligt ældre, udenfor storbyerne bliver mere omstændigt at gå til frisøren.
– Frisørerne får travlt, men det tror jeg, de glæder sig til, siger Connie Mikkelsen i pressemeddelelsen.
På Bornholm har frisørerne kunnet holde åbent siden 1. marts på grund af lav smittespredning. Her har man arbejdet med de samme krav, som resten af landets frisører kommer til at arbejde efter fra 6. april.
/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?