Folketingsmedlemmer kan springe køerne til landets testcentre over og blive testet hurtigt inde på Christiansborg, beretter Nye Borgerliges folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen.
Af Philip Friis, philip@indblik.dk
– Måske bliver jeg ikke så populær inde på Christiansborg for den her.
Sådan indleder folketingsmedlem for Nye Borgerlige, Lars Boje Mathiesen et Facebook-opslag, som har været genstand for en del debat.
I opslaget afslører han, hvordan medlemmer af Folketinget slipper for testcentrene og de medfølgende, lang køer.
Det forholder sig nemlig sådan, beretter Boje, at medlemmer af Folketinget altid hurtigt og uden ventetid kan blive testet for coronavirus inde på Christiansborg.
Dette er jo belejligt, hvis de for eksempel lige skal noget i weekenden, skriver Boje, men tilføjer, at det ikke er fordi, han ikke kan unde noget godt for andre.
I stedet Boje påpeger, at det måske ville være meget sundt, hvis politikerne gav sig selv samme betingelser som resten af befolkningen, da det ellers er lidt svært at se det problematiske med at skulle lade sig teste hele tiden for f.eks. at have et gyldigt coronapas.
Han runder opslaget af med:
– Og heri ligger det problematiske i at man tildeler sig selv langt mere favorable vilkår end dem, som må leve med konsekvenserne af de beslutninger man træffer.
Rigtigt nok, som folketingsmedlemmet for Nye Borgerlige selv forudsagde, har opslaget været genstand for en del kritik – endda fra flere af Bojes politikerkolleger.
– Det her niveau havde jeg trods alt ikke forventet af dig, Lars Boye Mathiessen! Du mangler lige at fortælle, at det IKKE kun er de folkevalgte, men ALLE der arbejder på Christiansborg – inkl rengøringspersonalet. Præcis som flere andre arbejdspladser også har denne ordning for sine medarbejdere, lyder det f.eks. fra Halime Oguz fra Socialistisk Folkeparti.
Også den tidligere Venstre-justitsminister Søren Pind erklærer sig lodret uenig med Lars Boje Mathiesen.
– Tja. Jeg ser det stik modsat: jeg synes, I skulle tage alvorligt, at vi har valgt jer til at lede landet og kigge regeringen i kortene. I stedet for alt det snak skulle I se at blive vaccineret og passe jeres ting i stedet for at risikere smitte og meget andet skidt, skriver han i en kommentar til opslaget.
I et opfølgende opslag kommenterer Boje på dette, og skriver:
– Deres kommentarer understreger jo med al tydelighed, at de fuldstændig misser pointen, og DET er måske meget sigende for det problem jeg adresserer.
Boje påpeger hertil, at den kritik, som hans oprindelige opslag medførte, beviser, man måske ikke altid kan se problemerne, fordi man ikke mærker konsekvenserne.