For første gang under coronakrisen har forbrugerne ja-hatten på

For første gang under coronakrisen har forbrugerne ja-hatten på

For første gang under coronakrisen er forbrugertilliden i maj positiv.

Det viser Danmarks Statistiks forbrugertillid, hvor 1000 personer i Danmark bliver stillet en række spørgsmål om deres syn på egen og dansk økonomi.

Svarene bliver oversat til et tal mellem 100 og minus 100, og det bliver kogt sammen til et samlet tal for forbrugertilliden.

I maj er det landet på 2,8. Det er en stigning fra minus 1,1 i april. Det er første gang under coronakrisen, at tallet er positivt.

Forbrugerne ser især positivt på deres egen økonomiske situation, men de ser samtidig ikke længere helt så skeptisk på, hvordan dansk økonomi har det, og det trækker forbrugertilliden op.

I Danske Bank vurderer forbrugerøkonom Louise Aggerstrøm Hansen, at den stigende forbrugertillid hænger sammen med genåbningen.

– Det skyldes, at vi har genåbnet dansk økonomi og alle sammen kan se, at det går fremad – ikke kun for os selv, men også for dansk økonomi som helhed.

Hun påpeger, at det er positivt, at forbrugerne er blevet mere optimistiske, hvilket også ser ud til at afspejle sig i forbruget.

Generelt set er opsparingerne steget under coronakrisen, og gennem de seneste måneder har man kunnet udbetale to ugers indefrosne feriepenge.

– Der er ingen tvivl om, danskerne har haft mod på at vende tilbage og bruge penge på restauranter og i butikkerne, og der bliver også brugt flere penge på rejser, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Danmarks Statistik har lavet statistik over forbrugertilliden siden 1974.

Bundrekorden var i december 1988, hvor den var på minus 22.

I april 2020 var den på minus 11,9. Det er det laveste niveau under coronaudbruddet, men lidt højere end under finanskrisen i 2008-2009.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?