Forsker: Coronapasset er en lightudgave af Kinas sociale pointsystem

Foto: Sundhed.dk
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Coronapasset minder skræmmende meget om Kinas såkaldte “social credit system”, skriver Frank Ulrich, der er Ph.d. i Informationssystemer og har forsket i innovation og organisatorisk kompleksitet.
Af Frank Ulrich, Ph.d. i Informationssystemer
Coronapasset virker på overfladen til at være et populært tiltag, som da også bliver budt velkommen af både politikerne og erhvervslivet, inkl. rejsebranchen. Martin Geertsen, sundhedsordfører for Venstre, udtalte til DR den 2. februar, at coronapasset ikke kun burde gælde for internationale rejser, men også indenrigs i Danmark på f.eks. restauranter, cafeer eller festivaler.
I samme ombæring udtalte Kirsten Norman Andersen, sundhedsordfører for SF, at hun havde betænkeligheder ved de indirekte tvangsmekanismer i coronapasset, men alligevel ville hun vælge det til ved f.eks. større forsamlinger, sportsbegivenheder og festivaler i Danmark.
Hertil er der intet som forhindrer politikerne til også udvide dette til f.eks. offentlig transport eller dit lokale bibliotek.
Ser vi på fordelene, som coronapasset kan opnå internt i Danmark, så viser de seneste data fra Aarhus Universitet, at 87 pct. af befolkningen er helt eller delvist enige i de vil tage imod vaccinen. Andelen af borgere, som er helt enige i de vil tage vaccinen, er steget markant fra 47,8 pct. i december til 71,6 i januar.
Dermed har vaccinen i forvejen en bred appel i befolkningen og antallet som ønsker vaccinen, er derfor helt indenfor de 67 pct. der skal sikre flokimmunitet i befolkningen.
Det er derfor også uomtvisteligt, at vaccinepasset ikke vil fungere som et værktøj, der kan beskytte borgerne og sikre en hurtig genåbning, medmindre passet kun bliver benyttet i forbindelse med vaccineudrulningen.
Regeringen forventer dog først at den teknologiske løsning kan ligge klar om tre-fire måneder, hvilket vil være kort før juni, hvor Sundhedsstyrelsen alligevel forventer, at alle er blevet vaccineret.
Vi ved dog fra tidligere offentlige digitaliseringsprojekter, at deres tidsestimering og budget sjældent holder, og at udviklingen ofte trækker ud.
Så vi kan ende i en situation, hvor vi først har et coronapas efter at alle er blevet vaccineret. Derfor virker coronapasset umiddelbart som både en tåbelig og unødvendig løsning, der ikke har nogen kvantificerbare fordele og hvor omkostningerne ved løsningen er ukendte, selv for Finansministeriet, som ikke har ville svare på de spørgsmål jeg har stillet dem omkring omkostningerne ved udviklingen af et digitalt coronapas.
Men lignende løsninger som det digitale rejsekort har tidligere været placeret i milliardklassen med hundreder af millioner kr. i driftsomkostninger.
Det er derfor mere sandsynligt, at coronapasset skal fungere som et politisk værktøj, der med en række sociale strafmekanismer skal opnå kontrol over de sidste 13 pct. som enten ikke har besluttet sig eller ikke ønsker vaccinen.
Indenfor forskningen kalder vi også dette compliance (oversat, føjelighed eller indvilligelse). Hertil skal man medregne fordelene, ulemperne og omkostningerne ved, at en person skal føje sig (compliance) eller ikke gør det (noncompliance). Således er der sociale mekanismer for kontrol, straf og belønning.
Compliancesystemer er allerede i brug. Mange virksomheder benytter dem til nyttige formål, herunder informationssikkerhed.
Visse totalitære stater benytter dog også compliancesystemer. Kinas sociale pointsystem er et typisk compliancesystem, hvor borgerne uden for retssystemets rammer får point for deres handlinger. Disse point giver belønninger for compliance og straf for noncompliance. I Kina benytter staten således compliancesystemer i kombination med informationsteknologier som big data til at styre alle aspekter af borgerens daglige liv.
Hvis borgerne således skylder penge i skat, kan de blive udstillet offentligt, få frataget retten til at benytte offentlig transport, samt deres børn kan få frataget retten til en universitetsuddannelse.
Hvis de er compliant, bliver de derimod belønnet med bedre adgang til sundhedsydelser eller med rabatter på hotelværelser.
I nedenstående tabel har jeg sammenlignet coronapasset og Kinas sociale pointsystem. Tabellen viser, at de to systemer er nærmest identiske i deres udformning.[/vc_column_text][vc_single_image image=”13368″ img_size=”full”][vc_column_text]Hvis coronapassets formål således er at sikre compliance gennem belønnings- og/eller tvangsmekanismer, så er det en nærmest identisk lightudgave af Kinas sociale pointsystem.
På lige vis fratager coronapasset adgang til offentlige tjenester og tvinger private til at udelukke noncompliant borgere fra restauranter, festivaler og endda deres arbejdsplads.
Dette er ikke indirekte tvang som Kirsten Norman Andersen fra SF påstår, men direkte tvang gennem sociale mekanismer, der er designet specifikt til det formål.
Dette tiltag er yderst problematisk, da de kvantificerbare fordele ikke er til stede og stafmekanismerne er voldsomt indgribende over for borgerne.
Straffen for manglende compliance kan således sammenlignes med en form for husarrest uden rettergang, hvor staten administrativt fratager væsentlige rettigheder fra borgeren inkl. deres frie bevægelighed gennem en de facto udelukkelse fra samfundet.
Således er coronapasset heller ikke med til at skabe en lempelse af nedlukningen, men er derimod en yderligere eskalation af allerede eksisterende tiltag.
Derved minder coronapasset mere som et uddrag fra George Orwells bog “1984”, hvor statsmagten drakonisk designer løsninger, der skal vænne borgerne til statens gennemgribende indblanding i deres liv. Som vi har set fra Kina og andre totalitære stater, så er der intet, der forhindrer en sådan statsmagt i langsom at benytte informationsteknologier til at udvide disse compliancesystemer til at kontrollere alle andre dele af vores liv fra vores færden i det offentlige rum til hvem vi stemmer på.
De menneskeretslige problematikker forbundet ved en sådan løsning kan og bør ikke ignoreres.
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?