Har nedgravede mink forurenet drikkevandet? Nu melder minister ud

Styrelse ser ingen akut fare for drikkevand ved nedgravede mink

Ifølge Miljøstyrelsen og miljøminister Rasmus Prehn (S) kan beboerne nær de millioner af nedgravede mink ved Nørre Felding og Karup ånde lettet op.
En undersøgelse viser, at der ikke er fare for drikkevandet og at forurening af det lokale vandmiljø først vil ske om flere år. Og der vil minkene være fjernet.
Det skabte stor utryghed i lokalområderne, da regeringen og myndighederne gravede millioner af døde mink ned i åbne massegrave i områderne i takt med, at de blev slået ned.
– Vi har lige fået bekræftet, at der ikke er nogen risiko for drikkevandet. Så borgerne kan være lettede på det spørgsmål. Det er klart, at der er en vis nedsivning, men det er ikke noget, der har betydning for drikkevandet.
– Det var en lettelse for os. Selv om vi selvfølgeligt bliver ved med skarpt at holde øje med situationen, siger Rasmus Prehn.
Ifølge materialet fra Miljøstyrelsen vurderer man, at “forureningen først vil nå vandløb i løbet af 2-3 år og den nærliggende Boutrup sø efter 6-10 år.”
Og på det tidspunkt bør minkene for længst være gravet op og bortskaffet på en fornuftig måde.
– Planen om at begynde at grave minkene op fra midten af maj og få dem brændt af inden midten af juli skulle stå til troende.
– Der kan selvfølgeligt altid opstå problemer, men det, vi har fået at vide i dag, er, at styrelsen er meget tryg ved, at tidsplanen holder, siger Rasmus Prehn.
Han siger, at borgerne i området nok må regne med “lugtgener” under arbejdet og understreger, at han godt forstår, at borgerne i området har været utrygge og nervøse på grund af nedgravningen.
– Det forstår jeg i allerhøjeste grad. Derfor handlede jeg også det samme, da jeg blev minister. Jeg forstår godt, at borgerne er og har været utilfredse og utrygge.
– Det er på alle mulige måder en ærgerlige og trist situation, vi er havnet i. Og jeg tror de fleste kan blive enige om, at vi nok ikke skulle have håndteret de døde mink på den måde.
– Men det var det bedste, man kunne i situationen, siger Rasmus Prehn.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?