[vc_row][vc_column][vc_column_text]Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) udtrykker tirsdag på samråd i Folketinget bekymring over, at der fortsat ved udgangen af 2020 var en nedsat aktivitet inden for screeninger for brystkræft.
– Den aktivitetsnedgang er naturligvis bekymrende. Fordi vi ved, at tid er en vigtig faktor, når det handler om udredning af kræft, siger han.
Ministeren var kaldt i samråd om, hvordan sundhedsvæsnet har håndteret kræftområdet, mens coronaepidemien har stået på.
Sundhedsstyrelsen udsender løbende en monitoreringsrapport om aktiviteten i sundhedsvæsnet.
Den seneste rapport omfatter sygehusaktiviteter til og med uge 52 sidste år. Her kan man læse, at der er en lavere aktivitet inden for brystkræftscreeninger end før coronaepidemien.
– For indikatoren brystkræftscreening ses fortsat nedsat aktivitet sammenlignet med før epidemien. Mens screening for livmoderhalskræft er øget til et niveau, der er sammenligneligt med niveauet før covid-19, står der i rapporten.
Senere i rapporten står, at antallet af henvisninger til kræftpakkeforløb siden sommer har været på et niveau fra før epidemien. Men i foråret var der et lavere antal henvisninger til kræftpakkeforløb.
I rapporten betegnes det som “meget bekymrende, fordi der kan være tale om patienter med livstruende sygdom, som ikke har henvendt sig med mulige symptomer”.
– Langt de fleste, der deltager i screeningsprogrammet, er heldigvis raske, men for dem, der viser sig at have kræft, kan det være alvorligt med en forsinkelse. Det kan udsætte behandlingen, og det betyder noget for kvindernes chance for at overleve, udtalte overlæge Janne Bigaard i forbindelse med udgivelsen af rapporten.
Fra uge 2 til uge 10 i 2020 – altså før nedlukningen 11. marts – blev mellem 5900 og 7000 screenet for brystkræft hver uge.
I resten af året var der enkelte uger, hvor antallet af screeninger igen nåede op på 6000. Men særligt mod årets slutning lå niveauet lavere.
Et studie baseret på Landspatientregisteret har tidligere vist, at der fra marts til og med maj var omkring 2800 færre kræftdiagnoser.
På samrådet oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke, at der senere i marts vil komme et mere uddybende datamateriale om udviklingen på kræftområdet det seneste år.
/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]