Heunicke frygter, at danskerne snart bliver ramt af “den perfekte storm”

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

De sidste coronarestriktioner nåede knap nok at forsvinde, før sundhedsminister Magnus Heunicke (S) igen blev bekymret. 

Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk 

Ministeren fortæller i et interview til Politiken, at han frygter, at vi hen over vinterhalvåret bliver ramt af “den perfekte storm”. 

Han er bekymret for, at man vil se en radikal stigning i smittede med en række luftvejsinfektioner, som blev holdt nede under restriktioner, og som i værste tilfælde kunne overbelaste de danske sygehuse. 

Sundhedsministeren forklarer, at “den perfekte storm” vil blive skabt, hvis mange mennesker hen over en kort tidsperiode bliver smittet med enhver form for smitsom luftvejsinfektion.

Heunicke tror dog, at sygehusvæsenet er stærkt nok til at klare et potentielt pres.

Ifølge Statens Serum Institut har man den seneste tid set en stor stigning i antal smittede med en luftvejsinfektion ved navn RS-virus. 

I uge 34 slog man rekorden for flest smittede indenfor de seneste 5 sæsoner, og det besynderlige er, at der på denne tid ikke normalt er nogen smittede med virussen. 

Men Heunicke maler ikke fanden på væggen, da vi i dag har mange flere muligheder og redskaber mod bekæmpelse af smitsomme vira.

Kan blive en udfordring

Jens Lundgren, der er overlæge på Rigshospitalet og professor i infektionssygdomme, mener, at de nye infektionssygdomme muligvis kunne blive en udfordring. 

– Vi har levet helt anderledes det seneste halvandet år. Immuniteten i befolkningen over for en lang række infektionssygdomme som influenza og RS-virus er lille. Og derfor må vi forvente ikke bare at skulle håndtere en fortsat covid-19-pandemi – hvor vi vil se flere smittede og indlagte de kommende måneder – men også større epidemier på grund af flere andre luftvejsvirus. Det kan godt blive udfordrende, siger han til Politiken.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.