[vc_row][vc_column][vc_column_text]Sundhedsminister Magnus Heunicke kom med en usand forklaring ved onsdagens pressemøde. Nu bliver han undsagt af sine egne eksperter.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Den socialdemokratiske regering er endnu engang blevet taget i en forklaring, der ikke helt stemmer overens med virkeligheden.
Denne gang er det sundhedsminister Magnus Heunicke, som ved onsdagens pressemøde kom galt af sted, da han skulle forklare, hvorfor der ikke er lavet beregninger på at sende 5. til 8. klasserne tilbage i skole.
– Der er blevet regnet på det, som er kommet fra eksperter – trivselseksperter, økonomer og virologer. De har sagt: “Den her rækkefølge skal vi have regnet på”, lød det fra sundhedsministeren.
Regeringens egne eksperter skyder Heunickes forklaring ned
Men det passer ikke, lyder det nu fra regeringens egne eksperter.
Det skriver Berlingske, der har spurgt dem ind til ministerens forklaring.
Flere medlemmer af den faglige referencegruppe, der sidder og regner på forskellige genåbningsscenarier, fortæller til avisen, at det ene og alene er en “politisk beslutning”, hvad der skal regnes på.
Adspurgt, om man kunne have regnet på at sende 5. til 8. klasserne tilbage i skole, svarer Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi og medlem af referencegruppen:
– Det kunne man sagtens. Vi sagde til politikerne, at hvis I vil, kan I godt vende rundt på det. Det her er ikke skåret i videnskabelig granit. Vi ville heller ikke have protesteret, hvis man havde regnet på for eksempel liberale erhverv med frisører før udvalgsvarebutikker, selvom de to områder er nævnt i omvendt rækkefølge.
Ordførere raser og kræver nye forhandlinger
Magnus Heunickes usande forklaring har fået flere af sundhedsordførerne på Christiansborg op i det røde felt.
– Det er jo helt vildt og ekstremt blokerende for den politiske debat og genåbningsprocessen, når regeringen bruger beregningerne som et politisk redskab, siger Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen til Berlingske.
Kritikken bakkes op af såvel Konservative som Enhedslisten, og også Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt er ude med riven.
Hun har fået nok af de gentagne forkerte forklaringer fra regeringen.
– Det er nemt at sige, at man gør det, myndighederne anbefaler, når de kun anbefaler det, regeringen har bedt dem om at regne på. Det er dybt kritisabelt, siger Liselott Blixt.
Konservatives sundhedsordfører Per Larsen mener, at afsløringen bør resultere i, at regeringen indkalder de øvrige partier til nye forhandlinger.
Det har ikke været muligt at få et interview eller en kommentar fra Magnus Heunicke om sagen.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
