Højere tobaksafgifter får inflationen til at stige

Dyrere tobak er med til at hive inflationen lidt op
Emil Helms/Ritzau Scanpix

Dyrere tobak har i januar været med til at øge inflationen en smule i forhold til måneden før.
Det fremgår af en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge. Men man vil gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at inflationen i januar var 0,6 procent. Det er et lille nøk op i forhold til december, hvor inflationen var 0,5 procent.
Det er særligt forhøjelsen af tobaksafgifterne i sidste forår, som fortsat trækker inflationen op.
Prisen på tobak var i januar 36,3 procent højere end samme måned året før.
Trods den lille stigning er inflationen i et historisk perspektiv stadig meget lav. Det vurderer cheføkonom Niklas Praefke fra Ledernes Hovedorganisation.
– Coronakrisen har lagt en massiv dæmper på den økonomiske aktivitet, og det har taget toppen af prisstigningerne, som sidste år var de laveste i fire år.
– I april og maj var inflationen helt nede at bunde på 0 procent, bemærker han i en skriftlig kommentar.
Med til at trække ned i inflationen har været faldende energipriser.
Forklaringen på det er, at da coronavirusset begyndte at sprede sig globalt, så satte det en gevaldig stopper for eksempelvis flytrafikken.
Det gav en lavere efterspørgsel efter brændstof, og det sendte energipriserne ned.
Fremadrettet ser Niklas Praefke en mulighed for, at inflationen vil stige, når genåbningen af samfundet for alvor kommer i gang, og det igen bliver muligt at gå til frisøren, spise på restaurant eller tage ud at rejse.
– For lige så vel som afmatning af den økonomiske aktivitet lægger en dæmper på prisstigningerne, så vil stigende økonomiske aktivitet være med til at trække forbrugerpriserne op.
– Særligt hvis vi kommer til at se en ketchupeffekt i forbruget, som lige nu ligger underdrejet på grund af nedlukningen, siger Niklas Praefke.
I øjeblikket står de gældende restriktioner herhjemme til at vare frem til og med 28. februar.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?