[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”7310″ img_size=”1020×436″][vc_column_text]

Hvad skal vi dog med alle de journalister?

Vi får ikke bedre journalistik af at uddanne mange journalister, snarere det modsatte. Det er ikke kun en faglig, men også en samfundsmæssig pointe.  
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Optimalt burde magthaverne ryste ved tanken om, at hundredvis af journalister kommer ud af landets journalistuddannelser hvert år. Jeg tror, det snarere forholder sig modsat. Det højere antal uddannede journalister trækker snarere faget ned end det modsatte – og det samme gælder deres bidrag til samfundet.
Det er klart, at flere journalister kan producere mere journalistik. Men når det gælder den vigtigste journalistik i samfundet, nemlig den magtkritiske, er en enkelt dygtig journalist vigtigere end tre middelmådige. For at forstå, hvordan kvantitet koster på kvalitet, må vi overveje både uddannelses- og beskæftigelsessituationen nu og i fremtiden – hvor udsigterne ikke er de bedste. Men vi starter længere tilbage i fødekæden for journalisterne, nemlig i Aarhus’ mest kendte bunker.
Mindre uddannelse til journalister
Det mest slående eksempel på, at samfundet producerer flere, men mindre gode journalister, var nedsættelsen af praktiktiden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) fra 18 til 12 måneder, som også indebar en forkortelse af hele journalistuddannelsen fra 4 til 3½ år.
Problemet var, at der var for få praktikpladser til de mange studerende, og det kunne også være løst ved mindre optag. Var det sket, ville niveauet på uddannelsen ikke blot være forblevet det samme, men var faktisk blevet forbedret. Af den simple årsag, at bundniveauet stiger, når de ringeste sorteres fra.
Men som det er set andre steder, giver rammerne for uddannelse sjældent incitamenter til at sænke et optag, siden institutionernes indtægt er tæt knyttet hertil. Derfor blev resultatet flere, men dårligere uddannede journalister – som til gengæld har nemmere ved at finde praktikpladser på den såkaldte panikdag, hvor de fordeles. Fra flere sider ønskes den gamle praktiktid tilbage, men vejen frem er uvis.
Synliggørelse af et problem
Det skyldes ikke kun mediebranchens omsorg for journaliststuderende, at den har beskæftiget sig relativt meget med deres uddannelse. De studerendes problemer med praktik gav genlyd, fordi deres situation i 2010’erne var en udstilling i miniformat af hele mediebranchens udfordring efter papiravisernes død og Google og Facebooks indtog på annoncemarkedet. Der var simpelthen ikke efterspørgsel efter arbejdskraft, der matchede udbuddet. Men da de unge mennesker stod i Aarhus og græd uden for bunkeren, var det et tydeligt udtryk for et problem, der ellers var overset.
Sagen er nemlig, at overproduktionen af journalister er svær at få øje på ellers. Det er ikke som arkæologer eller kønsforskere, hvor store dele af en årgang må skifte fag eller gå på dagpenge efter dimissionen. Journalister får faktisk job – af flere grunde.
En grund er, at deres fag nemt lader sig udføre som freelancer eller solo-selvstændig. Spørger man på uddannelserne, får man svaret, at man uddanner folk til at tænke i alternative baner.
Men en vigtig og overset grund handler ikke om, hvad journalistuddannede har lært, men hvem de er. De er typisk ret udadvendte, danner nemt netværk, har formuleringsevne, begår sig naturligt i forskellige miljøer osv. – med andre ord scorer de højt på de personlige kriterier, der er afgørende i jobsøgning. Hvis beskæftigelsestallene ender med at se okay ud, hvordan kan man så sige, der er for mange journalister? Af flere grunde.
Farer ved at uddanne for mange
Et problem er, at bl.a. på grund af ovennævnte omstændigheder ender det store udbud af journalister med at sive ind i offentlige forvaltninger, hvor mange af dem allerede er. Hvor de ikke nødvendigvis tjener flere penge, men kan nyde højere jobsikkerhed og andre vilkår end på det private marked, hvor de mange unge nyuddannede står klar til at underbyde på løn og arbejdsvilkår – men ikke nødvendigvis er lige så dygtige som den ældre, der nu har fået job i kommunen.
Et andet problem er, hvis journalistuddannelsen ikke længere uddanner primært til redaktionerne. Det er selvfølgelig ikke nyt, at journalister tager arbejde andre steder end i journalistik, ligesom ikke alle medicinere bliver læger. Men hvis journalistuddannelsen ikke fortrinsvis kommer til at uddanne til journalistik, og en stor del af praktikpladserne ikke er journalistiske, får vi en uddannelse, der er statskundskab light – og et problem i resten af fødekæden.
Et tredje problem er fremtidsudsigterne. Der er intet, der tyder på, der bliver brug for flere af os i fremtiden. Nye medier opstår, men kan ikke beskæftige antal som de gamle. Et højere antal journalister vil medføre endnu højere krav til mediestøtte for at vi kan fortsætte med det arbejde, vi godt kan lide. Dette er ikke godt i nogen større sammenhæng.
Når antallet af nye journalistuddannede er sænket, bliver det således endnu mere oplagt at sænke mediestøtten. Også på den måde kan vi maksimere, at gevinsten ved det lavere optag ikke blot går til tilbageværende medlemmer af en enkelt stand, men til hele samfundet.

PS: Sagt for god ordens skyld sad jeg selv i DMJX’ bestyrelse, da beslutningen om lavere praktiktid blev taget i 2017. Jeg var også dengang imod beslutningen, men kan sagtens forstå den med udsigten til at miste millioner ved at sænke optaget. Ud fra den betragtning bør et fremtidigt mindre optag af journaliststuderende heller ikke ske ved at udvande de tre ordinære journalistuddannelser, men ved at nedlægge en af dem.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4377″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4675″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5325″][/vc_column][/vc_row]