Hvorfor er der flest tosser blandt socialister?

Hvorfor er der altid en overvægt af tosser, når socialister samles?
Hør artikel

Hvorfor er der altid en overvægt af tosser, når socialister samles? Hvorfor er venstreorienteredes holdninger som regel forlorne? Hvorfor udøver ordene ’socialisme’ og ’kommunisme’ en magnetisk kraft på alle frugtsaftdrikkere, nudister, kvækere, sexgale, sandalbærere, pacifister og feminister?

Spørgsmålene stiller George Orwell i en af sine bedste bøger, som lige – endelig – er oversat til dansk. Og han forsøger også at besvare dem.

Men måden at diskutere spørgsmålene var meget særegen for Orwell. Det var ikke et skrivebordsanliggende for ham, men livsspørgsmål.

George Orwell var født på solsiden i det britiske samfund, gik på Eton, den fineste skole, hvor en sikker karriere lå forude. Men han ville ikke gå den slagne vej, tog til Burma nogle år og kom hjem og blev vagabond og debuterede i 1933 med beretninger om livet på bunden af samfundet, Down and Out in Paris and London (kommet i to oversættelser på dansk, Elendighedens London og Paris, 1960, og Paris og London på Vrangen, 1975).

Det selvoplevede er kodeordet for Orwells reportagebøger. Han tror ikke på andet end det, han selv ser og hører og mærker. Han prøver at leve sig ind blandt landstrygere og daglejere, leve som dem, være blandt dem, men det er svært, for hans Eton-opdragelse og accent afslører hele tiden, at han ikke er en blandt dem.

Det selvoplevede er også mønstret i hans senere reportagebog fra den spanske borgerkrig Homage to Catalonien, 1938 (Dansk udgave: Hyldest til Catalonien, 1984), hvor han fanges mellem det selverfarede og alle løgnene i aviserne.

Før turen til den spanske borgerkrig tog Orwell på en reportagetur til minedistrikterne i England, til byen Wigan i nærheden af Manchester, hvor han ville prøve at leve som og med minearbejdere. Første del af bogen er en meget konkret og udpenslende skildring af livet blandt minearbejdere i 1930ernes Midtengland, et gennemsyret klassesamfund, med en arbejdende underklasse der lever et fattigt og beskidt liv med frygt for mere arbejdsløshed og krise.

Anden halvdel af bogen er Orwells reflektioner over sin egen socialisme i forhold til livet blandt ’rigtige’ arbejdere.

Det er her han stiller og besvarer alle de ’forkerte’ spørgsmål. Orwells originalitet som forfatter består i uvilligheden til at acceptere udsagn og teorier, som ikke har bund i det selvoplevede. Han konfronterer verden med sin egen baggrund og erfaring, og vover det kætterske at insistere på sin personlige viden som den vigtigste.

Orwells vigtigste iagttagelse i mineskakterne er, at han aldrig kan blive som dem. Minearbejderne, selv kommunisterne, siger ’Sir’ til ham, fordi de tydeligt kan se og mærke, at han ikke er en af dem. ”Jeg færdedes blandt dem som en fremmed, og begge parter var klar over det”.

Og det skyldtes klasseforskellene, som ikke kun er økonomi, men kultur og identitet. ”Det er nemt for mig at sige, at jeg gerne vil af med klasseforskellene, men næsten alt, hvad jeg tænker og gør, udspringer af klasseskel. Alle mine forestillinger – forestillinger om godt og ondt, om behageligt og ubehageligt, om sjov og alvor, om grimt og smukt, – er grundlæggende middelklasseforestillinger”.

Orwell bilder sig ikke noget ind, han tror ikke skabelsen af nye mennesker, er yderst skeptisk overfor politiske ideologier. Han vil erfare verden genuint, med sin egen næse og lugtesans, og holde fast i sansningen som vigtig.

Forestillingen om det klasseløse samfund beherskede socialisterne på Orwells tid, men så kommer Orwell og siger, at det er langt sværere med det klasseløse, fordi den personlige identitet er så bundet op på kultur og klasse. Det giver ingen mening at klappe en proletar på skulderen og lege slyngkammerater. Skulle vi virkelig blive lige og lige meget værd, skulle jeg kvæle alle mine vaner og fordomme, og ændre mig, så jeg blev en helt anden. ”Man er nødt til at se i øjnene, at hvis man ophæver klasseforskellene, ophæver man noget af sig selv”.

Og det er så her, at det forlorne og uægte i socialismen kommer ind, for hvem kan ændre sig selv så radikalt? Selv snobberiet, som er meget mere udtalt i England, ser Orwell som en så uudryddelig del af personligheden, at vi ikke bare kan aflægge os det som en overfrakke. ”Jeg kan ikke proletarisere min udtale eller visse af mine vaner og overbevisninger”.

Derfor ender Orwell også op med at se det som en misforståelse at stræbe efter et klasseløst samfund, eller blot bryde klasserne op, ja, han ser det ligefrem som farligt og kontraproduktivt.

”Måske behøver et klasseløst samfund ikke at være en forskønnet tilstand, hvor vi alle sammen opfører os nøjagtigt som før, bortset fra der ikke er noget klassehad og intet snobberi. Måske betyder det en trøstesløs verden, hvor alle vore idealer, vores regler, vores smag – hele vores ’ideologi’ – vil være meningsløs. Måske er det her med at bryde klasserne op ikke så nemt, som det så ud til! Tværtimod er det et vildt ridt ind i mørket, og måske bliver det tigeren, der ler sidst”.

Man møder aldrig socialisme hos rigtige arbejdere, siger Orwell. Man møder vrede og krav om bedre løn, kortere arbejdstimer, de stemmer Labour, men de gør sig ingen illusioner om klasseløse samfund. Man mærker Orwells tydelige sympati for det ægte liv, det hårde arbejde og pligten til at tage fat.

Modsat socialisten! Når jeg ser på en socialist, skriver Orwell, den intellektuelle, debatterende type, uden hat og med pullover og sandaler og med masser af Marx-citater, så tænker jeg altid på, hvad hans motiv egentlig er. For det er ifølge Orwell ikke kærlighed til arbejderklassen, men snarere et eller andet forskudt ønske om at reducere verden til et skakbræt, der kan manipuleres med.

Senere i sit liv blev Orwell mere direkte i sit opgør med intellektuelle socialister og pacifister, som han tilskrev en forskudt fædrelandsfølelse, enten i en ren negativ form som nådesløs kritik af deres eget samfund, eller i en ukritisk beundring af Sovjetunionen. Og et spadestik dybere ser han socialisme som et skyldskompleks, som Orwell også siger var bestemmende for hans liv: ”Jeg kunne mærke vægten af overdreven skyld, som jeg var nødt til at sone”. Derfor skippede han karrieren efter Eton og gik ud på landevejen, derfor rejste han til minerne i Wigan og til kugleregnen i Barcelona.

Soningen blev ikke et politisk projekt, men en accept af den sanselige virkelighed. Hvorfor må vi ikke sige, at underklassen lugter, spørger Orwell – når den nu faktisk lugter. Hvad der er ganske naturligt med hårdt fysisk arbejde og dårlig sanitet. Men Orwells forfatterkollegaer benægtede det, selvom deres næser aldrig havde gjort Orwells erfaringer.

Skønt at denne vigtige Orwell-roman nu endelig er kommet i dansk oversættelse og kan læses og diskuteres og lånes på biblioteket.

Selvom klassekamp og klassehad ikke er på dagsordenen i dagens Danmark, så har vi samme problemstilling og logik med de ’forskelle’, som i de sidste årtier har præget det danske samfund med indvandringen, og som er langt mere kultur end økonomi. Mange tror det er så let at integrere, et klap på skulderen og et job på arbejdsmarkedet og et badeforhæng i svømmehallen og lidt halal i børnehaven, så går det nok, for ’de’ ønsker grundlæggende kun at blive som ’os’. Og halalhippier skønmaler et multikulturelt samfund, hvor vi alle er ens eller ens om forskellighederne i samdrægtighed – alt sammen forloren romantik, hvis vi skal følge Orwell. For hvem vil opgive noget af sig selv? Hvem vil lade sine børn bruge som integrationsvehikler i folkeskolen? Eller i gymnasierne lige nu? Og Orwell påstår ligefrem, at den tvungne integration ved at fremtvinge en lighed, som ikke er ægte, vil virke kontraproduktivt.

Som en vigtig påmindelse om, at vores samfundsmæssige virkelighed nok er mere speget og indfældet, og vi mennesker repræsenterer langt mere kultur og vaner og religion, end vi normalt klar over, er Orwells bog pligtlæsning.

George Orwell, Vejen til Wigan Pier, Bechs Forlag – Viatone, 2022. Oversat af Lærke Pade. Efterskrift af Per Stig Møller. 249,95 kr.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?