På mange måder ligger Iran sammen med Nordkorea isoleret i den lille gruppe lande, som har flest fjender i FN. Alligevel er der ikke så meget mod på at tage et opgør med Iran. Langt de fleste af verdens lande, anført af Kina og USA, forsøger ihærdigt at tale konflikten ned, simpelthen fordi eskalation til regional krig risikerer at blive indledningen på et langt blodbad med enorme civile tab.

Set med Israelske øjne har det en betydelig pris, at skulle leve med en fjende, uden udsigt til en endelig løsning.

Fødslen af en global fjende

Siden ayatollah Khomeini udnyttede opstanden imod Shahen til at etablere et shiitisk kalifat, har Iran udviklet sig til arnested for aktivistisk terrorisme, både via Huthierne i Yemen, Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon. Meget tyder på, at vaneforbryderne i Teheran senest har rekrutteret en flygtet svensk bandekriminel til at varetage rekrutteringen af svenske teenagere til at udføre kriminalitet og terror i Skandinavien. Der ud over fik Hizbollah overtalt Iran til at lave et opskaleret raketangreb på Israel som eskalation af hævnspiralen.

Den Iransk finansierede terror har længe skabt betydelige problemer, som rækker langt ud over Israel. Houthierne er eksempelvis skyld i at rederierne må sejle en betydelig længere rute til skade for transporttider, omkostninger til brændstof og med tabte indtægter fra Suez til skade for Egypten. Nu er problemerne blevet så uudholdelige for verdenssamfundet, at England og USA her indledt et opgør med Huthierne.

Uanset om Irans fremskudte kampgrupper nedkæmpes vil det – set fra Tel Aviv – være en midlertidig fred uden garanti for hvornår Teheran vil finansiere en genopbygning af terrorgrupperne – så det hele kan starte forfra.

På den led, er det ikke helt unaturligt, at Israelerne overvejer et direkte opgør med Iran.

Mens Kina har advaret Iran kraftigt imod eskalering, så har USA specifikt taget afstand fra et eventuelt Israelsk angreb på Irans atomudviklingsplatform.

Hvad taler for direkte konfrontation?

Hamas og Hizbollah er stærkt reduceret som militær trussel. Det betyder at Israelsk forsvar – IDF – har mulighed for at frigøre ressourcer til at imødegå truslen fra moderkilden i Teheran.

Hizbollah har mistet en stor del af ledelseslaget ved den spektakulære tretrins indsats via først personsøgerne, dernæst walkie-talkier og senest bærbare radioer – derudover ved bombning af Hizbollah-ledelsens vigtigste tilholdssteder.

I forbindelse med drabet på Hizbollah lederen Hassan Nasrallah, var det ikke kun den militante bevægelse der blev svækket  men også Iran. Teheran mistede det sidste figenblad ved at indklage Israel i FN for drabet på Nasrallah. Israels to farligste fjender i Mellemøsten – Iran og Hizbollah – har ikke stået svagere militært end nu.

Intern opposition i Teheran.

Det Iranske shiit-tyranni, anført af Revolutionsgarden, har længe kæmpet med intern uro fra den relativt veluddannede befolkning. Fra så forskellige grupper som efterkommere og tilhængere af shah-styret, unge generelt og unge kvinder specifikt. Kvinderne har længe gjort oprør imod det voldelige, religiøse diktatur med deres moralpoliti. Det folkelige oprør har ikke tidligere fået effektiv opbakning udefra, men Netanyahu er begyndt at tale direkte til den Iranske befolkning. Budskabet er et løfte om at hjælpe befolkningen af med kalifatets formørkelse, sådan at Iranerne kan etablere et nyt samfund bygget på frihedsrettigheder.

Internt i præstestyret er der opstået uenighed mellem de moderate og de radikale grupper. Den ekstremt radikaliserede Præsident Ebrahim Raisi døde i et helikopterstyrt i et bjergpas i tæt tåge, og han blev erstattet med den moderate Masoud Pezeshkian. Det er kun nogle måneder siden, og allerede nu står den 70 årige hjertekirurg i spidsen for en moderat oprørsfløj, som ønsker at slutte fred med Irans fjender og afvikle terrorbevægelserne. Her overfor står den radikaliserede Revolutionsgarde som kæmper for at fastholde hadet mod Israel.

Det betyder, at der er stor sandsynlighed for, at et Israelsk angreb kan følges af et folkeligt oprør, der får medløb fra oprørere helt op i Irans øverste ledelse. Det ville være langt mere sikkert at vente til der er intern uro i Iran, men Israel har ikke den tid til rådighed.

Netanyahu var en meget upopulær regeringsleder, før det grusomme overfald på blandt andet de unge festdeltagere i ørkenen. Benjamin Netanyahu har en række strafferetssager primært om bestikkelse hængende i immunitetsbeskyttelsen. Men – Netanyahu er en legendarisk overlever og har dannet regering med de mest yderliggående zionister. Regeringsledere plejer at få kraftig opbakning i forbindelse med at en ydre fjende angriber. Den tilslutning faldt meget hurtigt, da gidslernes familier følte, at Natanyahu fokuserede alt for lidt på at forhandle gidslerne fri. Først nu, hvor Mossad har forskrækket og begejstret det globale agentpublikum med de eksploderende personsøgere og hvor “Iron Dome” har beskyttet imponerende effektivt, er Natanyahus popularitet steget.

Det betyder at Benjamin Netanyahu er både politisk og personligt motiveret til at fortsætte en succesrig indsats for at stække Israels fjender i en grad, at de ikke kan rejse sig igen.

Det åbne vindue

Med en aldrende amerikansk præsident, som har tordnet forgæves for at gennemtvinge en våbenhvile, er Det Hvide Hus i en svækket position. Præsidentkandidaterne vil formentlig være tilbageholdende med at understrege egne mangler på power ved at fokusere på, at de ikke kan bestemme. Netanyahu er så erfaren, at han ikke vil bede USA om aktiv hjælp til et angreb, men amerikanerne vil ikke lade Israel i stikken når det gælder efterretninger og våben – hvis målet er Teheran. Der er en hel generation af CIA folk, som ikke har glemt ydmygelserne efter Shah Styrets fald i 1979.

Det er helt forventeligt at et full blown angreb på Teheran – og kernekraftudviklingsplatformen – vil blive kritiseret af de fleste og fordømt af nogle. Men som vi har set gennem Gaza forløbet, kan Israel fortsætte sine operationer uden at blive fysisk forhindret – indtil en ny præsident er på plads i Washington.

Såfremt kalifatet i Teheran, begynder at slå revner, vil særlig USA kunne se deres interesse i at støtte de mange civile Iranere, der har levet under trusler og frygt. Herfra ville Mellemøsten langsomt falde til ro med et Iran, der standsede betalingerne til sine terrorbevægelser. En etablering af et moderne samfund – renset for imamer – ville være mulig

Israel er lykkedes med at svække Hamas og Hizbollah alvorligt blandt andet med drabene på Yahiya Sinwar og Hassan Nasrallah. Derudover er USA og GB påbegyndt nedkæmpningen af huthierne. Det åbne vindue lukker snart, og shiiterne er født med en strukturelle evne til at erstatte og genopbygge sin kommandostruktur.

Se det et øjeblik fra Tel Aviv…

Trump har gennem hele valgkampen gentaget, at han vil slukke for krigshandlingerne i Mellemøsten og Ukraine så snart han er valgt, så der kommer fokus på Make America Great Again fra primo januar. Heller ikke Demokraterne er sultne efter krig, og det er vist overflødigt at påpege, hvordan resten Verden stiller sig.

Israel må selv fjerne Revolutionsgarden og kalifatet, så pengestrømmene til militserne stopper.

Her efter kan vi begynde at se frem mod Abraham aftalerne. Hvis det lykkes, vil Israel kunne opnå tilgivelse fordi alle ved, at de aldrig ville kunne opnå tilladelse.

Det kan blive en gamechanger, men Knesset har travlt – og de kommer til at gøre det alene. Tænk en fred og vækst, der vil brede sig i hele Mellemøsten, når det formørkede kalifat er væk.

Alternativet er, at det bliver, som det har været siden Israel blev etableret: utrygt, ustabilt og bekymrende.

Det er en once in a lifetime opportunity.

Med en sådan sammensætning er der ikke noget at sige til, at når et flertal af FN-staterne styres af diktatorer, er det ikke populært at være et frit folkestyre. Den højteknologiske, demokratiske retsstat Israel ligger på Mellemøstens mørke politiske mødding og lyser op som en strålende diamant. Et smerteligt skue for en regent, der mener, at enevælden eller kalifatet er den ideelle styreform for ethvert lands borgere.  FN har derfor over årene udviklet sig til en diktatorernes legeplads, hvor en stor del af tiden går med at genere og chikanere Israel og dets demokrati. Alene i 2023 vedtog FN’s Generalforsamling hele 15 resolutioner med fordømmelse af Israel. Man kunne forestille sig at grusomme totalitære nationer som Rusland, Pakistan, Iran og Kina også kunne have fortjent en kammeratlig påmindelse fra generalforsamlingen. Det skete dog ikke, da de regerer som flertallet af FN’s medlemsstater. Og det må jo være godt nok.

Den daglige gang prygl til Israel er delegeret til FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC), der har indført et fast punkt 7 på mødedagsordenen: Fordømmelse af Israel. Rådet omfatter stater som Cuba, Kina, Qatar (bedste ven med Hamas og Hizbollah), Sudan, Eritrea og Algeriet, hvis fortolkning af menneskerettighederne indtil nu har ført til 45 anti-Israel resolutioner.  Underkomiteen for kvinders rettigheder ledes naturligvis af Saudi-Arabien, hvor færre kvinder har kørekort end der er kvindelige kamppiloter i Israels Flyvevåben.

Lars Løkke og hans mange kampfæller i FN, EU og USA har nu atter gang i Israel- kritikken, fordi det israelske militær (IDF) vil have UNIFIL ud af vagten i Libanon, da FN-tropperne står i vejen for nedkæmpelsen af Hizbollah. UNIFIL råder over 10 000 fredsbevarende tropper i Libanon, som har til opgave at udføre resolution 1701 fra FN’s Sikkerhedsråd der pålægger UNIFIL fra år 2006 at støtte og hjælpe Libanons regering med at holde den demilitariserede zone syd for Litanifloden fri for bevæbnede militærenheder, der ikke er en del af Libanons hær, altså Hizbollah.  Da Israel efter kampene mod Hizbollah trak sine styrker ud af Syd-Libanon  i 2006, tog det ifølge  The New Republic  Hizbollah kun en dag at bryde alle aftaler ved at etablere kontrolposter og missilbevæbnede militære zoner, som hverken den libanesiske hær eller UNIFIL turde nærme sig. Det var oprindelig UNIFIL’s opgave at bistå Libanons militær med at afvæbne Hizbollah, hvad de libanesiske stridskræfter aldrig turde give sig i kast med. Iran kontrollerer gennem Hizbollah det libanesiske samfund militært, politisk og økonomisk. Hizbollahs militser har lige siden affyret tusinder af missiler mod det nordlige Israel med det resultat, at 70 000 israelere er fordrevet fra deres hjemstavn. Hizbollah gemmer vanen tro sine militære installationer tæt på UNIFIL’s forlægninger for at afskrække israelske modangreb. For få dage siden kunne IDF fremvise et omfattende tunnelsystem, som Hizbollah havde anlagt klos op ad en UNIFIL-bastion, der naturligvis har vidst, hvad der foregik.

UNIFIL er således en lam and, der passivt må se til uden at kunne gøre andet end at rapportere til FN om begivenhederne. Her sker der ikke noget, der skal virkeliggøre resolution 1701, som vedtog, at Syd-Libanon skulle være renset for Hizbollahs militser. For i FN’s Sikkerhedsråd sidder Irans hjertevenner, Kina og Rusland, der sørger for at de 10 000 UNIFIL tropper intet foretager sig, men som holder sig gode venner med Hizbollah, der nu fortsat og uhindret kan bruge UNIFIL som skjold foran sine terrortogter mod Israel. UNIFIL er i vejen for Israels kamp for at sikre en tryg og sikker tilværelse for sine 70 000 fordrevne borgere i den nordlige del af landet. FN bør trække sine tropper ud af kampzonen, hvor de kun er til gavn for Iran og Hizbollah. Og det er netop derfor, at de bliver, hvor de er.

Israel kommer til at løse opgaven med at fjerne Hizbollah fra Syd-Libanon med eller uden FN og uanset fordømmelserne fra det internationale samfund. Når Hamas og Hizbollah er væk, er der også gode muligheder for et systemskifte i Iran, hvad der er hele forudsætningen for varig fred i Mellemøsten.  Men Lars Løkke kommer nok til at vente et stykke tid på, at Israel efterkommer hans henstilling om en forbrødring med diktatorernes FN.

USA er stort set det eneste marked, hvor virksomhederne kan vækste uden eksport. Og da også handelskrige eskalerer og medfører ”civile tab”,  har en handelskrig imellem USA, Kina og EU potentiale til at ændre erhvervsvilkårene på verdens største markeder.

Fredag den 4. oktober illustrerede, hvad der er på spil.

De tre kamphaner

Kina er presset af en faldende arbejdsstyrke, fordi etbarnspolitikken nu slår igennem med fuld kraft og fordi kapitalberedskabet eroderer i halen på Evergrandes sammenbrud på ejendomsmarkedet og fordi Kina er tvunget til at øge værditilvæksten ved, at kravle op i værdikæden. I stedet for at være værksted og samlefabrik for hele verden vil Kina nu selv udvikle, markedsføre og brande færdige produkter på de markeder, som skaber størst profit; AI, søgemaskiner, health care, elbiler, solceller, mobiltelefoner, grøn brint, vindmøller og små modulære kernekraftværker – for at nævne nogle vigtige.

Make America Great Again

Trump fremhævede blandt andet Danmark i weekenden. Det handler om, at vores uddannelsessystem er blandt verdens bedste og ligger i top 3, mens USA roder rundt langt nede i listen med en placering i fyrrene – selv om amerikanerne bruger lige så mange penge per elev som de bedste lande. Præsidentkandidaterne vil kunne finde et tilsvarende billede på medicin. Vi har lige set Novo forsøge at forklare, at det er langtfra alle pengene der ender hos danske medicinalvirksomheder, når amerikanerne køber danske produkter i USA. Mange har lagt mærke til, hvordan luftkabler hænger i guirlander langs vejene i USA og at digitaliseringen halter i det offentlige osv.

Det skyldes på et vist stræk, at amerikanske skatteydere har betalt svimlende summer for vores sikkerhed lige siden Pearl Harbour…

Det er muligt at Trump har været udiplomatisk i kritikken af bl.a. Danmark, når vi siden den kolde krig har snoet os uden om at betale det aftalte kontingent til Nato. Men han har jo ret, og vi er først ved at rette op på det nu. Der er masser af grunde til at Reagans gamle MAGA slogan fænger i USA, for der er behov for investeringer i alt fra infrastruktur til ældrepleje. Så får vi besøg af isolationismen, som stikker sit hoved frem, hver gang USA skal betale for en ny krig langt hjemmefra! USA kunne have brugt pengene på at etablere moderne infrastruktur med jordkabler og nye highways hjemme i USA.

Trump har skærpet tonen helt vildt, for et par uger siden gav han producenten af landbrugsmaskiner – John Deere fra Illinois – besked på hvilken ondskab de ville møde, medmindre de opgiver planerne om at flytte produktionen til Mexico. Så lidt respekt for den kommercielle beslutningskompetence. Men vi er nødt til at tage til efterretning, at spillereglerne er ændret.

Gaveboden lukker.

EU under oprustning

De 27 medlemslande er skruet lidt anderledes sammen end Kina og USA. For det første skal vi arbejde på to platforme, fordi sikkerhedspolitik ligger i Nato regi. For det andet har vi udstrakte mindretalsbeskyttelsesregler på en lang række områder spændende fra flertal, over kvalificeret flertal og til enstemmighed.

Handelspolitik er EU’s kernekompetence, men praksis kræver særligt en ændret amerikansk holdning til sikkerhedspolitik – at EU tager meget mere ansvar for våbenproduktion og kritisk infrastruktur. Derudover er der den stående vittighed på Pennsylvania Avenue; Ring lige til Europa, det her er vigtigt! Men hvilket telefonnumner har Europa?

Erfarne folk skal nok komme igennem, men når toilettet står i flammer, så er der jo en pointe her: “Hvem tegner Europa når det virkelig gælder?” Og kan man nu stole på, at en aftale er en aftale? Trump kender jo Victor Orban ret godt fra kampagnesporet, og han er jo fungerende formand ovre i Europa. Kan man så stole på, at hvis Viktor siger, at den klarer vi, så er der lukket for billige kinesiske elbiler i alle 27 lande?”

Der er selvsagt plads til ironi over Atlanten, men der er lidt kortere vej fra tanke til handling i Beijing og Washington!

Den 4. oktober blev handelskrigen til lovgivning i EU

Der var spænding forud for EUs beslutning om fastholdelse og skærpelse af importtolden på kinesiske elbiler.

Bilproducenterne var splittede forud for afstemningen. BMW, Audi, Porsche og Mercedes har Kina som deres største eksportmarked, og de er med god grund nervøse for kinesiske sanktioner. Bilmærkerne opfordrer EU-Kommissionen til at finde en forhandlingsløsning med Kina i stedet for det, der minder om protektionisme. Tesla, Volvo og Polestar bakker op med samme begrundelse.

Tesla er globalt, og har deres største produktionskapacitet liggende udenfor Berlin. Derudover har de tætte samarbejder med underleverandører og Tesla-ejede samlefabrikker i Kina. Det betyder, at en del af Teslas egne biler bliver ramt af importtolden, fordi bilerne er licensbyggede i Kina.

Volvo og Polestar er også en spændende historie, al den stund at de to svenskagtige brands ligger under Geely paraplyen – som er kinesisk ejet. Volvo og Polestar har etableret produktionsplatforme for deres eldrevne 4-hjulstrækkere i Belgien og South Carolina for at undgå de nye toldmure, men det meste af modelprogrammet bliver ramt.

VW er hårdt presset økonomisk, og har fokus på aktiekursen. Det samme gælder for Stellantis som producerer Chrysler, Fiat, Citroën, Opel og Peugeot m.v.. 

Da EU vedtog de nye toldsatser, steg aktiekurserne straks hos de store producenter. Og det skabte ro hos de mest økonomisk pressede. Der blev dog i høj grad lyttet til producenternes ønsker om at forsøge med endnu en forhandling med Kina, og det fremgår af teksten, at kommissionen nu kan (ikke skal) pålægge told, men at tolden kan erstattes helt eller delvist af en forhandlet løsning. Der er meget på spil: Arbejdspladser, indtjening, positionering, fremtidige markedsvilkår, klima og miljø.

Beskæftigelse og aktiekurs

Arbejdspladserne er nok det, som vejer tungest i Europa og USA. I EU særligt, fordi den eksporttunge tyske økonomi er så meget under pres, at man håber på en forhandlingsløsning. De tre tyske nobelmærker sidder på hovedparten af verdensmarkedet for prestigebiler. Massesegmentet er indtil videre mere presset fra Kina, for selv om forbrugeren foretrækker en eldrevet Opel eller VW, så er forbrugeren ikke mere uvenner med sine penge, end at man er frisk på en avanceret kinesisk elbil, hvis den kan finansiere sommerferien og det nye køkken.

Mellemklassemarkedet er ramt hårdt, fordi Tesla har rigtig meget erfaring med at bygge avancerede elbiler til konkurrencedygtige priser. Tesla er født digital, mens europæerne kom sent ud af startboxen. Samtidig er det lykkedes kineserne at komme helt i front, med fine og ca. 20 procent billigere produkter. Her er beskyttelsen fra EU vigtig, men måske er forskningsstøtte en bedre løsning.

Satsningen på elbiler er også drevet af ønsket om at komme fri af despoterne i Mellemøsten. Samtidig ville EU-landene gerne have en fælles regulering af klimakravene til de enkelte brancher, for at undgå konkurrenceforvridning. Ønsket var så fremherskende, at de lande, som allerede havde opstillet mere ambitiøse mål end EU`s forslag opgav deres nationale lovgivning for i stedet at bidrage til en fælles regulering. Disse ændringer har flyttet perspektivet på beskæftigelsesområdet fra fremtid til nutid. Her skal vi huske, at tysk økonomi og beskæftigelse er eksportdrevet. Og når man først indskrænker markedet med restriktioner i forhold til Rusland, og dernæst følger op med toldmure, som risikerer at ødelægge det kinesiske marked, så har man ramt tyskerne i det dybe mellemgulv.

Efter en ødelæggende periode med sammenbrud på boligmarkedet og kæmpe fald i arbejdsstyrken, er Kina på vej op i værdikæden. Kina indgår som en helt afgørende samarbejdspartner i den samlede produktionsproces. Dette viser, hvor integreret det erhvervsmæssige økosystem er. En beskyttelse af Europæiske virksomheders indtjening risikerer, at være en bjørnetjeneste.

Medlemslandenes ønsker til EU.

Når elbilernes high-end marked er drevet af Kina, så er det en strategisk katastrofe, hvis ikke der er pres på – og finansiering til – at levere highend elbiler, som foretrækkes af velhavende kinesere. Porsche, Audi, BMW og Mercedes har avancerede løsninger til både el og emmisionsfri syntetisk fremstillet brændstof – desuden grøn brint med videre. Sandheden er at Kina og Japan, er foruroligende langt fremme på det punkt. Valg af energi har hidtil ligget i nationalt regie, men investorer har været tilbageholdne – de skal jo se en forrentning af deres midler. De aflyste nationale udbud har stået i kø, mens Kina har postet statspenge i nye projekter. Nu kan der opstå ønsker i medlemslandene om at varetage en koordineret EU-forskning og udvikling af grøn brint i mere konkurrencedygtige PTX-anlæg, små modulære kernekraftanlæg og andre teknologiske forudsætninger, for at komme på omgangshøjde med kineserne. Det sker ikke kun af hensyn til beskæftigelses – og erhvervsinteresser, men fordi de nationale handlingsplaner ikke har kunnet løfte de teknologier, som er forudsætninger for tilstrækkelig hurtig udbygning af fossilfri energiforsyning og økonomisk vækst.

En forudsætning for at deltage i en handelskrig er de rigtige produkter, med den rigtige teknologi, som bygger på den nødvendige forskning. Her er det amerikanske kapitalistiske system effektivt fulgt af Kina, hvor man ikke behøver at være enige over “amtsgrænser” og med vælgerne i øvrigt.

Kundeforespørgslerne kommer ofte via relæ, når efterretningsfolkene mødes i Teheran. Og denne forespørgsel kom umiddelbart efter angrebet på Ukraine 24. februar 2022. Den kunne godt være kommet før, hvis ikke risikoen for et læk havde været så stor.

Leverancen skulle bare være “hurtigst muligt” og af en karakter, der ville fjerne fokus fra Kiev, men risikoen for at miste kontrol over Gaza betød, at der måtte foretages ganske betydelige ”underjordiske” forberedelser.

Iranernes ultimative deadline var Putins fødselsdag den 7. oktober 23.

Ikke engang Mossad var forberedt, da de uskyldige festdeltagere blev angrebet i ørkenen.

Forberedelserne under jorden var lydløse, og gaven blev leveret på dagen.

Der er vist ingen tvivl om, at fødselaren er rigtig godt tilfreds med gaven som bliver ved med at glæde.

Hvor heldig kan man være; Demonstrationer i Malmø, ballade på amerikanske universiteter, skænderier i FN. Bortset fra de stakkels civile palæstinensere – så er det en gave, der har skabt glæde på redaktionerne, i våbenindustrien og hos de 2 stridende parter, som frygter den våbenhvile som Verden kræver.

Jo den gave lunede ikke kun i Kreml…

**********

Fødselsdagsgaven fra kalifatet.

Putin og Xi er gode kunder i Teheran, og de holder meget af shopping i den velassorterede butik. Men de er ikke kun gode kunder, de er også vigtige politiske allierede, og så kan de betale med en blanding af flere slags valuta i form af staldtips om centrifuger til opformering af uran og andre vigtige sager – ud over cool cash.

Den falske melodi.

Umiddelbart lyder det som om Iran har kompenseret dygtig for sin isolerede magtposition i verden. Men det er en falsk melodi. Mens Vesten værner om religiøse mindretalsrettigheder, så bliver muslimer behandlet på niveau med romaer og homoseksuelle i både Rusland og Kina. Særlig Kina holder fast i Marxismens oprindelige udgangspunkt, og her har kommunisterne den placering som gud har for de religiøse. De sande marxister har simpelthen overtaget det religiøse herredømmes position.

Moralpolitiet på rulleskøjter.

I Iran er det moralpolitiet der blander sig arbitrært og hårdhændet i, om en pige på 10 år må køre på rulleskøjter eller om en pige på 17 år må danse alene til musik på sine forældres terrasse. Ingen af delene er juridisk ulovligt, men da det er gøremål, som er populære i Vesten, så burde pigerne og deres familier kunne regne ud, at det ville Allah ikke tillade, og derfor bliver pigerne anholdte, og slæbt på stationen med strips om de spinkle håndled, sådan at deres forældre kan hente dem, imod en mega skideballe og en tilsikring om, at den slags ikke gentager sig.

Xi på menukortet.

I Kina bliver Xi opmærksom på, at nogle restauranter serverer “All you can eat”, og giver samletilbud, hvis man bestiller mere end 2 retter per person. Ingen af delene er juridisk ulovlige, men eftersom partiet har behov for at passe på ressourcerne og sikre slanke medborgere, så mener kommunisterne, at borgerne selv burde kunne gætte, at den ikke går. Slem straf og ny lovgivning om kun én ret per person…

Iranerne sætter en ære i at tilbageholde og chikanere borgerne på underlige tidspunkter af døgnet, f.eks når de fleste er gået til køjs, eller på offentlige steder, hvor den præventive udskamning er maksimalt ydmygende.

Kineserne er én til én på samme kurs, men da de har langt flere videns – og økonomiske ressourcer, sammenlignet med kalifatet, så har marxisterne implementeret en døgnovervågning af sine borgere, som er koblet med et straffe- og belønningssystem. Det betyder, at hvis man giver udtryk for kritik af systemet, ved at citere f.eks. HC Andersen, – som er en kendis i Kina på niveau med Taylor Swift i Vesten –  så kan man pludselig ikke købe busbilletter og pizza. Kun nudelsuppe og retten til bodsgang.

Den våde drøm.

Igen kunne det se ud som om Iran har indrettet sig trygt og begavet, med et nært interessefællesskab med to af verdens stormagter. Enhver virksomheds våde drøm om at være private venner med sine store kunder – og næsten have udraderet konkurrenterne.

Der er bare en lille detalje, som piner døgnets vågne timer. Mens Xi bygger globale universiteter til uddannelse af marxister fra alle verdens lande, så de kan rejse hjem og realisere små Kina-kopier, så spreder islamisterne koranskoler og moskeer ud over den samme sagesløse verden – for at forberede kalifatets erobring af verdensherredømmet.

Marxisterne og Islamisterne er enige om een ting, og det er, at den anden skal udryddes som konkurrerende ideologi i forhold til verdensherredømmet.

Kineserne ser ingen plads til et islamisk verdensherredømme i den marxistiske verden, som Xi arbejder for.

Prislisten på terror.

De shiitiske ayatollaher er ikke dumme, de ved godt, at den falske melodi kun holder, så længe Iran har de varer på hylden, som kunderne ikke kan købe i et ateistisk kommunistisk land. For den dag er kundekøen væk i Teheran.

Det Iranske sortiment omfatter Hamas, Hizbollah og Houthierne, som kan sikre ustabilitet i henholdsvis Gaza, på Vestbredden og i Rødehavet. Og de ved, at Irans svaghed er kundernes ulempe. Ulempen er, at Shia står uhyggelig svagt i konkurrencen med Sunni. Det betyder, at den strategiske fordel ved at skabe gode relationer til verdens muslimer er stærkt begrænset for Xi og Putin. Altså – der skal der satses på specialvarerne og den udsøgte kundeservice…

Kalifatet lærer af Tiffanys.

Her er Kalifatet på niveau med Tiffanys. Der bliver kræset for de velhavende kunder, og Ayatollahen glemmer aldrig en fødselsdag, en parade eller en mærkedag!

Specialvarerne skal være på hylderne, sådan at der kan leveres terroraktioner ad libitum over det meste af verden. Det optimale er selvsagt, hvis varen kan leveres i et geopolitisk område som gavner både Iran og den ærede kunde på en gang.

Sådan er det selvsagt ikke altid, og nogle gange er en af landets 16 efterretningstjenester også nødt til at pleje egne interesser langt fra hjemmet. Det så vi med udgangspunkt i Ringsted, da trafikken på tværs af Danmark blev standset 28. Sept. 2018, og det blev tydeliggjort, da der blevet fældet dom i januar i år.

Varesortimentet består i:

Veltrænede terrorbevægelser på eks. Vestbredden, i Gaza og i Yemen kan levere aktioner, der kan aflede opmærksomheden – eller bare sikre generel utryghed – i lande med Vestlige værdier. De mange toptrænede terrorister, er også velegnede til at gennemføre aktioner langt hjemmefra.

Kan I ikke selv?

Man kunne måske spørge, hvorfor Xi og Putin ikke bare selv gennemfører deres aktioner, men det ville i bedste fald udløse regionale krige, og i værste fald kunne udløse en verdenskrig, hvis en af de to atommagter arbejder i eget navn.

Så – det gør de næsten aldrig, og russerne har vænnet sig til altid at indlede overfald på andre lande med først at komme nationale mindretal til hjælp via “Grønne mænd uden militære distinktioner”. Først derefter overtages operationen, i takt med at den globale mediemølle har fået andre nyheder i indbakken.

Iran og AK81.

Iran har i forvejen et flosset ry i FN, og de er vant til at udføre deres specialopgaver via Hizbollah, Hamas, Huthierne osv.

Denne vare er efterspurgt hos velhavende kunder i Moskva og Beijing.  Iran og deres terrornetværk er for Russere og Kinesere, hvad AK81 er for HA. De udfører det beskidte arbejde derude, hvor øretæverne står i kø i håbet om engang at blive en del af det fine selskab.

Det kommer ikke til at ske…

Den 22. januar udførte Hamas’ militære fløj et komplekst angreb, der resulterede i drab på 21 israelske soldater – det dødeligste enkeltstående angreb siden de israelske landoperations start. Angrebet skete i forbindelse med en eksplosion af IDF-opstillede eksplosiver i to bygninger, som kollapsede og dræbte soldaterne.

IDF har identificeret en stor underjordisk våbenproduktionsfacilitet i det sydlige Gaza og har ødelagt dette komplekse tunnelnetværk som led i at ødelægge Hamas’ våben- og raketproduktionskapaciteter. IDF’s stabschef, Herzi Halevi, udtalte, at de israelske styrker fortsætter kampen i det nordlige Gaza.

I følge Associated Press – og baseret på oplysninger fra Egyptiske embedsmænd – har Israel foreslået en to-måneders pause i kampene i bytte for frigivelse af gidsler. Dette forslag er blevet afvist af Hamas

Regionale og internationale aktører, herunder Iran og Rusland, har reageret på situationen gennem forskellige erklæringer og møder. Irans øverste leder, Ali Khamenei, kritiserede islamiske lande for ikke at kræve våbenhvile, og den iranske udenrigsminister diskuterede krigen med flere internationale kolleger.

Sammmenfatning

• Hamas og andre palæstinensiske militser er sandsynligvis igang med at genopbygningen af deres militære kapaciteter i den nordlige Gaza-stribe.
• Hamas’ militære fløj gennemførte et komplekst angreb, der dræbte 21 israelske soldater.
• Israelske styrker lokaliserede et underjordisk våbenproduktionsanlæg – det største til dato.
• Palæstinensiske militser fortsætter sit forsvar mod israelske operationer i det vestlige Khan Younis.
• Israel foreslog en to-måneders pause i kampene til gengæld for, at Hamas over flere faser frigav de resterende gidsler.
• På Vestbredden støtte israelske styrker sammen med palæstinensiske krigere to gange. IDF tilbageholdt otte eftersøgte personer og konfiskerede våben.
• Hizbollah udførte tre angreb fra det sydlige Libanon ind i det nordlige Israel.
• Israelske medier rapporterede, at IDF Air Force ødelagde millitære Hizbollah-anlæg i Libanon – drevet af Iran.
• Shia-koordinationsrammen – koalition af iransk-støttede shia-politiske fraktioner – diskuterede iransk-støttede militsers bestræbelser på at “provokere” amerikanske selvforsvarsangreb.
• Israel gennemførte sandsynligvis to luftangreb i Syrien rettet mod våbenopbevaringsfaciliteter.
• Amerikanske og britiske styrker gennemførte kombinerede angreb på otte Houthi-militære mål i Yemen.
• Den iranske øverste leder Ali Khamenei kritiserede islamiske lande for ikke at kræve en våbenhvile under et møde med Teheran-afdelingen af Martyrernes Commemoration National Congress.

Artiklen er blandt andet baseret på rapporter fra tænketanken ISW.

Palæstinensiske militser, herunder Hamas’ al-Qassam-brigader, opretholder stadig en tilstedeværelse i det nordlige Gaza. Den militære fløj af den Demokratiske Front for Palæstinas Befrielse (DFLP) og de Nationale Modstandsbrigader, påstod at have foretaget seks angreb på israelske styrker omkring Gaza City den 15. januar ved hjælp af bærbare luftforsvarsmissilsystemer, morterer og andre våben. Den militære fløj af den Palæstinensiske Islamiske Jihad (PIJ), affyrede raketter mod israelske positioner i det nordlige Gaza.

IDF meddelte den 15. januar, at de havde trukket deres 36. division tilbage fra det centrale Gaza. Israelske medier begyndte at rapportere i december 2023, at IDF ville overgå til en tredje fase af operationerne, som inkluderer sikring af en bufferzone i det nordlige Gaza og overgang til målrettede razziaer. Israelske medier rapporterede, at IDF vil beslutte, hvor den 36. division skal udstationeres efter en periode med hvile og træning. Den 36. division, som omfatter Golani Infanteribrigaden og den 188`nde panserbrigade, opererede i adskillige kvarterer i Gaza City og det centrale Gaza i over 80 dage. Den 36. division er normalt ttilstede i IDF’s Nordkommando, der overvåger Israels nordlige grænser. Tilbagetrækningen følger IDF’s meddelelse den 31. december om, at de havde trukket fem brigader tilbage fra det nordlige Gaza. Den tredje fase af de israelske operationer i Gaza kan meget sandsynligt gøre det muligt for Hamas delvis at genopbygge sig militært. Israelske styrker har nedbrudt flere Hamas-enheder i Gaza. Men Hamas’ militære styrker er hverken besejrede eller ødelagte på nuværende tidspunkt. Palæstinensiske militser fortsætter med at operere på tværs af Gazastriben og har angrebet israelske styrker i områder, hvor Israel har nedbrudt de lokale Hamas-enheder.

Terror på Vestbredden

Spændingerne i Vestbredden har nået et nyt niveau med den seneste udvikling i konflikten mellem Israel og palæstinensiske grupper. Al-Aqsa Martyrernes Brigader annoncerede den 14. januar oprettelsen af et “militærråd” med det formål at planlægge angreb på israelske mål “i alle verdens hjørner.” Denne militserklæring inkluderede en trussel om at påføre israelere alvorlige tab og advarede om, at USA ikke vil være i stand til at intervenere. Militserne advarede også om, at deres krigere ville angribe israelske civile, der bor i bosættelser, indtil de enten forlader området eller bliver dræbt. Al-Aqsa Martyrernes Brigader bekræftede ligeledes deres samarbejde med alle andre palæstinensiske militser og opfordrede palæstinensiske politiske fraktioner til at forene sig mod Israel.

Den 15. januar udførte to palæstinensere fra Vestbredden et bilangreb i Raanana, hvor en civil blev dræbt, og 17 andre såret. Gerningsmanden stak en kvinde ned og kaprede hendes køretøj, før han udførte angrebet. Efter at have forulykket med køretøjet kaprede gerningsmanden et andet køretøj og fortsatte med at ramme civile. Ingen palæstinensiske militser har taget ansvar for angrebet. Hamas fejrede angrebet og beskrev det som en “naturlig reaktion” på israelsk aktivitet i Vestbredden. Hamas har ofte karakteriseret lignende voldshandlinger som en konsekvens af israelsk aktivitet i Vestbredden.

Iran vil have USA smidt ud af Irak

I det irakiske parlament hersker der i øjeblikket en intens magtkamp, hvor Iran-støttede aktører forsøger at indsætte deres foretrukne kandidat som parlamentets leder. Dette er en del af en fortsat kampagne for at få amerikanske tropper ud af Irak. Den 13. januar stemte de irakiske parlamentsmedlemmer om en ny leder men ingen af kandidaterne opnåede de nødvendige 165 stemmer. Siden afsættelsen af Mohammad al Halbousi af Forbundsdomstolen i november 2023, har parlamentet haft en midlertidig leder.

I den seneste afstemning fik kandidaten fra National Progress Alliance (ledet af Mohammad al Halbousi), Shaalan al Karim, 152 ud af 165 stemmer. Salem al Issawi, kandidaten fra Sovereignty Alliance (ledet af Khamis al Khanjar), fik 97 stemmer, og Mahmoud al Mashhadani fra Azm Alliance (ledet af Muthanna al Samarrai) fik 48 stemmer.

Shia Koordinatiionen, en løs koalition af Iran-støttede irakiske partier, forsøger at forhindre Karims valg som parlamentets leder. Medlemmer af den Iran-støttede Badr Organisation og Fatah Alliancen indgav den 13. januar en retssag til Forbundsdomstolen for at erklære Karims kandidatur til parlamentet for ugyldigt. Flere repræsentanter, herunder et medlem af den politiske fløj af den Iran-støttede irakiske milits Asaib Ahl al Haq, opfordrede til, at Karim skulle overgives til Accountability and Justice Commission for “at fremme og glorificere Saddam Husseins regime.”

Den irakiske premierminister Mohammad Shia al Sudani lovede i oktober 2022, at han ville opløse kommissionen, da sunnimuslimske politikere havde anklaget shiitiske aktører for at bruge kommissionen til at udelukke dem fra beslutningsprocessen. For nylig forhindrede Iraks Uafhængige Valgkommission, at den tidligere guvernør i Ninawa, Najm al Jubouri, kunne stille op til provinsrådsvalget på grund af korruptionsanklager rejst mod ham af Accountability and Justice Commission.

Shia Koordinationsrammen ser det som nødvendigt at blokere for Karims valg, for at få de amerikanske tropper ud af Irak. Et medie kontrolleret af AAH interviewede en “politisk analytiker”, der antydede, at valget af Karim som parlamentets leder ville forhindre bestræbelserne på at få de amerikanske tropper ud af Irak. Den tidligere premierminister Nouri al Maliki og generalsekretæren for AAH, Qais al Khazali, foretrækker tilsyneladende Mashhadani som parlamentets leder, da de opfatter ham som mere samarbejdsvillig i bestræbelserne på at få de amerikanerne udvist.

• Israelske faldskærmssoldater fortsatte med at udføre rydningsoperationer i Nuseirat i Gaza-stribens centrale del
• Al Quds-brigaderne affyrede raketter fra Gaza-striben mod Sderot i det sydlige Israel.
• Hizbollah udførte otte angreb fra det sydlige Libanon ind i det nordlige Israel.
• Den libanesiske Hizbollah-generalsekretær, Hassan Nasrallah, holdt en tale, der beskriver status for Israel-Hamas-krigen og den igangværende iransk-støttede eskalering mod USA i hele regionen.
• Den islamiske modstand i Irak – en koalition af iransk-støttede irakiske militser – hævdede at have angrebet tre amerikanske stillinger i Irak og Syrien.
• Houthierne fortsatte med at angribe og chikanere amerikanske flådestyrker og kommerciel skibsfart i Det Røde Hav.

*****************

Artiklen er blandt ande baseret på rapporter fra ISW

Det skriver den tyske avis Die Welt, som citerer kilder fra USA for, at Joe Biden roste den danske statsminister for fælles grundværdier, men at mødet med medlemmer af kongressen resulterede i, at Mette Frederiksen ”satte sig selv ud af spillet”.

Den tyske avis citerer NATO-diplomater, for ”Mette Frederiksen sagde mange rigtige ting om Ukraine, men hun satte også spørgsmålet om LBQT og klimabeskyttelse øverst på sin dagsorden for NATO”. Og så kommenterer avisen: ”Det var især ubehageligt for konservative medlemmer af Kongressen – og Mette Frederiksen havde fejlet som ny NATO-chef i Washington.”

Hvis oplysningerne er korrekte, virker det underligt, at Mette Frederiksen kan fejle så eklatant i sin politiske vurdering af, hvad der kræves af en NATO-chef. Vores statsminister må være briefet forinden af det danske udenrigsministerium, som må formodes at være velinformeret om, hvad USA´s kongres forventer af en NATO-generalsekretær. Skal NATO være en queer-organisation? Er det godt at nævne det for USA´s kongres-medlemmer? Eller er det politisk selvmord – som det tilsyneladende viste sig at være. Skal NATO´s tanks køre på el? Skal jagerflyene være CO2-neutrale? Kan NATO vinde eller forhindre krige med den indstilling?

Det må formodes, at statsminister Mette Frederiksen var interesseret i at være i spil til topposten i NATO, og så virker det som mangelfuld politisk forarbejde og kommunikation fra både Udenrigsministeriet og Statsministeriet at lade Mette Frederiksen sende de signaler. Nogen må have udvist usædvanligt dårlig dømmekraft i den sag.

Eller så gælder det gamle ordsprog: hvad hjertet er fuldt, løber munden over med.

Kilde:

https://www.welt.de/politik/ausland/plus246302528/Nato-Wieso-Mette-Frederiksen-als-Nato-Chefin-durchfiel.html

De kinesiske elbiler er billige, meget billigere end andre landes modeller. En af de mest populære er Wuling Mini, der kan købes for under 5000 dollars (30.000 kr.). Den er ganske lille, men det påstås, at der kan sidde 4 personer i den, de skal dog vist være forholdsvis små mennesker. Rækkevidden på en opladning er efter sigende ca. 150 km og den har en motor med 27 hk, der giver en topfart på lige under 100 km/t. Men det er jo fint nok til bykørsel i Kina, hvor hastigheden oftest er nede på 10-20 km/t.

Wuling har nu overhalet Teslas model 3 som den mest solgte elbil i Kina, i april måned blev der solgt 26.000 stk. versus Teslas 6000 biler.

De amerikanske bilfabrikanter havde et godt marked i Kina med benzin- og dieselbiler, men nu går det hastigt tilbage. General Motors salg faldt med 20% fra 2021 mens Ford tabte 33,5% af salget i samme periode.

Kineserne har et større udvalg af elbiler, en af de nye lovende modeller kommer fra leverandøren BYD, den hedder Seagull (Havmåge) og kan køre omkring 300 km på en opladning. Den billigste udgave koster knap 70.000 kr.

Teslas forretning i Kina er også truet, men har ikke set så stor en tilbagegang, endnu. Teslas model 3 koster i Kina ca. 250.000 kr., et beløb langt over priserne på de kinesiske køretøjer.

Kineserne er begyndt at eksportere biler til Europa, men endnu ikke til USA. Der er mange forhindringer her, og de senere års spændinger mellem USA og Kina har ikke hjulpet. Kinesiske biler er pålagt en told på 27,5% ved import ind i USA. Yderligere lovgivning sikrer skattefordele til folk, der køber elbiler uden kinesiske dele i. Det giver dog problemer for både de europæiske og amerikanske bilfabrikker, da en stor del af batterierne og materialerne til dem kommer fra Kina.

De amerikanske bilfabrikanter har god grund til at grue for den dag, hvor kinesiske elbiler holder deres indtog. Elbiler i USA er dyre. I årevis har man lovet at lancere en model med lang rækkevidde til en pris på under 200.000 kr., men det er ikke lykkedes endnu, og f.eks. General Motors har opgivet sin elektriske model, Bolt, der ellers skulle være USA’s billigste.

De kinesiske elbiler er billige, men der er ikke noget, der tyder på, at de har løst nogen af de grundlæggende udfordringer med teknologien, ikke mindst rækkevidden. Men det bliver interessant at følge udviklingen i de kommende år.